Nepal: Søndagstur på motorcykel.

Satte mig op bag på motorcyklen. Min ven Robin, en altid smilende nepaleser, sad foran. Han med hjelm og jeg med en hue der hang lidt dovent i nakken. Solen var begyndt at trænge gennem morgentågen, men nattens kulde hang stadig let i luften. ‘Sidder du okay Mikael?’ Et enkelt klap på skulderen og han gassede op.

Vi blandede os med livet i gaderne i bydelen Naya Bazar. Børn i ens skoleuniform der med store smil og armene om hinandens skuldre var på vej til skole. Mindre børn legede rundt i vejkanten foran husene, der alle havde slået dørene op og budt morgenen velkommen. Kvinder stod på tagene op hang dagens første vasketøj op til tørre i solen. Handlende kom slæbende på store ladcykler med varer til gadernes butikker. Andre i en kurv på ryggen båret af en læderrem over hovedet. Hunde løb frit rundt mellem fødderne på dem. Biler maste sig med hornet i bund stille gennem livet, uden at efterlade noget tomrum efter sig. Motorcykler og cykler med eksede hjul kørte lidt usikkert gennem mængden på det ujævne underlag. Alle gled ud og ind imellem hinanden uden noget system, der alligevel løste sig uden uheld.

Selv sad jeg bag på og smilte bag halstørklædet der var trukket op om munden for at skærme for kulden. Smilte af den lykke der bredte sig ved synet af det kaotiske, men alligevel fredfyldte liv overalt omkring os. Lidt gemt bag hue, solbriller og en hættetrøje var der ingen der lagde mærke til at en udlænding kørte forbi. For første gang i Nepal undgik jeg at blive stirret på, men gled til gengæld bare gennem gadebilledet som et naturligt element. Den oplevelse fik mig til at smile endnu mere.

Vi fortsatte gennem Thamels smalle gader, hvor sollyset endnu ikke kunne nå ned mellem husene. Få steder fik enkelte stråler lov til at slippe i gennem, så de stod som skarpe diagonale linjer gennem skyggerne, hvor støv og morgendis glimtede som tusindvis af diamanter. I en solplet på en ene side af en smal gade var to kvinder ved at vaske håret. Foroverbøjet, med det lange blanke sorte hår hængende tungt ned mod en balje med sæbevand på jorden, hjalp de hinanden. En tredje sad med ryggen mod solen, for at lade varmen tørre det lange hår der hang udspredt ned ad ryggen på hende.

Vi kom ud på en lidt større vej, men en nedbrudt lastbil fik trafikken til at gå i stå. Seks brune ben stak ud under førerhuset, hvor motorrummet stod åbent. Højlydte og stressede stemmer fyldte luften og flere og flere blandede sig nysgerrigt. Vi kunne heldigvis glide mellem bilerne og tilsidst tage en lille smal sti mellem nogle huse, hvor der kun lige var plads til vores knæ på begge sider af motorcyklen. De rå fugtige mure på begge sider af os gjorde den skyggefyldte luft klam. Lidt efter holdt vi igen ude på en lidt bredere gade med sol og lettere vinde.

De lette vinde og den friske luft forvandlede sig hurtigt til tung og kvalm, da vi kom ned til floden. Det manglende vand, efter lang tid uden regn, lagde slam og affald der tidligere lå på bunden af floden, frit frem i solen. Den tørre flodbund var sort og skinnende af slam og bredden på begge sider var dækket af affald, det lå som et tykt lag på jorden og hang som konfetti i buske og træer. Stanken var gennemtrængende og Robin smilte stort tilbage til mig. ‘Min ven, jeg tro du holde dine begge hænder for din næse.’ Hvor skræmmende det end lyder, så har jeg efter de første måneder i Kathmandu vænnet mig til den stank. Men kan stadig huske første gang jeg stod ved floden og stanken fik maven og halsen til at snøre sig sammen i krampetrækninger.

Men da vi lidt efter kørte gennem slagternes bydel langs floden, blev jeg mødt af en stank jeg ikke var vant til. En kraftig lugt af blod og jern blandede sig med stanken fra floden. Foran husene og på flodbredden stod okser og bøfler tøjret, klar til slagtning. Blodet der strømmede ud fra mørket bag de åbne døre, afslørede at dagens slagtninger allerede var igang. I rendestenene forvandlede blodet vaske- og spildevand til dybrøde vandløb i gaderne.

Vi fortsatte langs floden hvor mængden af affald tog til. Hurtigt var det ikke kun et tykt lag, men store bunker af affald, der i sine enorme mængder truede med at vokse sammen på tværs af floden. Floderne er desværre nogle af Kathmandus største lossepladser. Børn på bare fødder løb rundt og legede i de store bunker af affald, imens kvinder og mænd slæbte rundt på store sække, hvori de sorterede affaldet og fandt nyttige ting, blandt det andre havde smidt ud. I udkanten af lossepladsen lå slummens skure tæt og lænede sig usikkert op ad hinanden. Store sten, udkørte bildæk og træstammer lå som vægt for at holde på de mange stykker blik, plastisk og pressening der udgjorde skurenes tage. Synet var sørgeligt og nedtrykkende. Stanken der hang tungt i luften, gav elendigheden endnu mere form.

Efter at have krydset floden, lossepladsen og slummen over en gammel hængebro i stål, kom vi tilbage til lidt større veje. En gul skolebus kørte med klagende bremser forbi imens børnene med fladtrykte næser mod vinduerne, nysgerrigt fulgte livet på vejen. Flere smilte stort igen når jeg vinkede og smilte til dem.

Trafikken blev igen tættere og vi kørte ud og ind mellem de mange biler, busser, lastbiler og motorcykler, der alle bidragede med deres horn til trafikkens højlydte koncert. Jeg nød friheden bag på motorcyklen. Luften mod kinderne var lige så dejlig, som osen fra trafikken rev tårefremkaldende i næse og hals.

Træt af mange indtryk og den lidt anspændte stilling nogle timer bag på motorcyklen, satte jeg igen fødderne på fortovet foran lejligheden, da aftenens første kølige vinde begyndte at sive gennem gaderne. Robins store smil inde bag hjelmen, blev siddende i mig da jeg sagde farvel til ham.

Dubai #3: Luksus ved vandet.

Taxien nærmest fløj ud ad den store hovedvej med høj fart, men vi kunne stort set intet mærke. Som fløj bilen virkelig få centimeter over den sorte asfalt. Den fejlfrie nye asfalt i Dubais formidable vejnet, gjorde en køretur gennem byen til en flydende oplevelse af, bare at glide gennem byen, imens højhuse, glasfacader og stålflader omkring os glimtede i solen.

Dubai er ikke lavet til gående. Tværtimod, så turene i taxi var nødvendige. Ligesom turen vi var på, på vej mod den nye marina i Dubai, den største menneskeskabte marina i Verden. Med den lysegule strand på den ene side og højhuse stående tæt på den anden side, blev vi sat af i hjertet af marinaen. Lige så åben og blå himlen var ud over havet, lige så svær var himlen at se mellem højhusene på den store ø i midten af marinaen. De stod så tæt og de var alle i samme farve gule farve, at det var svært at skelne dem fra hinanden. Kun enkelte højhuse i andre materialer eller farver brød den enorme mur af lejligheder der rejste sig foran os.

Mellem foden af de forreste højhuse og den store strand løb en lang promenade med brede fortov, små cafeer i solen, enkelte palmer placeret præcist og små gangbroer der krydsede vejen over til hotellerne på stranden. I samme gule farve som højhusene. Dyre biler i massevis der med nynnende motorer kørte langs promenaden. Blomsterbede, springvand og arkitektur der forsøgte at lede tankerne hen på Sydeuropa gav det hele et lidt overfladisk og sjælløst præg. Men samtidig var der noget betagende ved den rene luksuriøse atmosfære der blev skabt.

En gåtur mellem højhusene ledte os hen til en af de fire broer der bandt den store ø til fastlandet. Derfra var der glimrende udsigt ud over den enorme lagune selve marinaen udgjorde, hvor massevis af hvide både lå side om side, langs kajen der bugtede sig i bløde kurver. Palmer stod langs kajen og solen legede i den lyseblå havoverflade der gav genskin i højhusenes glasfacader på begge sider af lagunen. Den friske duft af saltvand gav marinaen den sidste glans.

I naivt forsøg på at gå fra marinaen langs stranden, måtte vi efter et par forsøg igen hoppe ind i en taxi og satte kursen mod Jumeirah Beach. Vi rullede op foran Jumeirah Beach Hotel og dørene blev åbnet af portierne med et imødekommende smil. En stor og imponerende foyer blev det næste møde, inden vi på den anden side af hotellet kom til den hvide strand.

Med udsigt til det verdensberømte Burj Al Arab, lagde vi os på to strandstole i vandkanten, kun halvanden hundrede meter fra den lille ø, hvor Burj Al Arab stod som et stolt hvidt sejl omgivet af en blå himmel og det åbne hav. Det syv-stjernede hotel var en sand fornøjelse for øjet. Stort og imponerende, med linjer og detaljer der blev ved med at betage.

Fra vores strandstole kunne vi følge limousiner trille over den hvide bro ud til øen. Men hotellets gæster kunne ikke kun ankomme i store luksuriøse biler. Med helikopter pad øverst på hotellet, var den ankomst også en mulighed. Vi så det dog mest som en ekstravagant signalværdi fra hotellet. Men flere gange blev havets sagte brusen, brudt af en høj motorstøj når en helikopter fløj til eller fra pad’en.

At ankomme til sit hotel i helikopter ér uden tvivl ekstravagant, men i den overdådige sfære der hang i luften omkring Burj Al Arab, kom det til at virke normalt. Som så meget andet i Dubai og på stranden ved Jumeirah. Dubai er en by der på mange måder er vild, ekstravagant og luksuriøs ud over forestilling, men som samtidig har disse ting som en del af dens særlige sjæl.

Dubai #2: Kontrasten ved Dubai Creek.

Efter nogle timer på Sheikh Zayed Road, med sine lidt livløse facader, Burj Khalifas betagende himmelfart og Dubai Malls ufattelige størrelse med både kæmpe akvarium og stor skøjtehal, forlod vi det nye Dubai. Fandt hurtigt vej til en af de store metrostationer og satte os ind i det førerløse tog, der på sin hævede bane gennem byen, gled med svævende lethed mellem de højtragende glastårne på begge sider. Da toget nærmede sig Dubai Creek, floden der tidligere var centrum for det oprindelige Dubai, forsvandt vi ned under jorden og det totale mørke kom til at virke endnu mørkere i kontrasten til den skarpe sol, den blå himmel og de mange skinnede facader over jorden.

På den anden side stod vi af på en af de første stationer og kom ud i solen igen i det der virkede som en anden verden. Kun få høje bygninger skød op mellem de lavere slidte sandfarvede huse med flade tage. Alligevel virkede luften tættere. Byens lyde fyldte luften med liv. Vi var kommet til Deira, den gamle del af Dubai.

Kajen langs floden var fuld af liv og på floden sejlede flere gamle træbåde rundt mellem hinanden. Det salte vand blandet med duften af friskfangede fisk var en fryd gennem næseborene, der fortsatte ud i resten af kroppen. Handler var igang og mænd i kjoler og turban fyldte luften omkring dem med ivrige arabiske gloser. Dubai Creek er området hvor handelsbåde fra Iran og Pakistan langt tilbage i historien har lagt til med alverdens varer i lasten. De kommer stadig og langs kajen ligger de store mørke træbåde og vugger blidt på flodens små bølger, så fortøjningerne hele tiden strammes og slækkes.

Handelsvarer i alle afstøbninger stod tæt på kajen, lige fra biler og køleskabe til tæpper og legetøj. Flere steder i så mange lag at bådene ikke kunne ses på den anden side. Spinkle mænd slæbte rundt på den tunge last og spadserende på kajen måtte vige, når enorme opbakninger kom vaklende forbi. På parkeringspladser spillede unge fyre cricket mellem bilerne og fyldte luften med grin og opstemte råb. Nogle steder i skyggen af et palmetræ lå en mand og sov på en bænk. På balkonerne i de slidte bygninger på den anden side af vejen gik kvinder og hang farvestrålende vasketøj til tørre i solen.

Deira summede af liv og stod i stærk kontrast til den del af Dubai vi lige var kommet fra. Den nye skylines høje tårne i horisonten mellem træbådenes vuggende stævne, fik alle detaljer til at træde endnu tydeligere frem. At se de rene stolte og en anelse sjæleløse tårne gennem kaosset på kajen, de mørke træbåde og områdets lyde og dufte, kunne ikke andet end gøre indtryk.

På vandet lå et utal af små passagerbåde der fragtede lokale, handlede og få turister mellem mange små bådsteder langs flodens to sider. Med en nøjagtighed der alligevel kom til at virke kaotisk lå bådene klar ud for de mange smalle træbroer og lagde hurtigt til, så folk kunne komme ombord og lagde igen fra næsten med det samme, for at blive afløst af næste båd.

Siddende på to rækker med ryggene mod hinanden gled vi hurtigt frem på floden og kunne mærke havets friske vinde lege mod huden. Måger fløj rundt lavt omkring bådene. Da vi kort efter lagde til på den anden side var der blot endnu mere aktivitet på kajen. I Bur Dubai, der også er en del af det gamle Dubai langs floden, stod vi lidt efter i en af de store basarer, hvor den arabiske sælgerånd blev levendegjort i de små stræder. Råb, diskuteren og indlevende forhandlinger gjorde luften tyk under de mørke træspær og vi fik hurtigt nye venner i de forskellige butiksejere, der mente de havde varer vi ikke kunne modstå. Folk gik tæt og der blev skubbet for at komme frem. Efter de stort set mennesketomme fortov i det nye Dubai, var Dubai Creek en levende oplevelse der kunne mærkes med mange sanser.

Dubai #1: Sheikh Zayed Road.

Vågnede første morgen ved minareternes sang ud over byen. Men da bønnerne stoppede var det roen der holdt mig vågen. Dubai lå i total stilhed der ikke stemte sammen med den by der bredte sig udenfor vores hotelværelse. Solopgangen farvede himlen over ørkenen i horisonten i en varm orangegulfarve, der omfavnede de mange bygninger i Dubais skyline, så glas og stål kom til at stå som lysende tårne. Med Burj Khalifa ragende over dem alle som et spir ind i himlen. Over havet var himlen skarp blå og fik Burj Al Arabs hvide sejl på stranden, til at træde endnu mere frem. Endnu et område af højtragende skyskrabere brød horisonten i det fjerne. I de lavere områder mellem de mange høje huse, stod minareterne slanke og stolte og lyste op i den allerede kraftige morgensol.

Da vi et par timer senere stod nede på gaden og gik mod Sheikh Zayed Road, fandt vi hurtigt ud af at morgenens stilhed ikke skulle komme til at stå alene. I den ene ende af den brede Sheikh Zayed Road, der fik en dansk motorvej til at ligne en sølle landevej, stod vi med udsigt ned gennem en tæt allé af høje skyskrabere, i et af Dubai nyere områder. Et område hvor der hurtigt kan konstateres at der ikke har været meget loft på budget eller antal af etager.

Vi startede ved World Trade Center der trods sin titel som Dubais første skyskraber, kom til at se lille og næsten forhistorisk ud i det selskab den var kommet i sidenhen. Men samtidig stod den som et godt eksempel på en by der er blevet overhalet af sig selv flere gange på få år.

Men det var som om de enorme glasfacader, de rene linjer og et tag der virkede som endeløst over os absorberede lydene. Som om lydene gled af og forsvandt. Ikke engang den hurtige trafik på den store boulevard lavede nogen lyd. De store biler nærmest svævede henover den sorte asfalt. Dufte var der heller ikke nogen af i den ellers friske luft, der på ingen måde var tæt som i andre storbyer.

Men langs Sheikh Zayed Road og mellem de enorme bygninger, var der heller ikke skyggen af affald, der var ingen tilfældigt eller uharmonisk placerede busskure eller palmer der ikke stod på lige linje. Busskurene var tværtimod afstemte runde buer, der nærmest svandt ind i omgivelserne og palmerne stod snorlige langs fortovet, når de ikke stod på store plane græsplæner der sirligt var blevet anlagt. De mange skyskrabere kom derfor til at fremstå endnu mere storslåede og enorme, fordi forstyrrende lyde og dufte var væk og synet blev ligeledes heller ikke afbrudt af andet end de store facader.

Men der ér også masser af lade sig imponere og fascinere af. Emirates Towers der står som to stolte tvillinger, buede facader der får sollyset til at lege i glasset, runde bygninger, skarpe rene linjer, blankt stål, kunstneriske afslutninger på de høje bygninger, som for at skille sig ud i mængden. Alle bygninger har hver deres personlighed og man efterlades ikke med megen tvivl om at fantasien ikke har haft nogen grænser. Som to tætte bygninger der visuelt havde et stort svævende rør i glas gående tværs gennem deres to maver af glas.

Mange af de høje bygninger skulle ses på afstand, for stående nedenfor gav blot et indtryk af at de fortsatte uendeligt. Et andet alternativ var at kigge ind i en glasfacade i nærheden og nyde de høje bygningers spejling i stedet.

Strømlinede metrotog gled hurtigt og lydløst ned gennem boulevarden på en højbane i hvid beton og runde former der i sig selv var en fryd for øjet. Flere steder forsvandt metroen ind i de store næsten svævende og skalformede stationer, der fik øjnene til at glide forbi uden at blive forstyrret.

Men der var ét tårn der hele tiden fik øjnene til at vende sig i én retning. Uanset om solen ikke kunne slippe imellem de høje bygninger alle steder, kunne de alligevel ikke dække for en af deres nyeste naboer. Verdens højeste bygning, Burj Khalifa. Som et babelstårn af en anden verden ragede det højt op over dem alle. At kigge på tårnet der ragede ud over fantasien og bare fortsatte til himlen opslugte det i et tyndt spir, var et imponerende og opslugende syn. Burj Khalifa står alene og virker endnu mere urørligt i sin storslåethed.

Da vi endelig fandt hen til foden af Burj Khalifa, måtte vi næsten ligge ned på jorden for at gøre os forhåbning om at se toppen. Med næsten skræmmende styrke fortsatte det bare sin rejse mod himlen. Den skarpe sol og den klare blå himmels spejling i de buede glasfacader, fik næsten tårnet til nogle steder at falde i ét med den skyfri blå baggrund.

De første timers møde med Dubai var som forventet et møde med en imponerende skyline, og en by der gang på gang imponerede ved sin grænseløshed. Fantasi, penge og ideer har uden tvivl haft en enorm legeplads i den arabiske ørken. Og byggerierne er stadig i fuld gang. Overalt er der byggekraner og byggepladser. Enorme billboards varsler om kommende projekter der alle forsøger at overgå hinanden i sin arkitektur eller sin funktion. Veje, Boulevarder og broer glider lydløst og nemt ud og ind imellem hinanden, imens arbejdere konstant forsøger at få vejnettet til at følge med byens udvikling.

Men man skal ikke forvente meget sjæl. Ikke som vi normalt kender den fra rejser rundt om i Verden. På samme måde som de høje bygninger stod tæt på en lang lige linje på begge sider af Sheikh Zayed Road, uden nogle bygninger på den anden side, mangler Dubai dybden. Men der ér alligevel en eller anden form for sjæl i byen. Nemlig at den er ny, stor og imponerende. Der er ikke mange mennesker på gaden - med forbehold for at vi var der en fredag og i nytåret -, der er ikke mange lyde, ingen dufte, men der er stadig en følelse af drømme og store tanker.