Da min ven og jeg stod på broen og kiggede ned på floden 160 meter under os, fik vi begge et sug i maven. Både på grund af højden, men også af den utroligt smukke udsigt. For mig kom floden til at virke næsten dragende og jeg fik lyst til at hoppe ud og blive en del af det. Den rene natur, de salige vandfald og den voldsomme flod skabte en følelse af frihed i luften. Jeg kom til at nævne højt at jeg fik lyst til at hoppe ud....
Vennen prikkede lidt til mig og spurgte, om jeg så ikke skulle tage det bungy jump det er muligt at tage fra netop den bro. Da jeg altid har forsvoret at jeg skulle gøre noget så vanvittigt som bungy jump, afviste jeg og ville hellere bare være sammen med ham og vandre i bjergene. Men ét eller andet blev alligevel siddende i kroppen. En lille nysgerrighed eller blot simpel vanvid. Slog det hen, da vi havde andre planer for det korte ophold på Last Resort.
Næste morgen godt igennem omeletten kom camp’ens manager hen og spurgte om vi skulle lave bungy jump. Der var mulighed en halv time senere og igen efter tre timer. Omeletten satte sig med det samme på tværs og hjertet øgede slagene. Vennen derimod sad med stort smil på læberne. Han kender mig. Vi svarede at vi bare skulle slappe af. Appetitten forsvandt dog, maven slog knuder og jeg fortrød det jeg allerede havde spist. Ligeledes fortrød jeg den foregående aftens whiskey’er. Jeg kender også mig selv! Så skulle ikke have mere i maven, hvis jeg skulle ud at springe i elastik lidt efter.
Med tankerne rumsterende i hovedet gik jeg jeg lidt rundt ved siden af mig selv. Beslutningen var inderst inde nok allerede taget, men alligevel skulle jeg lige overbevise den fornuftige del af mine tanker. Men det var som om de eneste tanker der stod klart var: “Du er sindssyg Mikael!”
Til sidst tog vennen heldigvis styringen og gik med mig op til receptionen hvor jeg fik fremstammet at jeg gerne ville tage det tidlige hop. Med rystende fingre skrev jeg under på formularen og lidt efter stod jeg midt i briefingen inden hoppet. Nerverne begyndte at sætte sig som små rystelser i kroppen og alle svedkirtler kom på arbejde.
Tre kvarter efter jeg blev afbrudt midt i min morgenmad stod jeg ude på broen og kiggede igen ned mod dybet. Men denne gang med viden om at jeg skulle hoppe ud fra den højde hvor jeg nu befandt mig. Jeg stod sammen med en canadisk fyr, der med rystende hænder var tydeligt nervøs. Jeg rystede ikke synligt, men er sikker på at indersiden af min krop rystede voldsomt. Adrenalinen pumpede rundt i kroppen og udløste store nervøse grin og små hop på stedet, der et øjeblik efter fik hele hængebroen til at svinge let. Vi blev ved med at kaste lange blikke ud over broens rækværk, og jeg fik hele tiden følelsen af at floden kom nærmere og nærmere. Som blev de 160 meter ned mindre og mindre frygtindgydende. Alligevel var det afstanden der gjorde det overskueligt. Fra en ti-meter vippe er “bunden” meget tæt på. Fra broen var det umuligt at putte afstanden ind i noget perspektiv og forholde sig til den.
Da det blev min tur og jeg blev kaldt frem skyllede en ny bølge af nervøsitet ind over mig. Med rystende ben fik jeg seler og spænder sat om kroppen, men forsøgte at bevare den rolige overflade ved at joke lidt med det hele. Igen begyndte jeg bare at grine. Suset i maven var allerede startet.
Da jeg fik elastikken spændt på anklerne og det var tid til at stå ud på den lille platform på siden af broen slog al normal tankegang fra. Ellers ville jeg ikke kunne have gjort det. På grund af det stramme seletøj omkring anklerne var skridtene små og usikre, da jeg bevægede mig hen til kanten. Et blik ned mod floden gav et sus gennem kroppen og alle fornuftens advarselslamper begyndte at blinke. At stå dér og tænke at jeg lidt efter skulle kaste mig ud virkede surrealistisk og på ingen måde naturligt. En blanding af kvalme, adrenalin, svimmelhed, frygt og et barns glæde julemorgen eksploderede i kroppen på mig. Jeg lod fornuften hænge i luften og stædigheden overtage kroppen. Gik helt hen til kanten, spredte armene ud til siden, instruktøren talte til tre og så sprang jeg ellers bare ud. Vidste at jeg ikke kunne blive stående og overveje. Fornuften måtte vente til jeg igen stod på jorden på bunden af kløften.
De syv sekunders frie fald føltes som uendelig lang tid. Tid hvor floden kun kom nærmere og nærmere med høj fart. Vind suste om kroppen og bjergsiderne på begge sider blev bare til en sløret kulisse. Hovedet var tom for tanker. Jeg faldt bare. Med armene stadig spredt ud til siden fløj jeg gennem luften.
Med et roligt stød blev elastikken strukket ud og jeg begyndte at flyve opad igen. Luften kom tilbage i lungerne og jeg begyndte at grine som jeg fløj op og ned gennem luften. Det var umuligt at regne ud hvad der var op og ned, højre og venstre. Som en hoppebold i en kasse hoppede jeg rundt i luften, og latteren kunne ikke holdes tilbage. Jeg havde gjort det! Jeg overlevede det frie fald. Så var resten bare som en vild rutsjebanetur.
Hængende med benene i vejret og blikket rettet mod den brusende flod under mig, blev jeg langsomt hejst ned og fik udstyret af igen. Med rystende ben tog jeg de første skridt tilbage på jorden. Følelsen af uovervindelighed, stolthed og vild adrenalin overtog kroppen og mit smil truede med at dele ansigtet i to. Et smil der blev siddende resten af dagen.
Tænk at jeg egen fri vilje sprang ud fra 160 meters højde. Det ér sindssygt, men hvor var det også en fantastisk oplevelse. Et sus der kun kan opnåes ved at gøre noget ekstremt. Kan mærke at lysten til at udfordre mig selv og mine grænser kun vokser for hver gang jeg gør noget som presser mig på flere plan. Hvad bliver det næste. Kender mig godt nok til at vide at dette bungy jump nok ikke bliver det sidste jeg finder på....
Billeder: Søren Dyre.
Opslag
