mandag den 31. maj 2010

Nepal #11: Kultur, religion og historie.

Den første rejse til Ghana var uden tvivl den største øjenåbner for mig. Turen rundt i Venezuelas vilde natur var min største og smukkeste naturoplevelse, nu stærkt konkurreret af Himalayas dragende tinder. Men den største spirituelle og mentale oplevelse har uden tvivl været den netop overståede rejse til Nepal og hovedstaden Kathmandu.

Historierne hænger som farvestråelende og levende malerier på selv de mest støvede facader. Luften gennem gader og gyder er tyk af en atmosfære der har samlet kræfter i fortiden. Røgelsesrøgen og dens trancelignende følger får den afslappede og salige livsstil til at trænge ind i sindet. Spiritualiteten strømmer ud fra alle små templer, gudebilleder og bedemøller der hele tiden er synlige i gadebilledet. Lyden af messende munke der sender bølger fra trommehinderne ud i resten af kroppen. Sfæren der er omkring de store tempelkomplekser, stupaer og forhistoriske pladser er guddommelig, omsluttende og næsten skræmmende magisk.

Kathmandudalen alene har med hele otte steder på UNESCO’s World Heritage List over kulturelle steder, en af verdens største koncentrationer af kulturarv. En kulturarv der spreder sig i lange arme ud fra de de otte steder til resten af dalen og omslutter hele byen med en særlig stemning. Historien, spiritualiteten og kulturen er allestedsnærværende. Mange steder og bygninger rundt omkring i Kathmandu er blandt de største, ældste og helligste af deres slags i Verden. Af de otte steder nåede jeg at se, opleve og mærke den utrolige stemning ved fem af stederne.

De trehundrede trin op ad den stejle trappe til Swayambhunath - Monkey Temple - fører vejen forbi ivrige gadesælgere, farvestrålende buddhaer, der med en magisk ro sidder med hænderne foldet i skødet og vilde aber der springer rundt i træer og på trapperne. Efter øverste trin åbner det store buddhistiske tempelkompleks sig op foran en med den verdensberømte hvide stupa som centrum. Et af Nepals bedst kendte symboler. Samtidig den mest kraftfulde stupa ifølge verdens buddhister.

Den hvide kalkkuppel ligger ophøjet på sin bakketop, med Buddhas øjne stirrende ud over Kathmandu og dalen. Omringet af gamle tempelbygninger og et uoverskueligt antal af små og større religiøse genstande, bedemøller, olielamper og mindre stupaer - chorten’er. Sang og messen fra mediterende munke siver ud fra templerne og fylder pladsen omkring Swayambhunath.

Et kig indenfor i et af templerne afslører et farvestråelende og dekoreret rum med to rækker af bedende munke siddende på gulvet overfor hinanden. Små lærlinge sidder i et hjørne med lur-lignende horn og skaber melodi til de messende munke. Lydene og de vuggende munke skaber en tranceagtig stemning i det lille rum, der dog med ét stopper og munkene rejser sig og forlader rummet, næsen ubemærket stille.

På den anden side af byen ligger Bodhnath, den 36 meter høje stupa der dermed er en af verdens største. Langs den store hovedvej farer livet forbi. Husene er slidte og skraldet ligger i rendestenene. Men en farvestrålende port med mønstre og symboler i skarpe farver bryder det støvede gadebillede. Bag porten ligger en lys åben plads uden de tætte bygningers normale skygge. I stedet lyser den klare hvide kalk på den enorme stupa midt på pladsen kraftigt i solen.

Farvestrålende buddhistiske bedeflag vejrer i vinden på liner fra toppen af stupaen, som konfetti der hænger overalt i luften over pladsen.

Turen venstre om basen på Bodhnath er knap 105 meter lang og leder forbi bedemøller og buddha-figurer, men alligevel farer øjnene mod den guldbelagte top der står skarp i solen og i stærk kontrast til den blå himmel. Størrelsen af stupaen er uden lige mundlammende.

Lyden af messende munke flyver ud fra store højtalere og fylder den store plads med en fløjlsblød rar stemning. At man ved at gå ind i et af templerne i cirklen af bygninger omkring stupaen, finder ud af at lydene og stemmerne i højtalerne er live fra bedende munke, gør det bare endnu mere tryllebindende. Foran de store åbne døre til templerne står troende og turister samlet. Man kan sagtens gå indenfor, men for mig kommer det til at virke mere uskyldigt og rent ved bare at beskue på afstand. Jeg føler jeg krænker og overskrider nogle grænser ved at vade ind. Nogle turister går ind uden problemer og andre står og laver fagter som for at efterligne de bedende. Noget der kommer til at se mere latterliggørende end respektgivende ud. - i mine øjne.

Syd for Bodhnath ligger Pashupatinath, et af hinduismens vigtigste Shiva-templer. Templet hvor afdødes lig bliver kremeret under den åbne himmel og får deres aske spredt i floden. Stedet er beskrevet tidligere på bloggen, men på samme måde som de andre steder er det et sted hvor historien og kulturen har sat sit tydelige fingeraftryk.

De fleste gamle kongebyer har et Durbar Square, pladsen ved det gamle kongepalads. Som i Patan er pladsen i Kathmandu stor og prangende. Diverse helligdomme, figurer og templer ligger spredt ud over den store plads. Her bor også Kumari, den levende gudinde, som en af de eneste i Verden. En lille pige der gennem mange og ofte brutale prøvelser bliver udpeget til at være hende, den vigtige hindugudinde Taleju Deva er blevet inkarneret i. Ved hendes første menstruation er hun ikke længere ren og forvises derfor fra sin bolig, hvorefter en ny inkarnation søges.

De sidste tre steder på listen vil jeg uden tvivl besøge næste gang jeg kommer til Kathmandu. Placeringen på en liste alene gør selvfølgelig ikke nogle steder mere betydningsfulde end andre, men der ér virkelig en særlig atmosfære omkring de steder. Kathmandu-dalens høje koncentration af kulturarv er allestedsnærværende og pirrer ens nysgerrighed.

En særlig religiøs overbevisning behøver heller ikke for at være til stede for at kunne blive inspireret og imponeret i Nepal. Både buddhisme og hinduisme fungerer sideløbende i en vidunderlig harmoni. Den ene viger ikke for den anden, men derimod har nepaleserne forstået at give begge religioner plads og i stedet fundet ud af at kunne bruge hinandens helligdomme. To så fredfyldte og tolerante religioner i harmoni med hinanden, tilfører landet noget helt særligt. En stemning og en livsfilosofi som mange af verdens øvrige lande uden diskussion kunne lære meget af.

fredag den 28. maj 2010

Nepal #10: Sunil og Blue Diamond Society.

Havde ruteanvisningen i baghovedet og adressen skrevet ned på en lille lap papir. Men i Kathmandu går de ikke særlig meget op i gadenavne eller egentlige adresser for den sags skyld. Så at finde en bestemt adresse er omtrent lige så nemt, som at finde den øde ø uden skattekort. I stedet spørger man sig frem og mærkeligt nok, så er der altid en eller anden der kender vejen, eller kender nogen som gør.

Jeg strandede i en lille gade på bagsiden af en af de større hovedgader, men kunne trods anvisninger ikke finde mit mål. Gik lidt rundt på må og få. Var tydeligvis steder hvor turister sjældent kom, og pludselig var jeg tilbage ved udgangspunktet. Var ved at kapitulere og opgive mit foretagende, men gik i stedet ind på noget der lignede et etableret sted.

En indisk mode- og designstuderende kendte vejen og ledte velvilligt an. Kom ned gennem en meget smal sti mellem to høje bygninger. En vej jeg aldrig selv havde fundet på at tage. Drejede om flere hjørner og gik gennem et par porte. Nogle steder havde jeg vist lige været forbi... Da inderen ikke skulle længere, kaldte han på en lille dreng der sad foran en kiosk sammen med nogle andre drenge. Bad ham vise mig resten af vejen. Han kom storsmilende springende, jeg hilste pænt farvel til inderen, sagde tak og fulgte efter drengen der livligt gik ved siden af mig videre i labyrinten af små gader og gyder. “It’s here sir!” udbrød han med et stort smil og pegede på en temmelig anonym bygning. Som sagt, umuligt at finde vej, med mindre man ved præcis hvor man skal hen. Så hellere vide hvor det nogenlunde skal ligge og så spørge nogle af de altid hjælpsomme nepalesere.

Jeg kom indenfor og hilste lidt forsinket på de ventende, der blot grinte forstående af mit lille eventyr rundt i kvarteret. Hilste på de forskellige, men vigtigst på Sunil Babu Pant, parlamentsmedlemmet jeg havde en aftale med. Sunil er Nepals første åbne homoseksuelle parlamentsmedlem og samtidig stifter af Nepals første og eneste LGBT-organisation, Blue Diamond Society (BDS). Hvad han og BDS har opnået af forbedringer for Nepals homo-, bi- og transseksuelle er ikke småting og alt sammen resultat af hårdt arbejde og viljestyrke.

Det blev til en lang snak om deres arbejde, udfordringer for LGBT’er i Nepal og hvad deres tanker er for fremtiden. Trods Sunils lidt generte og tilbagetrukne facon, kan hans resultater ikke overses. Fra homo-, bi- og transseksuelles anerkendelse og krav på ligebehandling og -rettigheder i 2008 til at de nu kan blive gift i Nepal. En vedtagelse hvor blækket næsten stadig er vådt.

BDS tankegang omkring hvad de kæmper for og hvordan de vælger at markere sig, er markant anderledes end fra den måde LGBT’er til tider ofte overprofilerer sig selv i Europa. Det var et spændende, interessant og inspirerende møde, hvor jeg ligeledes fortalte om mine erfaringer fra Danmark. Et land som tidligere har stået stærkt i kampen for LGBT’er, men desværre begynder at halte efter lande som selv Nepal, hvor hele spørgsmålet trods alt først er blevet åbnet inden for de sidste år.

Derfor var det dejligt at høre, at Danmark aktivt støtter BDS’s arbejde. Noget jeg generelt hørte rigtig mange gange i Nepal. Danmark bliver set på med meget positive øjne pga. det store arbejde Danmark gør i Nepal. En anerkendelse og taknemmelighed der gjorde mig stolt over at være dansker. Noget andet end at rejse rundt i lande hvor Danmark ofte bliver sidestillet med Mohammed-tegninger og DF.

Efter halvanden time sagde jeg pænt farvel til Sunil og resten af hans hold på BDS’s kontor. Begge sider takkede for en god snak og aftalte at mødes igen når jeg er tilbage i Kathmandu.

Nepal #9: Gåtur i Kathmandu.

Trafikken på Lazimpat Road suste på normal vis forbi med larm og os til følge. Fortovene vrimlede med mennesker på vej til dagens gøremål. Kathmandu var allerede vågen og levende fra de første solstråler kom over bjergene og ramte dalen.

Frugt- og grønthandlerne havde stadig kurvene farvestrålende fulde på deres cykler. To-hjulede metalsammensvejsninger der til enhver tid lignede noget der kunne bukke under for den tunge vægt at store fyldte fletkurve snurret fast på styret og bagpå. Én cykel kunne nemt have tredive farvestrålende vandmeloner i kurvene, og foran ved styret have et alternativt skære- og serveringsbræt monteret, med udskårne både klar til salg som morgenforfriskning.

Hilste pænt med et “Namasté”, men takkede nej tak og gik videre ad det ujævne fortov. Det ene øje hele tiden på det punkt næste skridt skulle tages. Store huller, pludselige kantstene -gerne en halv meter høje- eller bare bunker af affald forvandlede fortovene til avancerede forhindringsbaner.

En ram, men svag sødlig lugt, spredte sig fra de enorme affaldsbunker overalt, der lå og ulmede i den direkte sol der havde lagt sig som et tætsluttende varmetæppe over byen. Den kvalmende lugt af forrådnelse blandede sig med de røgelses-røgsøjler der steg til vejrs mange steder langs vejen. En blanding der ind imellem kunne være selvforstærkende ulidelig, så vejret blev holdt inde nogle meter, når risikoen for en tung kvælende luft ned gennem halsen var stor.

Til gengæld var duften af lampeolie, røgelse og blomsterstøv dejligt gennemtrængende når en de mange bedepladser langs vejen blev passeret. Nogen gik bare forbi. Andre ringede med klokken eller rullede hånden over bedemøllen og gik videre, mens der også var nogen der stoppede op, bad en stille bøn og hvilede hænderne et kort øjeblik på det gudebillede der var ved denne bedeplads. Et øjebliks spirituelt og rituelt ophold, for hurtigt efter at fortsætte dagen, med fornyet styrke og tryghed i sindet. Røde pletter lyste op i panden eller ved hårgrænsen.

Trafikken og virvaret af mennesker blev tættere og tættere jo mere jeg nærmede mig Thamel, Kathmandus handlende centrum. Bydelen hvor prutten om pris står øverst på dagsordenen. Hvor ivrige sælgende står ved deres butiksfacader for at kapre folk med “special prizes for you”. Et område turisterne ofte besøger og derfor også har sat sit præg på. Reklamer og bannere hænger tæt mellem husene og hærger enhver facade.

Bevægede mig rundt gennem de smalle snoede gader mellem små forretninger og kreative erstatninger for markiser til at skærme for solen. En trehjulet cykel med ladet fyldt, advarede med sit hjemmelavede plastikflaske-horn, at han kom gennem gaden med høj fart, så der skulle springes til siden. Men efter kort tid i Kathmandu kunne det ikke afbryde tankegangen. Det var blevet en naturlig refleks at tage et skridt til siden, så tankerne forblev ved de mange hyggelige forretninger og skønne detaljer omkring i den gamle bydel.

Endnu en enorm fuglerede af sammenroede elkabler fangede opmærksomheden. Kabler og løse ender stak ud til alle sider uden særlig afskærmning eller system. Priste mig lykkelig for, ikke at arbejde som elektriker eller gå gennem gaden i kraftigt regnvejr for den sags skyld. En høj harken bagfra afbrød. Nåede lige at vende mig om og se en nydelig kvinde i farvestrålende klædedragt sende en spytklat ud til højre. Måtte selv synke væmmelsen og forsøge at ignorere. Alle spytter og gør det meget, så det kan man lige så godt vænne sig til. Uanset hvor ucharmerende og ulækkert man synes det er. Kun få steder hvor skilte ligefrem forbyder spytning, kan man føle sig nogenlunde sikker på ikke at få en våd klat over foden.

Endte i en kort gyde, hvor en lille åbning afslørede en bogforretning. Trådte indenfor i det lille rum og hilste på den ældre mand, der kvitterede med et smil med op til flere tomme huller. Umiddelbart så forretningen ikke ud af meget, men hver gang jeg spurgte, drejede han rundt på nogle reoler, eller skubbede en væg, så jeg hurtigt følte mig som statist i en Harry Potter-film. Forretningen skiftede hele tiden udseende for øjnene af mig og nye spændende bøger dukkede op fra gemmer der først havde været usynlige.

Havde knap nok sat fødderne igen ude på den støvede vej, før en mand ivrigt spurgte “Taxi?” “No thanks.” Hvorefter tonelejet blev sænket. “Weed? Marihuana?” Grinte lidt for mig selv og gik videre uden at svare. Hvis man ikke kan sælge det ene kan man vel forsøge at sælge det andet...

Slentrede lige så stille forbi de øvrige gadesælgere og evindelige turistmagneter. Kom til sidst lidt væk fra Thamel og ned i gaderne i området omkring New Road, hvor de lokale selv handler. De handlendes råb gav genlyd mellem de faldefærdige huse og livet her havde langt mere atmosfære af en hverdag med indkøb og mad på bordet til familien derhjemme. Gaderne var fulde og butikkerne ligeså. Blev selv tilråbt fra et lille vindue ovenover mig. Blev budt indenfor, selvfølgelig for at se deres udvalg af kashmir og pasmina, og jeg gik gennem den lille port og nærmest kravlede op ad den lille trappe, til jeg sad i et lavloftet lokale med stoffer i alverdens farver over det hele. På gulvet lå vævede tæpper, så skoene stillede jeg respektfuldt ved trappen og satte mig på en af de små skamler. Manden der havde forretningen kom frem og satte sig på gulvet ved siden af. Konen serverede te i små dekorerede lerkopper. Snakkede længe om Nepal, Danmark og selvfølgelig de forskellige stoffer, imens gadens liv lå som baggrundsstøj nedenfor.

Med endnu en oplevelse rigere fortsatte jeg rundt i de små gader og stod tilsidst tilbage på en af hovedårerne i byen, hvor trafikken herskede. Med forskellige krumspring og hurtige reflekser kom jeg over den flersporede vej med livet i behold. På den modsatte side kunne jeg gå langs hegnet til det store grønne område midt i byen. En gruppe mænd stod samlet om en asiatisk udgave af ludo og havde kvalitetstid i eftermiddagsskyggen under de store træer langs parken. En kvinde sad sørgeligt op ad muren på et usselt tæppe. Med bedende øjne og den ene arm strakt frem. Hendes børn gik på bare fødder i slidte og beskidte klæder rundt blandt os på fortovet. Trak os i buksebenet og sendte store hundeøjne afsted under det uglede hår og med snotten løbende fra næsen. Med blødende hjerte og trods lyst til at “redde” deres verden, blev de ignoreret. En henstilling fra offentlige og sociale instanser, da det vil holde børnene i et liv med tiggeri. - Så hellere hjælpe på anden vis. Længere henne ad gaden sad endnu en mor eller en spedalsk krøbling kravlede rundt nede på jorden med lemmerne i umenneskelige stillinger.

Som stærk kontrast begyndte det nye kongepalads at trone op bag den høje mur. En arkitektonisk misforståelse malet lyserød. Som en påmindelse om massakren der blev begået bag de mure i 2001 hvor kronprinsen udslettede den kongelige familie. Som en allé foran porten til slottet lå Durbar Marg. Det moderne handelsstrøg i Kathmandu, med polerede facader, forretninger med kendte mærker, butikskæder og restauranter med stilsikkert interiør. En anden verden kun få hundrede meter fra den jeg lige havde bevæget mig rundt i.

Gik gennem gaden uden rigtig at mærke andet liv end travlhed. Købte en to-go-kaffe i den lille kaffebar på hjørnet for enden af Lazimpat Road. Den ville være færdigdrukket omtrent når jeg nåede porten foran lejligheden, med ømme fødder efter endnu en gåtur rundt i Kathmandu.

tirsdag den 25. maj 2010

Nepal #8: Templet bag røgen.

Allerede et stykke derfra var luften mere sløret end den ellers let støvede luft over Kathmandu. Da vi steg ud af bilen bar vindene en snert af røg med sig, og den “tåge” der hang over området havde sin forklaring. Duften af røg blev kun kraftigere jo tættere vi kom Pashupatinath, et af hinduismens allerhelligste Shiva-templer. Udefra et meget beskedent tempel uden den samme kunst og vedligeholdelse som mange af de andre templer i byen. At røgen indhyllede bygninger i en støvet grå farve, gjorde bestemt ikke udtrykket mere bemærkelsesværdigt.

Da vi nåede indgangen kradsede røgen i halsen og øjnene begyndte at svie. Små hvide lette askestykker fløj rundt i luften og satte sig på os. Straks efter indgangen stod vi på et plateau ved Bagmati, floden templet er bygget op omkring, og stod nu på den “rigtige” side af templet. Smukke bygninger og små og store templer lå spredt ud over området på begge sider af floden. To enkle tvillinge-stenbroer samlede området, hvor floden skar igennem. Hovedtemplet lå lidt gemt væk bag andre huse helt nede ved floden, men trådte alligevel frem med sine smukke facader og imponerende detaljer. På den modsatte side af floden var hele bredden erstattet af en stor stentrappe der gik helt ned til vandet. En trappe der viste sig også at fungere som tilskueplads.

For lige nedenfor hvor vi stod var årsagen til røgen og asken i luften omkring os. Flodbredden på vores side var ligeledes én lang stor stentrappe, afbrudt af flere stenplatforme, ghats, med omkring fem meters mellemrum. På flere af dem brændte bål. Nogle hvor flammerne var ved at fortære de sidste rester og andre hvor flammerne først lige havde fået fat. En mand stod med en lang kæp ved hvert bål og roede rundt i flammerne.

Da jeg kiggede ned i flammerne, som ild ofte kan hypnotisere blikket, stod jeg og kiggede ned i noget hvidt midt i det forkullede brænde. Det var et hvidt tandsæt midt i et forkullet ansigt! Bålet var ikke bare et bål, men en kremation. Røgen og asken omkring os var ikke kun fra brændt træ, og som vi kiggede ned over de øvrige bål kunne vi godt se at flere af bålene havde nogle store bylte liggende øverst. Afskyen og ubehaget kæmpede om at fylde mest i kroppen og lysten til ikke at indånde meldte sig.

Forskrækkelsen lagde sig og vi satte os over på den store trappe på den anden side af floden, hvor luften var mere klar og udsynet stadig fint. Vi begyndte at se det fra en ny vinkel. Bagmati er en sidefold til den hellige flod Ganges, og det er derfor for hinduer noget særligt at blive brændt hér og få asken skyllet ud i floden bagefter. Ifølge traditionen skulle det frigøre dem fra den uendelige cyklus af genfødsler. Den kongelige familie blev efter massakren i 2001 også brændt ved Pashupatinath. Dog ved de platforme lige foran hovedtemplet, hvor kun kongelige og højtstående religiøse kan blive kremeret.

Til trods for flodens store mængde af affald og indtørrede områder, som absolut ikke tilførte området noget smuk eller specielt ophøjet, begyndte processen overfor os at tage smukkere og smukkere form. Familier stod samlet for at hylde den afdøde. De nærmeste familiemedlemmer kun i hvidt. Nogle vaskede hænder og fødder ved en hellig brønd, mænd fik barberet håret af ved det nederste trappetrin, så kun en enkelt tot var ladt tilbage øverst på issen og andre ritualer inden kremationen blev udført. Ved bål der endnu ikke var antændte lå lig indsvøbt i orange klæder. Det var tydeligt at det for de tilstedeværende var en smuk og betydningsfuld ceremoni.

Efter at have siddet lidt valgte vi at trække os fra vores “tilskuer-position” og udforske mere af tempelområdet. Set i lyset af den hellige betydning stedet har, var vi overrasket over hvor slidt det var mange steder. Vilde katte og tiggende børn slentrede dovne rundt på de små stier mellem stupaer, templer og huse til pilgrimsrejsende. Men også munke i mørkerøde klæder gik fredsommeligt rundt. Halvnøgne hellige mænd med ansigtet malet grå-hvidt med aske, vildt hår og et endnu vildere blik i øjnene, sad også rundt omkring i skyggen. -Godt nok er de hellige, men mange af dem gør det også for, at lokke penge ud af turister mod at de får lov til at fotografere. Mange også skæve af “naturmedicin”.

Hvad der foregår ved Pashupatinath er langt fra hvad vi er vant til i Europa. Derfor skal man nok også være forberedt på hvilke billeder kan kan møde en. Det kan i første omgang virke en smule markabert, men med den forståelse hinduerne benytter templet, ændres billedet.

søndag den 23. maj 2010

Nepal #7: Med hånden på hornet og hjertet i halsen.

Nu har jeg snart været her i to uger og på den tid har jeg troet jeg skulle dø af hjertestop op til flere gange. Mine trommehinder er forlængst blevet udfordret af høje dyt og konstant larm og mine nerver er blevet lidt flosset i kanterne, men forhåbentlig kun for at vokse stærkere sammen med tiden. Grunden til alt dette er trafikken i Kathmandu. Jeg var lidt inde på det i indlægget om turen til Pokhara, men trafikken dér er intet at sammenligne med trafikken i selve Kathmandu.

Bilerne, gamle og nye, farer ud og ind mellem. Scootere og motorcykler overhaler indenom og udenom. Hvis ikke der er plads på vejen, så også op over fortovet. Cyklister blander sig usikkert i virvaret. Busser hoster sig gennem trafikken og tuk-tuks på tre hjul kommer til at virke som små ivrige mus der hele tiden finder et kreativt smuthul. Altsammen gjort endnu mere nervepirrende af, at de kører i den “forkerte” - venstre - side af vejen.

Hornet er det hellige redskab i trafikken og bliver brugt flittigt. Konstant fylder lyden af dyt luften over byen, i kampen om at overdøve larmen fra de mange biler. Arme laver fagter gennem sideruderne og råb bliver slynget samme vej. Hænder bliver banket i siden på bilen ved siden af, hvis den kommer for tæt på.

Det lyder og virker kaotisk, men alligevel glider det hele let, som var bilerne smurt ind i olie. Dog stadig med en respekt for størst, dyrest og hurtigst. Der sker ingen uheld og ingen biler kører rundt med buler. De kommer tæt på hinanden. MEGET tæt. Selv med 2 centimeter afstand, og udløste nervøse miner på bagsædet, smiler chaufføren stort: “Lot of space, sir. Lot of space!”. Nu er meget plads åbenbart defineret forskelligt i København og i Kathmandu....

Lyskryds er der heller ikke mange af. De få jeg har set, har der ikke været lys i kurvene. I stedet har en enlig politimand stået ude midt i krydset med vinkende arme og fået trafikken til at glide. Heldigvis har de en lille platform midt i krydset de kan træde op på, ellers ville jeg være medfølende nervøs for at deres tæer.

Vejene er rigtig mange steder slidte og et stort hul i vejen er måske bare markeret med en stor flise lagt skævt over. Andre steder ér hullet der bare. En meter dybe rendestenne, til at tage trykket fra monsunen, tilføjer ekstra udfordring på mange af vejene. Og sikkerhedsseler er ikke noget der bliver prioriteret højt, så det gælder bare om at holde fast, gennem de mange sving ud og ind.

Som gående kan trafikken virke endnu mere uoverskuelig. Netop fordi der stort set aldrig er ophold i trafikken, men derimod bare virker som ét langt tog på vejene. Så hvis vejen skal krydses, er der ikke andet for end at slå korsets tegn indvendig og bare træde ud på vejbanen. Et skridt af gangen. En udstrakt hånd kan få nogle til at stoppe, ellers må man bare gøre ophold midt på vejbanen, med den kaotiske trafikken tæt på begge sider af en, indtil man kan komme videre over.

Trafikken i Kathmandu har sin egen rytme. En rytme der gør at trafikken mirakuløst løser sig selv og gør plads til alle. Først kan den virke angstfremkaldende og opgivelsen kan være stor, men når først rytmen er fanget begynder man at slappe af og bare glide med på suset.

Nepal #6: Den gamle kongeby Patan.

I Kathmandu-dalen ligger tre gamle kongebyer, Kathmandu, Patan og Bhaktapur, der i dag mere eller mindre er vokset sammen til det man i dag kalder for Kathmandu. Bagmati-floden, der mest af alt ligner en losseplads hvor et lillevandløb kæmper sig gennem bunker af affald, adskiller Patan og Kathmandu. Men på den anden side af floden fornemmer man hurtigt, at man er i en anden by. Stilen er anderledes og larmen mindre.

Jeg ville helt ind til det oprindelige Patan, og blev sat af ved en af de gamle byporte, hvorefter biler ikke længere var velkomne. Derfra gik turen til fods. Kortet blev lagt i tasken og kun nysgerrigheden skulle lede vejen. Gode råd og tips fra herboende var noteret på det indre kompas, en stor flaske vand blev købt og jeg begyndte ellers bare at slentre igennem den uendelige labyrint af små ujævne gader og pladser mellem de gamle slidte huse.

Følelsen af at gå rundt i noget ægte tog hurtigt form og gjorde oplevelse endnu mere unik. Patan er verdens ældste buddhistiske by og historierne nærmest drev ned gennem de sildebensbelagte gader. Husene var små og mange nedslidte. Den mørkerøde farve på murstenene fik en mat overflade af flere os års slid og støv. Selv det mest slidte hus kunne have fine træudskæringer omkring vinduerne eller i udhænget under taget. Facader blev holdt oppe af store træpæle der blev sat i spænd. Døre og indgangspartier der var malet i kraftige blå, grønne, hvide eller gule farver, fik mange steder gaderne til at ligne moderne kunstværker, i stærk kontrast til det jordfarvede udtryk husene ellers havde. Små træer stod blomstrende i alverdens farver og havde taget form som de omkringliggende huse havde overladt plads til. Små og store templer lå spredt rundt om i byen. Andre steder stod bare en enlig statue eller et gudebillede var støbt i væggen. Overalt var der ting at se, detaljer at opdage og en verden at blive opslugt af.

Hverdagen gik sin rolige gang i de små gader. Kvinder kom slæbende på vanddunke, fyldte ved en af byens brønde. Fra værksteder rundt omkring lød lydene af værktøj der blev brugt flittigt, og brød den ro der ellers sivede rundt i byens gader. Og netop roen i Patan var iørefaldende og i stor kontrast til den evige larm i Kathmandu.

Kun meget få turister gik i gaderne og ofte blev jeg ramt af en følelse af at være meget fremmed. Ikke fordi jeg blev ramt af en form for utryghed, men for første gang i Nepal gang gik det for alvor op for mig, at jeg var gæst i en helt anden verden. At jeg som hvid, med stor tydelighed ikke var en naturlig del af det daglige liv og derfor skilte mig ud og ikke kunne gå ubemærket rundt.

Men som sagt gjorde det mig ikke utryg. Jeg følte ikke jeg trådte nogen over tæerne ved at gå hvor jeg gik. Tværtimod mødte jeg hele tiden den nepalesiske imødekommenhed og hvide tænder i store smil. Også selv når jeg bevægede mig væk fra “hovedgaderne” og ind gennem små porte, for at komme ind i store baggårde, hvor det var som om solen skinnede på en helt anden måde. Husene lå ikke tæt, men lukkede solen ned i de grønne områder der lå midt i baggårdene. Selv hér stod gudefigurer, buddhaer og bønnepladser. Fuglenes sang blev end ikke afbrudt af de ældre der sad i skyggen under træerne og småsnakkede sagte. Endnu en lille port og en meget smal lille gyde førte over i en ny gård, hvorfra labyrinten fortsatte rundt på bagsiden af den lille by. Pludselig stod jeg midt i en skolegård med børn overalt i samme blå uniformer, og grin og glade barnestemmer gav ekko mellem husene, for blot at gå igennem endnu en lille port og dernæst stå midt på en fredfyldt tempelplads.

Hvor roen og mundlammelsen overmandede mig fuldstændig, var da jeg drejede om et hjørne og pludselig stod på Durbar Square, pladsen ved det gamle kongepalads. Selvom livet her var langt mere aktivt, var der stadig en særlig hellig atmosfære over hele pladsen, godt hjulpet af den afslappende duft af røgelse der hang i luften. Enorme tempelbygninger og mindre helligdomme lå spredt ud over den store plads. De store kegleformede tage, med enten en, tre eller fem flade kegler sat ovenpå hinanden, voksede sig næsten større i de silhuetter der blev skabt i det kraftige sollys. Små trapper og plateauer ledte rundt mellem de mange statuer og imponerende bygningsværker. Smukke udskæringer og stenudhuginger var at finde overalt. Historien fyldte luftet på pladsen til bristepunktet.

Mellem to identiske træhuse uden vægge, hvor lokale nød den svalende skygge, førte en stor trappe ned til et kvadratisk hul, hvor kvinder i farvestrålende klædedragter og børn stod ved pladsens brønd og badested, for at hente vand i store messingvaser eller plastikdunke. Brønden var et bassin på den ene side af hullet, med fine stenudhugninger omkring. Ud af muren var tre store stenarme, udhugget efter den mytiske skabning Makara, hvor vandet løb ud af mundene.

Hele den ene side af Durbar Square var prydet af det gamle kongepalads, der i dag huser byens museum. Midt inde i paladset var en hyggelig gårdhave med terrasser, duftende blomster og store skyggende træer. Historiske stenbænke blev suppleret med træborde og -stole, så en lille restaurant tog form i haven, omringet af de gamle paladsbygninger. Efter at have siddet der længe nok og læst i forskellige bøger om livet dér, kunne en god fantasi næsten fremkalde det liv der engang må havet været. Tjenere ærbødigt gående rundt på de udvendige trapper og svalegange. Rige og kongelige i fantastiske rober der nød livet og munke i deres karakteristiske mørkerøde og carryorange dragter, der mediterende sad under træerne.

Efter flere timer i den gamle by, og endnu et visit ved et idyllisk tempel på en anlagt sø, stod jeg igen ved byporten. Satte mig ind på bagsædet i en af de meget små taxier og befandt mig hurtigt efter igen midt i den hektiske trafik, med et fast greb i sædet foran, på vej tilbage til Kathmandu. Men stemingen fra Patan sad stadig i kroppen og fyldte mig med glæde.

torsdag den 20. maj 2010

Nepal #5: Et simpelt livssyn.

Selv tredje morgen jeg stod op i Pokhara og gik ud på terrassen, fik udsigten mig til at tabe pusten. Alt andet omkring mig forsvandt. Stod bare og kiggede på Himalaya-bjergene på den anden side af byen, som de bragede op gennem himlen med knivskarpe linjer. Enorme men rolige antog de et næsten majestætisk udtryk.

Solen der ligeledes var ved at stå op, ramte hele tiden nye kanter og sider på bjergene, der blev farvet svagt lyserøde. En farve der bredte sig ud over bjergtoppene, i takt med solens opstigning trængte mørke skyggesider væk . De hvide sneklædte toppe glimtede skarpt i sollyset. Især “Fiskehalebjerget” der rakte op over dem alle med en kegleformet spids fangede øjnene, som vindene dannede skyer i vilde bevægelser på den ene side af toppen.

I den æstetisk anlagte have nedenfor terrassen blomsterede smukke farver overalt, store orange karper svømmerede rundt i det anlagte bassin gennem haven og fugle sang overalt i luften. Den friske morgenvind udspilede næseborene og solens varme kærtegnede huden.

Aftenen forinden havde torden fyldt himlen mellem bjergene, så store lysglimt skar den gennem den kulsorte himmel. Bragene gav genlyd ovenover os. Imens sad vi udenfor i den lune aften og fik serveret kraftfuld og duftende mad. Røgen fra røgelse hang let i luften. Vi smilte til hinanden og nød livet lydløst.

Hele weekenden i Pokhara gik med massage, forkælelse, afslapning og hygge. Omgivelserne åbnede døre i sindet, så al nydelsen trængte længere ind. Med de smukke omgivelser, og ja, især det usammenlignelige Himalaya, begynder jeg at forstå et mere simpelt livssyn. Det er så stort, at det ikke engang kan værdisættes. Ren glæde strømmer ind ved synet.

Nepal #4: Ud at flyve med ørnene.

Den ujævne bjergvej kunne mærkes i hele kroppen på bagsædet af den store åbne jeep. På to aflange sæder på ladet bag os, sad otte lokale unge fyre og grinede højlydt. Selv forsøgte vi bare at holde nogenlunde fast i hvad der nu var at gribe efter. Farten var høj og terrænet mere og mere ujævnt, som vi bevægede os ud af Pokhara og op i bjergene. Vejen var nogle steder næsten væk og andre steder kunne den vejbelægning der var, næsten være ligegyldig. De mange hop, pludselige opbremsninger og huller fik jeepen til at knirke og skramle så grinene bagfra næsten blev overdøvet.

Til sidst kunne bilen ikke komme længere og de sidste meter op måtte klares til fods. De unge fyre tog det tunge udstyr på ryggen og ledte an. Varmen gjorde skridtene tunge, men til sidst stod vi dér. På Sarangkot i 1600 meters højde med udsigt ud over andre bjerge, hele Pokhara og den store Fewa-sø. Et imponerende landskab der rullede sig ud foran os, indtil horisonten til sidst opslugte det. Men også kigget ned til foden af bjerget langt under os, gav et lille sug i maven.

De friske unge fyre pakkede ud på det grønne plateau vi stod på, alt imens vi bare stod og lod øjnene og sindet sluge udsigten. Men et frejdigt kald fik tankerne tilbage på det forestående. Der blev fortalt og forklaret, udstyret blev vist frem og en hjelm blev spændt om hovedet.

Nervøsiteten begyndte langsomt at melde sig. Ikke mindst da diverse seler begyndte at blive fastspændt på kroppen. Pludselig virkede det ikke så tiltalende at skulle hoppe ud fra bjergsiden, som det havde gjort dagen før. Tværtimod faktisk, men nu havde vi sagt ja. Men med ét gik det også stærkt. Min “instruktør” Baloo spændte mig sammen med ham, vendte os med front mod afgrunden, begyndte at småløbe “one-two-three” og pludselig slap fødderne jorden.

Næste sekund hang jeg ude midt i luften, med kæresten stadig stående tilbage på plateauet, med hele landskabet bredt ud langt under mig og en gul aflang glide ovenover mig. Det var den der gjorde mig vægtløs og fik mig til at flyve frit rundt. I samme sekund var al nervøsiteten væk og erstattet med et vildt sus gennem hele kroppen.

Ét er at se en udsigt fra et højt punkt, men at hænge ude midt i luften er noget helt andet. Udsigten blev endnu mere imponerende. Som om flere detaljer sprang frem i landskabet under os. Vi svævede rundt i cirkler, fangede varme vinde der kom op langs bjergsiderne, så vi kom endnu længere op og nød bare den ro der herskede omkring os. Ørne med store vingefang fløj rundt over og under os, som om de skeptisk ville holde øje med de fremmedlegmer, der befandt sig i deres naturlige territorium.

Jeg glemte helt at jeg faktisk hang flere hundrede meter over fast grund. Hang bare afslappet og nød turen og de friske vinde i de højere luftlag. Samtidig var det mit livs vildeste rutchebanetur. Sugene i maven snurrede kildende og jeg begyndte at få ondt i kinderne af at smile og grine så meget.

Efter godt tyve minutter i luften og bl.a. en tur ud over den store Fewa-sø, hvor de firkantede fiskedamme dannede eventyrlige mønstre, landede vi på søbredden, hvor den store jeep allerede holdt og ventede. Et lille to-årigt barn stod og hoppede ivrigt indvendig i mig. Jeg var helt oppe at køre. Det var første gang jeg prøvede at paraglide, men absolut ikke sidste gang. Jeg aftalte med instruktørerne at jeg ville komme tilbage i løbet af efteråret og få undervisning, så jeg kan få certifikat til at flyve selv.

onsdag den 19. maj 2010

Nepal #3: Den lille barber i Pokhara.

Mørket havde forlængst sænket sig over Pokhara, men livet langs Lake Side Marg, hovedgaden, fortsatte uforstyrret. Restauranter og barer fristede med underholdning og god mad, og de insisterende handlende håbede på en sidste kunde inden natten. Nogle havde dog allerede valgt at lukke ned og slået sengen op i det lille baglokale.

Vi kom forbi en lille mørk butik uden facade hvor et enkelt tyndt stearinlys gav et svagt omrids af hvad der var i rummet. Et stort spejl på den ene væg gav en fornemmelse af et større rum. I åbningen stod en tynd mand med et fint mørkt overskæg og smilte lidt træt efter endnu en lang arbejdsdag. Hans tilbud om en billig barbering kunne vi ikke modstå, og vi blev sat i hver sin bløde barberstol inde i mørket.

Da øjnene først havde vænnet sig til mørket, begyndte den simple indretning at træde frem. Den ene væg var den rå ydermur fra butikken ved siden af, hvor billeder var hængt op for at udsmykke. Billeder der alle lignede noget der havde hængt i europæiske saloner i firserne. På den modsatte side af det tynde aflange rum, hang et langt spejl med en tynd bordplade hvor der kun lige var plads til små lys og lidt remedier til barberingen. Lysets flamme fik en lysende kugle til at svæve i spejlet. Gadens aftagende larm blev lukket ude af et simpelt forhæng, så roen og flammens dragende lys i samspil fyldte rummet med stemning.

Med rolige bevægelser blev kniv og barberskum fundet frem og et ternet stofslag blev lagt om halsen på os. Med professionelle og sirlige bevægelser blev skummet fordelt og arbejdet ind i huden. Bladene blev skiftet i knivene og vi sad med et lille håb om at den sparsomme belysning ikke forringede deres præcision.

Det var ikke tilfældet. Med hurtige præcise bevægelser skrabede knivene over huden, for med et hurtigt tag at tørre kniven af i indersiden af hånden, inden barberingen fortsatte. Mere skum kom på huden og de sidste stubbe blev fjernet. Huden blev sprittet med en sten, der kølende gled rundt på den fugtige hud og creme blev påført med efterfølgende massage i cirklende bevægelser, med lette tryk de helt rigtige steder i ansigtet. Massagen fortsatte til hele overkroppen. Det dæmpede lys, den omsluttende ro og den behagelige massage, samlede sig til to store smil.

Afslappede stod vi efter en lille time igen ude på gaden og mærkede den lune aftenluft mod den friske fornemmelse i den nybarberede hud.

tirsdag den 18. maj 2010

Nepal #2: Fra Kathmandu til Pokhara.

De fleste foretrækker turen fra Kathmandu til Pokhara - Napals andenstørste by - med fly, men for at komme til at se Nepal udenfor Kathmandu valgte vi bilen. En seks-syv-timers køretur gennem bjergene. En lang, men også en uforglemmelig smuk tur.

Da vi først var sluppet ud gennem Kathmandu og den hektiske trafik dér, var det ellers bare at væbne sig med tålmodighed, læne sig tilbage og nyde udsigten. For det kan godt være trafikken er hektisk inde i byen, men udenfor byen er der stadig meget trafik, blot i et andet tempo. Hovedvejen mellem Kathmandu og Pokhara er én lang bjergvej der snor sig ud og ind mellem bjerge, op og ned ad dem og gennem dale. Der er ikke meget plads alle steder, men det er stadig den samme trafik der skal igennem. Alt lige fra biler, taxier, motorcykler, små og store busser og et hav af lastbiler. Lastbiler er ikke tilladte i Kathmandu i dagtimerne, så de kommer allesammen til bygrænsen i løbet af dagen, for at vente til de kan komme ind om natten.

Vi forlod Kathmandu om morgenen for at have god tid, men allerede da var byen vågen og fuld af liv. Handlende havde slået butikkerne op og var allerede igang med dagens første forhandlinger om priser. Vejene var fyldte og fortovene vrimlede med mennesker til og fra arbejde. Skolebørn kom flok i ens uniformer. Et sted hvor der var lidt ekstra plads på fortovet, havde en frisør slået sig ned - to stole i det fri og kunden holdende en paraply for at skygge for solen.

Da vi kom udenfor byen overtog naturen omgivelserne, hvor husene farvet af støv før havde domineret. Bjergene begyndte at træde frem gennem morgendisen og skød op overalt omkring os. Dækket af frodig natur og alverdens grønne farver omgav os. Øjnene var tryllebundet af den formidable udsigt. Et landskab der bare blev ved til øjnene ikke kunne fokusere længere. Bjerge og dale der hele tiden afløste hinanden. Den stejle væg på den ene side af bilen og afgrunden på den anden. Vejene der snoede sig langs bjergsiderne flere hundrede meter under os. Biler og lastbiler der sneglede sig frem. Rismarker og terrasser overalt på bjergsiderne, som trapper der førte mod himlen. Overalt i horisonten tog bjergene et let stribet udseende efter terrasserne.

Et højt dyt fik os også hurtigt tilbage til virkeligheden. Trafikken var endnu engang gået i stå og flere holdt hornet i bund. I et sving kunne en lastbil ikke komme rundt. Da det endelig lykkedes satte den med et ryk og et stort sort host ud af udstødningen igang op ad bakken, og trafikken gled igen lige så stille. Men lastbiler blev ved med at komme og hvis ikke de satte trafikken i stå så var det en bus. Men det var nu også ganske underholdende at være vidne til hvordan de opståede situationer blev løst hver gang. Nogle gange med lidt voldsomme håndfagter og nogle høje råb, men det blev løst hver gang.

Så trafikken gled også forbi de hellige køer der havde taget plads i vejkanten, forbi de kvinder og børn der tog bad ved små haner langs vejen og forbi mænd der klarede opvasken samme sted. Lastbiler med ladet fulde af folk på vej til byen, busser med alle små vinduer åbne og ansigtsudtryk hos passagerne, der tydeligt viste at selv den varme tunge luft udefra var forfriskende.

De noget slidte lastbiler blev kamufleret godt af maling i alle regnbuens farver. Symboler, tegn og skrift, blandet sammen i dekorative mønstre. Pynt i vinduerne så man blev i tvivl om hvorvidt chaufføren overhovedet kunne se ud. Men nok så meget pynt kunne ikke altid skjule fejlene og flere steder havde de store monstre givet op overfor varmen eller overfor manglende reservedele, for mange steder var lastbiler brudt sammen og spærrede de smalle bjergveje, med endnu længere køer til følge. Et sted var en lastbil væltet ned af en skrænt og ind i et hus, men uden at det så ud til at stoppe livet.

Jo længere vi kom fra Kathmandu jo bedre plads blev der mellem bilerne og der blev mere ro til bare at nyde landskabet. Vi bevægede samtidig nedad fra 1200 meters højde -Kathmandu - mod 600 meter højde - Pokhara. Floden i bunden af dalen ventede tørstigt på monsunen om et par måneder, så store runde sten og lyst sand snoede sig i stedet igennem landskabet. Enkelte steder var der små vandhuller tilbage, hvor børn legede rundt og kvinder i røde dragter vaskede tøj. Men også naturen stod mere urørt og den kæmpemæssige grønne pude bredte sig ud til alle sider. Et imponerende syn der flere gange fik en til at glemme at trække vejret.

I takt med at vi kom længere og længere ned, kom der mere vand i floden og lyseblå rafting-gummibåde begyndte at boltre sig på den brusende flod, der dog stadig var langtfra højeste vendspejl på den anden side af monsunen. Fiskere begyndte at finde plads langs floden med simple stænger. Over floden på tynde hængebroer spændt ud mellem bjergsiderne, i flere hundrede meters længde, gik kvindelige bønder med kæmpe sivkurve spændt på ryggen, fyldte med græs, grøntsager, vand, eller hvad der nu skulle fragtes hjem.

Inden vi nåede helt ned til Pokhara, indhentede et kæmpe tropisk regnskyl os, men lige så hurtigt som det var startet, stoppede det igen ti minutter efter og solen skinnede igen fra en skyfri himmel. Støvet i luften var væk og udsynet var nu endnu mere klart. Et udsyn der afslørede noget helt fantastisk og uden sidestykke i horisonten foran os. Annapurna-bjergene, en del af Himalaya, tronede højt i vejret foran os. Med sneklædte bjerge blinkende i solen og med stolte mørke tinder der skar gennem den blå himmel. Nok troede jeg flere gange på turen til Pokhara at jeg var kommet i paradis, men med dét syn der nu bredte sig ud over horisonten, var jeg overbevist.

Nepal #1: Det første møde.

Allerede ved gaten til Kathmanduflyet i Doha blev jeg mødt af et kaos uden sidestykke. Der var mennesker overalt og det var tydeligt at størstedelen ikke vidste om de skulle gå frem eller tilbage. Men det virkede heller ikke til at ret mange af dem havde travlt med at finde ud af hvad de skulle gøre. I stedet stod de med et lidt fjernt blik i øjnene og et måbende udtryk.

Alle blev efterhånden sat og fandt ud af at række 26 ikke var række 14 og bagagen ikke kunne ligge på taget som på en bus. Jeg ville egentlig ikke være blevet overrasket hvis der var kommet høns eller grise op gennem mellemgangen. Udmattelsen i kroppen efter efterhånden mange timer på farten gjorde det nemt at udelukke al larmen og falde i søvn.

Da hjulene ramte landingsbanen begyndte de første at rejse sig op og tage bagagen ud af bagageboksene over os. Det kaos dét skabte efterfølgende var underholdende og skræmmende på samme tid. Flyet var stadig i bevægelse, bagage faldt ud af hylderne og mennesker mistede balancen. Imens flere stewardesser i munden på hinanden forsøgte at få folk til at sætte sig igen. Uden held.

Turen gennem immigrationen gik relativt smertefrit. Men første lektie lært, man skal ALTID have pasfotos på sig hernede. De bliver brugt til stort set alt. Så jeg måtte ind i et lille interimistisk skur og sidde foran et nusset lagen der hang på den ene væg for at få taget de påkrævede billeder.

Men egentlig var der kun én ting der fyldte hos mig. Kæresten stod og ventede udenfor, så alting kunne kun gå for langsomt. Derfor var glæden også stor da min kuffert dukkede op som en af de første på båndet, så jeg hurtigt kunne slippe ud af det kaos der begyndte at samle sig dér. De sidste meter hen til kæresten blev nærmest løbet med kufferten dansende efter mig.

Chaufføren ventede pænt ved bilen og hilste med det samme “Namasté sir.” Vi hoppede ind på bagsædet og med et ryk smuttede bilen ud i trafikken og meget hurtigt begyndte jeg at famle efter en sikkerhedsele. Nerverne skal være i orden for at kunne klare trafikken i Kathmandu!

Det var hurtigt tydeligt at jeg ikke længere befandt mig i Europa. Først og fremmst varmen der efter få minutter gjorde panden fugtig. Mange af husene lignede noget der ikke ville kunne klare de mindste rystelser. Der var mennesker og trafik overalt, uden ret meget system. Vejene var ujævne og pluselige sving skyldtes måske at en hellig ko havde taget hvil midt på vejen. Og så var der støvet og beskidt! Affald lå overalt langs vejene og støvet lå som en tåget hinde i luften.

Men øjnene farede rundt i hovedet på mig. Hele tiden faldt blikket på nye, spændende og anderledes ting. Glæden og spændingen blev på den korte tur fra lufthavnen til lejligheden bygget større og større, så ferien på knap tre uger virkede kortere og kortere.