Trafikken på Lazimpat Road suste på normal vis forbi med larm og os til følge. Fortovene vrimlede med mennesker på vej til dagens gøremål. Kathmandu var allerede vågen og levende fra de første solstråler kom over bjergene og ramte dalen.
Frugt- og grønthandlerne havde stadig kurvene farvestrålende fulde på deres cykler. To-hjulede metalsammensvejsninger der til enhver tid lignede noget der kunne bukke under for den tunge vægt at store fyldte fletkurve snurret fast på styret og bagpå. Én cykel kunne nemt have tredive farvestrålende vandmeloner i kurvene, og foran ved styret have et alternativt skære- og serveringsbræt monteret, med udskårne både klar til salg som morgenforfriskning.
Hilste pænt med et “Namasté”, men takkede nej tak og gik videre ad det ujævne fortov. Det ene øje hele tiden på det punkt næste skridt skulle tages. Store huller, pludselige kantstene -gerne en halv meter høje- eller bare bunker af affald forvandlede fortovene til avancerede forhindringsbaner.
En ram, men svag sødlig lugt, spredte sig fra de enorme affaldsbunker overalt, der lå og ulmede i den direkte sol der havde lagt sig som et tætsluttende varmetæppe over byen. Den kvalmende lugt af forrådnelse blandede sig med de røgelses-røgsøjler der steg til vejrs mange steder langs vejen. En blanding der ind imellem kunne være selvforstærkende ulidelig, så vejret blev holdt inde nogle meter, når risikoen for en tung kvælende luft ned gennem halsen var stor.
Til gengæld var duften af lampeolie, røgelse og blomsterstøv dejligt gennemtrængende når en de mange bedepladser langs vejen blev passeret. Nogen gik bare forbi. Andre ringede med klokken eller rullede hånden over bedemøllen og gik videre, mens der også var nogen der stoppede op, bad en stille bøn og hvilede hænderne et kort øjeblik på det gudebillede der var ved denne bedeplads. Et øjebliks spirituelt og rituelt ophold, for hurtigt efter at fortsætte dagen, med fornyet styrke og tryghed i sindet. Røde pletter lyste op i panden eller ved hårgrænsen.
Trafikken og virvaret af mennesker blev tættere og tættere jo mere jeg nærmede mig Thamel, Kathmandus handlende centrum. Bydelen hvor prutten om pris står øverst på dagsordenen. Hvor ivrige sælgende står ved deres butiksfacader for at kapre folk med “special prizes for you”. Et område turisterne ofte besøger og derfor også har sat sit præg på. Reklamer og bannere hænger tæt mellem husene og hærger enhver facade.
Bevægede mig rundt gennem de smalle snoede gader mellem små forretninger og kreative erstatninger for markiser til at skærme for solen. En trehjulet cykel med ladet fyldt, advarede med sit hjemmelavede plastikflaske-horn, at han kom gennem gaden med høj fart, så der skulle springes til siden. Men efter kort tid i Kathmandu kunne det ikke afbryde tankegangen. Det var blevet en naturlig refleks at tage et skridt til siden, så tankerne forblev ved de mange hyggelige forretninger og skønne detaljer omkring i den gamle bydel.
Endnu en enorm fuglerede af sammenroede elkabler fangede opmærksomheden. Kabler og løse ender stak ud til alle sider uden særlig afskærmning eller system. Priste mig lykkelig for, ikke at arbejde som elektriker eller gå gennem gaden i kraftigt regnvejr for den sags skyld. En høj harken bagfra afbrød. Nåede lige at vende mig om og se en nydelig kvinde i farvestrålende klædedragt sende en spytklat ud til højre. Måtte selv synke væmmelsen og forsøge at ignorere. Alle spytter og gør det meget, så det kan man lige så godt vænne sig til. Uanset hvor ucharmerende og ulækkert man synes det er. Kun få steder hvor skilte ligefrem forbyder spytning, kan man føle sig nogenlunde sikker på ikke at få en våd klat over foden.
Endte i en kort gyde, hvor en lille åbning afslørede en bogforretning. Trådte indenfor i det lille rum og hilste på den ældre mand, der kvitterede med et smil med op til flere tomme huller. Umiddelbart så forretningen ikke ud af meget, men hver gang jeg spurgte, drejede han rundt på nogle reoler, eller skubbede en væg, så jeg hurtigt følte mig som statist i en Harry Potter-film. Forretningen skiftede hele tiden udseende for øjnene af mig og nye spændende bøger dukkede op fra gemmer der først havde været usynlige.
Havde knap nok sat fødderne igen ude på den støvede vej, før en mand ivrigt spurgte “Taxi?” “No thanks.” Hvorefter tonelejet blev sænket. “Weed? Marihuana?” Grinte lidt for mig selv og gik videre uden at svare. Hvis man ikke kan sælge det ene kan man vel forsøge at sælge det andet...
Slentrede lige så stille forbi de øvrige gadesælgere og evindelige turistmagneter. Kom til sidst lidt væk fra Thamel og ned i gaderne i området omkring New Road, hvor de lokale selv handler. De handlendes råb gav genlyd mellem de faldefærdige huse og livet her havde langt mere atmosfære af en hverdag med indkøb og mad på bordet til familien derhjemme. Gaderne var fulde og butikkerne ligeså. Blev selv tilråbt fra et lille vindue ovenover mig. Blev budt indenfor, selvfølgelig for at se deres udvalg af kashmir og pasmina, og jeg gik gennem den lille port og nærmest kravlede op ad den lille trappe, til jeg sad i et lavloftet lokale med stoffer i alverdens farver over det hele. På gulvet lå vævede tæpper, så skoene stillede jeg respektfuldt ved trappen og satte mig på en af de små skamler. Manden der havde forretningen kom frem og satte sig på gulvet ved siden af. Konen serverede te i små dekorerede lerkopper. Snakkede længe om Nepal, Danmark og selvfølgelig de forskellige stoffer, imens gadens liv lå som baggrundsstøj nedenfor.
Med endnu en oplevelse rigere fortsatte jeg rundt i de små gader og stod tilsidst tilbage på en af hovedårerne i byen, hvor trafikken herskede. Med forskellige krumspring og hurtige reflekser kom jeg over den flersporede vej med livet i behold. På den modsatte side kunne jeg gå langs hegnet til det store grønne område midt i byen. En gruppe mænd stod samlet om en asiatisk udgave af ludo og havde kvalitetstid i eftermiddagsskyggen under de store træer langs parken. En kvinde sad sørgeligt op ad muren på et usselt tæppe. Med bedende øjne og den ene arm strakt frem. Hendes børn gik på bare fødder i slidte og beskidte klæder rundt blandt os på fortovet. Trak os i buksebenet og sendte store hundeøjne afsted under det uglede hår og med snotten løbende fra næsen. Med blødende hjerte og trods lyst til at “redde” deres verden, blev de ignoreret. En henstilling fra offentlige og sociale instanser, da det vil holde børnene i et liv med tiggeri. - Så hellere hjælpe på anden vis. Længere henne ad gaden sad endnu en mor eller en spedalsk krøbling kravlede rundt nede på jorden med lemmerne i umenneskelige stillinger.
Som stærk kontrast begyndte det nye kongepalads at trone op bag den høje mur. En arkitektonisk misforståelse malet lyserød. Som en påmindelse om massakren der blev begået bag de mure i 2001 hvor kronprinsen udslettede den kongelige familie. Som en allé foran porten til slottet lå Durbar Marg. Det moderne handelsstrøg i Kathmandu, med polerede facader, forretninger med kendte mærker, butikskæder og restauranter med stilsikkert interiør. En anden verden kun få hundrede meter fra den jeg lige havde bevæget mig rundt i.
Gik gennem gaden uden rigtig at mærke andet liv end travlhed. Købte en to-go-kaffe i den lille kaffebar på hjørnet for enden af Lazimpat Road. Den ville være færdigdrukket omtrent når jeg nåede porten foran lejligheden, med ømme fødder efter endnu en gåtur rundt i Kathmandu.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar