fredag den 21. august 2009

Paradiset Bali #6: Monkey Forest.

Allerede inden vi kom helt frem til indgangen til det gamle tempelområde, der nu bliver kaldt Monkey Forest, kunne vi se hvorfor stedet havde fået det navn. I elledninger og på de nærmeste hustage kravlede aber legende rundt. Turisterne stod med store øjne og begejstrede pegefingre, imens indbyggerne i Ubud stort set ikke lod sig mærke af at der løb aber rundt.

Tempelområdet er gammelt og ikke rigtig brugt længere. I stedet har skoven fået lov til at overtage herredømmet. Fortidens mange historier ligger dog stadig gemt i de gamle bygninger, stier, broer og statuer. Træer og buske har brudt murenes ellers robuste ydre. Trapper og statuer ligger gemt under bevoksningen, og med den tynde hinde af grønt mos der er på de mørke lavasten, falder selv de største stenstøtter i ét med naturen. Junglen har for alvor lukket sig over dette hellige sted og mange steder når solen kun at lege i trækronernes blade højt over os. Lianer hænger dovent ned fra træerne og dybe vandløb med klart vand løber over de mørke klipper. Gemt væk i hjørner af området ligger de gamle templer. Stadig flotte og imponerende, og næsten endnu mere mytiske som skoven vokser vildt omkring som en stor hule.

Men det ganske særlige ved Monkey Forest var uden tvivl de mange vilde aber. De var overalt, som om de ligesom junglen havde overtaget templernes magtposition, havde overtaget menneskernes plads. De kastede sig livligt rundt mellem træerne og de nysgerrige af dem kom tæt på turisterne der gik rundt på de gamle flisegange. De turister der havde købt bananer til lejligheden fremkaldte selvsagt størst opmærksomhed og mod hos aberne. Alligevel kunne vi sagtens med lidt tålmodig få dem til at komme helt tæt på, hvorefter de nysgerrigt undersøgte vores hænder. En større abe sprang på et tidspunkt dog videre op på mig og satte sig triumferende på min skulder. Familier passede på deres små unger, der hele tiden blev holdt væk fra turisterne og anden mulig fare. Men ind imellem var vi heldige at få glimt af de små søde væsener.

Det er en god ide at komme om morgenen hvor aberne stadig er meget aktive. Ligeledes at trække lidt væk fra de øvrige turister - som der heller ikke er så mange af om morgenen. Derved kommer man også på opdagelse i det fascinerende område og opdager de mange fantastiske ting der ligger gemt under den tætte bevoksning.