onsdag den 5. november 2008

Back to Ghana #2: Fortidens dæmoner.

Nogle af dettes års ture vil jeg ikke skrive så meget om, da de blev beskrevet sidste år. Bl.a. besøg i regnskoven i går og vilde krokodiller i frokostrestauranten. Gentagelsen gjorde bestemt ikke oplevelsen ringere, så find indlæggene fra sidste års tur for at læse om dét. I stedet vi jeg hellere koncentrere mig lid om de ne oplevelser.

Men efter besøget i regnskoven i Kakum, kørte vi til Elmina. En lille fiskerby et par kilometer vest for Cape Coast. Men ikke hvilken som helst fiskerby. Tværtimod spiller den en stor rolle i Afrika og Ghanas historie, da det blev stedet hvor de første europærer gjorde deres indtog syd for Sahara i 1300-tallet. Byen blev hurtigt hovedsæde for portugiserne og senere hollændere i Vestafrika. I 1482 begyndte byggeriet af St. George Castle, der hurtigt blev symbol på europæernes indtog i Afrika, som det første store europæiske bygningsværk. Men ikke hvilket som helst bygningsværk. Det var et slot, der i første omgang blev brugt som opmagasinering af guld, elfenben, krydderier og andre afrikanske varer, men senere da man fandt penge i andre afrikanske “ressourcer”, blev slottet omdannet til en slaveborg, den første af slagsen.

Vi gik rundt bag de flere hundrede år gamle mure i godt en time sammen med en lokal guide, og hans mange fortællinger og historier tog form i de små rum, gemakker, kældre og gårde. Allerede da vi ankom langs kysten, fornemmede vi hvilken rolle slottet må have spillet førhen. Det ligger prægtigt hævet over den lille fiskerby på en lille halvø, kun forbundet med fastlandet af en lille bro over den travle flod, med fiskebådene liggende vuggende side om side, alt imens handlen lever på bredden. Slottets enorme hvide mure skinner i solen, trods det voldsomme Atlanterhav og kraftige vinde har spillet sin rolle på murene og taget den yderste skarpe kant af både farven og de nøje udhuggede sten.

Store dele af borgen er som da den blev overdraget ghaneserne af briterne i 1957, hvor Ghana fik sin uafhængighed. Inden da havde den som sagt været i portugisiske, hollandske og britiske hænder og alle tre overtagelsesmagter udøvede udbredt slaveri. Både før og efter det blev gjort ulovligt.

Guidens mange historier gik under huden og mange af dem fremkaldte harme og stor sorg over den uretfærdighed og brutalitet der har hersket bag murene i fortiden. Da vi stod i de mindste fangekældre uden lys og frisk luft, fremkaldte det en frygt, der må have været ubeskrivelig for dem der sad der, med realiteten som en tung mørk skygge hængende over hovedet. Historier om hvordan 20 mænd blev lukket ind i et lokale med plads til 15, og først blev lukket ud når den sidste var bukket under for de umenneskelige kår og til sidst ladet døden vinde. Altså lå den sidste levende blandt 19 lig, afføring og opkast. Ifølge historierne i op til et par uger. Kvinder blev mishandlet og voldtaget på skift af guvernøren og soldaterne. Hele tiden blev slavernes udholdenhed testes, for at sikre sig at kun de stærkeste blev sendt med skibene til kolonierne rundt om i verden. Det var et besøg i fortidens svar på 2. Verdenskrigs koncentrationslejre.

De autentiske rammer med de historiske spor gjorde stort indtryk og forfærdelsen sad i kroppen længe efter vi var kørt derfra. Samtidig en fascination af det historiske univers der er sådan et sted. At stå på toppen ved siden af en af de nedslidte kanoner, med udsigt ud over det voldsomme og larmende Atlanterhav og se det slå ind over de enorme klipper de ligger som væltede dominobrikker langs kysten ud for slottet, og gør det svært at forestille sig, at det har været en nem opgave at få de store træskibe sikkert ind til slottet, for at kunne laste salverne gennem de små huller i muren på havsiden.

Der er ingen tvivl om at ghaneserne stadig har denne del af deres fortids historie siddende stærkt i deres bevidsthed. Endnu stærkere er deres frygt for en gentagelse og den kollektive forståelse af at en gentagelse aldrig må finde sted. Men efter rundturen kan man også sagtens forstå deres syn på hvide mennesker. Ikke at de nulevende europærer skal eller kan straffes af nulevende afrikanere, for en undertrykkelse af deres forfædre. Men jeg har stor respekt for at deres ære og stolthed må have lidt et nederlag ved at vide, at deres forfædre blev behandlet som dyr og solgt på linje med guld og krydderier. Derfor er St. George Castle idag blevet et symbol på den kamp ghaneserne til evig tid og forsvoret de vil kæmpe for at bevare deres ret til frihed.

Historien bringer sine dæmoner med sig. Endnu mere når hjemstedet for skabelsen af disse dæmoner stadig eksisterer til evig påmindelse. Evig påmindelse om hvordan mennesker har behandlet hinanden i fortiden og en påmindelse om hvad vi alle må gøre vores for, ikke bliver kopieret i nutiden eller fremtiden.