Delhi #1: Morgentur til Agra(Taj Mahal).

Natten lå tung over byen og Delhis lyde blev ved kun at være nogle gøende hunde, et par enkelte dyt i det fjerne og en familie i et af nabolagets huse, der allerede skramlede i køkkenet. Morgenluften var ikke kølig, men alligevel forfriskende sammenlignet med den tunge varme luft i gaderne dagen før med solen bagende fra oven.

Udenfor hotellet ventede vores chauffør med bil, klar til at tage os på en tur sydøst over. Som vi bevægede os ud gennem Delhis store og små gader vågnede byen lille så stille op. Enkelte biler, buser og tuk tuks var allerede i bevægelse. Chaufførerne i de små trehjulede grønne tuk tuks med gult tag og åbne sider sad pakket ind i store tæpper og vidnede om at morgenluften trods alt stadig var kølig for de lokale. I moderne og stilrene busser stod folk tæt, alle ligeledes pakket ind i store grå og brune tæpper. I mørket stod bussens store vinduer som levende og lysende malerier på hjul. Selv på afstand kunne man næsten fornemme, at nogle af de ældre forsigtigt skulle vænne sig til denne moderne udvikling. Det lignede to verdener og to tider der havde nået hinanden med utrolig fart. Et fantastisk billede på Delhi i det hele taget.

For hvert minut tog trafikken på gaderne til, ligesom der kom flere og flere mennesker i togene der suste forbi på sporene højt hævet over gaderne og alle lydene samlede sig til en kraftigere summen. Bilens bevægelser og den manglende nattesøvn overmandede dog, og øjnene gled stille i.

En times tid efter vi havde forladt hotellet vågnede jeg igen, men et enkelt blik ud ad vinduet gav oplevelsen af at vi måtte have kørt i flere timer. Byens tætte huse var væk, larmen sænket til den sagte susen der kom fra vores egen bil og natten var afløst af lysegrå morgendis. En lidt lysere plet i horisonten forsikrede om at solen var på vej op, men stadig gemte sig bag disen. Lavlandsskabet var fladt og åbent. Enkelte træer med nøgne stammer og flade kroner stod i grænserne mellem de mange marker. Hytter af halm og ler lå spredt i landskabet. Et par okser gik roligt som mørke skygger i disen, der lå som en salig stemning over hele sceneriet.

Langsomt blev den lysende plet i disen kraftigere og fik en varmere farve, for lidt efter at få skarpere kant og blive en lysende ildkugle på den grå himmel. Lavtflyvende ørne fløj langsomt rundt som svævende silhuetter foran solen. De varme stråler opløste disen og fik dagens blå himmel til at træde frem. Strålerne forvandlede ligeledes landskabet, så markerne fik en varm glød, træernes kroner friske grønne nuancer. Horisonten fik dybde og folk begyndte at arbejde i jorden. Teglværkers skorstene skød op i landskabet, med mørkegrå horisontale striber af røg på den blå himmel. Midt på en mark sad en mand med bar røv og forrettede sin nødtørft med frit udsyn til alle sider. I det fjerne kastede et olieraffinaderis skorsten vilde flammer højt op i luften.

Solen bagede fra skyfri himmel og varmen var omsluttende da vi fire timer fra Delhi stod ud af bilen i Agra. Byen der huser et af Verdens (nye) syv vidundere Taj Mahal. Følelsen i kroppen var forventning om noget stort i vente og da vi kom igennem de første porte ind til området tog forventningerne til. Fortællingerne om Taj Mahal der er så mange og rosende beskrivende, samt stedets status som vidunder, gjorde at det var en sitrende fornemmelse af at skulle se en helligdom, der meldte sig i kroppen. De første glimt gav også et dybtfølt smil på læberne og det første udsyn gennem hovedportens buer, som en ramme omkring bygningsvidunderet, var betagende. Jo længere vi kom igennem porten udfoldede billedet sig og blev blot endnu mere overvældende.

Da vi først stod indenfor porten og havde det fulde udsyn over området, stod vi bare helt stille og kiggede op mod det enorme mausoleum. Det smukke syn slugte alle ord. Den hvide marmor og de indsatte ædelstene lyste virkelig op i solen som var det noget helligt og overnaturligt. Ét langt vandbassin ledte fra hovedporten op til Taj Mahal, flankeret af tætklippede buske på begge sider, præcist overfor hinanden med en næsten ufattelig symmetri. En symmetri der gik igen i hele området og ikke mindst i mausoleummet. Selve Taj Mahal var symmetrisk til det næsten skræmmende. Hele udsynet kunne lige så vel have haft et spejl ned som en midterakse og intet ville have været anderledes. En midterakse der var dragende for igen og igen at opleve den magi der opstod ved at stå netop dér.

Taj Mahal ér vildt imponerende. Et værk der ikke kan andet end imponere i sin storslåethed, utrolige ydre skønhed og ved de tusindevis af små smukke detaljer. At det oveni købet “blot” er et mausoleum og i virkeligheden ikke den helligdom det giver indtryk af, er ligeledes imponerende. Vores guide Dubé gav med stor indlevelse og viden de mange detaljer mere liv og kunne fortælle historier der gjorde Taj Mahal endnu mere imponerende.

Da vi trætte nåede tilbage til Delhi sidst på aftenen havde mørket forlængst sænket sig, men livet i gaden var intensivt. Det kunstige lys fra biler, gadelys og butiksfacader oplyste alt og fortrængte natten endnu nogle timer.

Ko Samui, Thailand: Angthong Marine Park.

Allerede tidligt om morgenen stak solen og varmen gjorde huden fugtig. Selv ikke den stille vind fra havet kunne afkøle, men den salte friske luft plantede alligevel en lethed i kroppen. Udsigten ud over det lyseblå hav med de rolige bølgetoppe og silhuetten af Ko Pha Ngan i horisonten mod nord var dragende. En hel dag på vandet var i vente og fødderne trippede for at slippe det silkebløde sand og komme ombord på speedbåden der lå helt inde ved strandkanten.

Som speedbåden efterlod hvidskummende dønninger efter sig, bevægede vi os ud mellem Ko Pha Ngan og Ko Samui. Solen spejlede sig kraftigt i havet og genskinnet forvandlede det ellers klare vand til en mørkeblå farve og øernes skyggesider stod som tågede høje, hvor solen endnu ikke havde nået at tilføje liv til naturens sande farver. Over os var himlen krystal blå og kun enkle små hvide skytotter kæmpede forgæves mod at blive til damp for solen. En storsmilende thai’er kiggede frem under sin store stråhat, imens hans lille jolle vuggede blidt med fiskestangen hængende ud over rælingen. Længere ude lå større fiskebåde i afventende position.

I horisonten dukkede flere og flere skygger op, der voksede som vi nærmede os nationalparken Angthong Marine Park. 42 små og større øer. Vores første stop blev ved nogle af parkens nordligste øer Ko Wao Yai. På afstand dannede de to tæt liggende klippeøer nærmest en port i et ellers fuldstændig åbent hav. Tættere på dannede de to øer en lille rolig bugt mellem sig, hvor der kunne kastes anker og hvor det lave vand gav gode muligheder for snorkling. Farvestrålende fisk i mange forskellige størrelser og former svømmede rundt mellem revets plateauer. Selve revet havde desværre mistet mange af sine farver, men dog bevaret nogle af sine eventyrlige formationer. Store sorte søpindsvin lå i tætte klynger på bunden, med lange sorte pigge vejrende i vandets strømme, der gav indtrykket af store bløde puder.

Tilbage på båden og hurtigt tørre i solen forsatte vi sydpå gennem parken. Et utroligt og smukt landskab dukkede op på havet. En masse klippeøer der lå som kastet ud med løs hånd. Rå klippeøer med urørt natur i grønne plamager. Nogle øer lå helt for sig selv, andre i tætte klynger med små bugter mellem sig. Hele sceneriet med roen og det urørte landskab havde noget hemmelighedsfuldt over sig. Hver gang vi kom forbi én ø eller en stejl klippeside dukkede et nyt sceneri op. Bag nogle øer, kunne skimtes endnu flere og landskabet forandrede sig for øjnene af os for hver meter vi sejlede gennem parken. De mange øers rå og stejle klippesider gav indtryk af at de var skudt op fra havet og ikke blot langsomt havde brudt den blå havoverflade. Vandets hvide skum mod klipperne og klippernes grove formationer vidnede om elementernes kamp. Flere steder havde vandet ædt sig ind i klipperne og skabt små grotter og klippefremspring så store at vi kunne sejle under. Et sted stod en klippe ret op fra havet, men kun en smal hals var efterladt af vandets slid, således at klippen kun fik sin fulde bredde en halv meter over havets overflade. Et utroligt og overnaturligt syn.

Vores næste stop blev en af de større øer Mae Ko. Her var det ikke kun rå klipper, men en lille hvid sandstrand havde presset sig ind mellem klipperne. Store palmetræer gav skygge på stranden med sine store blade i klare grønne farver. Sammen med det hvide sand og det lyseblå vand i skarp kontrast til de mørkegrå rå klippesider. Nogle stejle stiger gav indtryk af at skulle kravle op ad klipperne. En bestigning der gav sved på panden i den bagende middagssol, men synet der ventede på toppen var kræfterne værd. En stor smaragd farvet sø liggende gemt som en af parkens mange hemmeligheder, inde midt på øen omgivet af smukke træer, buske og klipper, der alle spejlede sig i den blanke overflade, der således fik et helt utroligt farvespil i forskellige nuancer af blågrøn. Deroppe fra var der ligeledes en smuk udsigt ud over de nærmeste øer. Et syn der kun bekræftede fornemmelsen af fredfyldt og utroligt område.

På parkens største ø Ko Phaluai lagde vi til ved en større strand. Det hvide fine sand lå i en stor bugt, hvor vegetationen fra bjergene bag stranden nærmest kom krybende ned ad bjergsiderne og flere steder strakte arme ud over stranden og ud i vandet. Nogle lokale fra en nærliggende fiskerlandsby på Ko Phaluai havde fanget fidusen med turister, og gav mulighed for at låne kajakker så vi kunne padle rundt mellem klippeformationerne i bugten. Der var ingen lyde eller brud på naturen. Kun vi var de fremmede elementer i dét sceneri.

Da bjergene begyndte at kaste de første skygger i eftermiddagssolen, begav vi os tilbage mod Samui. Varmen var aftagende og vindene kælede kærligt for huden der havde været i sol og saltvand hele dagen. Solen stod agter ind på cockpittet og skabte sammen med bådens vuggende bevægelser en døsig stemning. Som solen nærmede sig horisonten bag os, forsvandt marine parkens kraftige farver igen i skygger, hvorimod Samuis kyst i horisonten forude stod skarpt i solens stråler.