Natten lå tung over byen og Delhis lyde blev ved kun at være nogle gøende hunde, et par enkelte dyt i det fjerne og en familie i et af nabolagets huse, der allerede skramlede i køkkenet. Morgenluften var ikke kølig, men alligevel forfriskende sammenlignet med den tunge varme luft i gaderne dagen før med solen bagende fra oven.
Udenfor hotellet ventede vores chauffør med bil, klar til at tage os på en tur sydøst over. Som vi bevægede os ud gennem Delhis store og små gader vågnede byen lille så stille op. Enkelte biler, buser og tuk tuks var allerede i bevægelse. Chaufførerne i de små trehjulede grønne tuk tuks med gult tag og åbne sider sad pakket ind i store tæpper og vidnede om at morgenluften trods alt stadig var kølig for de lokale. I moderne og stilrene busser stod folk tæt, alle ligeledes pakket ind i store grå og brune tæpper. I mørket stod bussens store vinduer som levende og lysende malerier på hjul. Selv på afstand kunne man næsten fornemme, at nogle af de ældre forsigtigt skulle vænne sig til denne moderne udvikling. Det lignede to verdener og to tider der havde nået hinanden med utrolig fart. Et fantastisk billede på Delhi i det hele taget.
For hvert minut tog trafikken på gaderne til, ligesom der kom flere og flere mennesker i togene der suste forbi på sporene højt hævet over gaderne og alle lydene samlede sig til en kraftigere summen. Bilens bevægelser og den manglende nattesøvn overmandede dog, og øjnene gled stille i.
En times tid efter vi havde forladt hotellet vågnede jeg igen, men et enkelt blik ud ad vinduet gav oplevelsen af at vi måtte have kørt i flere timer. Byens tætte huse var væk, larmen sænket til den sagte susen der kom fra vores egen bil og natten var afløst af lysegrå morgendis. En lidt lysere plet i horisonten forsikrede om at solen var på vej op, men stadig gemte sig bag disen. Lavlandsskabet var fladt og åbent. Enkelte træer med nøgne stammer og flade kroner stod i grænserne mellem de mange marker. Hytter af halm og ler lå spredt i landskabet. Et par okser gik roligt som mørke skygger i disen, der lå som en salig stemning over hele sceneriet.
Langsomt blev den lysende plet i disen kraftigere og fik en varmere farve, for lidt efter at få skarpere kant og blive en lysende ildkugle på den grå himmel. Lavtflyvende ørne fløj langsomt rundt som svævende silhuetter foran solen. De varme stråler opløste disen og fik dagens blå himmel til at træde frem. Strålerne forvandlede ligeledes landskabet, så markerne fik en varm glød, træernes kroner friske grønne nuancer. Horisonten fik dybde og folk begyndte at arbejde i jorden. Teglværkers skorstene skød op i landskabet, med mørkegrå horisontale striber af røg på den blå himmel. Midt på en mark sad en mand med bar røv og forrettede sin nødtørft med frit udsyn til alle sider. I det fjerne kastede et olieraffinaderis skorsten vilde flammer højt op i luften.
Solen bagede fra skyfri himmel og varmen var omsluttende da vi fire timer fra Delhi stod ud af bilen i Agra. Byen der huser et af Verdens (nye) syv vidundere Taj Mahal. Følelsen i kroppen var forventning om noget stort i vente og da vi kom igennem de første porte ind til området tog forventningerne til. Fortællingerne om Taj Mahal der er så mange og rosende beskrivende, samt stedets status som vidunder, gjorde at det var en sitrende fornemmelse af at skulle se en helligdom, der meldte sig i kroppen. De første glimt gav også et dybtfølt smil på læberne og det første udsyn gennem hovedportens buer, som en ramme omkring bygningsvidunderet, var betagende. Jo længere vi kom igennem porten udfoldede billedet sig og blev blot endnu mere overvældende.
Da vi først stod indenfor porten og havde det fulde udsyn over området, stod vi bare helt stille og kiggede op mod det enorme mausoleum. Det smukke syn slugte alle ord. Den hvide marmor og de indsatte ædelstene lyste virkelig op i solen som var det noget helligt og overnaturligt. Ét langt vandbassin ledte fra hovedporten op til Taj Mahal, flankeret af tætklippede buske på begge sider, præcist overfor hinanden med en næsten ufattelig symmetri. En symmetri der gik igen i hele området og ikke mindst i mausoleummet. Selve Taj Mahal var symmetrisk til det næsten skræmmende. Hele udsynet kunne lige så vel have haft et spejl ned som en midterakse og intet ville have været anderledes. En midterakse der var dragende for igen og igen at opleve den magi der opstod ved at stå netop dér.
Taj Mahal ér vildt imponerende. Et værk der ikke kan andet end imponere i sin storslåethed, utrolige ydre skønhed og ved de tusindevis af små smukke detaljer. At det oveni købet “blot” er et mausoleum og i virkeligheden ikke den helligdom det giver indtryk af, er ligeledes imponerende. Vores guide Dubé gav med stor indlevelse og viden de mange detaljer mere liv og kunne fortælle historier der gjorde Taj Mahal endnu mere imponerende.
Da vi trætte nåede tilbage til Delhi sidst på aftenen havde mørket forlængst sænket sig, men livet i gaden var intensivt. Det kunstige lys fra biler, gadelys og butiksfacader oplyste alt og fortrængte natten endnu nogle timer.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar