lørdag den 28. august 2010

Nepal: Bandipur - byen på toppen af bjerget.

Vejen snoede sig op ad bjerget, med afgrunden på den ene side og en stejl bjergside på den anden side. Landskabet lå udstrakt overalt under os, som et overdådigt smukt maleri. Floderne der brød det grønne frodige land i dalen, markernes skarpe streger der lavede mønstre og bjergene der bragede mod himlen på den anden side af dalen.


Et par skolebørn i ens uniformer kom gående hånd i hånd ad den smalle vej på vej hjem fra skole. En kvinde kom gående foroverbøjet med en stor kurv på ryggen, fyldt med afgrøder fra markerne på bjergsiden. Små kulørte skikkelser der bevægede sig roligt rundt på bjergsidens terrasser og strøhatte der stak op mellem de høje majsplanter, afslørede at mange stadig arbejdede i markerne. Ellers var der ikke meget liv langs vejen. En næsten skræmmende kontrast til virvaret i Kathmandu nogle timers kørsel derfra.


Men det viste sig kun at være en forsmag på hvad der ventede os på toppen. Bandipur, en gammel by bygget på bjergkammen i 1030 meters højde, 700 meter over det øvrige landskab for foden af bjergene. En lille by bygget op omkring den en kilometer lange flisebelagte hovedgade, der bogstaveligt ligger på bjergkammen, så husene på begge sider af gaden har flere etager på siden væk fra gaden, hvor bjergsiderne allerede begynder at gå nedad. Små grusbelagte veje der går ud fra hovedgaden og bevæger sig lidt ned ad bjergsiden. Det lille spindelvæv af små gader udgør tilsammen den lille by, hvor biler ikke må komme ind og heller ikke ville være meget bevendt.


For enden af et stort fladt plateau lå vores hotel bygget på kanten af den stejle bjergside, så alle værelserne havde udsigt én vej. Ud over landskabet nede i og omkring dalen. Uden sammenligning den vildeste udsigt jeg nogensinde er vågnet op til. Flere hundrede kilometer over floder, byer, marker og bjerge. Dén udsigt alene havde været køreturen værd, men trods sin storslåethed, endte den med nærmest kun at falde i baggrunden som en smuk kulisse til Bandipur.


Bandipur var som at træde ind i en historiebog hvor tiden gik i stå for et par hundrede år siden. Som en glemt kultur på toppen af bjerget, væk fra det travle liv i dalen. Roen, forstærket af den manglende trafik, fik lov til at ligge over byen som en mediterende tåge, og blev kun afbrudt af børns glade stemmer og hunde der gåede af hinanden.


Hele byen emmede af at være uspoleret, men til gengæld holdt sammen af stærkt socialt sammenhold mellem de par hundrede indbyggere. Turister var der stort set ikke. 6-7 stykker ud over os. Derfor var der heller ikke behov for store reklameskilte. I stedet fik hele byen lov til at fremstå ægte. Med smukke huse der lå tæt langs den stille hovedgade. Farvestrålende blomster der i store krukker brød med de mange lyse og mørke jordfarvede huse med mørke tage. Beboere gik lydløst rundt i gaderne og klarede hverdagens gøremål. Nogle forsvandt ind i en af de åbne døre i alle hjemmene. Åbningerne der gav chance for et hurtigt blik ind i de gamle lerkilede huse med ingen eller meget sparsom indretning, hvilket vidnede om et udendørsliv styret af solens timer på himlen.


Mange steder lå majs i massevis til tørre i solen og majsplanterne stod højt på markerne omkring byen. Geder stod bundet udenfor husene og spiste af de opbundne græs. Tørv og brænde blev båret hjem i store kurve på ryggen. Store sten til et hus under opførelse blev på samme måde båret ned gennem hovedgaden, fra den ene ende af byen til den anden. Af kvinder! Det var alle kvinder der slæbte. To og to gik de lydløst gennem byen med blikkene rettet mod jorden en meter foran dem. Imens sad gamle mænd ved små borde langs vejen og spillede kort eller en nepalesisk udgave af bob.


I den ene ende af hovedgaden hvor et lille pagodetempel stod som midtpunkt på et lille torv, løb alle byens børn rundt og legede. Store som små. Det lille tempel fungerede nu som en form for ungdomsklub for byens børn, efter skoledagen var slut. Her var der legetøj, skolebøger og mulighed for lektiehjælp. Samt en computer børnene kunne benytte. Trods computerens noget ældre model, var dens kontrast til det øvrige Bandipur og livet dér så stor, at det kom til at ligne at en tidsmaskine havde været forbi. Men desto større var børnenes fornøjelse. Deres glade stemmer hang som en smil-fremkaldende klang over torvet. Der blev sjippet, spillet badminton med hullet ketsjer, løbet med cykelhjul, leget tag-fat og spillet med glaskugler. Uden alder som begrænsning. De store hjalp med største selvfølge de små og lod dem glædeligt lege med.


Det var en fantastisk fornøjelse at sidde ved et af de små træborde langs gaden og bare følge børnene. Lade deres store smil og glade grin trænge ind under huden og sætte sig på smilemusklerne. Bare se dem lege sammen med uspolerede børnesind. Se dem være fantasifulde, opfindsomme og dejligt “børne”-lige. Som da to drenge kom løbende med en hjemmebygget bil i træ. Smilene på de tos læber var rørende, efter lige at være gået rundt i byen og set det simple og primitive liv i byen. Primitivt efter vores vestlige standarder, men at se lykken tyk i luften mellem alle børnene den aften bevidste at primitivt og simpelt ikke er ensbetydende med ringere.


Som solen begyndte at gå ned bag bjergene og tusmørket sneg sig ind mellem husene kom mødre forbi på skift og kaldte sine børn til sig. Små ord blev med smil udvekslet mellem mødrene og skørterne fik store knus af de små røde forpustede hoveder. Lige så stille forsvandt livet ind igennem de lave døre og snart var byen helt mørk. Lys trængte ud gennem vinduesskodder og døre på klem og lydene af familier der med livlig snak spiste i skæret fra petroleumslamper og levende lys, lød svagt fra de små hjem. For at blive afløst af total ro over byen, kun underbygget af cikadernes sang.


Og total mørke! Stjernehimlen stod klar. En kraftigt lysende planet funklede over de mørke silhuetter bjergene fremkaldte. Fra kanten af bjerget, tilbage på hotellet, var landskabet i dalen tegnet af små klaser af lys langs floderne, hvis vand fangede stjernernes spejlbilleder. Med det enorme mørke landskab foran os, var stilheden næsten skræmmende og på samme tid fortryllende.


Bandipur var på mange måder et overvældende besøg. Som et lille unikt besøg i en glemt og gemt kultur på toppen af Verden. En særlig og smuk by. Både opbygningen og de gamle huse, men også stemningen dens beboere imellem. En by med plads til alle og med en usædvanlig sammenhold-følelse. En ubeskrivelig perle i Nepals bjerge.

fredag den 13. august 2010

Thailand/Hua Hin #4: Asara Villa and Suite. - Et paradis.

Vi vidste godt hjemmefra, at vi havde booket os ind på et af de finere steder i Hua Hin. Den private poolvilla var bestilt og billederne havde bestemt ikke sat forventningerne ned. Alligevel blev vi positivt overrasket da vi kom frem og vi blev vist rundt. Villaen på i alt 150m2 manglede bestemt ikke noget. Den lå privat med mur omkring og en masse vilde eksotiske planter på alle sider at villaen. En oplyst pool lå som en oase under de store grønne blade. Badeværelset var stort - på størrelse med lejligheden i København - og åbent, med udgang til en lille gård bagved, hvor planterne voksede vildt op omkring en udendørs bruser. Fra soveværelset var der direkte adgang til poolen, der lå op ad skydedørene, som var den det næste rum. Også fra stuen var der gennem de store facadevinduer direkte udsigt til terrassen og poolen, der glimtede i overfladen fra lysene under vand.

Resortet lå lidt udenfor byen så roen og ikke mindst luften var at mærke overalt på det store område. En fornøjelse for sindet og kroppen. En stor lagune med grøn og blomstrende bevoksning var centrum i resortet. Aflange smalle thailandske robåde lå klar til at glide rundt på vendspejlet. Små broer udgjorde stierne tyve centimeter over vandet. Ved den private strand var også den store fælles pool, omgivet af små oaser af solsenge, store udendørs loungesofaer og svævende himmeltsenge bygget op i enorme træstammer. Eksotiske palmer stod spredt på stranden mellem poolen og havet. Bladenes svage raslen mod hinanden hang som svag musik i luften sammen med bølgernes kærtegn af strandkanten. Lidt længere henne ad stranden havde lavvande efterladt fiskernes både på en sandbanke, hvor de aftenen før lå og vuggede i bølgerne et nogle meter fra stranden.

Om morgenen blev der serveret champagne til morgenmaden og alt hvad hjertet kunne begære var muligt at få serveret på den store åbne terrasse i flere etager med udsigt over poolen og havet. Tjenerne smilte alle og ville os kun det bedste. Som størstedelen af de øvrige thai’er var de næsten for søde. Nogle gange fik man næsten følelsen af at vi ville kunne sparke dem over skinnebenet og de ville stadig sige tak. En fantastisk egenskab og et positivt sind som bare skal værdsættes. Men på Asara var de der altid når vi havde brug for dem. Som om behovene var aflæst før de var kommet til os selv. Få gange var det også for meget med al den service. Få minutter efter at have trådt ind i træningsrummet, stod der en ansat fra hotellet “to look after you, sir.” For derefter blot at blive stående afventende med håndklæde og vand, klar til at assistere når de fysiske udfoldelser gav sved på panden.

Om aftenen gjorde roen mørket følgeskab over området. Strategisk placeret lamper fyldte ikke nattehimlen med kunstigt dødt lys, men legede i stedet i bevoksningens blade og blomster, så lyset i stedet lå over resortet med en behagelighed. I den private have ved villaen var det også kun få lamper bag bevoksningen og det blå lys fra poolen der lyste op i natten. At glide ned i vandet på netop den tid af døgnet var helt særligt. Palmernes blade stod som sorte silhuetter som eneste brud mod den dybblå nattehimmel og de eneste lyde i natten var lave skvulp fra vandet i poolen og cikaderne i beplantningen.

Asara var et gennemført sted, med æstetik, ro og al form for forkælelse af sind og krop. Et rent paradis på kysten ved Bangkok Bugten.

Nepal: (Lang) frokost på toppen af Nagarkot.

Turen fra bunden af dalen gik ud og ind langs bjergsiderne og snoede sig fremad i sin stigning mod toppen. Jo tættere vi kom toppen jo skarpere blev hårnålesvingene og jo kraftigere blev stigningerne. Bjerggeder kravlede ubesværet rundt på klippesider de fleste ville betegne som lodrette og ufremkommelige. Dalen med de høje skorstene fra teglværkerne spredt ud over hele landskabet, forsvandt lige så stille under os imens horisonten flyttede sig længere og længere væk og afslørede mere og mere landskab. Afgrunden flere hundrede meter nede ad bjerget var flere gange kun en meter fra bilen og indskød en blanding af frygt og fascination i os. Skovene på bjergene der skød op omkring os fik næsten et velour-agtige udtryk, som trækronerne stod tæt og changerede i utallige grønne nuancer, som solen legede hen over bjergsiderne.


Efter flere gange at have troet at vi nu var tæt på toppen, og til sidst var endt med at gå de sidste meter ad trappe, nåede vi den absolutte top af Nagarkot. I de 2195 meters højde havde vi udsigt ud over hele Kathmandu-dalen og de mange bjerge i området omkring. 360 grader omkring os lå landskabet bare åbent foldet ud og det imponerende syn trængte helt ind under huden.


Efter at have suget den fantastiske udsigt ind kørte vi en smule ned ad bjerget igen for at finde et sted med udsigt, hvor vi kunne finde noget at spise. Et lille hotel på bjergsiden med ubrudt udsyn over dalen og landsbyene langt under os blev vores valg. Vi fik anvist det eneste bord - det eneste - udenfor og travlhed herskede ikke just over stedet. Flere sad på en trappesten og snakkede. Andre var ved at vaske en stor motorcykel. Tjeneren tog imod vores bestilling og forsvandt ud i det der lignede køkkenet - en noget slidt lav tilbygning til det lille hotel. Lidt efter kom han ud igen med en indkøbsseddel i hånden til dem der stod og vaskede motorcyklen. Det værste sæbe blev skyllet af og så sprang de to ellers op på motorcyklen og drønede ud af indkørslen. Imens sad vi og nød udsigten og de lokale øl vi havde fået serveret. Undrede os godt nok over at der ikke rigtig var så meget aktivitet og at tjeneren bare gik lidt rundt på må og få. Han kom ind imellem over og underholdt os og spurgte os til hvad vi dog lavede på de kanter.


Efter noget tid vendte de to på motorcyklen tilbage. Den ene med flere fyldte poser i hænderne. De sprang hurtigt af og smuttede ind i den lave tilbygning, hvorefter lyde fra gryde, skåle og køkkenredskaber begyndte at strømme ud derfra. Kokken var åbenbart en af de to der var smuttet et stykke ned ad bjerget, for at handle ind til vores bestilling. Som tjeneren undskyldte det: “We want it fresh for you.” Vi grinte for os selv og smilte til hinanden da han var gået igen.


Der var ikke alt det gode de ville gøre for os. Maden kom løbende og smagte fantastisk. Og som lovet, utrolig friskt. Dér sad vi nær toppen af Nagarkot på et lille simpelt hotel, med udsigt over den storslået natur, og nød en lækker frokost. Godt nok noget der var planlagt som en hurtig bid mad inden nedturen mod dalen, men som endte med at blive en frokost på flere timer. Men en fantastisk og autentisk oplevelse vi heldigvis bare kunne trække på smilebåndet af og så nyde at vi ikke havde travlt.

fredag den 6. august 2010

Nepal: Stå op sammen med Kathmandu.

Allerede ved halvsekstiden begyndte lydene fra Kathmandus morgentrafik at tage til og trænge igennem vinduerne. I soveværelset var aircon’en i det andet rum endnu det eneste der gav lyd fra sig. Bilhorn og råb blev suppleret af hanernes galen og de vilde hundes gøen. Da vækkeuret ringede lidt over syv, var der ingen tvivl om at Kathmandu var stået op. Trafikken var tydelig som en konstant summen. Kun overdøvet af horn og lastbilers hårde opbremsninger, der fik de store stålkasser på hjul til at knirke så det skar i ørerne.


På balkonen med morgenmaden i hånden og friskpresset appelsinjuice i glassene, kunne vi sidde i solen og nyde udsigten til bjergene på alle sider af dalen. Morgenskyerne hang stadig lavt som hvide vattotter på de mørke bjergtinder. Ovenover va himlen blå som renset af natten. Nedenfor på vejen suste trafikken forbi. Arbejdere strømmede til arbejdspladsen på den anden side af vejen og forskellige varer blev fragtet afsted i kreative og enorme oppakninger bag på cyklerne mod byen.


Tog selv turen ned ad Lazimpat Road - den store vej vi bor på - og hilste på dem der var igang med at åbne forretningerne og skylle det sidste støv væk fra fortovet. Nogle af de mange affaldsbunker i rendestenene var blevet fjernet eller brændt af i løbet af natten, men nogle steder hang stanken stadig i luften. Som om blomster, blade og frisk luft havde givet op overfor de kraftige dampe.


Hilste pænt på den storsmilende barber i det lille åbne lokale ud mod vejen. Indretningen var sparsom, men med det nødvendige. En barberstol, et lille bord, et spejl, hans barberredskaber og dagens aviser. Resten af underholdningen skulle livet på gaden nok sørge for. Satte mig i stolen, hvorefter han gik i gang med skum og kniv. Hurtige og præcise bevægelser fjernede hurtigt de efterhånden lange stubbe og den efterfølgende sprit på huden prikkede friskt i huden. Nakke, skuldre og hoved fik en ordentlig gang massage, afsluttet med et knæk af nakken til hver side, så jeg bagefter følte jeg havde fået to ekstra led sat ind i nakkesøjlen. Skønt!


På gaden spankulerede en ko op gennem Lazimpat Road. Uden tilsyneladende at lade sig mærke af hurtig trafik eller de utallige horn der sprængte luften omkring den. Den fortsatte sin morgentur på midten af vejen. Som om den nød sin hellige status og frydede sig over at kunne gå hvor den ville, som den ville. Trafikken indordnede sig og kørte forbi på begge sider af den.


Kathmandu var i fuld gang og livet ville fortsætte i samme tempo til aftenens mørke lagde en dæmper over byen. Kun monsunens korte, men voldsomme regnskyl ville i løbet af dagen kunne lægge en dæmper på tempoet, når folk trak i læ under halvtage eller træer.

tirsdag den 3. august 2010

Nepal: Et primitivt, men livsbekræftende show.


Taxi-chaufføren svarede godt nok “yes yes” da vi gav ham adressen og flere gange undervejs forklarede vi hvor vi skulle hen. Alligevel kørte vi pludselig i den stik modsatte retning. Med tålmodighed prøvede vi at overbevise ham om at vi altså ikke var på rette vej. At den brøkdel han havde forstået af vores sætninger - nemlig bydelen - ikke var nok til at finde én bestemt adresse. Heldigvis havde jeg nået at kigge på et kort hjemmefra, så endte med at sidde og guide chaufføren rundt min egen bedste overbevisning og ganske rigtigt, lige pludselig holdt vi foran konservatoriet hvor vi skulle være.


Forsinket af den lille omvej og monsunens forvandling af gader til floder der gjorde det umuligt at komme frem nogle steder. Når monsunen rammer bliver dag til nat og vandet begynder at vælte ned, som bliver det hældt direkte ud af en kæmpe spand. Vandet ligger højt i Kathmandus gader og motorcykler drukner på stribe. Biler holder midt i det der mest af alt ligner floder og har givet op overfor vandmasserne. Langs husmurene står folk tæt for at finde en smule læ for de enorme vandmasser fra oven og dem der alligevel bevæger sig rundt på fortovene har smidt skoene og trukket op i bukser eller kjole. Ti-femten minutter senere stopper vandet og afløses af strålende sol lige så hurtigt som regnen kom.


Om monsunen forsinkede flere eller om det bare var normal nepalesisk tidspræcision. I hvert fald var der ikke kommet mange, da vi kom i sidste minut før showstart. Men flere kom dryssende og virkede egentlig ikke påvirket af forsinkelsen. Tværtimod. Showet endte da også med at starte tre kvarter senere end planlagt, og dét med største selvfølge for alle. Selv kæresten har allerede adopteret det noget sløsede forhold til tid, på de seks måneder han har været her. Noget jeg helt sikkert skal vænne mig til.


Showet, en afslutning på et projekt: TransArt Project Nepal, et samarbejde mellem en hollandsk gruppe og Nepals LGBT-org. Blue Diamond Society (BDS), for give større opmærksomhed omkring Nepals homo- og transseksuelle. Vi var inviteret med af BDS som jeg laver noget arbejde for.


Det hele startede med en kort introduktion og showet fortsatte med sang, dans, skuespil og musik. Et par underholdende timer, der mest af alt mindede om at være gæst ved en skoleforestilling af de mindre klasser. Lys og lyd kiksede flere gange, nogle kunne bestemt ikke synge, andre havde svært ved at koncentrere sig om andet end at posere rigtigt på scenen. Det hele meget simpelt og primitivt. Men det var fedt at se dem have det sjovt på scenen. De nød det fuldt ud, ikke mindst at stå på en scene foran en fyldt sal. Smilene og glæden i deres øjne overskyggede bestemt, at showet måske ikke hele tiden var så seriøst. Den stolthed de gik ned fra scenen med var oplivende at være vidne til og fremkaldte store smil.


Transseksuelle især har mange gange meget svært ved at få job i Nepal og kaster sig i stedet ud i den noget mørklagte sexindustri. TransArt Project skulle oplyse og give de transseksuelle en oplevelse af, at de kan udrette og opnå noget. Så at se den indlevelse, glæde og stolthed var en fantastisk oplevelse. Det var virkelig livsbekræftende og optimismen var tyg i luften i salen.


Så trods forvirret taxi-chauffør, monsunregn, nepalesisk tidsånd og et simpelt show, var det en rigtig fin og sjov eftermiddag, hvor vi fik lejlighed til at hilse på den hollandske gruppe og rose dem for deres store og tålmodige arbejde. Ikke mindst også at hilse på nogle stykker af de lokale, der nysgerrigt kom over for at høre hvad to unge hvide fyre lavede der. Nysgerrighedensteg kun når vi fortalte at vi bor i Kathmandu.