Nepal: (Lang) frokost på toppen af Nagarkot.

Turen fra bunden af dalen gik ud og ind langs bjergsiderne og snoede sig fremad i sin stigning mod toppen. Jo tættere vi kom toppen jo skarpere blev hårnålesvingene og jo kraftigere blev stigningerne. Bjerggeder kravlede ubesværet rundt på klippesider de fleste ville betegne som lodrette og ufremkommelige. Dalen med de høje skorstene fra teglværkerne spredt ud over hele landskabet, forsvandt lige så stille under os imens horisonten flyttede sig længere og længere væk og afslørede mere og mere landskab. Afgrunden flere hundrede meter nede ad bjerget var flere gange kun en meter fra bilen og indskød en blanding af frygt og fascination i os. Skovene på bjergene der skød op omkring os fik næsten et velour-agtige udtryk, som trækronerne stod tæt og changerede i utallige grønne nuancer, som solen legede hen over bjergsiderne.

Efter flere gange at have troet at vi nu var tæt på toppen, og til sidst var endt med at gå de sidste meter ad trappe, nåede vi den absolutte top af Nagarkot. I de 2195 meters højde havde vi udsigt ud over hele Kathmandu-dalen og de mange bjerge i området omkring. 360 grader omkring os lå landskabet bare åbent foldet ud og det imponerende syn trængte helt ind under huden.

Efter at have suget den fantastiske udsigt ind kørte vi en smule ned ad bjerget igen for at finde et sted med udsigt, hvor vi kunne finde noget at spise. Et lille hotel på bjergsiden med ubrudt udsyn over dalen og landsbyene langt under os blev vores valg. Vi fik anvist det eneste bord - det eneste - udenfor og travlhed herskede ikke just over stedet. Flere sad på en trappesten og snakkede. Andre var ved at vaske en stor motorcykel. Tjeneren tog imod vores bestilling og forsvandt ud i det der lignede køkkenet - en noget slidt lav tilbygning til det lille hotel. Lidt efter kom han ud igen med en indkøbsseddel i hånden til dem der stod og vaskede motorcyklen. Det værste sæbe blev skyllet af og så sprang de to ellers op på motorcyklen og drønede ud af indkørslen. Imens sad vi og nød udsigten og de lokale øl vi havde fået serveret. Undrede os godt nok over at der ikke rigtig var så meget aktivitet og at tjeneren bare gik lidt rundt på må og få. Han kom ind imellem over og underholdt os og spurgte os til hvad vi dog lavede på de kanter.

Efter noget tid vendte de to på motorcyklen tilbage. Den ene med flere fyldte poser i hænderne. De sprang hurtigt af og smuttede ind i den lave tilbygning, hvorefter lyde fra gryde, skåle og køkkenredskaber begyndte at strømme ud derfra. Kokken var åbenbart en af de to der var smuttet et stykke ned ad bjerget, for at handle ind til vores bestilling. Som tjeneren undskyldte det: “We want it fresh for you.” Vi grinte for os selv og smilte til hinanden da han var gået igen.

Der var ikke alt det gode de ville gøre for os. Maden kom løbende og smagte fantastisk. Og som lovet, utrolig friskt. Dér sad vi nær toppen af Nagarkot på et lille simpelt hotel, med udsigt over den storslået natur, og nød en lækker frokost. Godt nok noget der var planlagt som en hurtig bid mad inden nedturen mod dalen, men som endte med at blive en frokost på flere timer. Men en fantastisk og autentisk oplevelse vi heldigvis bare kunne trække på smilebåndet af og så nyde at vi ikke havde travlt.