Med det samme hovedet kom under vand blev verden en anden. De dybe rolige vejrtrækninger gennem snorklen begyndte at give ekko i ørerne. Som en ventil der lukkede luft ud i fast interval. Vandet sluttede sig om vores kroppe som en behagelig naturlig hinde. Det klare blå strakte sig på alle sider af os og blev farvet lazurblåt af det hvide sand få meter under os. Et par farvestrålende papegøjefisk lå roligt og nippede til sandet, sikkert uden at tænke over det utrolige farvespil deres blå, grønne, gule og lilla skæl skabte i sollyset der brød gennem vandoverfladen.
Med svømmefødderne i fast tempo satte vi kurs mod en bøje ca. 5 min ude fra kysten. Dér startede øens hus-rev. Øjnene var konstant rettet mod havbunden, der hele tiden skiftede sceneri. Kun få kig op over den rolige overfalde for at sikre os, at strømmen ikke førte os for lang væk fra vores mål.
Koraler og rev begyndte at bryde den lyse bund. Fisk i store og små stimer svømmede omkring os, men lod sig ikke mærke at to fremmede elementer i deres verden. Der var helt små sort- og hvidstribede fisk i massevis. Sorte og gule butterflyfisk der med sin høje tynde krop og spidse mund elegant svømmede rundt over stenene. Store neonfarvede triggerfisk der med frygtindgydende respekt brød gennem de øvrige stimer.
Da vi nåede vores mål var bunden tre til fem meter under os, i et ujævnt terræn af koralrev og sandbund. En underjordisk verden af liv bredte sig ud under os, som øjnene vænnede sig til det lidt mørkere vand. Blå, røde, grønne og gule koraler sad som dekorativ udsmykning på de mørke rev, og tilsammen dannede de et utroligt landskab. Med huler, broer, platforme og tunneller. Der var fisk overalt omkring os. I alle tænkelige og utænkelige farver. Fra helt helt små og næsten usynlige til halvanden meter store mørke Groupers. Fisk i former og faconer der fik os til at grine i snorklerne eller fik os til at rynke bryn bag masken i forundring over hvad der var op og ned, for og bag på de fisk vi så. Sølvfarvede enhjørning-fisk svømmede målløst og nysgerrigt rundt. Nogle helt tæt på os for at se hvad vi var for nogle fisk.
Hele den ene side af revet var bare det mørke ingenting og alligevel alting. Revet gik næsten lodret ned mod dybet langt under os, men blev opslugt af mørket allerede en syv-otte meter under os. Når vi kiggede ud mod det dybere vand var udsynet ligeledes heller ikke andet end en mørkeblå uklar masse. Intet kunne ses, men alligevel prikkede bevidstheden om, at hvad som helst kunne dukke op derude fra. Hajer, store manta-rokker og hvad dybet ellers kunne gemme på. Vi koncentrerede os om revet, men et halvt øje blev alligevel drejet mod mørket engang imellem. Var der en stor skygge. Var der mon noget derude et sted der kunne se bedre end vi kunne. Måske noget lå og holdt øje med os.
Noget fangede dog vores øjne hen over revet. En sten der bevægede sig. Flere. Med lidt koncentration fandt vi ud af, at det var havskildpadders skjolde der først havde givet os illusionen af levende sten. Langsomt og roligt bevægede tre skildpadder sig hen over revet. Jeg tog en dyb indånding og lod mig glide ned ved siden af dem. Glemte alt andet omkring de tre svømmende vidundere og mig. Glemte selv nødvendigheden af at trække vejret. Med bevægelser der næsten ikke kunne ses skubbede de forreste ben dem frem gennem vandet, imens de to bagerste bare hang bagud som to parallelle ror. Store og tunge med de massive skjold, men samtidig lette og elegante glidende gennem vandet. Søgte efter øjenkontakt i de kulsorte runde øjne, men de var dovent fraværende. Ænsede ikke at jeg lå under en meter fra dem.
Jeg fulgte efter den ene der bevægede sig ud over dybet, af frygt for at det uklare ingenting skulle opsluge den, så jeg mistede den af syne. Kursen blev ændret og skildpadden søgte svagt opadgående mod overfladen. Til sidst kunne mine lunger ikke modstå presset længere og jeg måtte overhale for at få luft. Gispende efter vejret lå jeg mellem de små bølger og så først hovedet komme op med stor åben mund, dernæst skjoldet hvis brune og mørkegule mønster skinnede i solen. En enkel stor vejrtrækning, så søgte den nedad igen. Jeg fulgte med ned, men da den til sidst kun blev et omrids af sig selv gav jeg op.
Kort efter var den væk i mørket, men med det samme ændrede en stor stime fisk retning foran os. Hvor deres camouflagefarvede skæl få sekunder forinden havde gjort dem usynlige i det mørkeblå vand, lå de nu alle drejede, så sollydet der glimtede i krusningerne på overfladen spillede i deres sølv- og lyseblå skæl. Lidt efter skiftede de igen retning og forsvandt med ét i de camouflerende omgivelser omkring os.
Et stykke fra os dukkede en mørk skygge op. En skygge der kun voksede sig større jo tættere vi kom, ligesom den strakte sig længere og længere ned i dybet og ragede op over revet. Omridset af stævnen på et stort skib tog mere og mere karakter. Som et kæmpe spøgelse, lå det store vrag op ad revet, med små fisk svømmende gennem gamle koøjer og huller i skroget, som ny besætning gående til og fra borde. En stor stime trekantede langfinnede flagermusfisk, gled langsomt og æstetisk fordi som stolte hvide sejl i en kapsejlads.
Vi blev revet tilbage til virkeligheden ved synet af en stor fed moræne, der kiggede frem fra sit luskede skjul under en stor sten. Med et slesk smil der blottede de skarpe tænder og kun gjorde det utiltalende ydre værre, lå den og holdt øje med alt det smukke i og omkring revet. Mødet med revets sorteper fik os til at søge tilbage mod stranden efter en god time i selskab med livet på revet.
Opslag
