Bangkok: Kaos og liv.

Jeg kan ikke sige hvad det er, men der er et eller andet ved Bangkok der går under huden på mig. En energi der får mit blod til at bruse stærkere og smilet på mine læber til at stramme ekstra i kinderne.

Det er egentlig ikke fordi Bangkok er en udpræget smuk by. Tværtimod kan den nemt fremstå lidt rodet og uvedligeholdt i dagtimerne. Når nattetimerne slører det meste og kunstigt lys i stedet bader store dele af byen, så er det anden ting. Byen og højhusene får den særlige sfære omkring sig, der næsten kan få det hele til at ligne kulisser med et bagtæppe der aldrig rigtig bliver nat. På gaden er der liv og glade dage. Musik og kulørte lamper på små boder og gadekøkkener blander sig i luften med snak fra ivrigt handlende og mennesker på farten.

Trafikken er massiv og de mange motorveje og broer der fletter sig ud og ind mellem hinanden kan gøre enhver rundtosset. Sporene fra højbanen finder mirakuløst vej gennem dette spindelvæv. Når lygterne på bilerne i kø tegner røde og hvide streger i den mørke aften, så langt øjet rækker i fire-fem spor i hver retning, er det svært ikke på forhånd at opgive at komme frem. Larmende tuk-tuks og snedige motorcykler suser mellem de sneglende biler og tilfører vejene et utroligt liv og et støjniveau der planter sig i luften mellem de høje glasbygninger. Der sker noget omkring én hele tiden og livet får for alvor fysisk og materiel form.

Det kaos der er i byen om dagen fortsætter om natten, ja, næsten i forstærket udgave, men jeg synes det er fantastisk! Det summer så meget af liv. Og liv er netop en af de ting der fanger mig ved Bangkok. Livet mærkes på en anden måde. Folk smiler og en hvis tilfredshed hænger i luften. En ydmyghed overfor det livet har skænket og en kreativitet til at få det bedste ud af livet. En åbenhed overfor forskellighed og kærlighed for det bedste i den næste. Thai'ere er uden tvivl de rareste folk jeg har mødt. Så behagelige, smilende og taknemmelige folk at det kun kan være imponerende og inspirerende.

En god ven stillede sig skeptisk overfor Bangkok da jeg udtrykte min begejstring. Som jeg skrev tidligere er det egentlig ikke fordi den er imponerende smuk eller harmonisk. Men tror det er netop dét der tiltaler mig. At den er så skæv, rå, på mange måder ustruktureret og kaos-agtig, men samtidig at den er fuld at de skønneste små oaser og utrolige oplevelser. Utallige små episoder og indslag trækker konstant i smilebåndene. Der er en befriende stemning i gaderne og alle møder dig med et smil. Og så er der ingen steder som Thailand der forstår luksus og forkælelse som en fuldendt oplevelse.

Som at kunne sidde på Vertigo på 62. etage på toppen af Banyantree, under åben stjernehimmel, med den lune aftenbrise kælende gennem håret og kigge ud over Bangkoks nattebelysning, er intet mindre end betagende og kan få en til at miste ord. Bare sidde stille og lytte til byens summen og følge livet på gaderne langt under en. Dét sammen med at man nyder hummer, lækre fiskeanretninger, små delikatesser og forsvinder i smagen af formidable vine kan simpelthen få en til at glemme hverdag og livets bekymringer. På samme tag ligger også Moon Bar, hvor bløde lounge toner fylder den uendelige nattehimmel imens drinks mixet efter kunstens foreskrifter boblende flyder gennem halsen og efterlader en berusende følelse i kroppen. Når en by som Bangkok så samtidig strækker sig så langt øjet rækker og dens lyde summer af liv, efterlades man med en følelse af at natten aldrig behøver at ende.

En følelse der kun forstærkes hvis man går den lille tur op til Patpong natmarked, hvor man hurtigt får en følelse af at natten måske virkelig aldrig ender. Energien er så voldsom og fængende at det er svært ikke at blive smittet og lade sig rive med af den afslappede og frie følelse der hersker i kvarterets gader. På gaderne og i enhver lille gyde er der fest, høj musik og neonskilte der forvandler natten til dag. Små handelsboder står tæt og tilbyder alle noget du ikke vidste du ikke kunne leve uden. Alt hvad man kan tænke sig kan findes der. Patpong er også området der er berygtet eller berømt, alt efter hvilken holdning man er af, for sin livlige og åbenlys sexindustri. Man kan vælge at lukke øjnene og nyde kvarterets mange andre tilbud eller man kan lade sig underholde af det på afstand og more sig over al den underholdning det naturligt medbringer eller man kan tage del af det. Det er et frit valg og netop den mulighed tilfører noget befriende til området. Man bestemmer selv hvor meget man vil se og hvor meget man vil lade sig provokere, opmuntre eller underholde. Ingen presser en eller bliver sure over et nej. Alle svar bliver mødt med et smil og den sædvanelige thailandske imødekommenhed.

Jeg synes virkelig det er svært at sætte fingeren på lige dét der gør Bangkok til noget specielt. Jeg ved bare at jeg bliver i ekseptionelt godt humør og byen for alvor kommer under huden på mig. Meget mere er der ikke i det. Energien i den enorme storby skaber resonans med min egen puls og forstærker alle positive følelser.

Nepal: Børn med spinkle håb.

Desværre er tiggende børn i Kathmandus gader ikke et sjældent syn. Med løbende næser, store fortabte øjne, uglet hår og møg beskidte går de rundt og tigger i overskuelig afstand fra det tæppe eller papstykke på fortovet, der i mange tilfælde udgør deres hjem og ejendele. Nogle er så godt stillede at de har tøj, dog slidt og beskidt, på kroppen. Andre render rundt med numsen bar under en nusset og hullet t-shirt. Skræmmende mange af dem er ikke mere end et par år gamle. Få heldige af børnene har en mor siddende på tæppet. Ofte med en helt lille nøgen baby på armen, svøbt ind i morens tørklæde. Den lille metalskål foran hende fylder luften med nød og den klingende lyd af mønter der rammer skålens bund, skænket af en forbarmende sjæl, bliver efterfulgt af et taknemmeligt men sagte tak fra kvindens læber.

Ude i kaoset mellem bilerne på vejene, render barfodede børn også rundt og forsøger at tigge fra folk i biler, taxaer og busser. Andre sidder bare langs vejene og hænger. Nogle rækker måske en doven arm ud når en turist kommer forbi, mens andre har givet op og bare bliver hængende. De lidt ældre drenge ligger tit i store klumper sammen med gadens herreløse hunde. Beskidte og ilde lugtende. De der ikke sover sidder ofte med en pose lim for mund og næse, eller pjatter rundt på fortovene.

For nogle uger siden gik jeg rundt i Kathmandu, med mine ene “nevø” i hånden. En lyshåret dreng på næsten seks med stor energi og et barns styrende nysgerrighed. Alle gadens detaljer fangede hans blik, også de tiggende børn på gaden. Forståeligt nok spurgte han hvorfor børnene lå på gaden og sov. Jeg kiggede om på hans forældre bagved os, for at søge for råd. Hvor meget skal man sige til børn? De barske realiteter lå foran ham, hans tvillingebror og deres to-årige lillebror på gaderne i Kathmandu, så klart det vækkede spørgsmål hos dem. Vi slog det hen og sagde vi kunne snakke om det senere. To minutter senere var børnene glemt, til fordel for udbuddet i Thamels små butikker.

Et par dage senere kørte vi mod Nationalparken Chitwan i det sydlige Nepal, og gjorde stop i Kurintar hvor vi kunne komme ned til stranden ved Trisuli floden. På flodbredden fik vi hurtigt følgeskab af tre 9-12 årige drenge, der var svært nysgerrige i specielt vores tre lyshårede drenge. Jeg havde været der ugen før, så vidste at de tre drenge ikke bare var på stranden for at lege, men at de var der fordi de boede der. Nogle kæppe, halm, en rest pressening og et gammelt tæppe dannede i en simpel konstruktion den bioak drengede boede i, lidt længere nede ad flodbredden. De tiggede ikke om noget, men fulgte os nysgerrigt rundt. Da vi gik nøjedes de med at kigge længselsfuldt efter os. Hvis bare vi havde haft noget frugt eller nogle kiks vi kunne give dem.

Denne gang rejste mødet med Nepals barske side, endnu flere spørgsmål. Vi ville ikke snakke om det foran de tre drenge på flodbredden, men lod vores tre drenge få et indtryk, så de havde noget håndgribelige at forholde sig til senere. For snakken kunne og skulle ikke længere undgås.

På vej videre gjorde vi holdt i en lille landsby, hvor en lille pige legede rundt langs landevejen. Legetøjet var en plastikflaske i en snor efter hende. I bilen sad drengene med hver deres nintendo.

Da vi nåede Sauraha i Chitwan var vi alle ude i en lokal Tharu landsby. Simple huse af ler og komøg med halmtage i en lille klynge. På grusvejen mellem husene løb byens børn rundt og legede med store smil og befriende latter. Legetøjet var små stykker reb, små bolde, nøgne cykelhjul eller kæppe. Ældre børn sammen med de mindre børn. Vores tre lyshårede drenge tiltrak igen en masse opmærksomhed og en lille gruppe drenge ville spille bold med dem. Det var fedt at se det mix trods sproglige, kulturelle, baggrundsmæssige og udseendemæssige forskelle forstå og lege med hinanden. Endnu uspolerede sind.

Drengene fik også lov til at komme ind og se et par hjem. Se husene med ét måske to rum med hårde senge. De spartanske køkkener. Hvordan alle i byen hjalp hinanden med at plukke høns, kline huse med frisk blanding af ler, hø og møg, samle halm til dyrene, holde opsyn med okserne og passe børnene. Et simpelt liv holdt sammen af fællesskab.

Samme aften tog vi snakken med de to tvillinger. Deres lillebror sad på deres fars skød og lyttede blot. Spørgsmålene og forundringerne var mange. Det blev til en lang snak om et liv uden forældre, uden et hjem, uden eget værelse, uden mad, uden andet legetøj end det der lige er ved hånden, uden mulighed for “bare” at få det man ønsker. Om at Verden kan vise sig fra mange sider og desværre indeholder langt mere barske realiteter, end dem man som privilegeret europæer møder til hverdag. Ved at bruge eksemplerne fra de foregående dage, kunne drengene sætte billeder på vores snak og de viste en rigtig god forståelse. Snakken rejste flere spørgsmål og kommentarer i dagene efter, der viste at det vi havde snakket om virkelig var kommet under huden på dem og havde startet nogle nye tanker.

Det var en hård snak, men også en befriende og livsbekræftende snak. Det er altid specielt at se Verden gennem et barns øjne og forståelse. Så ligetil og uskyldigt. Det tvang os tre voksne til også at forholde os til de mødte realiteter på en anden måde. Det er så nemt i dag at sige, at Verden nogle gange er et ondt sted men samtidig kun anskue det med halvt åbne øjne. Det er altid hårdt at se når andre har det skidt eller mangler basale ting i livet, men at se børn på gaden uden hjem og familie, går lige i hjertet og kan få halsen til at trække sig sammen. At opfatte det med et barns anskuelse, gjorde det endnu mere rørende og åbnede for alvor igen mine øjne for alle børnene på gaden i Kathmandu. Børn med usle vilkår og med spinkle håb for fremtiden.

Er et par tvillingedrenge på seks så for små til at skulle se sådan noget? For små til at skulle forholde sig til den side af livet? Hvor mange af livets realiteter skal de skånes for og hvornår må de så møde dem? Når jeg så og hørte drengene i dagene efter, hvor meget det fyldte i deres bevidsthed, er jeg ikke i tvivl om at de ikke har taget skade af mødet med nogle af børnene i Nepal. Tværtimod mener jeg de har lært en lektie det ikke er muligt at lære på skolebænken, uanset hvor gammel du er.

Frederik, Sebastian og Christoffer, I er nogle fantastiske drenge, og med de oplevelser jeres forældre giver jer og jeres medfødte nysgerrighed, er jeg ikke i tvivl om at I kun bliver endnu mere fantastiske.

Nepal: Michael lærte Kathmandu at rocke.

Store billboards og utal af avisreklamer havde sørget for stigende spænding, frem til aftenen i går. Det danske band Michael Learns to Rock skulle spille i Kathmandu. Hvem kan ikke huske hits som “The Actor”, “Sleeping Child” og “Someday” fra Danmark i slut-firserne og halvfemserne. De tre fyre fyldte i hvert fald en del blandt mine barn- og ungdoms musikfavoritter. Så da de kom til Kathmandu var der selvfølgelig ikke nogen vej udenom. Barndommens soundtrack skulle genoplives.

Allerede på nogle af mine første dage i Kathmandu i maj sidste år, hørte jeg de velkendte toner fra MLTR og blev glædeligt overrasket. De var stadig store i Nepal, som de også var det i store dele af resten af Asien. De ér stadig store herude. Deres numre dukker gang på gang op i mere eller mindre knitrende udgaver, på diverse mobiltelefoner i gadebilledet. Derfor var henrykkelsen blandt nepaleserne også stor, da det blev annonceret at drengene kom til byen.

Det store grønne område Tundikhel midt i byen blev i løbet af ugen forvandlet til et koncertområde og da vi ankom i aftes sammen med gode danske venner, var området hele vejen rundt om pladsen fyldt med mennesker. Mange uden billetter der forsøgte at få et glimt gennem hegnet. Flere havde taget opstilling på de nærliggende storcentres tage og terrasser for i det mindste at kunne høre lyden. Urealistiske høje billetpriser, gjorde det desværre svært for mange dedikerede nepalesiske fans at få råd til at komme ind på selve pladsen.

Efter det sædvanlige nepalesisk sikkerhedstjek, hvilket vil sige at vi nåede at blive kropsvisiteret syv gange indenfor 100 meter, kom vi ind på pladsen. Jeg var positivt overrasket! Scenen, lys og lyd imponerede og levede ikke om til mine - indrømmet, lave - forventinger til de nepalesiske arrangørers formåen. Inddelingen af pladsens områder efter billetpriser, delte til gengæld publikum op på en rigtig ærgerlig måde der skabte alt for mange tomme områder. Ligeledes var det også tydeligt at se, at billetpriserne desværre havde afskrevet mange fra at deltage. Altid noget at de 3500 - ja, der står 3500 - udstationerede politifolk kunne fylde lidt ud på pladsen.

Men stemningen fejlede ikke noget. Mens vi ventede bragede forskellig popmusik ud af de store højtalere, folk var glade og forventningsfulde og der blev ivrigt taget billeder af hinanden foran scenen. Flere kom over og spurgte nysgerrigt om vi var danskere ligesom MLTR. Bekræftelsen udløste store smil og opstilling til billeder sammen med os.

De første kollektive jubelråb gik gennem publikum, da bandnavnet tonede frem på storskærmen bag scenen. Det næste da røgkanoner gjorde luften omkring scenen tåget og det hidtil største da skygger tegnede sig i tågen. Drengene var på scenen!

Hvor der til MLTR’s tidligere koncerter nok var flest lightere i luften til de stille numre, lyste luften over publikum i går op af hundredvis af små lysende firkanter. Skærmene på de mange mobiltelefoner i luften for at tage billeder og videoer. Som en svævende sky af små lys i den mørke aftenhimmel.

De helt store numre udløste tonedøvende jubelråb fra publikum og der blev sunget ivrigt med fra publikum. Jeg var imponeret over hvor godt nepaleserne omkring os kunne alle teksterne. Ingen tvivl om at de var fans. Der blev sunget med på alle sangene med stor indlevelse. Bare rolig, jeg sang også med på klassikerene. Kunne ikke lade være., Hver gang musikerne talte, blev der svaret i kollektivt brøl. Armene i luften foran scenen svingede fra side til side og vidnede om at festen på scenen, også var nået græsplænen foran. Når de store projektører fra scenen dansede ud over publikum i følgeskab af musikken, kunne vi endnu tydligere se hvilken fest der var i gang.

At se hvordan alle de unge nepalesere festede og havde en fantastisk aften, var næsten en større oplevelse end selve koncerten. Det var en fryd at se dem så glade. Deres øjne lyste af glæde. Det var uden tvivl stort for rigtig mange af dem at være netop dér.

Koncerter som den i aftes er langt fra hverdag i Kathmandu. Det er kun anden gang i nyere tid, hvis ikke nogensinde, et internationalt band spiller en stor koncert her. Sidst var Bryan Adams i februar. Så at overvære dem have den oplevelse og se på deres opførsel hvor stor en aften det var for dem, kunne ikke lade være med at varme om hjertet. Det var begivenhedEN der vil blive snakket om længe. Her i Nepal kommer den slags oplevelser ikke som perler på en snor. Tværtimod. Men i aftes lykkedes det. Michael og Kathmandu rockede sammen.

Nepal: Fire Club.

Thamels normalt travle og hektiske handelsgader var blevet overtaget af mørket og mange butikker var lukket ned. Kun de sidste handlende gik rundt med poser i hænderne, og blandede sig med nepalesere og turister der gik til og fra restauranter, barer og spillesteder. Musik fra alle sider flød sammen i luften, der bar et changerende skær af de mange forskellige kulørte lamper i gaden. Hurtige motorcykler, knirkende rickshaws og dyttende taxaer sørgede for at bibeholde en smule af Thamels daglige charmerende kaos og larm.

En lille smal gang skabte et oplyst hul i den mørke facade af skodde tillukkede butikker, i en af de mindre gader. Den sidste aftenvarme fulgte med os, ind gennem hullet og op ad den spinkle ståltrappe i bunden af gangen. Da vi trådte ind ad døren på første sal, ramte varmen indenfor alligevel som en mur. En varme holdt oppe af den indelukkede luft tilsat lugten af svedige folk på dansegulvet og cigaretrøg. Elektronisk musik med hurtige beats bragede ud i rummet, og gik med det samme i det alkoholfortyndede blod. Vi var trådt ind på Fire Club, Kathmandus eneste ugentlige natklub for homoseksuelle.

På det runde sænkede dansegulv stod fyrene tæt og rykkede kroppene til den høje musik. Størstedelen nepalesiske fyre. Grønt og blåt laserlys tegnede skarpe streger, der bevægede sig i takt til musikken rundt, i det ellers mørke lokale. Vinduerne var dækket af tunge gardiner hvis blomstrede mønstre lige kunne anes i mørket. Enkelte fyre sad i store indbyggede sofamøbler i hjørnerne. Ellers stod de fleste i baren eller omkring dansegulvet.

Musikken der gik gennem fyrene på dansegulvet var en blanding mellem vestlige toner og hits fra Bollywood. Især de indiske og asiatiske numre satte gang i dansegulvet. Med deres helt særlige nepalesiske danseglæde og rytme, rykkede fyrene deres kroppe rundt i bevægelser, tydeligt inspireret af Bollywood film. Næsten som i en koreografi, der sammen med de kraftige beats forvandlede dansegulvet til noget der lignede en Bollywood film på stoffer. Alkohol havde uden tvivl gjort sit. Med kendskabet til udvalget af euforiserende stoffer i Thamel, var det uden tvivl også tilfældet hos flere af de dansende. Det var en fest at være vidne til. Den glæde og frihed der herskede, sammen med de - for os - lidt komiske dansetrin, trak i smilebåndene.

Kun enkelte vestlige fyre stak op over de lavere nepalesere på dansegulvet. Turister og expats, der som vi var ude for at feste. Vi få vestlige kunne ikke undgå at tiltrække opmærksomhed og nysgerrige blikke. Hvilket også udløste nogle underholdende episoder og sjove snakke.

Værende vant til homo natklubber i Europa og USA, var det interessant at følge det noget anderledes kodeks på Fire Club. Vagter stod klar til at smide folk ud der forsøgte at vise bare en smule hud, hvor vi er vant til at t-shirts og skjorter hurtigt ryger af i varmen og af kådhed. Fyrene dansede godt nok tæt, men mere med dem selv end med hinanden. Ingen kyssede, krammede eller var på anden måde intime. Hvilket ellers normalt er mere reglen end undtagelsen på vestlige homobarer, hvilket gav sceneriet et anelse uskyldigt udtryk.

På sekundet ved midnat blev musikken slukket og et par kraftige pærer tændt. Festen var slut. Nepal er desværre stadig styret af stærke serverings-, støj- og åbningsregler, som levn fra udgangsforbudet pga. urolighederne under borgerkrigen. Vi fik selv syn for alvoren, da vi kom ud på den spinkle metaltrappe. Otte kampklædte soldater med kæppe stod klar til at tømme natklubben. På gaden stod der endnu flere og gelejdede folk væk fra de små gader. En enkelt ung fyr fra en anden bar, blev smidt op på ladet af en politibil og overmandet af tre soldater. Et optrin der skabte en en smule tumult og uro blandt de mange mennesker, der var kommet ud fra gadernes barer og spillesteder. Jeg selv var stadig farvet af min sidste oplevelse med en nepalesisk soldat og ville derfor gerne hurtigt ud af Thamels små gader.

En taxa blev prajet og festen fortsatte privat et andet sted i byen. Men sikke en fest, de par timer vi nåede at have sammen med nogle af Kathmandus homoseksuelle på Fire Club.

Thailand, Phuket #4: Med 700 heste mellem benene.

I bugten ved Patong tumlede bølgerne rundt, med enkelte hvide bølgetoppe hist og her. Lyden af det levende vand, bølgerne mod stranden og de friske vinde fra havet fyldte luften over bugten. I strandkanten foran os lå fire vandscootere og vuggede i bølgerne, der stak lange tunger op over sandet.

Først var grebet i gashåndtaget forsigtigt og en smule nervøst. Scooterens små krængninger i bølgerne skulle læses og forstås, men så forsvandt angsten for at flyve af også hurtigt. I stedet fik håndtaget fulde fingerkræfter og scooterens vandstråle bagud mere højde.

Med 700 galoperende heste mellem benene fløj vi over bølgetoppe og -dale, så vandet sprøjtede op til alle sider. Store og små buer gav sus i maven og skabte vægge af vand til siden. Duften af salt hang omkring de mange vandperler i luften. Adrenalinen overtog kroppen og tog form som en djævel der bare ville have mere og mere fart. Vandscooteren dansede i bølgerne, så vandet sprøjtede over os og smagen af salt ikke kunne holdes ude af vidt åbne jubelskrigende munde.

Vinden og vandet suste om ørene når scooteren slap vandet og fløj fra bølgetop til bølgetop, for pludselig at hamre ned i en med et slag og en eksplosion af vand i luften til følge. En hård opbremsning. Straks efter blev gashåndtaget revet til igen, så den vilde tur fortsatte ud over bugten.

Da aftensolen begyndte sin færd mod horisonten, forvandlede bugten sig til et oprørt hav af gullige og hvide glimtende diamanter, som strålerne spejlede sig i bølgerne. Med de frodige skove omkring bugten, de glimtende bølger og duften og smagen af den friske salt, var det en følelse af frihed der blandede sig med adrenalinsuset i kroppen, som vi suste mod horisonten over det endeløs hav. Den særlige frihed der hersker i luften over havet.

Tilsat en masse hestekræfter og høj fart, fløj frihedsfølelsen afsted på en rus gennem kroppen. Selv efter vandscooterene med høj fart og skuren mod sandet, var styret op på stranden igen, pumpede glæden, det indre legebarn og adrenalinen rundt i kroppen. Fire voksne mennesker sprang rundt på stranden som fire børn i sukkerchok.

Finland #2: Helsinkis rum.

Jeg gentog mig selv mange gange da vi gik rundt i Helsinki. Blev ved med at kommentere, at der var meget plads og luft i byen. Ikke fordi jeg følte jeg ikke blev hørt, men fordi det virkelig slog mig igen og igen. At der i centrum af Helsinki er så meget lys og en udeblivende følelse af at være lukket inde i en storbys labyrint. Sensommersolen der oplyste den skyfri himmel over byen, udgjorde uden tvivl det bedste tag til byens rum.

Som brede åndehuller ligger de brede boulevarder med sporvognene rullende forbi i midten mellem kørebanerne. Med de karakteristiske hakkende lyde af hjulene mod sporene, pivende bremser og tynde kabler hængende som et spindelvæv over vejene.

Flere steder er parker også blevet en integreret del af de veje man går, så parkerne med farvestrålende blomsterbede er områder man naturligt kommer igennem på sin tur gennem byen. Den botaniske haves træer kaster grenene ud over de høje mure, med de forskellige blades former blinkende i solen. De brostensbelagte gader snor sig ud og ind mellem husene i bymidten. Huse i forskellige stilarter der leder tankerne hen på Københavns ældre hyggelige byhuse og Skt. Peterborgs mere pompøse og imponerende bygninger. Store voluminøse kirker på samme tid opsluger al opmærksomhed og udstråler enorme kræfter i luften omkring dem.

Ned mod havnen åbner byen sig op og omfavner havneindløbet med sine fine bygninger, små markedspladser og åbne promenader. Udenfor havnen ligger mindre øer som grønne totter spredt ud over vandspejlet. Med tæt natur, men en enkel tagryg tittende frem hist og her gav øerne liv. Naturen bliver hilst velkommen helt ind til bymidten, ledt på vej af vandets naturlige kile.

Hvor naturen er det udendørs frirum i byen, er torvehallerne rundt om i byen de indendørs rum hvor naturens rige gaver samles, for at skabe et frirum i den travle hverdag i storbyen. Indendørs markeder i tidligere tiders store rammer, med små boder side om side langs gangene. Duftene er det første der overstrømmer en når man træder ind. En sansekælen blanding af blomster, friske grøntsager, nybagt brød, frisk opskåret kød, salte fisk, ostehandlerens enorme udvalg og tilberedte middagsretter. Dernæst er det lydene der sammen danser rundt i luften i det store overdækkede rum. Handlende der snakker, uimodståelige tilbud der fremføres syngende, glade stemmer, papirsposer der knitrer, klingende bestik i de små torvecafeer og slagterens store knive der hårdt rammer bordets plade når der udskæres kød. Men det indtryk der er det mest overvældende, er uden tvivl de mange smukke farver. Laksen der ligger med sin flotte røde farve i store stykker over isen, blomsterhav i alverdens nuancer hos blomsterbinderen, frugt og grøntsager arrangeret sirligt i store mængder, som var det en kunstinstallation, bagerens lyse og mørke brød i store flettede kurve og blodrødt kød i slagterens diske.

Det er som at træde ind på en middelalderlig markedsplads, hvor man er gået tilbage til traditionelle handelsrytmer, basale behov og høj kvalitet. Det er stemningsfyldt og luften er fuld af glæde og afslappet atmosfære. At handle ind til aftenens middag er ikke længere noget der bare skal overstås, men en sanselig oplevelse og fornøjelse. Af de mange rum i Helsinki var torvehallerne for mig det mest unikke og hvor min begejstring var aller størst.

Finland #1: Mødet med den finske natur.

Landede blødt i en tåge der indhyllede lufthavnen i en hvid pude. Den kølige morgenluft tilførte liv til den trætte krop og de stadig søvnkæmpende øjne. Men sollyset kunne anes bag tågens støvede hinde. Den skulle nok vinde kampen.

Med byens labyrint af motorveje og vejarbejde lagt bag os, forsatte turen fra Vantaa, lufthavnen i Helsinki, i bil mod den lille by Lempaala nord for Helsinki. Finlands største skønhed begyndte at brede sig ud omkring os. Storeslåede tætte skove som et velour tæppe i grønne nuancer bredt ud over det bakkede landskab. Den blide tåge gav landskabet dybde som farverne fortog sig mod horisonten og til sidst efterlod skovene som mørkegrå konturer i den hvide dis.

Hvor skovene ikke stod tæt eller store enge lå klare grønne med ny vaskede græsstrå, fyldte store søer landskabet. Blanke vandspejl omringede små klippeskær og tæt bevoksede øer, med disen hængende lavt over vandet. Træernes spejlinger i vandet fik frataget sine farver og gjorde vandet mørkt langs bredderne. Når solen brændte huller i tågen, skøjtede strålerne hen over vandspejlet i store og små buer.

Da solen fik den sidste morgentåge til at fordampe, og en klar blå himmel gav solen fri udfoldelse, åbnede landskabet sig og flyttede horisonterne endnu længere væk. Søerne fik en hinde af sølv og de grønne træers spejlinger var skarpe og farvefulde.

Da vi nåede Lempaala med træhusene spredt mellem skovens høje træer, var luften lun og skovbundens dufte blandede sig med den friske duft af graner. Med nøgne stammer og tætte toppe stod granerne tæt og fik skovens dybe mørke til at virke uendeligt. Små klare blomsterhoveder tittede frem fra det høje græs i vejkanten og smilte til solen. Fuglesang lød fra skovens trætoppe og gav det imponerende indtryk af smuk natur den fuldendende symfoni.

Udstyret med høje gummistøvler og bare arme, blev køreturen afløst af en gåtur gennem skoven. Mærkede den bløde skovbund give efter under de tykke såler, og friske dugdråber på armene, hvor solen ikke havde kunne trænge igennem og brænde dem væk fra det høje græs og buskenes blade. Gule svampe skød op fra skovbunden, som små og store runde prikker på et mørkt lærred. Vi plukkede vilde hindbær fra buskene, hvor de små røde bær hang tæt. Den friske og søde smag på tungen gav smil på læberne og fik barndomsminder til at danse i sindet.

At komme ud i naturen som storbybeboer er altid en fornøjelse. Mærke de klare farver, den friske luft og duftene, får alle sanser til at sende positive strømninger ud i kroppen. Men at komme ud i den finske natur er virkelig en storslået oplevelse. Den er så omfavnende og smuk. Verdenen udenfor forsvinder sammen med tiden og tankerne renses og løftes op på et lysere plan.

Nepal: En tur på cyklen er som en tur i Tivoli.

I en by som Kathmandu hvor trafikken størstedelen af tiden er én stor trafikprop, er det en befriende oplevelse at cykle rundt i byen. Men først kræver det at man finder rytmen og får de nepalesiske trafiknormer under huden. Ellers er det langt fra en befriende oplevelse, men kan derimod være en nervepirrende af slagsen, med dødsangst siddende i hjertet når man endelig når frem til målet.

Første udfordring er uden tvivl at størstedelen ikke er vant til cyklister. De ved simpelthen ikke hvordan de skal reagere i forhold til en cyklist. Størstedelen af de få nepalesere der så rent faktisk cykler, gør det på gamle rustne cykler, med en usikker stil eller overdimensional last, der gør at jeg selv forsøger at slå en stor bue udenom. Derfor bliver bilisterne og motorcyklisterne endnu mere usikre, når der så kommer en rutineret cyklist i høj fart. De kan ikke vurdere hvor meget eller hvor lidt fart en cyklist kan komme med. Så dytter de bare. I forvejen bliver der dyttet ufattelig meget i trafikken her i Kathmandu, men når mange nærmer sig en cyklist bagfra er det som om de dytter en ekstra gang, fordi de simpelthen ikke ved hvad de ellers skal gøre.

Det gælder om at holde tungen lige i munden, begge hænder på styret og konstant have øjnene i bevægelse rundt i hele synsfeltet. Det eneste retning man ikke skal kigge i, er bagud. Alt for meget kan nå at ske foran en på den korte tid det tager at dreje hovedet. Trafikken kan være stoppet helt, en motorcykel kan have drejet ind foran en eller en ko trådt ud på vejen. Det gør også at man heller ikke skal forvente sine medtrafikanter orienterer sig bagud. Ingen tager sig af hvad der sker bag dem. De ser kun fremad og i yderste nødstilfælde til siderne. Derfor kan en holdende bil man er ved at overhale sagtens dreje ud i en. Når de så opdager en i sidespejlet, slingrende på ydersiden af dem, dytter de bare en gang og gasser op.

Men hvis det så bare var et par biler der drejede ud i en, så ville det være nemt, men det er det bare ikke. Trafikken her er et stort virvar af biler, motorcykler, cykeltaxaer og gående. Vejene er som myretuer. Der er andre trafikanter på alle sider af en selv og de færreste holder samme bane. Alle kører ud og ind mellen hinanden. Hvis der er kø i en retning begynder mange bare at køre op i den modkørende bane hvis der lige er fri bane. Af samme grund kan man som cyklist sagtens pludselig køre mellem to baner af biler, der begge kører imod en! I vejkryds, der mange steder her er fem seks vejbaner der rammer samme punkt, kører alle ud på samme tid og zig-zag’er sig så ud på den anden side. Som cyklist i det kaos kan det være en ganske fornøjelig oplevelse at slippe igennem til den anden side. Ofte er det sikreste at gemme sig på siden af en større bil og “glide” med den gennem krydset. Hver gang kører jeg altid ud i krydsene med et smil og endnu større smil når jeg kører ud igen og er sluppet hel igennem. Det er fascinerende at det faktisk kan lade sig gøre.

Det gælder om at følge med strømmen hele tiden og have øjne for alle bevægelser. Selvom trafikken bevæger sig langsomt er den konstant i bevægelse og skifter hele tiden form. Nogle stopper pludselig op, nogle drejer uden varsel, andre skifter bare bane. Også der hvor pladsen ikke er der til det. Når en bil blinker kan det betyde to ting. At den drejer til pågældende side eller at føreren vil have dem bagved til at overhale på den side af bilen. Det kan give nogle ganske interessante situationer, hvor man må tage chancen og gætte hvad vedkommende mener. Det dummeste man kan gøre er at stoppe op, for risikoen for så at holde med et motorcykelhjul i nakken er stor. Så der skal nogle gange tænkes hurtigt.

I det hele taget er det nemt at gøre en cyeltur til en sjov leg. Fordi det gælder om ikke at komme så meget ned i fart at fødderne skal røre jorden. Samtidig med at cyklen skal bevæges igennem den bevægende labyrint af trafikanter. Mange steder er de store huller i vejene endnu en udfordring der føjer til den til tider skræmmende spænding i trafikken. Rendestenene er flere steder en halv meter dybe og tæt på det samme i bredden. Oveni er vejene mange steder fuld af store huller der nemt kan opsluge et helt cykelhjul. Af samme grund er det oftest sikrest at cykle på ydersiden af striben af biler. For at undgå at blive presset ud i de værste store huller. Dér på ydersiden af bilerne er mængden af modkørende motorcykler dog tilsvarende faretruende.

Det er sjovt og skræmmende at bevæge sig gennem Kathmandu på cykel, men virkelig også en befriende oplevelse, når man suser gennem de lange køer, fordi det er nemt at finde smuthullerne. Mærke vinden i ansigtet og samtidig se alle dem der sidder bag rattet i bilerne med begyndende stress siddende som sved på panden. At jeg samtidig vælger at høre høj musik, så jeg ikke kan høre al larmen, tilfører de sidste illusioner der får cykelturen til at virke som en sjov rutsjebanetur i Tivoli, med sus i maven, grin og til tider adrenalinfremkaldende spænding.

Nepal: På besøg.

I en smal passage mellem to huse hvor dagslyset blev holdt ude, var en lav dør der med bukkede hoveder var mulig at komme ind ad. I den lange mørke gang vi kom ind i, var der flere døre ned langs begge sider, hvor der på alle sad en kraftig skudrigle med stor hængelås. På gulvet stod sandaler og sko spredt foran dørene.

Min gode ven Surendra gik hen til den første af dørene, fik låsen op og bød mig smilende velkommen i sit hjem. Vi trådte ind i et rum der ikke var meget større end to meter i bredden og fire i længden. På gulvet lå et par aviser udbredt med lågskræller, en stor kniv og forskellige krydderier, hvis dufte fyldte det lille rum. Han var i gang med madlavningen da han gik for at hente mig længere nede ad gaden.

Han bad mig om at sætte mig på den høje seng foran vinduet modsat døren. En simpel træseng med en tynd madras, der ikke kunne blødgøre den underliggende træplades hårde overflade. Et hvidt lagen var lagt ud over sengen. Nyvasket forsikrede han grinende. Jeg var ligeglad. Satte mig afslappet på sengen og var glad for endelig at få mulighed for at besøge ham.

På det ene af de to blus i det ene hjørne, tilsluttet en stor rød gasflaske ved siden af, opvarmede han vand i en ujævn jernpotte der vippende dansede over flammerne. To små kopper blev fundet frem fra et stativ på væggen, hvor også et par tallerkner, skåle, lidt bestik og glas var stablet. Duften af kaffe overtog rummet. Med stor undren over at jeg hverken skulle have sukker eller mælk i kaffen, gav han mig koppen med begge hænder og spurgte om han måtte fortsætte med maden. At jeg kunne hjælpe til ville være en fornærmelse for en stolt nepaleser.

Imens vi snakkede og han fortsatte med at klargøre grøntsager lod jeg mine øjne glide rundt i rummet. Væggene var en mørk mintgrøn suppleret med tidens pletter, plamager og enkelte papirslapper med hinduistiske guder afbilledet. Mørke blomstrede gardiner var trukket fra vinduet med gitter for. En enkelt nøgen elsparepære i det ene hjørne sørgede for lys, når dagslyset ikke længere rakte. På bagsiden af døren udgjorde en række med seks knager hans garderobe. I vindueskarmen lå der ting overalt og i flere lag. I det ene hjørne stod et glas med en tandbørste og ragekniv, barberskum, spraydeodorant og hårlak. Hvad en nepalesisk mand med stil har brug for.

En spinkelt bord bar et lille tv, en dvd og en cd-afspiller med højtalere. Som det første da vi kom ind havde han vist mig at han havde den slags teknologi. Som for at demonstrere tændte han alle tre og lod det køre, selvom det nogle gange gjorde samtalen vanskelig. Han afbrød selv flere gange vores samtale, blot for at sikre sig at jeg ikke manglede noget.

Med en stor kniv holdt mellem de bare fødder, sad han på gulvet og snittede grøntsager mod knivens æg. Grøntsager der sammen med kød og krydderier snart efter spruttede og dampede fra den sorte wok over blusset. Den store sorte plamage på væggen bag blusset, vidnede om at der var tilberedt mad rigtig mange gange. Duften af kaffe var aftaget som kopperne blev tomme, men den kraftige duft af karry fyldte hurtigt hver en tomme af det lille rum. Kun tæt ved vinduet trængte duften af regnvejr ind udefra.

Et par udbredte avisblade på sengen blev dug for den tilberedte middag. Ris, karrysauce med sukkermajs, grøntsager, ged og kylling. Surendra kunne nu slappe helt af. Med nepalesisk stolthed havde han fået lov til at servere et måltid mad for sin gæst.

Vi sad længe og snakkede over maden, imens vi fulgte livet i gården bag huset. Beboere fra rummene bag de andre døre ude i gangen, skabte liv under de regndryppende blade på træerne. Et par voksne piger sad under en hane ved den store sorte vandtank og vaskede op. Bagefter vaskede de hinandens hår. En scene der fik Surendra til at smile stort og lidt hemmelighedsfuldt. Især den ene af pigerne vakte nysgerrige blikke, men som han selv sagde med et blik rundt i rummet, så var han ikke klar til at tilbyde en pige et ordentlig ægteskab.

Hans hjem var kun det lille rum, det var simpelt, rodet og primitivt, men han var stolt af det. Stolt af ikke at bo hos sine forældre, men i stedet at kunne klare sig selv. Og glad for at jeg ville komme på besøg. At han hele tiden kom til at sige “ my palace” i stedet for “my place” synes jeg på en eller anden måde blev symbolsk og jeg nænnede ikke at rette ham. For ham var rummet hans alene og derfor noget stort som et palads. Som for enhver ung nepaleser, der er brudt ud af det traditionelle familiemønster med tre-fire generationer under samme tag. Værdien af netop dét overstrålede langt værdien af den spartanske indretning.

Singapore #5: Bukit Timah.

Det tog en tur med den moderne undergrund og en lang bustur ud ad Butik Timah Road, før den storsmilende buschauffør med energiske fagter og få uforståelige engelske ord, fik fortalt at vi var nået frem til målet.

Vi stod på fortovet langs en bred stærkt trafikeret vej, hvor kontorbygninger, boligblokke og restauranter dannede mur på begge sider. Kun lidt længere fremme ad vejen var der ophold i de livløse omgivelser. Dér stod træerne tæt og frodige grene strakte sig, som forsøgte skoven at trænge ud gennem muren. Bagved rejste et fladt bjerg sig med en dyne af grønne trækroner. Kontrasten til den travle hovedvej og den tætte bebyggelse var slående og smuk. Vi var nået frem til Bukit Timah Naturreservat. Det sidste bevarede stykke regnskov i Singapore.

En gangbro ledte os over vejen og få meter senere bød de første aber os velkommen i skovens hule. Det næste der mødte os var muren af fugtighed i luften, der hurtigt fik ryggen til at blive klam og huden til at glinse af sved. Varmen var omklamrende og de mange motionerende forretningsfolk på stierne, lignede alle nogle der lige var stået op af en nærliggende sø. Sveden haglede af dem.

Vi afholdt os fra at løbe, men begyndte i stedet gåturen op til toppen. Det højeste punkt i Singapore, 163 meter. Det var en verden for sig. Singapores travle liv i moderne teknologiske rammer forsvandt og blev erstattet af saligheden i regnskovens nærvær. Cikadernes kor fyldte luften under de tætte trækroner, hvor små huller mellem bladene skabte fine søjler af lys i skovens skygger.

Den tætte bevoksning mønstrede alle palettens naturskabte farver. En eksplosion af grønne farver suppleret af smukke kraftige blomster. Slyngplanter tapeserede træstammerne med blade og store svampe stod som spredte puder i skovbunden. Store bredbladede planter, stod som store vifter på skovbunden, og vejrede i den sagte vind der slap gennem skoven. Små og store fugle gav liv i det ellers stille rum trækronerne skabte. Vandløb rislede gennem skovbunden og store rødder fik stiernes trappetrin til at krænge.

Da vi et par timer efter stod tilbage ved den larmende hovedvej var det svært at forestille os, at den verden vi lige havde forladt, rent faktisk var at finde så tæt på Singapores pulserende liv. To så forskelige verdener side om side i så fin harmoni. Som vi på bagsædet af en stor rummelig taxa bevægede os ind ad de brede indfaldsveje til Singapores centrum, med varmen i skoven stadig siddende som en klam hinde på huden, blev kontrasten igen fremhævet i sin form af moderne metropol. Nu tilsat skovens smukke berøring af sindet.

Singapore #4: Skibet i luften.

Det var svært ikke at blive imponeret og overvældet da vi trådte ind gennem de store glasdøre ved indgangen til Marina Bay Sands. En strygerkvartet af fire yndige piger i hvide kjoler på et lille podie i foyeren tog imod, og fyldte det enorme rum i tårn 1 med behagelig musik.

Men fuldstændig ro kunne kvartetten alligevel ikke formå at plante i vores kroppe. Selvom vi ankom sent var der mennesker overalt. Det organiserede kaos foran indgangen af taxier, limousiner og store skinnende privatbiler dirigeret rundt af en hær af uniformklædte mænd, havde forberedt os på at der ville være livlig aktivitet indenfor.

Den klassiske musik blandede sig med en summen af stemmer der lige så stille sivede op gennem det store rum der først fik et loft omkring tyvende etage. Ved indcheckningsskrankerne på begge sider af foyeren blev der smilende taget imod gæster, og piccoloer med kuffertvogne i skinnede messing skabte deres egen trafik på det blankpolerede gulv. Selv blev vi guidet op til værelse 1262 på 12. sal i tårn 2, ét værelse ud af 2561. Da piccoloen stak nøglekortet i holderen indenfor døren, gled de tunge gardiner foran panoramavinduerne på hele den ene ende af værelset, til side og åbenbarede en storslået udsigt ud over Singaporestrædet, hvor containerskibe lå tæt i kø for at losse eller laste i havnen. At vågne op til den udsigt de kommende syv morgener skulle nok blive en fornøjelse.

Marina Bay Sands åbnede officielt i februar ’11, men har allerede opnået en form for ikonstatus i Singapore. Den særprægede arkitektur, beliggendeheden, historierne og at hotellet ofte dukker op i udsigten når man går rundt i byen, har placeret hotellet på utallige postkort, i turistbrochurer og ikke mindst i bevidstheden hos besøgende og fastboende i Singapore.

Det ér også et imponerende syn. På en ellers øde halvø ved marinaen rejser tre store tårne sig, der sammen bærer et 340 meter langt “skib” på toppen. SkyPark’en på toppen, med stor infinitypool, restauranter, natklub og udsigtsplatforme. Arkitekturen er iøjefaldende og uden omkringstående bygninger bryder resortet for alvor igennem mod den blå himmel og Singapores stærke sol får tårnenes blanke facader til at blinke.

Marina Bay Sands er stort, rigtig stort! Ambitionerne har været store og de er blevet udlevet. At hotellet ydermere er bygget sammen med et kæmpe shoppingcenter, verdens største atriumkasino, konferencecenter, to teatersale og lægger kvadratmeter til omkring 20 cafeer, barer og restauranter, syv af dem med stjernekokke, gør det nemt at tabe pusten og nogle gange også overblikket.

Kan det så blive for stort? Ja, det kan det uden tvivl. Personligheden forsvinder lidt på den megen plads og følelsen af bare at være sit værelsesnummer har let ved at indfinde sig. Men når det så er sagt, så er der også noget utrolig fascinerende og komfortabelt ved at bo på sådan et stort hotel. Oplevelserne er mange, store og ofte fyldt med luksus der kan få det til at krible i enhver materialist, madelsker og livsnyder.

Som at ligge ved poolen på 57. etage på hvide solsenge, omgivet af palmer og med hele Singapores skyline som udsigt. Svede i det enorme fitnesscenter tilknyttet Banyan-Tree Spa på 55. etage med udsigt ud over byen fra den ene side og strædet fra den anden. Sidde i en af de mange restauranter og nyde en udsøgt middag. Stå på Ku De Ta på toppen under den åbne himmel med en cocktail i hånden og Singapores natoplyste skyline som selskab.

Eller gå på kasino og høre den konstante ringen for ørene, omgivet af storsmilende eller slukørede mennesker. Se personer sidde hypnotiseret foran spillemaskiner og trække mekanisk i spillearmen. Overvære vilde satsninger og dealernes imponerende overblik, uden skyggen af ansigtsmimik.

Selv startede vi med at vinde stort på allerførste tur ved rouletten og havde tabt alt igen i løbet af tyve minutter. Men vi havde det sjovt og kunne mærke hvordan kasinoets ubarmhjertige fortryllese vandt ind på os. Det forud aftalte økonomiske loft var en fornuftig beslutning og vi efterlod dem der havde overgivet sig til drømmen om den store gevinst.

Den efterfølgende aften stod vi i teaterets foyer med fyldt champagneglas i hånden og ventede på at forestillingen skulle begynde. Da de første trommer startede og The Lion King’s magiske univers forvandlede scenen til solbeskinnet savanne, farvestrålende jungle og uhyggelige grotter, begyndte tankerne at svæve tilbage til Times Square hvor vi så forestillingen første gang. En fortryllende aften, der blev afsluttet med spændende cocktails, der fik kroppen til at føles endnu mere fortryllende.

At spise på hotellet hvor man også bor har for mig altid stået som noget kedeligt og ukreativt, men på Marina Bay Sands var det rart at hotellet havde så mange forskellige muligheder at vælge imellem. De havde samtidig formået at lave dem, så man følte det intimt i øjeblikket og glemte at man sad i en hotellobby eller i et shoppingcenter. Som da vi trådte ind på Bistro Moderne fra shoppingcenterets store og livløse linjer, og kom ind i en restaurant der med det samme gav os en følelse af, at vi lige så godt kunne være trådt ind fra gaden i Paris’ latinerkvarter. Fra første tår af den fyldige rødvin glemte vi med det samme at vi faktisk sad side om side med Hermés, Boss og Cartier.

Alt i alt synes jeg nok at Marina By Sands er for stort, men må sige at jeg synes de har fået det til at fungere virkelig godt. Hotellet er gennemført og gennemtænkt fra planterne foran indgangen til drinksene ved poolen på 57. etage. De har formået at give en følelse af at være stort og imponerende, men samtidig skabe hyggelige åndehuller rundt omkring på hotellet. Mulighederne og tilbudene er mange. Man kan i hvert fald ikke andet end blive imponeret af Marina Bay Sands. Det er et ambitiøst og kreativt projekt der er lykkedes. Jeg har i hvert fald nemt ved at drømme mig tilbage til poolen på toppen med den smukke udsigt.

S(l)ingapore #3: Raffles Hotel

Det er svært at sige Singapore uden også at sige Singapore Sling. Cocktailen der første gang blev mixet et helt særligt sted, nemlig Raffles Hotel i Singapores gamle kolonicentrum, opkaldt efter Singapores grundlægger Sir Stamford Raffles. Vi kunne derfor heller ikke være i Singapore uden at tilbringe en aften på det legendariske hotel.

At vi ankom i en stor Mercedes var et heldigt tilfælde, men alt andet ville næsten have taget magien ud af at køre hen over perlestenene op foran den store imponerede hovedindgangs facade prydet med store sprossede vinduer, søjler og en flot have midt i den runde indkørsel, hvorefter den Sikhklædte portier åbnede bildøren og bød velkommen til Raffles Hotel.

Lidt efter ledte en smilende piccoline os gennem det store hotel via imponerende lokaler, smukke svalegange med mørke gulve, hvide søjler og fascinerende lysekroner i loftet, hyggelige gårde med bede, springvand palmer og nogle med små barer eller thepavilloner. Turen var som at træde længere og længere tilbage i en fortryllende historie for hvert skridt vi tog. Da vi nåede en af de store hvide marmortrapper, i hvad der mest af alt mindede om en stor balsal med lysekroner i loftet og gik ovenpå til endnu en imponerende sal med arme af nye svalegange rundt i hotellets enorme labyrint, kunne det ikke andet end give et lille sug i maven. Alt var velholdt, restaureret med stor respekt for historiens fylde og hver en detalje var gennemtænkt, så hotellet i sig selv var en fantastisk oplevelse.

Til sidst blev vi ledt hen til Long Bar Steakhouse hvor der var bestilt bord. Middagen der var lige så stor en oplevelse som hotellet. Et hyggeligt lokale med åbent køkken og lyde af aktivitet ved gasblussene. Stillig interiør. Borde og stole i samme mørke træ som bjælkerne i loftet. På væggene hang kunst og affekter der alle fortalte en lille smule af Raffles utrolige historie. Maden var uovertruffen og vinkyperens valg af rødvin til bøfferne fik alle sanser til at danse.

Nu vi var på Raffles måtte vi selvfølgelig slutte af med en Singapore Sling i den berømte Long Bar. Stedet hvor kineseren Ngiam Tong Boon mixede sig frem til den berømte lyserøde cocktail. Ligesom resten af hotellet var baren som at træde ind i en tidslomme. Der var mørkt, levende musik fra det energiske liveband lagde en behagelig stemning i rummet, kurvemøbler stod tæt omkring små borde. Baren var lang og i mørkt poleret træ og på hylderne bagved stod spiritusflaskerne tæt. Messinglamper med grønne glasskærme oplyste sparsomt lokalet og i loftet hang sparformede vifter på række og med langsomt tempo gav indtryk af frisk luft i lokalet. Midt i rummet ledte en vindeltrappe op til baren på anden sal, hvor design og indretning var den samme.

Det knasede under fødderne da vi gik på det mørke plankegulv og det føltes flere steder ujævnt at gå. Det viste sig at være jordnøddeskaller der lå overalt på gulvet. På alle bordene stod store træskåle med hele jordnødder. Almindelig kutyme på Long Bar er at smide skallerne på gulvet. Selv tjenerne tørrede efterladte skaller på forladte borde ned på gulvet.

Med en kliche-følelse bestilte vi to Singapore Sling og satte os i en kurvesofa. Tjeneren blik og smil afslørede at vores bestilling var forventet. Vi begyndte at knække jordnødder og føje til bunkerne under vores fødder. De to lyserøde cocktails, med ananas og cocktailbær på kanten, langt sugerør og kolde glas blev serveret på bordet foran os og satte prikken over i’et på en dejlig aften. Drinksene, musikken og jordnøddeskallerne fik særlig betydning i de historiske omgivelser. Føjede til oplevelsen af, at et besøg i Singapore uden et besøg på Raffles ville have været et tab.