torsdag den 9. juni 2011

Thailand, Phuket #1: En glædelig overraskelse.

Det var med forventningerne på et tilbageholdt niveau og fordomme med fylde, vi landede på Phuket for to uger siden. Vi havde brug for en tidlig sommerferie ud af Nepal og skulle bare et sted hen med sol og ikke mindst strand og hav. Phuket var den nemmeste mulighed, så det blev der turen gik til.

Et billede af et turisthelvede med det ene klodsede hotel efter det andet hele vejen ned langs kysten, en natur der var forsvundet under beton og asfalt og den smilende thailandske ånd forlængst kvalt af turisme, var det billede der de sidste år dukkede op på mit nethinde når jeg tænkte på Phuket.


Fordommene blev gjort til skamme og forventningerne kunne nemt have været skruet højere op. At vi var der udenfor højsæsonen fik måske Phuket til at vise sig fra sin bedre side, men har svært ved at forestille mig, at det kan blive så forfærdeligt som jeg i første omgang havde frygtet.


Med to hjul under os suste vi rundt på øen og nød hvert et indtryk. Overalt i det kuperede landskab var skovene tætte og frodige med skarpe grønne farver i det kraftige sollys. Nogle steder slyngede den tætte bevoksning sig om elmasterne og kravlede ud på ledningerne, som for at demonstrere hvem der var der først.


Med kraftige stigninger, mavesnurende nedkørsler og kraftige sving snoede vejene sig op langs kysterne, med den friske brise fra havet hængende svalende over den varme asfalt. Øverst på klippekanterne var der flere steder luft mellem træerne, der gav et smukt udsyn ud over Andamanerhavet, der med sine bølgetoppe lignede et glimtende tæppe under solens behandling og strakte sig ubrudt til horisonten.


Andre steder gav glimtene mellem træerne korte udsyn ned til små vige for foden af klipperne. Med det gule sand i en halvmånebue liggende mellem to store klippesider, hvor det klare blå hav med brusende bølger og hvide toppe, kastede sig kraftigt mod strandkanten og klippestenene langs stranden. Et lille paradis indrammet af frodig natur og stejle klipper på tre sider og det åbne hav på den sidste side.


Mange steder stak højtragende kalkstensklipper op af havet ikke langt fra kysten, med frodig og tæt natur som eneste liv på klippeøerne. De kraftige bølger mod klipperne skabte en hvid ring af brus omkring øerne, der fik de mørke klipper til at træde endnu tydligere frem. De enorme klipper lå spredt som de sidste små stykker land inden det store hav for alvor fik lov til at brede sig.


Hele vejen ned langs kysten lå surferne som vuggende korkpropper i de store bølger. Med solbrune våde rygge skinnende i solen sad de mange surfere overskrævs på deres boards og ventede på de helt rigtige bølger. Med glidende lethed og stor elegance gled de gennem bølgernes svage punkt, for at dukke op på den anden side igen. For pludselig at vende rundt og lade sig rive med af en anden stor bølge. Springe op på boardet og med overlegen styrke surfe foran bølgens brusende top, men til sidst tabe farten og blive opslugt af bølgen. Kun for igen at vende smilende tilbage til overfladen med kurs mod nye bølger.


Vi surfede ikke, men det afholdt os ikke fra at kaste os ud i de store bølger. Bare med fødderne i vandet kunne den stærke strøm mærkes, og de røde flag langs stranden var ikke for sjov. Heldigvis var det heller ikke nødvendigt at gå langt ud for at lege i bølgerne. Selvom vandet kun gik os til midt på lårene kunne bølgerne nemt slå ind over hovederne på os. Den kraftige strøm gjorde flere gange et bodyboard unødvendigt, da vi nemt kunne glide med på bølgerne uden. Ganske effektiv måde at komme tilbage til stranden på.


Nu skal det ikke lyde som om Phuket så kun er natur, for der er også byer og steder hvor turisterne helt tydeligt er samlet. Byer med grundlag for at skabe mere liv med lækre restauranter, barer og butikker. Men når det er sagt så er der stadig mange muligheder for at finde steder hvor der ikke er mange turister. Smukke rolige strande og små hyggelige spots med formidabel udsigt.


Så alt i alt viste Phuket sig at være et godt mix af mulighed for at slappe af i smukke frodige omgivelser og så mulighed for at gå ud at spise på fantastiske restauranter og få gode cocktails under den varme nattehimmel.