Nepal: Håb i kø.

Tidligt om morgenen begynder de første mennesker at samle sig foran porten. Hurtigt vokser køen til begge sider, langs de store røde murstensmure. Senere også på den den anden side af den brede trafikerede vej. Også de første sælgere slår deres interimistiske boder op langs muren. Små tæpper bliver slået ud på jorden og forfriskninger til de mange i køerne bliver lagt frem til salg.

Indenfor porten til udenrigsministeriet forsætter køerne i lange smalle slanger, adskilt af simple snore bundet til metalpæle. Alle står med en pas-ansøgning i hånden og kigger tålmodigt op mod de få åbne luger der er i bygningen. Bag en af de luger ligger måske åbningen til en anden fremtid. En fremtid udenfor Nepals grænser. Man regner i dag med at ca. 4 mio. nepalesere arbejder udenfor landet. Et tal der kun vokser.

Men først kræver det at få et pas. Et behov der hver dag får fortovene omkring udenrigsministeriet til at være fyldte af mennesker. Dem der allerede har udfyldt deres ansøgning står tæt mave mod ryg, afventende med et tomt blik. Andre har sat sig på hug på kanstenen og kigger bare ud i trafikken der suser forbi på centimeter fra deres ansigter. Flere steder sidder mænd og kvinder i en kreds omkring en enkelt uddannet, der har gjort det til en levevej at hjælpe de der ikke selv kan læse eller skrive. Frustrationerne får flere til at komme med høje udbrud og en konstant summen fylder luften i området omkring ministeriet.

Lugten af pis hænger tungt i luften under de store træer langs muren, men ikke mange lader til at ville opgive sin plads i køen, for at slippe for den tårefremkaldende stank. Flere har sikkert selv bidraget til den konstante våde strøm på det brede fortov, imens de har ventet.

Mod- og håbløshed er de eneste udtrykte følelser der er at spore i ansigterne. Dog har de alle et spinkelt håb om, at chancen for at få arbejde i de arabiske eller andre asiatiske lande, vil gøre deres fremtid lysere. Selv et håb om at få arbejde som underbetalt bygningsarbejder, får dem til at presse lidt på i køen.

Desperationen hænger som en altoverskyggende skygge over området og en gåtur gennem menneskemængden er ofte forbundet med ubehag. Ét er at det er svært at komme frem noget andet er, at man nemt kommer til at virke som en provokation af deres håb og drømme. De håbefulde øjne der følger en skarpt kommer næsten til at stikke i ryggen. Samtidig er det nedslående at gå forbi de mange håb. Fordi man ved at de står der fra morgen til mørket falder på og også står der næste morgen igen. Hundredevis af mennesker med håbet om en bedre tilværelse tilfælles.

Maldiverne #4: Den fuldendte naturoplevelse.

Vi gik langs stranden og spottede to pig-rokker, der stille gled over sandbunden på det lave vand nogle meter fra strandkanten. På listefødder gik vi forsigtigt ud mod dem, indtil kæresten stoppede pludseligt. Han var en halv meter fra at træde på to andre rokker, der lå halvt nedgravet i det lyse sand. I det samme svømmede en sorttippet baby-revhaj forbi lige for fødderne af os. Alle tre befriende uforstyrret af os.

Med stor begejstring berettede vi til et par på stranden, om fiskene i vandet omkring vores fødder. De svarede blot at de også lige havde set tre andre rokker lidt længere ned ad stranden, og gik videre. Ikke fordi de var ligeglade, men fordi mange efter lidt tid i Maldiverne vænner sig til det rige dyreliv.

Den lille episode på stranden er meget sigende. Hvor tit oplever man at nogen trækker på skuldrene af en haj og flere rokker. Men fordi livet i vandet omkring øerne er så rigt, vænner man sig på en eller anden mærkelig måde til det. Rokker og hajer som kan ses fra vandkanten bliver bare en del af den totale naturoplevelse, der gang på gang imponerer og betager.

En naturoplevelse der startede allerede da vi fløj over de mange øer i vandflyveren fra Male til Kuredu. Bountyøer med hvide strande, grøn tæt bevoksning og turkisfarvet vand omkring, der lå som store brudte cirkler i det store mørkeblå hav og dannede de enkelte atoller. Disse topskud af liv og fantasi, der dukkede op midt i et stort åben hav, var et utroligt syn i sig selv.

Når vi sad på restauranten, med den store træterrasse ud over vandet, kunne vi sidde og se på fisk der svømmede rundt i vandet nedenfor. Stribede zebrafisk og farvestrålende napoleonsfisk blandt mange andre. En havskildpadde dukkede op i ny og næ for at trække luft. Om aftenen lå barracudaerne og søgte rundt i lyskegler, lamper under vandet lavede i det mørke hav. Over os blinkede millionvis af stjerner om kap på det store sorte nattetæppe.

Små sortpelsede kaniner hoppede frejdigt rundt på øen. På stranden og mellem de mange stier, der med buske og træer der stod tæt på begge sider, efterlod en følelse af at gå rundt i en tropisk labyrint. Blomster sad som farvestrålende pletter på de grønne vægge og lyste kraftigt op i den stærke sol.

Palmerne skød op af det hvide sand på strandene og lod bladene kærtegne af de lune briser fra havet. Gamle mangrovetræer stod med sine mange grå rødder solidt plantet i sandet og skabte illusioner om små huler langs stranden. I palmetoppene kravlede enorme flagermuse rundt eller hang dovent med hovedet puttet under en vinge. Nogle slog de brede vinger ud og fløj let og elegant mellem træerne. Uden natten som følgesvend virkede de smukke og eksotiske. Tonerne af fuglefløjt var de eneste lyde, der blandede sig med den konstante sagte brusen fra bølgerne på alle sider af os.

Få minutters sejlads fra øen dukkede de første delfiner op og flere sluttede sig til, for at lege i bølgerne omkring stævnen. På alle sider af båden sprang delfiner dansende rundt i vandet. Elegante og legesyge som blanke sølvpile skød de gennem vandet overalt omkring os. Flokke på tyve, tredive, halvtres og hundrede delfiner. Et syn der bredte sig i kroppen som et barns begejstring ved synet af gaverne under juletræet.

Men også bare oplevelsen af at sidde på en båd på et stort åben hav i midten af atollen og så stadig have udsigt til den ene eventyrlige ø efter den anden, med hvide strande, vild natur af eksotiske planter og den klare blå himmel som kulisse, var stor.

Skyggerne af store mantaer i vandet, fik alle til at holde vejret af frygt for at skræmme dem væk igen. Da vi stille lod os glide i vandet for at komme tættere på, var det med en form for ærefrygt. At kunne komme så tæt på så store dyr og endda seks af dem på en gang, var en helt utrolig oplevelse, der kommer til at sidde i sindet længe efter vi har forladt Maldiverne. Ligesom det at svømme rundt med havskildpadder der roligt svømmer forbi på deres rute langs revene.

Nok var vi heldige at opleve seks manta-rokker på én gang, men det virkede alligevel helt rigtigt i de maldiviske omgivelser. Livet i vandet er en stor del af oplevelsen af Maldiverne. Noget der også skinner igennem når man er på stranden. Alle går rundt med snorkel og svømmefødder eller dykkerudstyr. Selv små børn render rundt med en maske og snorkel og ægtepar langt over pensionsalderen gør klar til dyk med iltflaske på ryggen. Der er en særlig sfære af enighed om at ville opleve noget helt særligt natur, langs revene, i dybet og blandt de dyr der kommer op til overfladen på havet. Et ønske om at nyde naturens mange vidundere.

Maldiverne #3: En svømmetur med kæmperne.

“Der er mantaer!” blev der råbt fra den ene side af båden, imens der blev peget ud i bølgerne. En mørk skygge kunne kort anes blandt de lave bølgedale på det åbne hav. Lidt efter dukkede den op igen, og udløste på ny pegende fingre og stemmer fulde af begejstring.

Alle greb vi snorkel, maske og svømmefødder i hurtige bevægelser, imens pulsen steg tydeligt hos os alle. Smilene var store. En efter en gled vi stille i vandet og lagde os med rolige bevægelser i venteposition i vandoverfladen med blikket glidende fra side til side i det dybe vand. Med små benspark gled gruppen fremad, men mantaen var væk.

Efter fem minutter tilbage på båden, blev der igen råbt højt og peget begejstret. To mørke skygger var set i det mørkeblå vand. Med samme iver og overbevisning om at det nok skulle lykkedes, gled vi igen i vandet. Efter et par minutter dukkede den mørke skygge tydeligt op under os, som en stor sort trekant, for hurtigt at glide ned i det uklare dyb igen. Nogen havde nået at se det store dyr, andre måtte igen kravle uforløste op på båden.

Stemningen var stadig god, vi havde været tæt på og nogle af os havde endda nået at få et glimt. Det var ikke engang derfor vi var sejlet ud, så de to ekstra ture i vandet og adrenalinen ved de korte glimt, var allerede mere end forventet. Kursen blev sat mod et stort rev, som først planlagt.

Alligevel fløj vi alle op da der for tredje gang blev råbt at en manta var blevet spottet. Lidt efter råbte en anden og pegede i en anden retning. Og endnu en. Mørke skygger flere steder omkring båden. Med lidt nedsatte forventninger gled endnu engang i vandet.

Efter få minutter i position som flydende drivtømmer i bølgerne, kom gevinsten. En stor manta-rokke gled lige imod os med åben mund og frygtindgydende udseende. Sort som kul på oversiden og hvid som sne på undersiden; med vingefang på to-tre meter der majestætisk gled op og ned og to finner foran det store åbne hul munden udgjorde foran på den store krop. Mantaens andet navn djævlerokken, er ikke svært at forstå når man har set en.

Vejret blev holdt i snorklerne og den totale stilhed fyldte det store rum under havoverfladen. Trods de meget langsomme bevægelser med vingerne kom den hurtigt imod os, men drejede af lige for næsen af os og forsvandt igen, imens dens lange tynde hale gled forbi os og forsvandt i samme retning. Hjertet bankede og begejstringens smil fik vand til at sive ind ved siden af snorklens mundstykke.

Lidt efter dukkede endnu en op, og endnu en. Flere. Seks mantaer i alt. Som henholdvis sorte og hvide svævende skygger i vandet omkring os. Vores gruppe blev spredt i forsøget på at komme tættere på de store rokker. Selv kom jeg til at ligge alene på et tidspunkt og gik op for at finde ud af hvor resten af gruppen var. Da jeg igen dykkede ned, kiggede jeg lige direkte ind i en stor åben mund. Mit skrig blev kvalt af vand i snorklen og lød mest som en piven i mine egne ører. Rokken blev lige så forskrækket og dykkede hurtigt ned under mig og forsvandt i dybet. Med hjertet i halsen søgte jeg tilbage til gruppen.

Godt en time lå vi og svømmede rundt i et stort område, med langt til land og seks store rokker der nysgerrigt blev ved med at dukke op. Huden begyndte at bide af den megen plankton i vandet. Plankton der gjorde vandet grønligt, grumset og tillod rokkerne at komme tæt på før vi kunne se dem. Vi var hoppet ned midt i deres frokost.

Med deres store åbne munde svømmede de rundt og indfangede planktonen, som deres eneste føde. Trods deres skræmmende ydre gør de ikke mennesker fortræd. Tværtimod er de ofte ret sky og søger væk fra fremmede elementer i vandet. Så når forskrækkelserne over de pludselig tilstedeværelser på flere sider af os havde lagt sig, kunne vi med fuldstændig ro lade os betage af de store kæmper, der med yndefulde bevægelser gled gennem vandet. Da vi for tredje og sidste gang steg ombord på båden, var det med en følelse af at være heldige og priviligerede efter at have været i selskab med nogle af havets kæmper.

Maldiverne #2: Livet på revet.

Med det samme hovedet kom under vand blev verden en anden. De dybe rolige vejrtrækninger gennem snorklen begyndte at give ekko i ørerne. Som en ventil der lukkede luft ud i fast interval. Vandet sluttede sig om vores kroppe som en behagelig naturlig hinde. Det klare blå strakte sig på alle sider af os og blev farvet lazurblåt af det hvide sand få meter under os. Et par farvestrålende papegøjefisk lå roligt og nippede til sandet, sikkert uden at tænke over det utrolige farvespil deres blå, grønne, gule og lilla skæl skabte i sollyset der brød gennem vandoverfladen.

Med svømmefødderne i fast tempo satte vi kurs mod en bøje ca. 5 min ude fra kysten. Dér startede øens hus-rev. Øjnene var konstant rettet mod havbunden, der hele tiden skiftede sceneri. Kun få kig op over den rolige overfalde for at sikre os, at strømmen ikke førte os for lang væk fra vores mål.

Koraler og rev begyndte at bryde den lyse bund. Fisk i store og små stimer svømmede omkring os, men lod sig ikke mærke at to fremmede elementer i deres verden. Der var helt små sort- og hvidstribede fisk i massevis. Sorte og gule butterflyfisk der med sin høje tynde krop og spidse mund elegant svømmede rundt over stenene. Store neonfarvede triggerfisk der med frygtindgydende respekt brød gennem de øvrige stimer.

Da vi nåede vores mål var bunden tre til fem meter under os, i et ujævnt terræn af koralrev og sandbund. En underjordisk verden af liv bredte sig ud under os, som øjnene vænnede sig til det lidt mørkere vand. Blå, røde, grønne og gule koraler sad som dekorativ udsmykning på de mørke rev, og tilsammen dannede de et utroligt landskab. Med huler, broer, platforme og tunneller. Der var fisk overalt omkring os. I alle tænkelige og utænkelige farver. Fra helt helt små og næsten usynlige til halvanden meter store mørke Groupers. Fisk i former og faconer der fik os til at grine i snorklerne eller fik os til at rynke bryn bag masken i forundring over hvad der var op og ned, for og bag på de fisk vi så. Sølvfarvede enhjørning-fisk svømmede målløst og nysgerrigt rundt. Nogle helt tæt på os for at se hvad vi var for nogle fisk.

Hele den ene side af revet var bare det mørke ingenting og alligevel alting. Revet gik næsten lodret ned mod dybet langt under os, men blev opslugt af mørket allerede en syv-otte meter under os. Når vi kiggede ud mod det dybere vand var udsynet ligeledes heller ikke andet end en mørkeblå uklar masse. Intet kunne ses, men alligevel prikkede bevidstheden om, at hvad som helst kunne dukke op derude fra. Hajer, store manta-rokker og hvad dybet ellers kunne gemme på. Vi koncentrerede os om revet, men et halvt øje blev alligevel drejet mod mørket engang imellem. Var der en stor skygge. Var der mon noget derude et sted der kunne se bedre end vi kunne. Måske noget lå og holdt øje med os.

Noget fangede dog vores øjne hen over revet. En sten der bevægede sig. Flere. Med lidt koncentration fandt vi ud af, at det var havskildpadders skjolde der først havde givet os illusionen af levende sten. Langsomt og roligt bevægede tre skildpadder sig hen over revet. Jeg tog en dyb indånding og lod mig glide ned ved siden af dem. Glemte alt andet omkring de tre svømmende vidundere og mig. Glemte selv nødvendigheden af at trække vejret. Med bevægelser der næsten ikke kunne ses skubbede de forreste ben dem frem gennem vandet, imens de to bagerste bare hang bagud som to parallelle ror. Store og tunge med de massive skjold, men samtidig lette og elegante glidende gennem vandet. Søgte efter øjenkontakt i de kulsorte runde øjne, men de var dovent fraværende. Ænsede ikke at jeg lå under en meter fra dem.

Jeg fulgte efter den ene der bevægede sig ud over dybet, af frygt for at det uklare ingenting skulle opsluge den, så jeg mistede den af syne. Kursen blev ændret og skildpadden søgte svagt opadgående mod overfladen. Til sidst kunne mine lunger ikke modstå presset længere og jeg måtte overhale for at få luft. Gispende efter vejret lå jeg mellem de små bølger og så først hovedet komme op med stor åben mund, dernæst skjoldet hvis brune og mørkegule mønster skinnede i solen. En enkel stor vejrtrækning, så søgte den nedad igen. Jeg fulgte med ned, men da den til sidst kun blev et omrids af sig selv gav jeg op.

Kort efter var den væk i mørket, men med det samme ændrede en stor stime fisk retning foran os. Hvor deres camouflagefarvede skæl få sekunder forinden havde gjort dem usynlige i det mørkeblå vand, lå de nu alle drejede, så sollydet der glimtede i krusningerne på overfladen spillede i deres sølv- og lyseblå skæl. Lidt efter skiftede de igen retning og forsvandt med ét i de camouflerende omgivelser omkring os.

Et stykke fra os dukkede en mørk skygge op. En skygge der kun voksede sig større jo tættere vi kom, ligesom den strakte sig længere og længere ned i dybet og ragede op over revet. Omridset af stævnen på et stort skib tog mere og mere karakter. Som et kæmpe spøgelse, lå det store vrag op ad revet, med små fisk svømmende gennem gamle koøjer og huller i skroget, som ny besætning gående til og fra borde. En stor stime trekantede langfinnede flagermusfisk, gled langsomt og æstetisk fordi som stolte hvide sejl i en kapsejlads.

Vi blev revet tilbage til virkeligheden ved synet af en stor fed moræne, der kiggede frem fra sit luskede skjul under en stor sten. Med et slesk smil der blottede de skarpe tænder og kun gjorde det utiltalende ydre værre, lå den og holdt øje med alt det smukke i og omkring revet. Mødet med revets sorteper fik os til at søge tilbage mod stranden efter en god time i selskab med livet på revet.

Maldiverne #1: Velkommen til paradis.

Allerede i flyet fra Doha sad vi med snuderne trykket flade mod vinduerne, for at kigge ud da øerne begyndte at dukke op som små pletter på det store åbne hav. Da flyet begyndte at gå ned kunne vi stadig kun se vand på begge sider, men alligevel satte flyet hjulene mod fast grund. En velkomst til Male, Maldiverne lød over højtalerne.

Varmen omfavnede os med det samme da vi steg ud ad flyet og smilene voksede hurtigt. Lidt efter sad vi i en lille bus der kørte os til en ny terminal i den anden ende af lufthavnen. Men ikke hvilken som helst terminal. Vi blev bedt om at vente i en lounge med en veranda ud til en lille havn. Men hvor en sådan veranda normalt ville give udsigt til svajende sejlbådsmaster, havde vi i i stedet udsigt til vandflyvere der lå og vuggede på vandoverfladen. Nedenfor svømmede farvestrålende fisk rundt i flere størrelser. Palmer stod rundt om havnen med bladene vejende i vinden.

Et par mørklødede piloter kom gående i shorts, hvide korte skjorteærmer og bare tæer på de vuggende broer der flød på vandet. Et fly ved en af broerne blev gjort klart. Da flyet var pakket blev vi bedt om at tage plads i det lille fly, med små tætte sæder og lavt til loftet. En steward gennemgik reglerne ombord i en tone der fik det til at lyde som om han fortalte en sjov uhøjtidelig historie.

Propellerne startede og vi priste os alle lykkelige for de ørepropper vi havde fået udleveret. Med fuld fart bevægede vi os hen over de små krusninger på vandet i havnen, men slap pludselig vandet uden vi mærkede noget. Med utrolig lethed bevægede vi os opad og Maldiverne bredte sig ud under os.

Koboltblåt vand med få hvide bølgetoppe så langt øjet rakte. Turkisfarvede plamager hvor vandet var lavt, så den hvide sandbund skindede igennem, lå spredt i det dybe hav. Øerne lå som små grønne oaser og udgjorde et helt utroligt sceneri. Så stort et hav og så alligevel disse næsten pludselige pletter af land og lavt vand. Øerne dannede store cirkler, atoller hvor den ene ø lignede paradis mere end den anden. Hvide sandstrande omkransede dem alle. Koralrevene lå som tydelige aftegninger i vandet, som lange tanger og buer rundt om øerne. Hvad der mon var af liv omkring de farvestrålende rev, fik det til at krible i de finner vi i tankerne allerede havde taget på fødderne.

Efter en lille time begyndte flyet at gå ned mod en af de større øer hvor palmer ragede højt over den tætte bevoksning og de mange små hytter med palmeblade på tagene. Med små hop landede vi på vandet og gled lige så stille ind til molen, hvorefter vi kunne sætte tæerne i det fineste hvide sand. Velkommen til Kuredu, en af Maldivernes større øer.