Nepal: Håb i kø.

Tidligt om morgenen begynder de første mennesker at samle sig foran porten. Hurtigt vokser køen til begge sider, langs de store røde murstensmure. Senere også på den den anden side af den brede trafikerede vej. Også de første sælgere slår deres interimistiske boder op langs muren. Små tæpper bliver slået ud på jorden og forfriskninger til de mange i køerne bliver lagt frem til salg.

Indenfor porten til udenrigsministeriet forsætter køerne i lange smalle slanger, adskilt af simple snore bundet til metalpæle. Alle står med en pas-ansøgning i hånden og kigger tålmodigt op mod de få åbne luger der er i bygningen. Bag en af de luger ligger måske åbningen til en anden fremtid. En fremtid udenfor Nepals grænser. Man regner i dag med at ca. 4 mio. nepalesere arbejder udenfor landet. Et tal der kun vokser.

Men først kræver det at få et pas. Et behov der hver dag får fortovene omkring udenrigsministeriet til at være fyldte af mennesker. Dem der allerede har udfyldt deres ansøgning står tæt mave mod ryg, afventende med et tomt blik. Andre har sat sig på hug på kanstenen og kigger bare ud i trafikken der suser forbi på centimeter fra deres ansigter. Flere steder sidder mænd og kvinder i en kreds omkring en enkelt uddannet, der har gjort det til en levevej at hjælpe de der ikke selv kan læse eller skrive. Frustrationerne får flere til at komme med høje udbrud og en konstant summen fylder luften i området omkring ministeriet.

Lugten af pis hænger tungt i luften under de store træer langs muren, men ikke mange lader til at ville opgive sin plads i køen, for at slippe for den tårefremkaldende stank. Flere har sikkert selv bidraget til den konstante våde strøm på det brede fortov, imens de har ventet.

Mod- og håbløshed er de eneste udtrykte følelser der er at spore i ansigterne. Dog har de alle et spinkelt håb om, at chancen for at få arbejde i de arabiske eller andre asiatiske lande, vil gøre deres fremtid lysere. Selv et håb om at få arbejde som underbetalt bygningsarbejder, får dem til at presse lidt på i køen.

Desperationen hænger som en altoverskyggende skygge over området og en gåtur gennem menneskemængden er ofte forbundet med ubehag. Ét er at det er svært at komme frem noget andet er, at man nemt kommer til at virke som en provokation af deres håb og drømme. De håbefulde øjne der følger en skarpt kommer næsten til at stikke i ryggen. Samtidig er det nedslående at gå forbi de mange håb. Fordi man ved at de står der fra morgen til mørket falder på og også står der næste morgen igen. Hundredevis af mennesker med håbet om en bedre tilværelse tilfælles.