Satte mig op bag på motorcyklen. Min ven Robin, en altid smilende nepaleser, sad foran. Han med hjelm og jeg med en hue der hang lidt dovent i nakken. Solen var begyndt at trænge gennem morgentågen, men nattens kulde hang stadig let i luften. ‘Sidder du okay Mikael?’ Et enkelt klap på skulderen og han gassede op.
Vi blandede os med livet i gaderne i bydelen Naya Bazar. Børn i ens skoleuniform der med store smil og armene om hinandens skuldre var på vej til skole. Mindre børn legede rundt i vejkanten foran husene, der alle havde slået dørene op og budt morgenen velkommen. Kvinder stod på tagene op hang dagens første vasketøj op til tørre i solen. Handlende kom slæbende på store ladcykler med varer til gadernes butikker. Andre i en kurv på ryggen båret af en læderrem over hovedet. Hunde løb frit rundt mellem fødderne på dem. Biler maste sig med hornet i bund stille gennem livet, uden at efterlade noget tomrum efter sig. Motorcykler og cykler med eksede hjul kørte lidt usikkert gennem mængden på det ujævne underlag. Alle gled ud og ind imellem hinanden uden noget system, der alligevel løste sig uden uheld.
Selv sad jeg bag på og smilte bag halstørklædet der var trukket op om munden for at skærme for kulden. Smilte af den lykke der bredte sig ved synet af det kaotiske, men alligevel fredfyldte liv overalt omkring os. Lidt gemt bag hue, solbriller og en hættetrøje var der ingen der lagde mærke til at en udlænding kørte forbi. For første gang i Nepal undgik jeg at blive stirret på, men gled til gengæld bare gennem gadebilledet som et naturligt element. Den oplevelse fik mig til at smile endnu mere.
Vi fortsatte gennem Thamels smalle gader, hvor sollyset endnu ikke kunne nå ned mellem husene. Få steder fik enkelte stråler lov til at slippe i gennem, så de stod som skarpe diagonale linjer gennem skyggerne, hvor støv og morgendis glimtede som tusindvis af diamanter. I en solplet på en ene side af en smal gade var to kvinder ved at vaske håret. Foroverbøjet, med det lange blanke sorte hår hængende tungt ned mod en balje med sæbevand på jorden, hjalp de hinanden. En tredje sad med ryggen mod solen, for at lade varmen tørre det lange hår der hang udspredt ned ad ryggen på hende.
Vi kom ud på en lidt større vej, men en nedbrudt lastbil fik trafikken til at gå i stå. Seks brune ben stak ud under førerhuset, hvor motorrummet stod åbent. Højlydte og stressede stemmer fyldte luften og flere og flere blandede sig nysgerrigt. Vi kunne heldigvis glide mellem bilerne og tilsidst tage en lille smal sti mellem nogle huse, hvor der kun lige var plads til vores knæ på begge sider af motorcyklen. De rå fugtige mure på begge sider af os gjorde den skyggefyldte luft klam. Lidt efter holdt vi igen ude på en lidt bredere gade med sol og lettere vinde.
De lette vinde og den friske luft forvandlede sig hurtigt til tung og kvalm, da vi kom ned til floden. Det manglende vand, efter lang tid uden regn, lagde slam og affald der tidligere lå på bunden af floden, frit frem i solen. Den tørre flodbund var sort og skinnende af slam og bredden på begge sider var dækket af affald, det lå som et tykt lag på jorden og hang som konfetti i buske og træer. Stanken var gennemtrængende og Robin smilte stort tilbage til mig. ‘Min ven, jeg tro du holde dine begge hænder for din næse.’ Hvor skræmmende det end lyder, så har jeg efter de første måneder i Kathmandu vænnet mig til den stank. Men kan stadig huske første gang jeg stod ved floden og stanken fik maven og halsen til at snøre sig sammen i krampetrækninger.
Men da vi lidt efter kørte gennem slagternes bydel langs floden, blev jeg mødt af en stank jeg ikke var vant til. En kraftig lugt af blod og jern blandede sig med stanken fra floden. Foran husene og på flodbredden stod okser og bøfler tøjret, klar til slagtning. Blodet der strømmede ud fra mørket bag de åbne døre, afslørede at dagens slagtninger allerede var igang. I rendestenene forvandlede blodet vaske- og spildevand til dybrøde vandløb i gaderne.
Vi fortsatte langs floden hvor mængden af affald tog til. Hurtigt var det ikke kun et tykt lag, men store bunker af affald, der i sine enorme mængder truede med at vokse sammen på tværs af floden. Floderne er desværre nogle af Kathmandus største lossepladser. Børn på bare fødder løb rundt og legede i de store bunker af affald, imens kvinder og mænd slæbte rundt på store sække, hvori de sorterede affaldet og fandt nyttige ting, blandt det andre havde smidt ud. I udkanten af lossepladsen lå slummens skure tæt og lænede sig usikkert op ad hinanden. Store sten, udkørte bildæk og træstammer lå som vægt for at holde på de mange stykker blik, plastisk og pressening der udgjorde skurenes tage. Synet var sørgeligt og nedtrykkende. Stanken der hang tungt i luften, gav elendigheden endnu mere form.
Efter at have krydset floden, lossepladsen og slummen over en gammel hængebro i stål, kom vi tilbage til lidt større veje. En gul skolebus kørte med klagende bremser forbi imens børnene med fladtrykte næser mod vinduerne, nysgerrigt fulgte livet på vejen. Flere smilte stort igen når jeg vinkede og smilte til dem.
Trafikken blev igen tættere og vi kørte ud og ind mellem de mange biler, busser, lastbiler og motorcykler, der alle bidragede med deres horn til trafikkens højlydte koncert. Jeg nød friheden bag på motorcyklen. Luften mod kinderne var lige så dejlig, som osen fra trafikken rev tårefremkaldende i næse og hals.
Træt af mange indtryk og den lidt anspændte stilling nogle timer bag på motorcyklen, satte jeg igen fødderne på fortovet foran lejligheden, da aftenens første kølige vinde begyndte at sive gennem gaderne. Robins store smil inde bag hjelmen, blev siddende i mig da jeg sagde farvel til ham.
Opslag
