Nepal #7: Med hånden på hornet og hjertet i halsen.

Nu har jeg snart været her i to uger og på den tid har jeg troet jeg skulle dø af hjertestop op til flere gange. Mine trommehinder er forlængst blevet udfordret af høje dyt og konstant larm og mine nerver er blevet lidt flosset i kanterne, men forhåbentlig kun for at vokse stærkere sammen med tiden. Grunden til alt dette er trafikken i Kathmandu. Jeg var lidt inde på det i indlægget om turen til Pokhara, men trafikken dér er intet at sammenligne med trafikken i selve Kathmandu.

Bilerne, gamle og nye, farer ud og ind mellem. Scootere og motorcykler overhaler indenom og udenom. Hvis ikke der er plads på vejen, så også op over fortovet. Cyklister blander sig usikkert i virvaret. Busser hoster sig gennem trafikken og tuk-tuks på tre hjul kommer til at virke som små ivrige mus der hele tiden finder et kreativt smuthul. Altsammen gjort endnu mere nervepirrende af, at de kører i den “forkerte” - venstre - side af vejen.

Hornet er det hellige redskab i trafikken og bliver brugt flittigt. Konstant fylder lyden af dyt luften over byen, i kampen om at overdøve larmen fra de mange biler. Arme laver fagter gennem sideruderne og råb bliver slynget samme vej. Hænder bliver banket i siden på bilen ved siden af, hvis den kommer for tæt på.

Det lyder og virker kaotisk, men alligevel glider det hele let, som var bilerne smurt ind i olie. Dog stadig med en respekt for størst, dyrest og hurtigst. Der sker ingen uheld og ingen biler kører rundt med buler. De kommer tæt på hinanden. MEGET tæt. Selv med 2 centimeter afstand, og udløste nervøse miner på bagsædet, smiler chaufføren stort: “Lot of space, sir. Lot of space!”. Nu er meget plads åbenbart defineret forskelligt i København og i Kathmandu....

Lyskryds er der heller ikke mange af. De få jeg har set, har der ikke været lys i kurvene. I stedet har en enlig politimand stået ude midt i krydset med vinkende arme og fået trafikken til at glide. Heldigvis har de en lille platform midt i krydset de kan træde op på, ellers ville jeg være medfølende nervøs for at deres tæer.

Vejene er rigtig mange steder slidte og et stort hul i vejen er måske bare markeret med en stor flise lagt skævt over. Andre steder ér hullet der bare. En meter dybe rendestenne, til at tage trykket fra monsunen, tilføjer ekstra udfordring på mange af vejene. Og sikkerhedsseler er ikke noget der bliver prioriteret højt, så det gælder bare om at holde fast, gennem de mange sving ud og ind.

Som gående kan trafikken virke endnu mere uoverskuelig. Netop fordi der stort set aldrig er ophold i trafikken, men derimod bare virker som ét langt tog på vejene. Så hvis vejen skal krydses, er der ikke andet for end at slå korsets tegn indvendig og bare træde ud på vejbanen. Et skridt af gangen. En udstrakt hånd kan få nogle til at stoppe, ellers må man bare gøre ophold midt på vejbanen, med den kaotiske trafikken tæt på begge sider af en, indtil man kan komme videre over.

Trafikken i Kathmandu har sin egen rytme. En rytme der gør at trafikken mirakuløst løser sig selv og gør plads til alle. Først kan den virke angstfremkaldende og opgivelsen kan være stor, men når først rytmen er fanget begynder man at slappe af og bare glide med på suset.

Nepal #6: Den gamle kongeby Patan.

I Kathmandu-dalen ligger tre gamle kongebyer, Kathmandu, Patan og Bhaktapur, der i dag mere eller mindre er vokset sammen til det man i dag kalder for Kathmandu. Bagmati-floden, der mest af alt ligner en losseplads hvor et lillevandløb kæmper sig gennem bunker af affald, adskiller Patan og Kathmandu. Men på den anden side af floden fornemmer man hurtigt, at man er i en anden by. Stilen er anderledes og larmen mindre.

Jeg ville helt ind til det oprindelige Patan, og blev sat af ved en af de gamle byporte, hvorefter biler ikke længere var velkomne. Derfra gik turen til fods. Kortet blev lagt i tasken og kun nysgerrigheden skulle lede vejen. Gode råd og tips fra herboende var noteret på det indre kompas, en stor flaske vand blev købt og jeg begyndte ellers bare at slentre igennem den uendelige labyrint af små ujævne gader og pladser mellem de gamle slidte huse.

Følelsen af at gå rundt i noget ægte tog hurtigt form og gjorde oplevelse endnu mere unik. Patan er verdens ældste buddhistiske by og historierne nærmest drev ned gennem de sildebensbelagte gader. Husene var små og mange nedslidte. Den mørkerøde farve på murstenene fik en mat overflade af flere os års slid og støv. Selv det mest slidte hus kunne have fine træudskæringer omkring vinduerne eller i udhænget under taget. Facader blev holdt oppe af store træpæle der blev sat i spænd. Døre og indgangspartier der var malet i kraftige blå, grønne, hvide eller gule farver, fik mange steder gaderne til at ligne moderne kunstværker, i stærk kontrast til det jordfarvede udtryk husene ellers havde. Små træer stod blomstrende i alverdens farver og havde taget form som de omkringliggende huse havde overladt plads til. Små og store templer lå spredt rundt om i byen. Andre steder stod bare en enlig statue eller et gudebillede var støbt i væggen. Overalt var der ting at se, detaljer at opdage og en verden at blive opslugt af.

Hverdagen gik sin rolige gang i de små gader. Kvinder kom slæbende på vanddunke, fyldte ved en af byens brønde. Fra værksteder rundt omkring lød lydene af værktøj der blev brugt flittigt, og brød den ro der ellers sivede rundt i byens gader. Og netop roen i Patan var iørefaldende og i stor kontrast til den evige larm i Kathmandu.

Kun meget få turister gik i gaderne og ofte blev jeg ramt af en følelse af at være meget fremmed. Ikke fordi jeg blev ramt af en form for utryghed, men for første gang i Nepal gang gik det for alvor op for mig, at jeg var gæst i en helt anden verden. At jeg som hvid, med stor tydelighed ikke var en naturlig del af det daglige liv og derfor skilte mig ud og ikke kunne gå ubemærket rundt.

Men som sagt gjorde det mig ikke utryg. Jeg følte ikke jeg trådte nogen over tæerne ved at gå hvor jeg gik. Tværtimod mødte jeg hele tiden den nepalesiske imødekommenhed og hvide tænder i store smil. Også selv når jeg bevægede mig væk fra “hovedgaderne” og ind gennem små porte, for at komme ind i store baggårde, hvor det var som om solen skinnede på en helt anden måde. Husene lå ikke tæt, men lukkede solen ned i de grønne områder der lå midt i baggårdene. Selv hér stod gudefigurer, buddhaer og bønnepladser. Fuglenes sang blev end ikke afbrudt af de ældre der sad i skyggen under træerne og småsnakkede sagte. Endnu en lille port og en meget smal lille gyde førte over i en ny gård, hvorfra labyrinten fortsatte rundt på bagsiden af den lille by. Pludselig stod jeg midt i en skolegård med børn overalt i samme blå uniformer, og grin og glade barnestemmer gav ekko mellem husene, for blot at gå igennem endnu en lille port og dernæst stå midt på en fredfyldt tempelplads.

Hvor roen og mundlammelsen overmandede mig fuldstændig, var da jeg drejede om et hjørne og pludselig stod på Durbar Square, pladsen ved det gamle kongepalads. Selvom livet her var langt mere aktivt, var der stadig en særlig hellig atmosfære over hele pladsen, godt hjulpet af den afslappende duft af røgelse der hang i luften. Enorme tempelbygninger og mindre helligdomme lå spredt ud over den store plads. De store kegleformede tage, med enten en, tre eller fem flade kegler sat ovenpå hinanden, voksede sig næsten større i de silhuetter der blev skabt i det kraftige sollys. Små trapper og plateauer ledte rundt mellem de mange statuer og imponerende bygningsværker. Smukke udskæringer og stenudhuginger var at finde overalt. Historien fyldte luftet på pladsen til bristepunktet.

Mellem to identiske træhuse uden vægge, hvor lokale nød den svalende skygge, førte en stor trappe ned til et kvadratisk hul, hvor kvinder i farvestrålende klædedragter og børn stod ved pladsens brønd og badested, for at hente vand i store messingvaser eller plastikdunke. Brønden var et bassin på den ene side af hullet, med fine stenudhugninger omkring. Ud af muren var tre store stenarme, udhugget efter den mytiske skabning Makara, hvor vandet løb ud af mundene.

Hele den ene side af Durbar Square var prydet af det gamle kongepalads, der i dag huser byens museum. Midt inde i paladset var en hyggelig gårdhave med terrasser, duftende blomster og store skyggende træer. Historiske stenbænke blev suppleret med træborde og -stole, så en lille restaurant tog form i haven, omringet af de gamle paladsbygninger. Efter at have siddet der længe nok og læst i forskellige bøger om livet dér, kunne en god fantasi næsten fremkalde det liv der engang må havet været. Tjenere ærbødigt gående rundt på de udvendige trapper og svalegange. Rige og kongelige i fantastiske rober der nød livet og munke i deres karakteristiske mørkerøde og carryorange dragter, der mediterende sad under træerne.

Efter flere timer i den gamle by, og endnu et visit ved et idyllisk tempel på en anlagt sø, stod jeg igen ved byporten. Satte mig ind på bagsædet i en af de meget små taxier og befandt mig hurtigt efter igen midt i den hektiske trafik, med et fast greb i sædet foran, på vej tilbage til Kathmandu. Men stemingen fra Patan sad stadig i kroppen og fyldte mig med glæde.