Nu har jeg snart været her i to uger og på den tid har jeg troet jeg skulle dø af hjertestop op til flere gange. Mine trommehinder er forlængst blevet udfordret af høje dyt og konstant larm og mine nerver er blevet lidt flosset i kanterne, men forhåbentlig kun for at vokse stærkere sammen med tiden. Grunden til alt dette er trafikken i Kathmandu. Jeg var lidt inde på det i indlægget om turen til Pokhara, men trafikken dér er intet at sammenligne med trafikken i selve Kathmandu.
Bilerne, gamle og nye, farer ud og ind mellem. Scootere og motorcykler overhaler indenom og udenom. Hvis ikke der er plads på vejen, så også op over fortovet. Cyklister blander sig usikkert i virvaret. Busser hoster sig gennem trafikken og tuk-tuks på tre hjul kommer til at virke som små ivrige mus der hele tiden finder et kreativt smuthul. Altsammen gjort endnu mere nervepirrende af, at de kører i den “forkerte” - venstre - side af vejen.
Hornet er det hellige redskab i trafikken og bliver brugt flittigt. Konstant fylder lyden af dyt luften over byen, i kampen om at overdøve larmen fra de mange biler. Arme laver fagter gennem sideruderne og råb bliver slynget samme vej. Hænder bliver banket i siden på bilen ved siden af, hvis den kommer for tæt på.
Det lyder og virker kaotisk, men alligevel glider det hele let, som var bilerne smurt ind i olie. Dog stadig med en respekt for størst, dyrest og hurtigst. Der sker ingen uheld og ingen biler kører rundt med buler. De kommer tæt på hinanden. MEGET tæt. Selv med 2 centimeter afstand, og udløste nervøse miner på bagsædet, smiler chaufføren stort: “Lot of space, sir. Lot of space!”. Nu er meget plads åbenbart defineret forskelligt i København og i Kathmandu....
Lyskryds er der heller ikke mange af. De få jeg har set, har der ikke været lys i kurvene. I stedet har en enlig politimand stået ude midt i krydset med vinkende arme og fået trafikken til at glide. Heldigvis har de en lille platform midt i krydset de kan træde op på, ellers ville jeg være medfølende nervøs for at deres tæer.
Vejene er rigtig mange steder slidte og et stort hul i vejen er måske bare markeret med en stor flise lagt skævt over. Andre steder ér hullet der bare. En meter dybe rendestenne, til at tage trykket fra monsunen, tilføjer ekstra udfordring på mange af vejene. Og sikkerhedsseler er ikke noget der bliver prioriteret højt, så det gælder bare om at holde fast, gennem de mange sving ud og ind.
Som gående kan trafikken virke endnu mere uoverskuelig. Netop fordi der stort set aldrig er ophold i trafikken, men derimod bare virker som ét langt tog på vejene. Så hvis vejen skal krydses, er der ikke andet for end at slå korsets tegn indvendig og bare træde ud på vejbanen. Et skridt af gangen. En udstrakt hånd kan få nogle til at stoppe, ellers må man bare gøre ophold midt på vejbanen, med den kaotiske trafikken tæt på begge sider af en, indtil man kan komme videre over.
Trafikken i Kathmandu har sin egen rytme. En rytme der gør at trafikken mirakuløst løser sig selv og gør plads til alle. Først kan den virke angstfremkaldende og opgivelsen kan være stor, men når først rytmen er fanget begynder man at slappe af og bare glide med på suset.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar