I Kathmandu-dalen ligger tre gamle kongebyer, Kathmandu, Patan og Bhaktapur, der i dag mere eller mindre er vokset sammen til det man i dag kalder for Kathmandu. Bagmati-floden, der mest af alt ligner en losseplads hvor et lillevandløb kæmper sig gennem bunker af affald, adskiller Patan og Kathmandu. Men på den anden side af floden fornemmer man hurtigt, at man er i en anden by. Stilen er anderledes og larmen mindre.
Jeg ville helt ind til det oprindelige Patan, og blev sat af ved en af de gamle byporte, hvorefter biler ikke længere var velkomne. Derfra gik turen til fods. Kortet blev lagt i tasken og kun nysgerrigheden skulle lede vejen. Gode råd og tips fra herboende var noteret på det indre kompas, en stor flaske vand blev købt og jeg begyndte ellers bare at slentre igennem den uendelige labyrint af små ujævne gader og pladser mellem de gamle slidte huse.
Følelsen af at gå rundt i noget ægte tog hurtigt form og gjorde oplevelse endnu mere unik. Patan er verdens ældste buddhistiske by og historierne nærmest drev ned gennem de sildebensbelagte gader. Husene var små og mange nedslidte. Den mørkerøde farve på murstenene fik en mat overflade af flere os års slid og støv. Selv det mest slidte hus kunne have fine træudskæringer omkring vinduerne eller i udhænget under taget. Facader blev holdt oppe af store træpæle der blev sat i spænd. Døre og indgangspartier der var malet i kraftige blå, grønne, hvide eller gule farver, fik mange steder gaderne til at ligne moderne kunstværker, i stærk kontrast til det jordfarvede udtryk husene ellers havde. Små træer stod blomstrende i alverdens farver og havde taget form som de omkringliggende huse havde overladt plads til. Små og store templer lå spredt rundt om i byen. Andre steder stod bare en enlig statue eller et gudebillede var støbt i væggen. Overalt var der ting at se, detaljer at opdage og en verden at blive opslugt af.
Hverdagen gik sin rolige gang i de små gader. Kvinder kom slæbende på vanddunke, fyldte ved en af byens brønde. Fra værksteder rundt omkring lød lydene af værktøj der blev brugt flittigt, og brød den ro der ellers sivede rundt i byens gader. Og netop roen i Patan var iørefaldende og i stor kontrast til den evige larm i Kathmandu.
Kun meget få turister gik i gaderne og ofte blev jeg ramt af en følelse af at være meget fremmed. Ikke fordi jeg blev ramt af en form for utryghed, men for første gang i Nepal gang gik det for alvor op for mig, at jeg var gæst i en helt anden verden. At jeg som hvid, med stor tydelighed ikke var en naturlig del af det daglige liv og derfor skilte mig ud og ikke kunne gå ubemærket rundt.
Men som sagt gjorde det mig ikke utryg. Jeg følte ikke jeg trådte nogen over tæerne ved at gå hvor jeg gik. Tværtimod mødte jeg hele tiden den nepalesiske imødekommenhed og hvide tænder i store smil. Også selv når jeg bevægede mig væk fra “hovedgaderne” og ind gennem små porte, for at komme ind i store baggårde, hvor det var som om solen skinnede på en helt anden måde. Husene lå ikke tæt, men lukkede solen ned i de grønne områder der lå midt i baggårdene. Selv hér stod gudefigurer, buddhaer og bønnepladser. Fuglenes sang blev end ikke afbrudt af de ældre der sad i skyggen under træerne og småsnakkede sagte. Endnu en lille port og en meget smal lille gyde førte over i en ny gård, hvorfra labyrinten fortsatte rundt på bagsiden af den lille by. Pludselig stod jeg midt i en skolegård med børn overalt i samme blå uniformer, og grin og glade barnestemmer gav ekko mellem husene, for blot at gå igennem endnu en lille port og dernæst stå midt på en fredfyldt tempelplads.
Hvor roen og mundlammelsen overmandede mig fuldstændig, var da jeg drejede om et hjørne og pludselig stod på Durbar Square, pladsen ved det gamle kongepalads. Selvom livet her var langt mere aktivt, var der stadig en særlig hellig atmosfære over hele pladsen, godt hjulpet af den afslappende duft af røgelse der hang i luften. Enorme tempelbygninger og mindre helligdomme lå spredt ud over den store plads. De store kegleformede tage, med enten en, tre eller fem flade kegler sat ovenpå hinanden, voksede sig næsten større i de silhuetter der blev skabt i det kraftige sollys. Små trapper og plateauer ledte rundt mellem de mange statuer og imponerende bygningsværker. Smukke udskæringer og stenudhuginger var at finde overalt. Historien fyldte luftet på pladsen til bristepunktet.
Mellem to identiske træhuse uden vægge, hvor lokale nød den svalende skygge, førte en stor trappe ned til et kvadratisk hul, hvor kvinder i farvestrålende klædedragter og børn stod ved pladsens brønd og badested, for at hente vand i store messingvaser eller plastikdunke. Brønden var et bassin på den ene side af hullet, med fine stenudhugninger omkring. Ud af muren var tre store stenarme, udhugget efter den mytiske skabning Makara, hvor vandet løb ud af mundene.
Hele den ene side af Durbar Square var prydet af det gamle kongepalads, der i dag huser byens museum. Midt inde i paladset var en hyggelig gårdhave med terrasser, duftende blomster og store skyggende træer. Historiske stenbænke blev suppleret med træborde og -stole, så en lille restaurant tog form i haven, omringet af de gamle paladsbygninger. Efter at have siddet der længe nok og læst i forskellige bøger om livet dér, kunne en god fantasi næsten fremkalde det liv der engang må havet været. Tjenere ærbødigt gående rundt på de udvendige trapper og svalegange. Rige og kongelige i fantastiske rober der nød livet og munke i deres karakteristiske mørkerøde og carryorange dragter, der mediterende sad under træerne.
Efter flere timer i den gamle by, og endnu et visit ved et idyllisk tempel på en anlagt sø, stod jeg igen ved byporten. Satte mig ind på bagsædet i en af de meget små taxier og befandt mig hurtigt efter igen midt i den hektiske trafik, med et fast greb i sædet foran, på vej tilbage til Kathmandu. Men stemingen fra Patan sad stadig i kroppen og fyldte mig med glæde.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar