Selv tredje morgen jeg stod op i Pokhara og gik ud på terrassen, fik udsigten mig til at tabe pusten. Alt andet omkring mig forsvandt. Stod bare og kiggede på Himalaya-bjergene på den anden side af byen, som de bragede op gennem himlen med knivskarpe linjer. Enorme men rolige antog de et næsten majestætisk udtryk.
Solen der ligeledes var ved at stå op, ramte hele tiden nye kanter og sider på bjergene, der blev farvet svagt lyserøde. En farve der bredte sig ud over bjergtoppene, i takt med solens opstigning trængte mørke skyggesider væk . De hvide sneklædte toppe glimtede skarpt i sollyset. Især “Fiskehalebjerget” der rakte op over dem alle med en kegleformet spids fangede øjnene, som vindene dannede skyer i vilde bevægelser på den ene side af toppen.
I den æstetisk anlagte have nedenfor terrassen blomsterede smukke farver overalt, store orange karper svømmerede rundt i det anlagte bassin gennem haven og fugle sang overalt i luften. Den friske morgenvind udspilede næseborene og solens varme kærtegnede huden.
Aftenen forinden havde torden fyldt himlen mellem bjergene, så store lysglimt skar den gennem den kulsorte himmel. Bragene gav genlyd ovenover os. Imens sad vi udenfor i den lune aften og fik serveret kraftfuld og duftende mad. Røgen fra røgelse hang let i luften. Vi smilte til hinanden og nød livet lydløst.
Hele weekenden i Pokhara gik med massage, forkælelse, afslapning og hygge. Omgivelserne åbnede døre i sindet, så al nydelsen trængte længere ind. Med de smukke omgivelser, og ja, især det usammenlignelige Himalaya, begynder jeg at forstå et mere simpelt livssyn. Det er så stort, at det ikke engang kan værdisættes. Ren glæde strømmer ind ved synet.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar