tirsdag den 6. november 2007

Tur til Ghana #8: I regnskovens top.

Vi stod tidligt op for ikke at bruge for meget af dagen på at køre fra Accra til Kakum Nationalpark hvor dagens tur gik. Alligevel endte vi i noget nær trafikkaos hele vejen ud af byen. I trafikken i Ghana er der få regler der gælder: Kør! Kom først! og brug hornet! Jeg sad mange gange med truende hjertestop og et brændende ønske om at vores lokale chauffør virkelig vidste hvad han lavede. På den tosporede hovedvej kunne vi pludselig se en taxi komme bagfra, masende op igennem de to rækker af biler i den kilometerlange kø. Først tænkte jeg at det bare var endnu et vildt element i trafikken hernede, men hurtigt stod det klart det var mere end det. Foran den vildt dyttende taxi løb to mænd med vilde ansigtsudtryk og gjorde opmærksom på at de øvrige trafikkanter skulle gøre plads så taxien kunne komme igennem. Da den var kørt forbi sad vi alle med en klump i halsen og bankende hjerte. Inde i taxien sad en kraftigt blødende mand, der i smerter kastede sig rundt på bagsædet samtidig med at en anden forsøgte at holde ham i ro. Da der ikke er nogen ambulancer, er taxier alternativet og dythornet er deres blink og sirener. Chaufføren fortalte hvor det nærmeste hospital lå og det var usikkert om han ville klare den. Synet af manden der vred sig voldsomt og hans blodige skjorte prægede os alle og vi sad længe forstenede af oplevelsen. Flere gange i løbet af dagen faldt vores snak igen på ham.

Efter at være sluppet ud af køen og kørt yderligere nogle timer gennem smuk natur og primitive landsbyer kom vi til Kakum Nationalpark. En 357 km2 stor regnskov. Turen ind i skoven foregik med guide og de første femten minutter var på jorden via en sti der blev mindre og mindre imens den bevægede sig op ad en skråning. På toppen var en stor platform og resten af turen foregik via syv lange hængebroer mellem regnskovens høje træer, så vi ville komme til at gå i 20-40 meters højde.

Fra første skridt forsvandt min højdeskræk og blev i stedet erstattet af en fascination af den smukke udsigt. Følelsen af at gå på den tynde gyngende bro så mange meter over den frodige natur og konstant lade øjnene skifte fra det ene enestående indtryk til det næste, overskyggede al frygt. Høre de mange lyde fra regnskovens dyb langt under os eller bare stå og kigge ud over den enorme regnskov til den forsvandt i en dis i horisonten. Se hvordan den voksede vildt op og ned ad bjergene som et grønt tæppe, kun brudt af høje træer der stolte lod deres spinkle kroner skyde frem i luften over den tætte bevoksning.

Mine vildeste forestillinger havde ikke placeret en regnskov i Ghana, men skal love for det var tilfældet. For min skyld kunne den canopy-walk vi var på, have været meget længere og ført os længere rundt i regnskoven. Oplevelsen er svær at beskrive, men mine øjnes oplevelser vil sidde printet mange år og vil fortsat kunne frembringe smil på læberne. Bringe mig drømmende tilbage til da jeg gik rundt i regnskovens top på små hængebroer.

Tur til Ghana #7: Ude blandt lokale.

Allerede da vi nærmede os spillestedet Bywell kunne vi fornemme at vi var lidt væk fra det vestligt prægede centrum. Udefra så det heller ikke ud af noget, men tonerne fra orkesteret nåede fint over den primitive mur der omgav spillestedet. Da vi kom ind blev jeg straks fanget af stemningen. Det mindede om en hyggelig baggård med en bar i to hjørner og et 7-8 mands jazz- og bluesorkester ved siden af dansegulvet. Vi var på et af byens fine steder og man kunne se at de lokale havde gjort meget ud af sig selv.

Varmen, de muntre toner og de lokales glade snak gjorde oplevelsen unik. Det var ikke nødvendigt at snakke sammen, for det var underholdning nok at sidde og opleve den særlige stemning. Sidde og se dem på dansegulvet bevæge deres kroppe på måder som virker uopnåelige for os andre. Eller lade blikket følge orkesteret trykke den af på bas, trommer, trompet, trækbasun, bongotrommer og guitar i livsbekræftende samspil med den store negermand med den dybe stemme.

Stedet var proppet og alle var glade. Stamgæsterne var tydelige at spotte. Blandt andet en ca. 70-årig kvinde der sad og hang ved et bord med sit glas foran sig, for pludselig at rejse sig og vrikke kroppen på gulvet i takt til musikken sammen med alle de unge, uden at bukke under for sin alder.

Næste morgen tog min kusine og jeg på det store lokale Makola-marked i downtown Accra. Et kæmpe område fyldt med boder, sælgere og handlende i gaderne, og i husene omkring var boderne også rykket op på de højere etager, så man når man gik rundt kunne se tøj, mad, gryder, you name it og det var der(!) i alle retninger. Gaderne var tætpakkede og når vi gik ned i de små gyder skulle man mase sig frem. Hele tiden skulle vi også passe på ikke at blive ramt af de store oppakninger mange af dem bar på hovedet. Luften var tyk af snak, musik og handlendes råb frem og tilbage mellem boderne.

Det hele var så autentisk og ægte at jeg hele tiden gik med en indre pegefinger og en stemme der råbte se!, for hver gang jeg så noget nyt, noget pudsigt, noget anderledes.

At vi var blandt lokale kunne også mærkes ved at vi var de eneste hvide og derfor blev kigget efter og rørt ved. Det var interessant at opleve i den grad at være minoritet. Mærke hvordan det er at blive kigget efter når man går forbi og blive råbt efter fordi man er hvid. Fuldstændig omvendte verden af Europa. Først nu kan jeg for alvor sætte mig ind i hvordan det må være at være i den situation.

Stemningen var dog oftest god og venlig og sælgerne i boderne var ivrige, hjælpsomme og imødekommende når vi viste interesse. At møde de lokale i deres vante omgivelser er helt sikkert nogle af de vildeste oplevelser jeg har haft i Ghana. SÅ har jeg været i Afrika.

Tur til Ghana #6: Offroad i bushen.

Køreturen rundt i Nationalparken Shai Hills var ikke for sarte eller folk med nemt til køresyge. I forvejen er vejene ujævne, men pga. det seneste tids megen regn er mange af vejene yderligere ødelagte. Heldigvis var bilen egnet og vagten/guiden vi havde med rundt vidste hvordan nogle af de næsten ufremkommelige passager kunne passeres. Desværre var det ikke mange dyr vi så, men sådan er det med den frie natur. Den kan ikke tæmmes som i en zoologisk have. Krokodillerne og antiloperne gemte sig, men de vilde bavianer kom tæt på når vi kastede bananer frem til dem. Derudover var det bare den fantastiske natur der skulle nydes.

Fascinerende at køre rundt mellem buske og træer uden at vide hvad der kommer næste gang vi tager et sving. Spændingen ved om vi kunne komme gennem den tætte bevoksning eller gennem et vandhul uden at sidde fast. Vi så en masse farvestrålende sommerfugle og fugle. Fugle i fri natur, som i Danmark bliver solgt som dyre eksotiske fugle. Guldsmede fløj i luften som fluer.

Hvert eneste indtryk er så nyt og anderledes at det kræver lidt tid at konsumere dem alle. Selv de vildeste fantasier kunne ikke give de billeder der møder en hernede.