Tur til Ghana #7: Ude blandt lokale.

Allerede da vi nærmede os spillestedet Bywell kunne vi fornemme at vi var lidt væk fra det vestligt prægede centrum. Udefra så det heller ikke ud af noget, men tonerne fra orkesteret nåede fint over den primitive mur der omgav spillestedet. Da vi kom ind blev jeg straks fanget af stemningen. Det mindede om en hyggelig baggård med en bar i to hjørner og et 7-8 mands jazz- og bluesorkester ved siden af dansegulvet. Vi var på et af byens fine steder og man kunne se at de lokale havde gjort meget ud af sig selv.

Varmen, de muntre toner og de lokales glade snak gjorde oplevelsen unik. Det var ikke nødvendigt at snakke sammen, for det var underholdning nok at sidde og opleve den særlige stemning. Sidde og se dem på dansegulvet bevæge deres kroppe på måder som virker uopnåelige for os andre. Eller lade blikket følge orkesteret trykke den af på bas, trommer, trompet, trækbasun, bongotrommer og guitar i livsbekræftende samspil med den store negermand med den dybe stemme.

Stedet var proppet og alle var glade. Stamgæsterne var tydelige at spotte. Blandt andet en ca. 70-årig kvinde der sad og hang ved et bord med sit glas foran sig, for pludselig at rejse sig og vrikke kroppen på gulvet i takt til musikken sammen med alle de unge, uden at bukke under for sin alder.

Næste morgen tog min kusine og jeg på det store lokale Makola-marked i downtown Accra. Et kæmpe område fyldt med boder, sælgere og handlende i gaderne, og i husene omkring var boderne også rykket op på de højere etager, så man når man gik rundt kunne se tøj, mad, gryder, you name it og det var der(!) i alle retninger. Gaderne var tætpakkede og når vi gik ned i de små gyder skulle man mase sig frem. Hele tiden skulle vi også passe på ikke at blive ramt af de store oppakninger mange af dem bar på hovedet. Luften var tyk af snak, musik og handlendes råb frem og tilbage mellem boderne.

Det hele var så autentisk og ægte at jeg hele tiden gik med en indre pegefinger og en stemme der råbte se!, for hver gang jeg så noget nyt, noget pudsigt, noget anderledes.

At vi var blandt lokale kunne også mærkes ved at vi var de eneste hvide og derfor blev kigget efter og rørt ved. Det var interessant at opleve i den grad at være minoritet. Mærke hvordan det er at blive kigget efter når man går forbi og blive råbt efter fordi man er hvid. Fuldstændig omvendte verden af Europa. Først nu kan jeg for alvor sætte mig ind i hvordan det må være at være i den situation.

Stemningen var dog oftest god og venlig og sælgerne i boderne var ivrige, hjælpsomme og imødekommende når vi viste interesse. At møde de lokale i deres vante omgivelser er helt sikkert nogle af de vildeste oplevelser jeg har haft i Ghana. SÅ har jeg været i Afrika.