Lod mig dumpe ned i vandet, og straks var det som om ørerne blev slukket, så alle lyde udefra blev kvalt. Til gengæld blev lydene indefra forstærket. Blodets dunken kunne høres og vejrtrækningen gennem snorklen lød som en pumpe, der sad lige ved trommehinden. Svømmefødderne gav med få spark opdrift så jeg igen kom op til overfladen.
Men hurtigt blev opmærksomheden igen rettet mod den verden der åbnede sig under mig. Snorklen kom tilbage i munden og med rolige bevægelser fortsatte turen rundt i overfladen med blikket rettet mod havbunden og koralrevet få meter nede. Begejstringen fik hele tiden lungerne til at trække ekstra luft ind, så det med få spark var muligt at glide længere ned.
Solens stråler skar tydeligt gennem vandet, som regndråber på en sommerhimmel og de små krusninger på overfladen fik lyset til at danse henover havbunden og på den vis fik det farvestrålende rev til at virke endnu mere fortryllende. Farver der næsten ikke er til at forestille sig, være skabt på anden vis end unaturligt, svømmende nu rundt få meter væk, i sammensætninger der virkede endnu mere utrolige, men derved også dragende. Blikket kunne være fanget af en sort- og hvidstribet havslange, der roligt og glidende bevægende sig frem gennem huller og fordybninger, da jeg pludselig så mig selv ligge en en kæmpe svime af små blå- og gulstribet fisk, der uforstyrrede af min tilstedeværelse langsomt gled forbi på alle sider af mig. Lidt efter fulgte en stime af sorte fisk der glimtede i det klare vand.
Pludselig kom en stor grå fisk forbi få meter fra mig, med et skræmmende men dog fascinerende ydre. Begejstringen og lysten til at vise fisken til kæresten, fik mig til at glemme at jeg var under vand, så vandet omkring mig hurtigt blev fyldt med små luftbobler. Alligevel overvandt lysten til at følge fisken behovet for luft, så jeg kunne nyde synet lidt endnu. Det viste sig at være en Barracuda.
Sjovt formede fisk, fisk der svømmede lodret, store og små, langsomme og dem jeg kun nåede at se halefinnen på. Gule, blå, røde, sorte, grønne og hvide. De farver er ikke engang dækkende, men det er svært at finde ord, der kan gøre det troværdigt at der virkelig var dé farver. Stribede, plettede og dem der skiftede farve i lyset. Under alle fiskene skabte tangplanter og koraller et landskab uden sidestykke. Igen i konstant skiftende farver og udformning, men alle med et lige næsten fantasiskabt udseende.
Tilbage på båden, sejlede vi ud til et gammelt skibsvrag, der forlængst havde mistet enhver identitet som skib, og i stedet lignede en bunke udefinerbart skrot, der med tiden havde skabt et kunstigt rev. Her var vi helt alene og vandet var dybere. Kun os to i vandet imens den lille båd og den sovende kaptajn vuggede rundt om ankerkæden, som bølgerne krævede det. Hele tiden var der et skævt blik mod hvor vandet opslugte omgivelserne og bare blev en mørkeblå let tåget masse. Gad vide om der kom noget et sted fra? Noget stort. Samtidig var der også en bevidsthed om at vi var meget alene og derfor også skulle holde øje med hinanden. Kraftige strømme kunne på få sekunder flytte os fra en side af båden til den anden, på et enkelt dyk. Uden egentlig at have mærket det. Fiskene fulgte som os med strømmen, som den bevægede sig rundt i alle retninger.
Men så længe vi var på besøg i denne underjordiske verden, kunne verden ovenover os alligevel ikke stjæle mange tanker. Lydene derfra var forstummede og kun de indre tanker og begejstringer dansede rytmisk med de rolige, men tydelige vejrtrækninger.
Opslag
