“Der er mantaer!” blev der råbt fra den ene side af båden, imens der blev peget ud i bølgerne. En mørk skygge kunne kort anes blandt de lave bølgedale på det åbne hav. Lidt efter dukkede den op igen, og udløste på ny pegende fingre og stemmer fulde af begejstring.
Alle greb vi snorkel, maske og svømmefødder i hurtige bevægelser, imens pulsen steg tydeligt hos os alle. Smilene var store. En efter en gled vi stille i vandet og lagde os med rolige bevægelser i venteposition i vandoverfladen med blikket glidende fra side til side i det dybe vand. Med små benspark gled gruppen fremad, men mantaen var væk.
Efter fem minutter tilbage på båden, blev der igen råbt højt og peget begejstret. To mørke skygger var set i det mørkeblå vand. Med samme iver og overbevisning om at det nok skulle lykkedes, gled vi igen i vandet. Efter et par minutter dukkede den mørke skygge tydeligt op under os, som en stor sort trekant, for hurtigt at glide ned i det uklare dyb igen. Nogen havde nået at se det store dyr, andre måtte igen kravle uforløste op på båden.
Stemningen var stadig god, vi havde været tæt på og nogle af os havde endda nået at få et glimt. Det var ikke engang derfor vi var sejlet ud, så de to ekstra ture i vandet og adrenalinen ved de korte glimt, var allerede mere end forventet. Kursen blev sat mod et stort rev, som først planlagt.
Alligevel fløj vi alle op da der for tredje gang blev råbt at en manta var blevet spottet. Lidt efter råbte en anden og pegede i en anden retning. Og endnu en. Mørke skygger flere steder omkring båden. Med lidt nedsatte forventninger gled endnu engang i vandet.
Efter få minutter i position som flydende drivtømmer i bølgerne, kom gevinsten. En stor manta-rokke gled lige imod os med åben mund og frygtindgydende udseende. Sort som kul på oversiden og hvid som sne på undersiden; med vingefang på to-tre meter der majestætisk gled op og ned og to finner foran det store åbne hul munden udgjorde foran på den store krop. Mantaens andet navn djævlerokken, er ikke svært at forstå når man har set en.
Vejret blev holdt i snorklerne og den totale stilhed fyldte det store rum under havoverfladen. Trods de meget langsomme bevægelser med vingerne kom den hurtigt imod os, men drejede af lige for næsen af os og forsvandt igen, imens dens lange tynde hale gled forbi os og forsvandt i samme retning. Hjertet bankede og begejstringens smil fik vand til at sive ind ved siden af snorklens mundstykke.
Lidt efter dukkede endnu en op, og endnu en. Flere. Seks mantaer i alt. Som henholdvis sorte og hvide svævende skygger i vandet omkring os. Vores gruppe blev spredt i forsøget på at komme tættere på de store rokker. Selv kom jeg til at ligge alene på et tidspunkt og gik op for at finde ud af hvor resten af gruppen var. Da jeg igen dykkede ned, kiggede jeg lige direkte ind i en stor åben mund. Mit skrig blev kvalt af vand i snorklen og lød mest som en piven i mine egne ører. Rokken blev lige så forskrækket og dykkede hurtigt ned under mig og forsvandt i dybet. Med hjertet i halsen søgte jeg tilbage til gruppen.
Godt en time lå vi og svømmede rundt i et stort område, med langt til land og seks store rokker der nysgerrigt blev ved med at dukke op. Huden begyndte at bide af den megen plankton i vandet. Plankton der gjorde vandet grønligt, grumset og tillod rokkerne at komme tæt på før vi kunne se dem. Vi var hoppet ned midt i deres frokost.
Med deres store åbne munde svømmede de rundt og indfangede planktonen, som deres eneste føde. Trods deres skræmmende ydre gør de ikke mennesker fortræd. Tværtimod er de ofte ret sky og søger væk fra fremmede elementer i vandet. Så når forskrækkelserne over de pludselig tilstedeværelser på flere sider af os havde lagt sig, kunne vi med fuldstændig ro lade os betage af de store kæmper, der med yndefulde bevægelser gled gennem vandet. Da vi for tredje og sidste gang steg ombord på båden, var det med en følelse af at være heldige og priviligerede efter at have været i selskab med nogle af havets kæmper.
Opslag
