Chaufføren Puto sprang storsmilende ud af bilen da vi kom ned ad den store trappe foran hotellet. Kortet blev fundet frem og dagens tur tegnet og forklaret, så vi var en smule forberedt. Plus så vi kunne komme med ønsker. I ren balinesisk ånd kunne alt hvad vi ønskede lade sig gøre. Alligevel valgte vi at lade ham styre dagen, da han vidste hvad der var værd at køre efter.
Første stop på turen blev Tanah Lot eller Templet på Havet. Puto parkerede et stykke fra havet, hvor higen efter turisternes penge desværre havde sat sit præg på omgivelserne. Butikker og boder væltede nærmest oveni hinanden og sælgende prøvede ihærdigt at fange vores interesse. Men som i den balinesiske ånd, accepterede de med et smil når vi sagde nej tak og gik videre. Men heldigvis havde de holdt de distraherende boder dér, så det vi kom ned til ikke var spoleret. For enden af stien og en stor trappe der gik ned gennem to kæmpe stenstøtter, åbnede sig et malerisk syn. Ude i vandet på en høj skarpkantet klippe der stod alene i det hvidt skummende vand, lå et lille tempel i de karakteristiske røde og sorte farver, omgivet af nogle grønne træer, skinnede i solen. Det lå helligt og med en særlig rolig sfære omkring sig på toppen af klippen, imens havet kastede sig uroligt rundt mod de store sorte klipper der dannede hele kysten. Vandet stod i enorme kaskader op i luften når bølgerne kastede sig mod klipperne. Men denne kontrast gjorde blot billedet endnu stærkere.
Hvor klipperne tillod det på land var der bygget yderligere templer og anlagt smukke perfektionistiske haver. Munke gik roligt omkring og trods den salte duft fra havet, spredte duften af røgelse sig i hele området. Bønner var i gang og små klokkers rytmiske ringen, fik en selv til at holde stemmebåndet i ro. Selvsagt var templet på klippen ikke åbent for turister, men den eneste vej derud var også gennem vandet, der med sine voldsomme og utilregnelige bølger skabte et værn om dette hellige sted.
På vejen nordpå på øen, gik turen ad snoede og til tider ret ujævne veje gennem små landsbyer og fantastiske landskaber, der bugtede sig op og ned med terrasser af rismarker så langt øjet rakte. Grønne plateauer med deres skarpe hjørner og bløde puder af risplanter. I markerne gik folk med bøjede rygge og store flade stråflettede hatte til at skærme for den bagende sol. Trods det hårde arbejde, alle med et imødekommende smil når de kiggede op. Kun få steder brød høje slanke palmer det ellers nærmest lineære landskab. Hvor rismarkerne ikke bredte sig i landskabet, var det plantagerne med chili, tomater, majs, kakao, kaffe, kokos, krydderier eller bananer der prægede. En specialitet for hver landsby.
Vejene blev mere og mere snoede som vi bevægede os op i det vulkanske højland. Udsigten over øen blev bedre og bedre. Horisonten flyttede sig hele tiden længere og længere væk. Stadig med flere og flere rismarker og spidse tårne fra templer. Samtidig begyndte skyerne at samle sig om bjergtoppene og himlen over os blev mindre og mindre blå. Bevoksningen blev ligeledes tættere og tættere og træerne højere. Jo højere vi kom op jo mere uklar blev de øvrige bjergtoppe. Vandet fra regnskovene samlede sig i luften og efterlod træer og huse i en dis, der i det gennemtrængende sollys antog en varm grå farve, der kun kun tillod silhuetterne af landskabet af træde frem som sorte blyantstreger i diset. Ligeledes var luften også blevet køligere når vi steg ud af bilen, for at se nærmere på noget Puto livligt fortalte om. I en sø nær toppen af højlandet lå endnu et tempel, Pura Ulun Danau Templet på søen, der i diset fremstod i flot sort silhuet med sine takkede tage.
Derfra gik turen videre op gennem regnskoven på siden af bjerget, med et enkelt stop, hvor en flok aber havde taget plads langs vejkanten og i træerne. Kun modvilligt kom de hen og tog imod de små bananer vi havde i hånden, for hurtigt at flygte til et mere trygt sted at sætte tænderne i maden. Små unger prøvede klodset at kravle rundt i grenene, indtil en ældre kom og greb fat i dem, og med den anden arm kravlede videre op i træet, for at beskytte ungen mod os fremmede.
Lidt efter blev vi igen sat af, hvorefter en smal sti førte os ind gennem regnskoven, ad små broer over vandløb og stejle trapper langs klippesiderne. Skoven lukkede sig over os og efterlod kun få steder plads til at solen kunne trænge igennem. En mild brusen fra vandløbet gennem skoven voksede sig større i takt med jo længere ind vi kom. Pludselig stod vi midt i en åbning hvor vandet væltede ud over siden og videre ned gennem skoven over klipper og sten, hvor skovens høje træer veg til side. Længere inde i klipperne, afslørede GitGit-vandfaldet hvor det kolde vand kom fra, som det væltede ud over klippesiden og fyrre meter ned til plateau, hvor det var muligt at tage et hop i det klare vand.
Trætte og mætte af indtryk gik turen tilbage til hotellet, hvor varmen og den blå himmel igen vendte tilbage. I tide til endnu engang at tage plads ved stranden med duggede glas og nyde den fantastiske solnedgang over Det Indiske Ocean.
Opslag
