Himlen var stadig lys blå over Kathmandu da vi ankom til den buddhistiske stupa Bodhnath. Skyerne var begyndt at trække sig sammen om bjergene og varslede om nattens kommen. Men stadig slap solen igennem med jævne mellemrum og fik de farvestrålende bedeflag i luften omkring stupaen til at lyse op.
Den cirkelrunde plads med en af verdens største stupaer som centrum og slanke huse hele vejen rundt om, var fyldt med mennesker. Alle gående i én retning rundt om store hvidkalkede stupa. Som led i deres bøn. Et ritual der for mange buddhister er fast dagligt rutine, men her til aften var det en ganske særlig aften. En aften der tiltrak ekstra mange mennesker. Det var fuldmåne.
Folk gik tæt, der blev skubbet og presset for at komme frem. Nogle gik og småsnakkede, andre bad for dem selv med fingrene arbejdende over kuglerne på bedekransen i deres hånd og mange gik bare stille med et blik der viste indre ro og eftertanke. Duften af røgelse hang let i luften på pladsen og efterlod en naturlig ro i kroppen, efter at være svævet med ind i en vejrtrækning. Duften blandede sig med den sødlige lugt af tændte smørlys, der stod rundt omkring ved små templer og på store mørke metalborde.
Ved opgangen til stupaens nederste plateau blev pladsen endnu mere trang. Folk pressede på for at komme op, men også for at komme tæt på munkene ved det lille tempel foran trappen. Et imponerende bjerg af kiks, slik, chips og andet sødt og spiseligt rejste sig fra jorden foran munkene. Mange af dem der kom forbi føjede til bjergets højde. Munkene bad for dem der ofrede og hjalp til med at kaste på bjerget.
Fra plateauet hvor der var mere luft havde vi fint overblik over pladsen og kunne følge den rolige, men levende strøm af mennesker. Imens sad duerne roligt på stupaens top og fulgte ligeledes med. Vi kunne overvære munke og nepalesere bede rundt om stupaen, med sagte hvisken der knap fik læberne til at bevæge sig. Nogle sad i lotusstilling med hænderne i særlige stillinger og et saligt ansigtsudtryk, som var deres indre et lykkeligere sted. Munke sad med tykke bedebøger og deres bøn blandede sig med den sagte hvisken, til en opløftende summen på pladsen.
I strømmen omkring stupaen var der flere der brød det levende tæppe af hoveder. De lagde stille hænderne sammen foran ansigtet, førte dem op over hovedet for at lade bevægelsen tilbage føre dem ned i knæ og med hænderne på to stofstykker glide frem til de lå udstrakte på fliserne. Med en glidende bevægelse kom de igen op at stå, trådte et skridt frem og gentog. Alle ethundredeogfire meter rundt om stupaen. En troende tilkendegivelse der ikke kunne andet end gøre indtryk, og tilføje til den utrolige sfære af spiritualitet på pladsen.
Da solen begyndte at gå ned mellem to bjergtinder, spejlede den orange himmel sig i templernes guldtage og fik dem til at lyse op som det sidste, med en næsten særlig åndelighed, i skumringen der ellers var begyndt at lægge sig over pladsen. Da mørket først faldt var det kun de mange smørlys der var sat frem, der oplyste stupaen. De mange små flammer der vejrede lidt i den lune aftenvind, gav hele pladsen et helt særligt lys af varme og tryghed. Da den karakteristiske lyd fra de aflange buddhistiske trompeter begyndte at lyde fra områdets templer og klostre, fulgt af munkenes chanten, opstod noget magisk i luften, der fik en følelse af ro og lykke til at brede sig i kroppen. En følelse af at være del af noget større. En del af fuldmåneceremonien ved Bodhnath.
Med flybilletter til lav pris kan du unne deg en ekstra souvenir!
Opslag
