Vi ankom helt utraditionelt for hotellet på gåben, men alligevel blev de store glasdøre åbnet for os med et smil, af en af dørmændende med bowlerhat og lang frakke. “Welcome to The May Fair Sir”. Selvom den store lobby var med mørke vægge, sorte møbler, sort uniformeret staff og en stor skinnende sort reception, virkede det hele stort og åbent. Det sorte og mørke fremstod så lækkert og eksklusivt som det overhovedet er muligt, og gjorde al snak om at sort gør mindre og dystert til skamme.
Vi gik frem til den funklende sorte reception, med et par skarpe lyserøde orkideer ved bagvæggen, i stærk kontrast til det øvrige sorte. En imødekommende receptionist bød os endnu engang velkommen og gennemgik vores reservation. Selvom vi kom i jeans og sneakers, i kontrast til nogle af de Boss, Armani og håndsyede jakkesæt der sad som syet på de øvrige travle forretningsmænd i lobbyen, følte vi os ikke forskelsbehandlet. Vi fik valget imellem at få et værelse med det samme eller vente to timer og få et endnu bedre. Trætte efter flyveturen, valgte vi det “dårlige”.
Efter en tur op med den spejlbeklædte elevator og en tur over de bløde gulvtæpper i gangene, så vi mest af alt havde lyst til at smide sko og strømper, så vi rigtig kunne nyde det, kom vi ind på værelset. Smilet var stort, nej kæmpe, hos os begge, som vi straks gennemgik rummet med øjnene. Uden tvivl at vi begge også havde tankerne om at droppe London og bare lukke os inde på det lære værelse og voldtage den imponerende minibar. Vi undrede os over hvad det mon var der gjorde, at det værelse var “dårligere” og hvordan et bedre så så ud. I midten af rummet stod en høj kingsize dobbeltseng, med et tæppe af groft silke, en bunke af bløde puder, mørkt læder på det høje hovedgærde og en stilren bænk i læder ved fodenden. B&O, så stoltheden som dansker var stor. Lænestole og arbejdsbord, foran de fire store vinduer. Alt pudset og poleret, så alt fremstod skinnende og rent. På gulvet det samme bløde lækre gulvtæppe som i gangene, så skoene røg hurtigt af og vi kastede os begge op på sengen og lå og lidt og stirrede op i loftet. Der var vist ikke den store tvivl om at vi var havnet på et fem-stjernet hotel. Hvilket også skulle blive bevist gentagende gange.
Da vi kom hjem fra en lang shoppingtur i Londons gader, lå der er besked på telefonsvareren fra receptionen, der bare ville byde os velkommen og sikre sig at alt var som det skulle være. Vi havde intet at klage over! Så gjorde os klar til at komme ud at spise.
Da vi efter middag og cocktails i Soho kom tilbage til hotellet sent på aftenen var sengen gjort klar til at sove. Tæppet og puderne var fjernet helt fra rummet og på det lækre badeværelse lå der friske håndklæder klar til næste morgen. Og sikke en nat. Sådan en seng bør på listen over menneskerettigheder! På døren hang en så frisk morgenavis, at sværten næsten stadig var våd, næste morgen da vi vågnede. Friske og udhvilede efter en dejlig nat, trådte vi ind i den store morgenmadsrestaurant og blev placeret i en af de store sofaer. Kaffen blev dampende skænket i kopperne og glassene fyldt op med friskpresset appelsinjuice. Den varme english breakfast-tallerken blev suppleret fra den imponerende buffet, med frisk frugt - bl.a. et stort fad med kun friske båbær! - lune muffins, lækker laks, friskpresset yoghurt og en masse andet delikat. Alt var bare i en højere klasse og levede op til vores øvrige oplevelse af hotellet.
Ved fortovskanten nedenfor hotellet holdt Ferrari, Bentley, Mercedes og Porsche på stribe og vidnede om at det heller ikke var hvem som helst der benyttede sig af hotellets mange luksuriøse faciliteter. Vi mødte Matt Damon ved elevatoren og Miley Cyrus havde ligeledes checket ind.
Men at de bord der kan nu ikke sælge hotellet for mig. Derimod kunne alt det andet gøre det, så dér skal kæresten og jeg helt sikkert også bo næste gang.
Opslag
