Nepal: Da regnen lettede.

Nærmest fra den ene dag til den anden er luften forandret over Kathmandu. Som en tung hovedpine der har hængt trykkende over byen flere måneder, er monsunen forsvundet og en lettelse har bredt sig i luften.

Monsunens mørke skyer, store mængder vand fra oven, høje luftfugtighed og dårlige sigtbarhed har hængt tungt over Kathmandu. Luftfugtigheden har efterladt huden fugtig og klam og ude af stand til at ånde. Ligeledes har vejrtrækningen været tung og øjnene har kløet. Varmen har været trykkende og omsluttende, endda uden solen har været direkte. Vindene har stået stille, som var de også sløvet af varmen. Kathmandu har virkelig været som at gå rundt i én stor sky. Vi har ikke kunne se meget længere end de høje bygninger omkring os. Himlen har været mat blå og konstant plettet af store skyer. Nogle truende, andre bare i vejen for solen. Regnen har været utilregnelig og alligevel næsten punktlig. De fleste eftermiddage trak de mørkeste skyer sig sammen og forvandlede himlen til et tæt net af kraftige vandstråler. Selv med solens stråler glinsende i vinduer og glasfacader kunne det begynde at regne kraftigt fra det ene minut til det næste i løbet af dagen. For at stoppe igen efter at have demonstreret, at monsunen var i stand til at gøre alt vådt i løbet af få minutter.

Men nu er luften som født på ny. Den er frisk at indånde og den klamme omfavnelse er blevet erstattet af blide kærlige vinde mod huden. Luften glider lettere og mindre besværet genne næse og mund, uden at efterlade den tillukkede fornemmelse monsunen ofte har gjort. Himlen er klar blå med en næsten skinnede overflade, farvet af solens stråler. Bjergene omkring dalen står klare i horisonten og ørnene kan ses flyve i store cirkler højt på himlen. At gå ud på altanen efter mørket har sænket sig føles som en befrielse efter en lang dag. Selv 25 grader føles forfriskende og leder tankerne til danske sommeraftener.

Det er som om luften er blevet tilsat en stor portion frihed og loftet over os hævet flere kilometer. Friheden er trængt ind i sindet hos de fleste og ryggene er stadig rette sidst på dagen. Smilene er store og hovederne er ikke længere tunge.

Monsunen har været ekstra hård i år, især taget i betragtning at den stort ikke gav noget vand sidste år. Så afskeden med monsunen har været ventet af mange. Heldigvis holder dette vejr de næste par måneder, hvor sigtbarheden kun bliver bedre og bedre som luften bliver klarere. Vinteren med store temperaturforskelle mellem dag og nat bliver næste skifte.

Nepal: Når Verden viser sig at være ond.

Vi danskere har det godt. Ubeskriveligt og utaknemmeligt godt. Mange ting bliver taget for givet, og selv alt det vi får, fysisk i hånden og mentalt ved den sikkerhed der er blevet opbygget omkring os, er sjældent godt nok. Alternativet er for mange ikke med i overvejelserne.

Forleden sad jeg foran seks somaliske mænd. Seks somaliske flygtninge som jeg som lærer hos UNHCR, kommer til at skulle være sammen med to gange om ugen, for at holde deres engelske sprog ved lige. Som tilknyttet FN’s flygtninge-agentur kommer jeg fremover også til at møde flere flygtninge fra regionen omkring Nepal. Størstedelen fra Somalia, Myanmar, Bangladesh, Bhutan, Afghanistan og Irak.

Vi begyndte at snakke om Somalia, deres historier og deres håb for fremtiden, og snakken den følgende time var alt andet end opløftende. Det var seks mænd i alderen 22 til 42, der alle levede som flygtning i Nepal på syvende år uden håb. Et håb der heller ikke har fået lov til at blomstre i mange stunder i tiden før de flygtede fra Somalia. De fortalte den ene nedslående historie efter den anden om Somalia og hvordan deres liv havde været der. Hvordan de intet håb havde haft. Hvordan de konstant var utrygge og bevidste om en fremtid der kun var præget af usikkerhed og manglende perspektiv. Hvordan de ingen uddannelse kunne få og heller ikke kunne komme på hospitalet selvom de var syge. Hvordan venner og familie var blevet slået ihjel. Nogle for øjnene af dem.

Da deres håb endelig fik en lille glød og de troede de havde sparet nok penge op til, at blive smuglet til Napoli, var de blevet snydt og havnede i stedet her i Nepal. Her har de efter syv år stadig ikke lov til at arbejde. Da Nepal ikke har nogen egentlig flygtningelovgivning og regeringen i mange sammenhænge er ligeglad, er de stadig betegnet som illegale indvandere, med dagbøder på mellem seks og syv dollar. Uden udsigt til at få et arbejde og tjene penge. Betydende en gæld der kun er vokset dag for dag gennem syv år og stadig er bare vokser. Samtidig med at håbet kun bliver udhulet endnu mere dag for dag.

Opgivenheden sidder som et tykt lag makeup i ansigtet på dem. Det manglende håb får øjnene til at se tomme ud. Livsenergien er sløvet af fortidens tunge byrde. Selvom de måtte arbejde, ved de ikke hvad de skulle tilbyde, for ingen af dem har nogen uddannelse eller haft andet job end overlevelse.

Deres historier var nedslående og det var ubeskriveligt hårdt at sidde og høre på. Jeg skulle koncentrere mig for ikke at blive for følelsesmæssigt fanget af deres historier. UNHCR har konsulenter til det og jeg er på ingen måde uddannet til at håndtere deres historier eller vejlede dem videre. Men det er svært helt at undgå. Deres historier rumsterer stadig i hovedet på mig og lader ikke til at ville slippe.

Da de spurgte til mit hjemland, var jeg på en måde flov over at fortælle positivt om Danmark. Kontrasten mellem deres historier og Danmark må næsten være som historier fra det ydre rum. At jeg kunne fortælle om frihed, sikkerhedsnet og næsten uanede muligheder. Jeg holdt meget igen, da jeg nødig ville træde dem over tæerne eller risikere at ramme et ømt punkt i sind der tydeligvis var skrøbelige og præget af et liv uden håb.

Jeg synes det er utrolig spændende og så meningsfuldt at det næsten kan være svært at forholde mig til. Deres taknemmelighed over min ulønnede tilstedeværelse hos UNHCR er stor og det er løn nok i sig selv. Bare én time sammen med de seks mænd fik sat hele mit eget liv i perspektiv. Nogle gange skal det kedelige alternativ skæres ud i sort/hvid før værdien af det vi har forståes og værdsættes.

Nepal: Fest og farver for den levende gudinde.

Nepals helligdage kan være svære at finde rundt i. Der er mange! Nogle bliver vurderet højere end andre, forskelligt alt efter hvem du spørger. Enkelte dage kan få byen til at lukke helt ned og andre bemærker man næsten ikke. Men uanset anledningen er der ingen tvivl om at helligdage og særlige festivaler er langt mere betydningsfulde end vi er vant til hjemme i Danmark.

I fredags var en af de mere “usynlige” af slagsen. Det var dagen hvor nepaleserne velsignede deres huse og biler. Bilerne fra kontoret skulle på skift ind og velsignes, hvorefter de blev pyntet med røde og hvide bånd forest, som symbol på at bilen nu var velsignet. Samme røde og hvide flag og bånd hang over hele byen.

Ugen før spærrede kvindernes dag hele byen af. Festklædte kvinder i røde sarier var overalt i byens gader. Især koncentreret omkring byen hinduistiske templer.

I dag var det Indra Jatra Festival der fyldte byen. Noget der heller ikke gik helt så ubemærket hen. Tværtimod er det en af de helt store festivaler i byen. Festivalen hvor den levende gudinde Kumari kommer ud af sit hus på Kathmandu Durbar Square. Festen hvor høstens guder fejres og hyldes.

Store dele af byen summede af at noget var i vente. Ikke mindst forstærket af de utrolig mange kampklædte politimænd, der stod over det hele omkring den gamle del af byen. De stod tæt langs vejene, flere veje var spærret af og der var usædvanligt, selv for Kathmandu, mange mennesker på gaden. De fleste gående i én retning. Nemlig mod området omkring Durbar Sq.

Vi selv fandt plads på pladsen foran det gamle kongepalads. Så langt politiet ville lade os komme frem. Pladsens paladser og templer var alle blevet malet og pyntet til den specielle årlige begivenhed. Et stykke derfra i den anden ende af pladsen sad og stod hundredevis af farvestrålende festklædte nepalesere tæt i håb om at komme så tæt på Kumari som muligt. Noget der måske kun sker én gang i løbet af et liv. Stemningen på pladsen var positivt stemt. Alle glædede sig til den store begivenhed. Alle landets prominente personer begyndte ligeledes at indfinde sig omkring de historiske bygninger ved Kumaris hus.

Festlighederne begyndte med høje tilråb og tre store trævogne blev kørt frem for at køre Kumari rundt, da hun ikke må røre jorden. Desværre stod vi for langt væk i folkemængden til, at vi kunne se så meget af festlighederne. Selv ikke på skuldrene af hinanden var det nemt at se hvad der foregik. Men stemningen var ikke til at tage fejl af. Det var uden tvivl fest i luften og alle strakte hals og tæer for at komme så tæt på som muligt.

Da selve ceremonien var overstået, Kumari tilbage i hendes hus og alle de prominente gæster eskorteret ud igen, kunne vi komme tæt på pladsen hvor festlighederne var foregået. Stemningen var stadig præget af festen og overalt omkring os var der mennesker. Guder blev tilbedt og offergaver handlet. Hele området havde stemning som et nepalesisk svar på et tivoli. Alle var glade og opløftede efter den store begivenhed. Selv maste vi os gennem masserne i det tempo de tillod. Alle de små gader gennem Kathmandus gamle bydel Thamel var tæt pakkede med mennesker på vej hjem fra festen, eller videre til yderligere fejringer af de forskellige gudebilleder der var blevet sat op i byen. Alle med store tilfredse smil på deres læber.

Om en lille måned starter Nepals helligste og vigtigste helligdage. Nemlig Dasain, der uden tvivl kommer til at forvandle byen til en fest og fejring.

Nepal: Weekend i Dhulikhel.

Store mængder vand fra oven gjorde flere steder vejene omkring Kathmandu ufremkommelige. En vens telefonopringning og beretning om at have siddet fast i 10 timer pga. mudderskred, gav en ekstra spænding til vores køretur ud af byen. Kæresten og jeg skulle ca 35 km sydøst for Kathmandu til den lille Newari-landsby Dhulikhel.

Efter at have forladt Kathmandus kaotiske trafik og kommet ud gennem de forskellige forstader begyndte naturen i stedet at tage over i omgivelserne omkring os. Rismarkernes karakteristiske plateauer tegnede bjergsiderne og teglværkernes skorstene skød op gennem det frodige landskab. Vejen blev smallere og snoede sig mere og mere som vi bevægede os højere op i bjergene.

Da vi drejede omkring et hjørne fangede en flere meter høj statue på et klippefremspring øjnene med det samme. Den stod på områdets højeste punkt, med den ene hånd oppe foran sig med håndfladen og øjnene rettet ud over dalen. Med en nærmest majestætisk storslåethed fik den alt omkring sig til at blegne. Som enkelte solstråler ramte den skinnende bronzeoverflade, gav kontrasten til de mørke truende tordenskyer på himlen bag den, statuen et helligt udtryk. Som en tryg beskytter og vogter af det liv der kunne skues fra den høje placering. En næsten mytisk fornemmelse blev efterladt i kroppen, da vi til sidst havde lavet så mange sving langs bjergsiderne, at den forsvandt bag os.

Seneftermiddagens tusmørke og småregn begyndte at sænke sig over landskabet da vi nåede Dhulikhel. Vores hotel lå lidt udenfor byen, men fordi de sidste dages store mængder vand havde ødelagt grusvejene, måtte vi gå det sidste stykke fra byen til hotellet. Da vi nåede frem havde mørket omsluttet hotellet og kun små lamper i træerne viste vej.

Tidligt næste morgen da lyset brød gennem de store panoramavinduer, kunne bjergenes toppe ses stikke op gennem den tætte hvide pude af skyer der lå i dalen, som små øer på et skummende hvidt hav.

I løbet af formiddagen steg skyerne fra dalen og omsluttede vores hotel i 1600 meters højde, i en tæt tåge. Kun lyde fra dalen og lyden af små fly i luften over os, forsikrede os om at der var liv udover de få meters udsyn vi nu havde. Skyerne fortsatte opad og efter et par timer omsluttet af den hvide pude, blev luften klar og udsigten over dalen og de andre bjerge var imponerende. Ligeledes kunne vi for første gang se stedet hvor vi havde overnattet.

Hotellet, Himalayan Village Resort, var små huse og hytter der lå mellem høje træer, spredt ud over bjergsiden. Små stier og trapper bandt de forskellige huse og niveauer sammen til ét sted. Mos på de mange stensætninger og den tætte bevoksning gav hele området et historisk udtryk. Dug sad stadig som perler i store spindelvæv mellem træerne. En mand stod i en lysning mellem træerne og tog bad under en håndholdt vandslange.

I Dhulikhel gik vi rundt i hyggelige smalle gader mellem de gamle huse. Høns, ænder, geder og køer gik upåagtede rundt i gaderne og spiste af hvad der nu var blevet efterladt. Nysgerrige ansigter kiggede frem fra åbne vinduer og døre når vi kom gående. Travle mænd kiggede op fra symaskinerne og kvinder afbrød den livlige snak omkring en af byens brønde. Børn råbte “Hallo!” efter os og smilte stort. På busholdepladsen var trafikken livlig og folk fandt plads bag de støvede ruder eller på taget af busserne. Som de eneste synlige turister følte vi os meget fremmede. Men det gjorde kun oplevelsen endnu mere ægte. Det var tydeligt at byen ikke eksisterede for turister, men for dens beboere.

Ved busholdepladsen fandt vi en lokal diner, hvor menukortet skulle tørres af inden vi kunne få det. De fleste der kom der, spiste bare den nepalesiske hofret Daal-bath. En risret med kød og en karrysovs, der blev skovlet ind med fingrene. Alle de øvrige gæster kiggede på os, som om vi var landet det forkerte sted. Bedre blev det ikke af, at vi ønskede at bestille fra menukortet, spiste med bestik og sad og tørrede vores sodavandsflasker af inden vi begyndte at drikke af dem. Maden var lækker og blev spist med stort velbehag.

Tilbage på hotellet med solen bagende fra oven, sad vi og nød udsigten og ikke mindst roen. Et tiltrængt åndehul fra larmen og osen i Kathmandu. Dhulikel er uden tvivl en attraktiv oase i bjergene ikke langt fra Kathmandu. En lille landsby med den gyldne smilende buddha siddende i den grønne bevoksning på bjergsiden over byen.

Nepal: Homoaktivister, danskere og parlamentsmedlem anholdt i Kathmandu.

Tirsdag aften (d. 14.) samlede en større gruppe mennesker sig foran indenrigsminister Bhin Rawals kontor i Kathmandu for at demonstrere. De ville have ham i tale og vise deres utålmodighed med hans behandling af de transseksuelle i landet.

Trods en højesteretsdom i 2007 satte en stopper for seksuel diskrimination i Nepal og samtidig gjorde “det 3. køn” offentligt anerkendt, nægter den kommunistiske indenrigsminister Bhin Rawal at følge denne opgørelse. I stedet ignorer han de homo- og transseksuelles rettigheder og nægter at lave identifikationspapirer og pas til de transseksuelle, med “det 3. køn” påskrevet. Alle landets distrikter vil reelt kunne udføre dette arbejde, men indenrigsministeren nægter at underskrive og sende de nødvendige tilladelser.

De transseksuelle kan uden pas og Identifikationspapirer ikke få arbejde, få adgang til uddannelsessystemet, åbne bankkonto, rejse eller få medicinsk hjælp. Så til trods for at retten er på deres side, er de transseksuelle efterladt uden muligheder, så længe de ikke kan få papirer der giver dem en identitet.

Sunil Babu Pant, Nepals første åbne homoseksuelle folkevalgte parlamentsmedlem og stifter af Blue Diamond Society(BDS), mødte derfor sammen med omkring 70 homoaktivister op foran ministerens kontor for at vise deres utilfredshed.

Demonstrationen blev dog hurtigt opløst af politiet der anholdte og tilbageholdte Sunil og aktivisterne i fire-fem timer. To danskere var også blandt de tilbageholdte aktivister. - jeg var ikke en af dem! Politiets begrundelse var at demonstrationen forstyrrede ro og orden og ikke var tilladt på pågældende sted.

I går var stemningen på BDS’s kontor anspændt. Alle havde vi enten en telefon i øret eller sad med fingrene på tasterne. Alle i forsøg på at få styr på hvordan situationen kan løses og i forsøg på at få historien ud til forskellige medier. Flere pressemeddelelser blev sendt ud og Sunil lavede en offentlig erklæring. Den bekendtgjorde bl.a. at Sunil sammen med repræsentanter fra 40 distrikter er gået i sultestrejke, i desperat forsøg på at få opmærksomhed på problemet.

Hele situationen viser desværre hvordan den politiske situation er i Nepal. Selv til trods for henstilling fra både præsidentens og premierministerens kontorer til Bhin Rawal om, at gøre det nødvendige for at de transseksuelle kan få deres officielle papirer, nægter indenrigsministeren at gøre det. Selv samme minister der snart skal lede en regeringsdelegation fra Nepal til UN.

Nepal: The Attic.

Et stort grin brød gennem selskabet da lyset på et splitsekund forsvandt på restauranten Him-Thai, og erstattet af fuldstændig mørke. Strømmen i bydelen var gået, som det nu sker ind imellem i Kathmandu. Mørket blev igen brudt af små lys, som folk fik mobiltelefonerne op af lommerne og fik displayet til at udsende et svag grønligt skær over retterne på bordet. Andre fandt lightere frem, der her praktisk nok ofte også har indbygget lommelygter. Alle omkring bordet bor her fast, så strømudfaldet blev taget med et selvfølgeligt smil.

Aftenen fortsatte på The Attic, en bar der som navnet rigtigt nok indikerer lå inde i en tilbagetrukket bygning, op ad forskellige små trapper, til vi var oppe under taget i kip. Fritlagte mørke spær stod i stærk kontrast til de hvide skrå vægge. Ligesom de hvide puder stod i kontrast til interiøret i mørkt træ. Langs den ene skråvæg hvor pladsen var træng, lå de hvide puder direkte på gulvet omkring lave borde. I midten stod store mørke loungesofaer tæt.

Mange grupper var allerede kommet og sad afslappede i det bløde møblement med kondensperlende drinksglas og ølflasker på bordene. Stemningen var rolig og som styret af de elektroniske loungetoner der hang roligt over lokalet. Opløftet af den gode stemningen fra restauranten prøvede nogle af os, at finde plads på puderne langs den ene væg imens andre gik i baren og sørgede for flere drikkevarer. Der var ikke plads andre steder, men straks kom nogle af tjenerne fra stedet og bad nogle lokale i en af de store sofagrupper sidde et andet sted, så vores store gruppe kunne få pladsen oppe foran scenen. Det er ikke noget særligt beundringsværdigt, men uanset er det ikke ualmindeligt at en stor gruppe europærer får en sådan forskelsbehandling.

Vi fik plads i de blødere sofaer, bordene blev hurtigt fyldt med drikkevarer og blues-bandet gik på scenen og fyldte rummet med fantastiske toner. Så hurtigt var den allerede opløftede stemning endnu bedre. Der blev grint og snakket på kryds og tværs. Flere drikkevarer blev hentet til bordet. Når to gange 70 cl whiskey og fire colaer kan fås for ca. 70 kr er det svært at lade være.

Baren var fuldt opdateret på populære drinks og det var en fornøjelse at finde plads i baren og følge dem mixe og blande. Mojitos blev most af to bartendere i samarbejde på gulvet, i mangel på bordplads. Isterninger blev til knust is i en pose der blev holdt af én, med en stor trækølle styret af en anden. -Også på guvet. Long Island Iceteas blev knap nok farvet af den lille smule cola der kom i, så colaen på siden var kærkommen, medmindre man ønskede hjernecellerne suste ud i den varme nat gennem de åbne vinduer, hvor hvide lette stoffer vejrede let i vinden udefra.

Med en utrolig glæde forlod vi senere på natten igen The Attic og tog hjem. Med rus i kroppen af gode venner, god musik og alkohol. Men også over beviset på at det er muligt at gå ud i Kathmandu og at der findes fantastiske og hyggelige steder her, hvor den vestlige stemning fanges. Det er tiltrængt ovenpå nogle af de udfordringer et fremmed land og kultur kan byde på i hverdagen.

Nepal: Mr. & Miss Third Gender Nepal 2010.

Med sædvanlig nepalesisk forsinkelse gik det store show i Kathmandus Nationalteater i gang med høj musik og nationale danse. Mr. & Miss Third Gender Nepal 2010 skulle kåres ved et storslået show med et ambitiøst program. Som inviteret havde veninden og jeg heldigvis plads midt for scenen på en af de forreste rækker, så vi rigtig kunne nyde showet og beundre deltagerne.

Det 3. køn er officielt og almindeligt anerkendt i Nepal og bruges ligeværdigt i mange sammenhænge. Et resultat af Blue Diamond Societys (BDS) arbejde for homo- og transseksuelles rettigheder i Nepal. Derfor er transseksuelle også mere åbne end vi er vant til mange steder i den vestlige Verden. At få foretaget kosmetiske operationer for at opnå skiftet fra et køn til et andet, er ligeledes heller ikke så tabubelagt. En fejring af netop de transseksuelle er derfor en stor begivenhed her i Nepal. Endnu større blev det at BDS samtidig kunne fejre deres ti års jubilæum som tilladt organisation i Nepal.

De 15 kandidater til titlen som Miss Third Gender indtog scenen i bedste amerikansk beauty pageant-stil, med høj musik, lysshow og stram koreografi. Flere af dem ubeskriveligt smukke og det var næsten umuligt at fatte, at nogle af de ultra-feminine skønheder på scenen faktisk var født som mænd. Smilene var store og der blev flirtet med både publikum og dommerpanel.

Efterfølgende fulgte de 15 deltagere til Mr. Third Gender konkurrencen med en mere afslappet og tilbageholden scene-perfomance. Næsten lidt overkarikeret maskulint. Af en eller anden grund virkede de 15 ikke så naturlige som deres 15 kvindelige sidestykker. Om det er fordi det er sværere at få kvindelige former med rundere hofter og finere ansigt, til at se maskuline ud ved jeg ikke. Men af en eller anden grund kom de mere til at ligne skoledrenge end mænd. Uanset havde de lige så meget sjov på scenen og fik samme fantastiske opbakning fra salen.

Flere gange undervejs i showet måtte vi minde os selv om at deltagerne var født anderledes end den de nu var på scenen. Den overbevisende forvandling var imponerende. Især miss’erne var mange af dem smukkere og mere feminine end mange af de kvinder der normalt ses på gaden. Samtidig var deres kjoler og nationale klædedragter farvestrålende og fantastiske at se på.

Med de obligatoriske elementer i en skønhedskonkurrence blev deltagerfeltet hele tiden gjort mindre og til sidst var der kun fem tilbage at heppe på. Egne favoritter var forlængst fundet og vejret blev holdt i sympati med deltagerne på scenen når afgørelserne blev udråbt. Smilet bredte sig i hele kroppen når det gik favoritterne godt. Ligesom skuffelsen gav sug i maven når en favorit blev skilt fra.

Den endelig afgørelse blev udråbt med al den pomp og pragt et sådan show skal slutte med. Glæden var stor hos nogle på scenen og skuffelsen stor i andres øjne. Bånd blev sat på skrå, pengepræmier og trofæer blev uddelt. For pigernes vedkommende blev funklende tiaraer sat i det opsatte hår indtil det kun var vinderen af miss-konkurrencen der manglede. To af vores favoritter stod allerede som nummer to og tre, så da den sidste favorit blev udråbt som vinder var glæden stor. Hun selv måtte kæmpe for at holde glædestårerne tilbage, da den største tiara blev overrakt fra sidste års vinder og sat på hendes hoved.

Med en særlig glæde i kroppen over showets demonstration af plads til forskellighed og bevis på mening bag de kampe der er blevet kæmpet for de homo- og transseksuelle i Nepal, samt showets fest og farver, forlod vi teateret og gik ud i mørket der havde sænket sig over Kathmandu. Med endnu en stor oplevelse fra Nepal i sindet.

Note d. 14. september 2010: Kort artikel på Pridenews.dk om ovenstående, skrevet af mig: Pridenews.dk

Nepal: Halsbrækkende bedrifter og bad med hønsene.

Vi ankom til den lille landsby Bimalnagar ved floden, for foden af bjergene. Egentlig var vi på vej tilbage til Kathmandu fra Bandipur, men et kort stop kunne vi godt lige lave, for at se Nepals største på 400x20 m, Siddha Cave. Spurgte et par lokale mænd der sad og spillede kort hvordan vi kom til hulen der skulle ligge i nærheden. De sagde det var nemt og en af dem tilbød at være guide for os. Vi slog til og ved et hurtigt kig på hans fødder, der kun bar et par flip-flops var vi sikker på at vi var udemærket udrustet. Tænkte at en hule normalt er et sted med lidt stier, så det er nemt for turisterne.

Vores guide pegede op mod en hvid plet på bjergsiden. “We go there. Only 30 minutes, sir” Godt nok var pletten højt oppe, men vi tænkte at vi sagtens kunne klare den. Det ville trods alt kun tage 30 minutter. Så udstyret med flere flasker vand og luften allerede godt opvarmet af solen begav vi os afsted på de første stier, der førte igennem et rimelig fladt terræn med små buske og træer.

Det flade landskab blev dog hurtigt afløst af mindre stier der snoede sig frem og tilbage ad bjergsiden med en konstant stigning mod toppen. Stien blev smallere og mange steder ikke efterladende meget mere plads end til et sæt fødder. Dertil skal siges at den ene side af stien mange steder kun var udsigten til landskabet under os for foden af bjerget. Stien var nogle steder erstattet af trappetrin hvor trinene rokkede på underlaget. Andre steder var det jorden trinene var hugget ind i og senere udvisket af regnen, så de omkringstående træer og buske måtte tages i brug for at hive os op. At vi så heller ikke havde ordentligt fodtøj på, gjorde det ikke nemmere.

Varmen blev hurtigt en modstander sammen med den stigende puls og vandflaskerne derfor hurtigt tomme. Sveden sprang frem alle steder på kroppen og efterlod os hurtigt gennemblødte fra top til tå. Selv ikke i skyggen fra nogle træer kunne vi undgå varmen der pressede fra alle sider. De våde undertrøjer blev til sidst i stedet brugt som kølige omslag, for ikke at blive dårlige i varmen.

Hvad guiden havde sagt ville tage 30 minutter tog i hvert fald en time, men da vi nåede indgangen til hulen var udsigten alene hele turen værd. Med tunge vejrtrækninger stod vi foran hulen og nød den kølige luft derfra og nød den utrolige udsigt ud over dalen. 500 meter oppe, stod vi på klippekanten og kunne se ned på de tynde stier der snoede sig op ad bjergsiden. Bimalnagar vi startede i var forvandlet til et miniaturelandskab, hvor selv de gennemkørende busser var svære at få øje på.

Da kræfterne var vendt tilbage til kroppen tændte vi de kraftige lommelygter og tog de første skridt ind i hulen. Guiden, vores chauffør der friskt var fulgt med, mine svigerforældre og jeg. Allerede få skridt inde var jeg ved at glide på det glatte underlag af ler blandet med vand der dryppede fra hulens tag, men en hurtig reaktion fra guiden reddede mig fra at falde. De første klipper efter indgangen blev forceret og derefter forsvandt al lys fra indgangen. Vi var nu kun os fem, mørket i den store hule, hulens beboere og vores tre lommelygter. Kun lyskeglernes hurtige bevægelser rundt i hulen, afslørede det store rum vi stod i. Ellers var der kun total mørke. Men også underlagets mange ujævnheder blev afsløret. Lyden af vand der dryppede og vandfald der rislede et sted i hulen, var det eneste der blandede sig med lyden af vores vejrtrækning. En blanding af duften af vådt ler og friskt vand fyldte rummet. Med højt mod, men dog med en lille tanke i baghovedet med hvad vi dog havde kastet os ud, begav vi os ind i hulen.

Det blev en tur hvor lysets genspejling afslørede flere underjordiske søer. Hvor vi skulle kravle op og ned imens vi bevægede os længere og længere ind i hulen. Nogle steder op gennem vandfald, hvor fødderne blev ved med at glide på de små fremspring der var den eneste mulighed for at støtte fødderne. Ved lodrette vægge måtte vi hive os op i reb og stemme imod med fødderne. Andre steder var der ikke så mange andre muligheder at lade os glide ned ad det fedtede underlag. Imens, var der flere steder hvor hvinene fra flagermus gav genlyd et eller andet sted over os.

Et sted var der et dybt mørkt hul, hvor den eneste mulighed for at krydse, var via to ganske almindelige stålstiger spændt ud på skrå mellem de to sidder af hullet. Dem skulle vi så kravle over, hvis vi ville videre. Allerede der havde vi smidt alle hæmninger og gav os fuldt ud. Til trods for at det var benhårdt og udfordrende, ville vi ikke give op. Tværtimod tog vi det som en oplevelse og i stedet for lade os styre af frygt, kunne vi bare grine af det hele. Men skal ærligt indrømme at turen over de to stiger ikke er det sjoveste jeg har prøvet. Selvom det ikke hele tiden var muligt at se hvor langt der var ned under broen, gjorde mørket det kun endnu mere skræmmende.

Da vores guide på et tidspunkt tog os hen til en dyb lodret kløft, hvor han kravlede ud over og kun holdt sig oppe ved at stemme imod med en fod på hver side af afgrunden, og sagde vi skulle derned, sagde vi dog fra. I stedet begav vi os mod udgangen igen, hvor de samme klipper og vandfald skulle passeres. Også de to stålstier.

Da vi igen stod ude i sollyset og varmen, kunne vi se hvor våde og beskidte vi var. Smurt ind i vådt ler og mudder. Til trods for at vi var blevet godt afkølet inde i hulen var vi ikke nået mange meter ned ad bjerget igen før solens stråler igen fremkaldte sved på hele kroppen.

Da vi igen stod i den lille landsby, svedige, udmattede og møg beskidte kunne vi igen ikke andet end grine af os selv. Følte os lidt som tre dumme turister, som landsbyens beboere kiggede nysgerrigt frem fra husene og samlede sig omkring os, for at se hvilke tosser vi var. Vi var på ingen måde klædt ordentlig på, da turen i hulen overhovedet ikke var som forventet. Langt fra.

I den lille butik hvor vi havde lejet lommelygter spurgte vi om muligheden for at tage et bad et sted i byen. Med naturlig nepalesisk gæstfrihed tilbød familien at vi kunne låne deres bad der lå sammen med huset bagved forretningen. I baggården stod et lille skur med to døre. Bag den ene huset lokum og bag den anden en stor balje med koldt vand og en lille øse til at hælde det ud over en selv. Med høns rendende frit rundt, en gris bundet i et hjørne af gården og et ildsted allerede godt igang med at tilberede dagens mad, tog vi bad under den åbne himmel. Med dé omgivelser og de foregående strabadser, var det uden tvivl et af de mest underholdende bad nogensinde, men samtidig et af de bedste og mest tiltrængte.

Trætte i kroppene, men beriget med en kæmpe oplevelse faldt vi hurtigt i søvn på vejen tilbage til Kathmandu.

Den værste time.

Det startede rigtig godt. En veninde mødtes med mig i lufthavnen da jeg skulle checke ind, så jeg havde selskab i den lange kø foran Thai. Udstyret med to store latte to-go var der ikke andet for end at vente, men da vi begge havde været ude fredag aften og begge var lidt trætte derefter, kunne vi heldigvis grine os gennem ventetiden, så vi til sidst havde ondt i halsen af at grine og snakke så meget. En perfekt afsked med hende og Danmark.

Langt om længe nåede jeg frem til skranken og fik bakset min kuffert op på vægten, velvidende at jeg nok havde pakket lidt mere end tilladt. Men tænkte at jeg måtte betale mig fra det. Rigtig nok begyndte hun at fortælle op og ned om hvad reglerne var og at jeg skulle efterlade nogle kilo. Tænkte igen at det hele nok skulle løse sig. Humøret var højt efter ventetiden med veninden.

Men da kvinden spurgte til min returbillet, begyndte varmen at brede sig i kroppen. Forklarede at jeg bor i Kathmandu og derfor af gode grunde ikke havde en returbillet. Så spurgte hun til mit visum i stedet og bladrede rundt i passet. Pulsen begyndte for alvor at stige. Jeg har ikke noget visum endnu. Det fås ved ankomst i Kathmandu. Men lige meget hvor meget jeg prøvede at forklare dét og at både jeg og kæresten har gjort det før uden hverken returbillet eller visum ligesom mange af kærestens kollegaer, så nægtede hun at lade mig checke ind. Derimod sagde hun at hun annullerede mig og ikke havde tid til at bruge mere tid på mig, da køen bag os bevægede sig som en lang uendelig slange gennem terminal 3.

Gulvet forsvandt fuldstændig under mig. Alt begyndte at snurre rundt og de mange mennesker i terminalen forvandlede sig til en øredøvende larm. Med knap en time til flyets afgang begyndte panikken for alvor at brede sig i mig. Vreden og tårerne var ved at sprænge kroppen indefra.

Ringede til kæresten, velvidende at han ikke kunne gøre noget som helst fra Nepal af, men havde ikke den fjerneste ide om hvad jeg skulle gøre, da kvinderne bag skranken overhovedet ikke ville hjælpe med, hvem jeg så skulle snakke med. Min rationelle tankegang var samtidig slået ud af frustrationen. Jeg havde mere eller mindre allerede opgivet at komme med det fly jeg havde glædet mig så meget til. Med under en time igen var jeg sikker på løbet var kørt.

Ligemeget hvor meget kæresten blev ved med at fortælle, at de tog fejl og jeg skulle med flyet, så begyndte mine ben at blive mere og mere bløde. Jeg kunne slet ikke hænge sammen. Jeg VILLE afsted, men kunne overhovedet ikke se hvordan.

Ved SAS’s salgskontor var køen lang og det føltes som om alle arbejdede i slow-motion. Da jeg endelig kom frem til skranken var hjælpen lige lille. Hvis Thai ikke ville have mig med, var der intet at gøre. Jeg kunne skaffe et visum - tager en uges tid - eller købe en returbillet til 17.000 kr. Dér var jeg klar til at kaste mig ude foran en bil på motorvejen udenfor lufthavnen. Kun venindens tålmodige og støttende tilstedeværelse holdt mig en lille smule på jorden. Køen ved ind-checkning blev kun mindre og tidspunktet for afgang nærmede sig med de hurtigste sekunder nogensinde.

Med kæresten i røret, en vejrtrækning der brændte i halsen og øjne der dunkede, måtte jeg sætte mig ned på hug og tage dybe vejrtrækninger for ikke at bryde fuldstændig sammen. Begyndte at overveje mulighederne, hvis jeg måtte blive i Danmark. Kærestens stemme begyndte også at have spor af panik over at jeg måske ikke kom nu alligevel, som set frem til i to uger.

En hurtig beslutning blev taget. Al kø og god pli blev ignoreret. Smed mit Dinerskort på skranken og sagde at jeg bare skulle have en returbillet så hurtigt som lynet. Imens sad visheden om at flyet skulle gå tyve minutter efter, som en fuldstændig urealistisk kendsgerning i hovedet. Pulsen kørte på højeste niveau og kæresten i telefonen blev ved med at spørge hvad der skete. Stressen gjorde min t-shirt våd og øjnene begyndte at flakke rundt. Veninden holdt øje med ind-checkningsskrankerne og stod klar med min kuffert og tasker. I samme sekund min nye dyre returbillet - som “heldigvis” kom ned i kun 15.000 - kom ud af printeren løb jeg med kuffert og min veninde efter mig tilbage til skranken, der pga. alt for mange mennesker stadig ikke var lukket helt ned, trods nu femten minutter til afgang. Jeg blev modtaget med en nærmest klar bagagestrimmel og ind-checkningen foregik i et tempo, så jeg slet ikke var med længere. Den tidligere overvægt blev fuldstændig ignoreret i ivret for at jeg skulle nå det. Kunne slet ikke forstå at min kuffert stod på bagagebåndet, efter de sidste fyrre minutter. De mest surrealistiske minutter i mit liv.

Veninden blev krammet farvel og så løb jeg ellers alt hvad jeg havde lært mod security. De glatte lædersko havde svært ved at stå fast på gulvet, men jeg var klar til at tage faldet. Det ville sikkert ikke gøre ondt ovenpå turen nede i terminalen.

Synet af den lange kø ved security fik endnu engang angsten til at gøre ondt i hele kroppen. En kvinde der havde stået bagerst i ind-checkningskøen til samme fly som mit, stod længere fremme end mig og fik råbt vagterne op, så vi kunne komme foran. Taskerne blev smidt op på båndet og metaldetektoren blev passeret i løb. Mobilen larmede konstant i lommen, da jeg bare havde afbrudt forbindelsen til kæresten tidligere da tingene begyndte at tage så meget fart at jeg ikke kunne sanse meget længere.

Med alle andre flyvende til siden og mine papirer flagrende i mine hænder løb jeg gennem lufthavnen til jeg til sidst stod ved boardingskranken og var ved at kaste op af udmattelse. Stadig fattede jeg ikke, at jeg en time før var blevet smidt af flyet, men nu alligevel stod der. Godt nok med en mega dyr billet i lommen som jeg ikke skulle bruge til noget som helst. På vej ombord i flyet kunne jeg endelig overskue at svare kæresten, som jeg kunne berolige med at jeg nu var ombord.

Da jeg endelig sad i sædet var min krop ved at brænde op, halsen tør, øjnene ved at give efter og pulsen ved at få mit hjerte til at sprænge. Jeg kunne slet ikke falde ned. Den foregående time havde prikket til alle følelser i mig og farede stadig rundt i hovedet på mig.

En dyb taknemmelig sms blev sendt afsted til veninden jeg havde efterladt på rulletrappen. Uden hende der havde jeg ikke klaret den. Så var jeg uden tvivl bukket under og brudt fuldstændig sammen.