Nepal: Bandipur - byen på toppen af bjerget.

Vejen snoede sig op ad bjerget, med afgrunden på den ene side og en stejl bjergside på den anden side. Landskabet lå udstrakt overalt under os, som et overdådigt smukt maleri. Floderne der brød det grønne frodige land i dalen, markernes skarpe streger der lavede mønstre og bjergene der bragede mod himlen på den anden side af dalen.

Et par skolebørn i ens uniformer kom gående hånd i hånd ad den smalle vej på vej hjem fra skole. En kvinde kom gående foroverbøjet med en stor kurv på ryggen, fyldt med afgrøder fra markerne på bjergsiden. Små kulørte skikkelser der bevægede sig roligt rundt på bjergsidens terrasser og strøhatte der stak op mellem de høje majsplanter, afslørede at mange stadig arbejdede i markerne. Ellers var der ikke meget liv langs vejen. En næsten skræmmende kontrast til virvaret i Kathmandu nogle timers kørsel derfra.

Men det viste sig kun at være en forsmag på hvad der ventede os på toppen. Bandipur, en gammel by bygget på bjergkammen i 1030 meters højde, 700 meter over det øvrige landskab for foden af bjergene. En lille by bygget op omkring den en kilometer lange flisebelagte hovedgade, der bogstaveligt ligger på bjergkammen, så husene på begge sider af gaden har flere etager på siden væk fra gaden, hvor bjergsiderne allerede begynder at gå nedad. Små grusbelagte veje der går ud fra hovedgaden og bevæger sig lidt ned ad bjergsiden. Det lille spindelvæv af små gader udgør tilsammen den lille by, hvor biler ikke må komme ind og heller ikke ville være meget bevendt.

For enden af et stort fladt plateau lå vores hotel bygget på kanten af den stejle bjergside, så alle værelserne havde udsigt én vej. Ud over landskabet nede i og omkring dalen. Uden sammenligning den vildeste udsigt jeg nogensinde er vågnet op til. Flere hundrede kilometer over floder, byer, marker og bjerge. Dén udsigt alene havde været køreturen værd, men trods sin storslåethed, endte den med nærmest kun at falde i baggrunden som en smuk kulisse til Bandipur.

Bandipur var som at træde ind i en historiebog hvor tiden gik i stå for et par hundrede år siden. Som en glemt kultur på toppen af bjerget, væk fra det travle liv i dalen. Roen, forstærket af den manglende trafik, fik lov til at ligge over byen som en mediterende tåge, og blev kun afbrudt af børns glade stemmer og hunde der gåede af hinanden.

Hele byen emmede af at være uspoleret, men til gengæld holdt sammen af stærkt socialt sammenhold mellem de par hundrede indbyggere. Turister var der stort set ikke. 6-7 stykker ud over os. Derfor var der heller ikke behov for store reklameskilte. I stedet fik hele byen lov til at fremstå ægte. Med smukke huse der lå tæt langs den stille hovedgade. Farvestrålende blomster der i store krukker brød med de mange lyse og mørke jordfarvede huse med mørke tage. Beboere gik lydløst rundt i gaderne og klarede hverdagens gøremål. Nogle forsvandt ind i en af de åbne døre i alle hjemmene. Åbningerne der gav chance for et hurtigt blik ind i de gamle lerkilede huse med ingen eller meget sparsom indretning, hvilket vidnede om et udendørsliv styret af solens timer på himlen.

Mange steder lå majs i massevis til tørre i solen og majsplanterne stod højt på markerne omkring byen. Geder stod bundet udenfor husene og spiste af de opbundne græs. Tørv og brænde blev båret hjem i store kurve på ryggen. Store sten til et hus under opførelse blev på samme måde båret ned gennem hovedgaden, fra den ene ende af byen til den anden. Af kvinder! Det var alle kvinder der slæbte. To og to gik de lydløst gennem byen med blikkene rettet mod jorden en meter foran dem. Imens sad gamle mænd ved små borde langs vejen og spillede kort eller en nepalesisk udgave af bob.

I den ene ende af hovedgaden hvor et lille pagodetempel stod som midtpunkt på et lille torv, løb alle byens børn rundt og legede. Store som små. Det lille tempel fungerede nu som en form for ungdomsklub for byens børn, efter skoledagen var slut. Her var der legetøj, skolebøger og mulighed for lektiehjælp. Samt en computer børnene kunne benytte. Trods computerens noget ældre model, var dens kontrast til det øvrige Bandipur og livet dér så stor, at det kom til at ligne at en tidsmaskine havde været forbi. Men desto større var børnenes fornøjelse. Deres glade stemmer hang som en smil-fremkaldende klang over torvet. Der blev sjippet, spillet badminton med hullet ketsjer, løbet med cykelhjul, leget tag-fat og spillet med glaskugler. Uden alder som begrænsning. De store hjalp med største selvfølge de små og lod dem glædeligt lege med.

Det var en fantastisk fornøjelse at sidde ved et af de små træborde langs gaden og bare følge børnene. Lade deres store smil og glade grin trænge ind under huden og sætte sig på smilemusklerne. Bare se dem lege sammen med uspolerede børnesind. Se dem være fantasifulde, opfindsomme og dejligt “børne”-lige. Som da to drenge kom løbende med en hjemmebygget bil i træ. Smilene på de tos læber var rørende, efter lige at være gået rundt i byen og set det simple og primitive liv i byen. Primitivt efter vores vestlige standarder, men at se lykken tyk i luften mellem alle børnene den aften bevidste at primitivt og simpelt ikke er ensbetydende med ringere.

Som solen begyndte at gå ned bag bjergene og tusmørket sneg sig ind mellem husene kom mødre forbi på skift og kaldte sine børn til sig. Små ord blev med smil udvekslet mellem mødrene og skørterne fik store knus af de små røde forpustede hoveder. Lige så stille forsvandt livet ind igennem de lave døre og snart var byen helt mørk. Lys trængte ud gennem vinduesskodder og døre på klem og lydene af familier der med livlig snak spiste i skæret fra petroleumslamper og levende lys, lød svagt fra de små hjem. For at blive afløst af total ro over byen, kun underbygget af cikadernes sang.

Og total mørke! Stjernehimlen stod klar. En kraftigt lysende planet funklede over de mørke silhuetter bjergene fremkaldte. Fra kanten af bjerget, tilbage på hotellet, var landskabet i dalen tegnet af små klaser af lys langs floderne, hvis vand fangede stjernernes spejlbilleder. Med det enorme mørke landskab foran os, var stilheden næsten skræmmende og på samme tid fortryllende.

Bandipur var på mange måder et overvældende besøg. Som et lille unikt besøg i en glemt og gemt kultur på toppen af Verden. En særlig og smuk by. Både opbygningen og de gamle huse, men også stemningen dens beboere imellem. En by med plads til alle og med en usædvanlig sammenhold-følelse. En ubeskrivelig perle i Nepals bjerge.