The Big Apple # 1: Fed bytur og forår i New York.

Vågnede med let hovedpine efter nattens bytur. Gik straks da vi var ankommet med taxa aftenen før fra lufthavnen, ud for at finde en club. Først kunne vi ikke rigtig finde noget sted, men da vi så en mindre gruppe unge stående udenfor en sort dør, gik vi han og gav det et forsøg. Stillede os op i køen og slap da også forbi snoren.

Indenfor var bare en lang trappe, der drejede rundt og rundt imens den bare gik nedad. Rytmer fra musikken nåede op til os, men vi vidste stadig ikke hvad det var vi var gået ind til. Men til sidst kom vi ned i en stor natklub under jorden. Det var mørkt kun oplyst af dæmpet belysning langs væggene og lidt kraftigere lys i den ene ende hvor tre hotte bartendere styrede bestillingerne bag baren. Med det samme var det tydeligt, at det ikke var et snusket sted vi var kommet ind. Tværtimod så det hele meget lækkert og eksklusivt ud. Uden at blive pænt og stift, men i stedet på en trendy og undergrundsagtig måde. At der på toiletterne stod alverdens lækre produkter til frit brug rundt om vaskene, og en stod klar med et friskt håndklæde til at tørre hænderne, vidnede bare endnu mere om, at det ikke var hvilket som helst sted vi var havnet. Musikken var et super mix af musik fra de sidste fire årtier.

Men det der for alvor fangede vores opmærksomhed var typerne dér. Det var alle unge og alle så godt ud. Virkelig godt ud. Ikke nødvendigvis modeller, men alle var tjekkede typer med udseendet i orden. Tøjet var alt sammen fedt sat sammen og stilen var god, med virkelig lækker smag som kendetegn hos dem alle. Selv fyrene med skovmandsskjorte og en doven strikhue, så lige så stilede ud som pigerne med løst hår over en enkel lille nederdel, top og den ene imponerende stilet på fødderne efter den anden. Alle smilede og deres kropssprog fortalte at de nød livet. Bare at stå og kigge på alle dem var super inspiration til morgendagens shoppetur.

Fanget af stemningen og alle de fede typer vi faldt i snak med, fik den ikke for lidt på dansegulvet eller foran baren. Den amerikanske imødekommenhed fascinerede os med det samme og gjorde det svært at blive overbevist om at vi burde tage hjem og sove. Da et par borde blevet ryddet for en kendt - ja, jeg kendte ham ikke, men mine veninder gjorde - og hans selskab, festede alle upåagtet videre. Ikke på den snobbede danske jantelovsprægede måde, men med at han skulle have lov til at gå i byen som alle andre, som en selvfølgelighed.

Dog vidnede hovedpinen næste morgen om, at vi nok skulle have taget færre drinks. Men den friske forårsluft og den klare blå himmel over os, da vi kom ud fra vores lille hyggelige hotel i Little Italy, fejede hurtigt alle rester af tømmermænd væk. Solbrillerne blev korrekt placeret og storsmilende gik vi ud for at indtage New York.

Fandt først en lille hektisk diner, hvor en ordentlig brunch skulle forhindre tilbagevendende tømmermænd. Stadig prægede af nattens udskejelser og servetricens overbærende smil, endte vi med at grine hele vejen gennem brunchen til stor underholdning for de øvrige gæster. Dagen startede godt og udgangspunktet for en god shoppedag var lagt.

Jeg forlod efter en times tid de to piger, da jeg shopper bedst alene og også havde svært ved at finde noget i de forretninger de ville i. Da jeg var den eneste der havde været i NY før forklarede jeg dem hurtigt området i Soho, for at give dem en chance, og gik derefter videre til de butikker jeg ville i. Med det samme voksede smilet til dobbelt størrelse hos mig. Hvor var det fedt at være tilbage! Vejret var fantastisk. Solen skinnede og vinden stod stille, så varmen lagde sig mellem de høje bygninger. Neonskiltene blandede sig med de mange øvrige reklameskilte langs Broadway. Ved ristene i fortovet kunne subwayens susen frem og tilbage under fødderne høres. Overalt vrimlede det med mennesker der ligesom mig selv nød det gode vejr. Fantastisk tøj blev vist frem og alle typer gik blandt hinanden.

Stemningen gik lige i blodet på mig og muligheden for virkelig kvalitetstid for mig selv sammen med mit visakort, trak absolut ikke humøret ned. Efterhånden som timerne gik i det lækre Soho begyndte flere og flere firkantede papirsposer at tage plads i hænderne og visekortet at gløde en anelse. Kun med stigende humør til følge. En lille pause på Starbucks med en Grande Café Americano to go, fortsætte turen rundt i de hyggelige gader. Problemet med den alt for varme vinterjakke i det gode vejr, blev hurtigt løst med et besøg i Armani. Med den nye blå vindjakke og et par nyindkøbte Rayban solbriller til at skærme for den strålende forårssol, gik jeg videre med en euforiserende følelse i kroppen. Stemningen, byen, friheden og følelsen af at føle mig hjemme gav det største kick. Glædede mig kun til endnu flere dage i den fantastiske by.

Venezuela # 9: Lyssky forretninger.

Går hen til bilen der holder lidt for sig selv i vejkanten. Banker let på en af de tonede ruder og vender ryggen til som om det ikke er bilen der har fanget min interesse. Da der lidt efter stiger en mørklødet mand ud, hvisker jeg stille “Change dollars” og læser hans øjne. Blikkene bliver kastet over skuldrene og en kurs bliver bliver i hviskende toneleje overgivet. Forhandlingen er startet og når der er nået en enighed, kravler manden tilbage i bilen, og jeg trækker mig igen lidt væk. Lidt efter vender han tilbage og jeg går efter han uden et ord udveksles, til en mørk skygge under en palme eller bag et skur. Sedlerne bladres igennem i hænderne og det aftalte beløb i dollars overrækkes og puttes hurtigt i lommen. En stak krøllede nussede bolivarer rækkes tilbage og der gives pænt hånd, hvorefter vi går hver til sit tilbage i dagslyset.

Hugo Chávez’s øget kontrol med valutavekslingen i Venezuela og begrænset adgang til dollars for venezuelanerne, har udløst et stort sortbørsmarked med dollars, hvor kursen er langt bedre end den officielle kurs. Flere steder bliver man antastet af lokale der tilbyder at veksle til favorable priser. Hvis der ikke lige er en i nærheden, gælder det om at se deres kendetegn. Som f.eks. en enligt parkeret bil med tonede ruder. Nogle butikker tilbyder det når man står med pungen fremme. Priserne er ofte bedre med taxa, på restauranter osv. hvis man tilbyder at betale med dollars i stedet for med bolivarer. Det er dog ulovligt både at handle og købe dollars udenom de officielle vekselkontorer og banker, så derfor får hele scenen ved en sortbørsveksling et meget lyssky præg, og man står hele tiden med en følelse af forståelse for, hvordan de handlende pushere på Vesterbro må have det. Trods sortbørshandlens kriminelle grundlag, er det så omfattende at sortbørskursen er noteret på børsen i i Caracas, på lige fod med den officielle kurs.

Ja, jeg håber selv de kan finde ud af det.... For hvor er det dog besværligt.