The Big Apple # 3: Træer og regnbueflag i gaderne.

Et af de hyggeligste i New York er uden tvivl Greenwich Village. Det gamle kunstnerkvarter emmer af hygge og personlighed. Den bohemeagtige atmosfære får en til at slappe af og bare gå rundt og nyde alt det skæve. Træerne i gaderne og den friske luft tilfører yderligere charme til området.

I den ene gade hænger de karakteristiske brandtrapper udenpå de lave bygninger. Lave fordi de fem etager, kommer til at virke som lave landsbyhuse i forhold til det øvrige New York. I den næste gade ligger det ene imponerende hus side om side med det næste, kun med anderledes mursten eller anden malling som tydelig adskillelse mellem de enkelte huse. Store trapper fører op til de romantiske facader der alle steder bliver holdt pænt.

Her findes alverdens specialforretninger, antikvariater og små skæve tøjforretninger har også fundet plads her. Cafeer og konditorier ligger spredt rundt om i gaderne. Bla. det lille konditori Magnolia Bakery der leder tankerne tilbage til bedsteforældrenes barndom, med sine kniplede gardiner i vinduerne, antikke interiør og småblomstrede tapet. Hvis nogen ser SATC, så er det der pigerne køber lyserøde cupcakes. De smager godt, hvis man har en - meget - sød tand.

I området omkring Christopher Street hænger der mange regnbueflag udenfor facaderne og det ikke uden grund. The Village er også kendt for at være New Yorks homoseksuelle område. Men området har også spillet en stor historisk rolle for de homoseksuelle verden over. I juni 1969 startede de homoseksuelle et stort opgør mod politiet og politikerne, med udgangspunkt i baren Stonewall In. En kamp for lige rettigheder, accept, frigørelse og tolerance. Urolighederne varede i flere dage og gav genlyd verden over. Disse uroligheder bliver ofte set som starten på frigørelsen af de homoseksuelle. De mange homo-parader verden over hver sommer er en fejring af netop Christopher Day. Derfor havde stedet også historisk interesse, da jeg gik rundt blandt de mange små huse og forsøgte at fornemme historierne murstenene fortalte.

The Big Apple # 2: En dag i meetpacking.

Vågnede tidligt til endnu en dag med blå himmel. Alligevel havde vejrudsigten forberedt os på at det nok ville være koldere end de første dage, så klædte os heldigvis godt på. For da vi kom ud ramte den kolde vind som en hård knytnæve i ansigtet. Solen strålede stadig og himlen var flot vinterklar, men med omkring minus 10 grader og vind, trængte solens varme på ingen måde igennem. Men med det rigtige tøj var det ikke noget problem.

Efter en hurtig kaffe på Starbucks, fik vi med en arm i vejret en gul taxa ind til siden og kastede os ind. Adressen i Meetpacking District blev hurtigt slynget ud og turen gennem den livlige trafik, stærkt domineret af de mange gule taxaer, startede. Da taxaen stoppede i noget der mest af alt mindede om et industrikvarter, var vi lidt betænklige ved at stige ud. Var det mon her? Adressen var god nok, så vi tog chancen. Området var præget af store bygninger og haller. Udenfor var alle de gamle lastbilramper stadig at se foran bygningerne og det der før havde været store porte. Hele gaden havde en råhed over sig, som vejene og brostenene var stærkt præget af lastbilerne der tidligere havde kørt der og bygningerne præget af slid og hårdt vejr.
Fandt det rigtige husnummer og gik ind i noget der stadig lignede en forladt bygning, men der havde rigtigt nok stået House of Bumble på skiltet udenfor, så vi lod os trygt føre op til ottende sal af elevatoren. Straks da vi trådte ud åbnede et kæmpe receptionsområde sig, med panoramavinduer på begge de to langsider, en cafe og flere lækre loungeområder. Meldte min ankomst og blev lidt efter ført nedenunder hvor endnu et stort lokale med panoramavinduer åbnede sig. Fik plads i en stol helt ud til et af de store vinduer og sad med udsigt ud over store dele af det solbeskinnede West side. Helt fantastisk. Min frisør kom og jeg endte med at blive klippet uden at have set på håret, fordi udsigten konstant bød på nye detaljer der fangede min opmærksomhed.
Tilbage i gadeplan var det tid til at udforske resten af Meetpacking, der er langt mere end den ene gade. Her fandt vi den ene fede forretning efter den anden. Alle liggende i de gamle kødboder, hvilket indretningen bar præg af, men kun gav området endnu mere charme. Store kendte mærker blandede sig med specialforretninger og mindre kendte mærker. Og ikke mindst et hav af interessante restauranter.
Derfor vendte vi også tilbage om aftenen. Men hvad skulle vi vælge? Thai, fransk, italiensk, ja fortsæt selv rejsen rundt i verden. På The Spotted Pig var ventetiden 2 timer - en hverdagsaften! Så valgte i stedet Pastis med sine kendte røde markiser udenfor. Indenfor summede det af liv og straks følte vi os hensat til Paris. Overalt i de store lokaler sad der mennesker ved de små rå træborde der stod tæt. Et hav af tjenere og afryddere løb hurtigt, men stadig med rolig fransk stil, mellem bordene og de mange bestillinger. Overalt herskede travlhed og støjniveauet var højt, men det tilførte kun ekstra til den gode franske stemning. Maden satte kun det definitive punktum på en helt igennem fantastisk dag og aften i Meetpacking District. Det smagte simpelthen himmelsk og slog fuldstændig benene væk under vores små træstole. Trods alt for meget mad, blev vi nødt til at prøve desserterne også og fik noget af det bedste Creme Brulee nogensinde. - Hvortil det skal siges at jeg altid spiser Creme Brulee som dessert hvis restauranterne serverer det, men samtidig er meget kræsen med at det skal være lavet ordentligt før jeg spiser op. Det gjorde jeg på Pastis!