onsdag den 29. september 2010

Nepal: Da regnen lettede.

Nærmest fra den ene dag til den anden er luften forandret over Kathmandu. Som en tung hovedpine der har hængt trykkende over byen flere måneder, er monsunen forsvundet og en lettelse har bredt sig i luften.


Monsunens mørke skyer, store mængder vand fra oven, høje luftfugtighed og dårlige sigtbarhed har hængt tungt over Kathmandu. Luftfugtigheden har efterladt huden fugtig og klam og ude af stand til at ånde. Ligeledes har vejrtrækningen været tung og øjnene har kløet. Varmen har været trykkende og omsluttende, endda uden solen har været direkte. Vindene har stået stille, som var de også sløvet af varmen. Kathmandu har virkelig været som at gå rundt i én stor sky. Vi har ikke kunne se meget længere end de høje bygninger omkring os. Himlen har været mat blå og konstant plettet af store skyer. Nogle truende, andre bare i vejen for solen. Regnen har været utilregnelig og alligevel næsten punktlig. De fleste eftermiddage trak de mørkeste skyer sig sammen og forvandlede himlen til et tæt net af kraftige vandstråler. Selv med solens stråler glinsende i vinduer og glasfacader kunne det begynde at regne kraftigt fra det ene minut til det næste i løbet af dagen. For at stoppe igen efter at have demonstreret, at monsunen var i stand til at gøre alt vådt i løbet af få minutter.


Men nu er luften som født på ny. Den er frisk at indånde og den klamme omfavnelse er blevet erstattet af blide kærlige vinde mod huden. Luften glider lettere og mindre besværet genne næse og mund, uden at efterlade den tillukkede fornemmelse monsunen ofte har gjort. Himlen er klar blå med en næsten skinnede overflade, farvet af solens stråler. Bjergene omkring dalen står klare i horisonten og ørnene kan ses flyve i store cirkler højt på himlen. At gå ud på altanen efter mørket har sænket sig føles som en befrielse efter en lang dag. Selv 25 grader føles forfriskende og leder tankerne til danske sommeraftener.


Det er som om luften er blevet tilsat en stor portion frihed og loftet over os hævet flere kilometer. Friheden er trængt ind i sindet hos de fleste og ryggene er stadig rette sidst på dagen. Smilene er store og hovederne er ikke længere tunge.


Monsunen har været ekstra hård i år, især taget i betragtning at den stort ikke gav noget vand sidste år. Så afskeden med monsunen har været ventet af mange. Heldigvis holder dette vejr de næste par måneder, hvor sigtbarheden kun bliver bedre og bedre som luften bliver klarere. Vinteren med store temperaturforskelle mellem dag og nat bliver næste skifte.