I en smal passage mellem to huse hvor dagslyset blev holdt ude, var en lav dør der med bukkede hoveder var mulig at komme ind ad. I den lange mørke gang vi kom ind i, var der flere døre ned langs begge sider, hvor der på alle sad en kraftig skudrigle med stor hængelås. På gulvet stod sandaler og sko spredt foran dørene.
Min gode ven Surendra gik hen til den første af dørene, fik låsen op og bød mig smilende velkommen i sit hjem. Vi trådte ind i et rum der ikke var meget større end to meter i bredden og fire i længden. På gulvet lå et par aviser udbredt med lågskræller, en stor kniv og forskellige krydderier, hvis dufte fyldte det lille rum. Han var i gang med madlavningen da han gik for at hente mig længere nede ad gaden.
Han bad mig om at sætte mig på den høje seng foran vinduet modsat døren. En simpel træseng med en tynd madras, der ikke kunne blødgøre den underliggende træplades hårde overflade. Et hvidt lagen var lagt ud over sengen. Nyvasket forsikrede han grinende. Jeg var ligeglad. Satte mig afslappet på sengen og var glad for endelig at få mulighed for at besøge ham.
På det ene af de to blus i det ene hjørne, tilsluttet en stor rød gasflaske ved siden af, opvarmede han vand i en ujævn jernpotte der vippende dansede over flammerne. To små kopper blev fundet frem fra et stativ på væggen, hvor også et par tallerkner, skåle, lidt bestik og glas var stablet. Duften af kaffe overtog rummet. Med stor undren over at jeg hverken skulle have sukker eller mælk i kaffen, gav han mig koppen med begge hænder og spurgte om han måtte fortsætte med maden. At jeg kunne hjælpe til ville være en fornærmelse for en stolt nepaleser.
Imens vi snakkede og han fortsatte med at klargøre grøntsager lod jeg mine øjne glide rundt i rummet. Væggene var en mørk mintgrøn suppleret med tidens pletter, plamager og enkelte papirslapper med hinduistiske guder afbilledet. Mørke blomstrede gardiner var trukket fra vinduet med gitter for. En enkelt nøgen elsparepære i det ene hjørne sørgede for lys, når dagslyset ikke længere rakte. På bagsiden af døren udgjorde en række med seks knager hans garderobe. I vindueskarmen lå der ting overalt og i flere lag. I det ene hjørne stod et glas med en tandbørste og ragekniv, barberskum, spraydeodorant og hårlak. Hvad en nepalesisk mand med stil har brug for.
En spinkelt bord bar et lille tv, en dvd og en cd-afspiller med højtalere. Som det første da vi kom ind havde han vist mig at han havde den slags teknologi. Som for at demonstrere tændte han alle tre og lod det køre, selvom det nogle gange gjorde samtalen vanskelig. Han afbrød selv flere gange vores samtale, blot for at sikre sig at jeg ikke manglede noget.
Med en stor kniv holdt mellem de bare fødder, sad han på gulvet og snittede grøntsager mod knivens æg. Grøntsager der sammen med kød og krydderier snart efter spruttede og dampede fra den sorte wok over blusset. Den store sorte plamage på væggen bag blusset, vidnede om at der var tilberedt mad rigtig mange gange. Duften af kaffe var aftaget som kopperne blev tomme, men den kraftige duft af karry fyldte hurtigt hver en tomme af det lille rum. Kun tæt ved vinduet trængte duften af regnvejr ind udefra.
Et par udbredte avisblade på sengen blev dug for den tilberedte middag. Ris, karrysauce med sukkermajs, grøntsager, ged og kylling. Surendra kunne nu slappe helt af. Med nepalesisk stolthed havde han fået lov til at servere et måltid mad for sin gæst.
Vi sad længe og snakkede over maden, imens vi fulgte livet i gården bag huset. Beboere fra rummene bag de andre døre ude i gangen, skabte liv under de regndryppende blade på træerne. Et par voksne piger sad under en hane ved den store sorte vandtank og vaskede op. Bagefter vaskede de hinandens hår. En scene der fik Surendra til at smile stort og lidt hemmelighedsfuldt. Især den ene af pigerne vakte nysgerrige blikke, men som han selv sagde med et blik rundt i rummet, så var han ikke klar til at tilbyde en pige et ordentlig ægteskab.
Hans hjem var kun det lille rum, det var simpelt, rodet og primitivt, men han var stolt af det. Stolt af ikke at bo hos sine forældre, men i stedet at kunne klare sig selv. Og glad for at jeg ville komme på besøg. At han hele tiden kom til at sige “ my palace” i stedet for “my place” synes jeg på en eller anden måde blev symbolsk og jeg nænnede ikke at rette ham. For ham var rummet hans alene og derfor noget stort som et palads. Som for enhver ung nepaleser, der er brudt ud af det traditionelle familiemønster med tre-fire generationer under samme tag. Værdien af netop dét overstrålede langt værdien af den spartanske indretning.
Opslag
