Vågnede første morgen ved minareternes sang ud over byen. Men da bønnerne stoppede var det roen der holdt mig vågen. Dubai lå i total stilhed der ikke stemte sammen med den by der bredte sig udenfor vores hotelværelse. Solopgangen farvede himlen over ørkenen i horisonten i en varm orangegulfarve, der omfavnede de mange bygninger i Dubais skyline, så glas og stål kom til at stå som lysende tårne. Med Burj Khalifa ragende over dem alle som et spir ind i himlen. Over havet var himlen skarp blå og fik Burj Al Arabs hvide sejl på stranden, til at træde endnu mere frem. Endnu et område af højtragende skyskrabere brød horisonten i det fjerne. I de lavere områder mellem de mange høje huse, stod minareterne slanke og stolte og lyste op i den allerede kraftige morgensol.
Da vi et par timer senere stod nede på gaden og gik mod Sheikh Zayed Road, fandt vi hurtigt ud af at morgenens stilhed ikke skulle komme til at stå alene. I den ene ende af den brede Sheikh Zayed Road, der fik en dansk motorvej til at ligne en sølle landevej, stod vi med udsigt ned gennem en tæt allé af høje skyskrabere, i et af Dubai nyere områder. Et område hvor der hurtigt kan konstateres at der ikke har været meget loft på budget eller antal af etager.
Vi startede ved World Trade Center der trods sin titel som Dubais første skyskraber, kom til at se lille og næsten forhistorisk ud i det selskab den var kommet i sidenhen. Men samtidig stod den som et godt eksempel på en by der er blevet overhalet af sig selv flere gange på få år.
Men det var som om de enorme glasfacader, de rene linjer og et tag der virkede som endeløst over os absorberede lydene. Som om lydene gled af og forsvandt. Ikke engang den hurtige trafik på den store boulevard lavede nogen lyd. De store biler nærmest svævede henover den sorte asfalt. Dufte var der heller ikke nogen af i den ellers friske luft, der på ingen måde var tæt som i andre storbyer.
Men langs Sheikh Zayed Road og mellem de enorme bygninger, var der heller ikke skyggen af affald, der var ingen tilfældigt eller uharmonisk placerede busskure eller palmer der ikke stod på lige linje. Busskurene var tværtimod afstemte runde buer, der nærmest svandt ind i omgivelserne og palmerne stod snorlige langs fortovet, når de ikke stod på store plane græsplæner der sirligt var blevet anlagt. De mange skyskrabere kom derfor til at fremstå endnu mere storslåede og enorme, fordi forstyrrende lyde og dufte var væk og synet blev ligeledes heller ikke afbrudt af andet end de store facader.
Men der ér også masser af lade sig imponere og fascinere af. Emirates Towers der står som to stolte tvillinger, buede facader der får sollyset til at lege i glasset, runde bygninger, skarpe rene linjer, blankt stål, kunstneriske afslutninger på de høje bygninger, som for at skille sig ud i mængden. Alle bygninger har hver deres personlighed og man efterlades ikke med megen tvivl om at fantasien ikke har haft nogen grænser. Som to tætte bygninger der visuelt havde et stort svævende rør i glas gående tværs gennem deres to maver af glas.
Mange af de høje bygninger skulle ses på afstand, for stående nedenfor gav blot et indtryk af at de fortsatte uendeligt. Et andet alternativ var at kigge ind i en glasfacade i nærheden og nyde de høje bygningers spejling i stedet.
Strømlinede metrotog gled hurtigt og lydløst ned gennem boulevarden på en højbane i hvid beton og runde former der i sig selv var en fryd for øjet. Flere steder forsvandt metroen ind i de store næsten svævende og skalformede stationer, der fik øjnene til at glide forbi uden at blive forstyrret.
Men der var ét tårn der hele tiden fik øjnene til at vende sig i én retning. Uanset om solen ikke kunne slippe imellem de høje bygninger alle steder, kunne de alligevel ikke dække for en af deres nyeste naboer. Verdens højeste bygning, Burj Khalifa. Som et babelstårn af en anden verden ragede det højt op over dem alle. At kigge på tårnet der ragede ud over fantasien og bare fortsatte til himlen opslugte det i et tyndt spir, var et imponerende og opslugende syn. Burj Khalifa står alene og virker endnu mere urørligt i sin storslåethed.
Da vi endelig fandt hen til foden af Burj Khalifa, måtte vi næsten ligge ned på jorden for at gøre os forhåbning om at se toppen. Med næsten skræmmende styrke fortsatte det bare sin rejse mod himlen. Den skarpe sol og den klare blå himmels spejling i de buede glasfacader, fik næsten tårnet til nogle steder at falde i ét med den skyfri blå baggrund.
De første timers møde med Dubai var som forventet et møde med en imponerende skyline, og en by der gang på gang imponerede ved sin grænseløshed. Fantasi, penge og ideer har uden tvivl haft en enorm legeplads i den arabiske ørken. Og byggerierne er stadig i fuld gang. Overalt er der byggekraner og byggepladser. Enorme billboards varsler om kommende projekter der alle forsøger at overgå hinanden i sin arkitektur eller sin funktion. Veje, Boulevarder og broer glider lydløst og nemt ud og ind imellem hinanden, imens arbejdere konstant forsøger at få vejnettet til at følge med byens udvikling.
Men man skal ikke forvente meget sjæl. Ikke som vi normalt kender den fra rejser rundt om i Verden. På samme måde som de høje bygninger stod tæt på en lang lige linje på begge sider af Sheikh Zayed Road, uden nogle bygninger på den anden side, mangler Dubai dybden. Men der ér alligevel en eller anden form for sjæl i byen. Nemlig at den er ny, stor og imponerende. Der er ikke mange mennesker på gaden - med forbehold for at vi var der en fredag og i nytåret -, der er ikke mange lyde, ingen dufte, men der er stadig en følelse af drømme og store tanker.
Opslag
