Var afsted med fem piger, så valgte flere gange at gå på egen hånd rundt i Paris. Ikke kun for at undgå for mange vintage- og kvindetøjsforretninger, men også fordi jeg godt kan lide at opleve og indsnuse byen for mig selv. Er vild med at være på tomandshånd med en ny storby.
Da jeg sagde farvel til pigerne og efter få sekunder mærkede friheden, blev jeg ét med byen. Kom ind i tempoet og gik raskt ned ad gaderne. Selvom jeg ikke havde været der i ti år, var det som om jeg vidste hvilken vej jeg skulle. Ellers viste Paris vejen. Hele tiden så jeg kom ind i små gyder bag de mest befærdede gader, stødte ind i skønne detaljer ved byen og fik stemningen ind under huden.
Nogen vil måske synes det er en anelse underligt eller excentrisk at have lyst til at gå rundt alene, men det er dér jeg føler jeg oplever allerbedst. Med ro til at opleve byen og stemningen. Jeg nyder at byen er det eneste selskab, så tiden er styret af en dialog mellem byen og mig. Ikke andres ideer, indblanding eller lyster. Men udelukkende styret af hvor intuitionen og strømmen fører mig og hvad byen vælger at vise mig. Sådan føler jeg at får atmosfæren bedst ind på kroppen.
Når man går alene ligner man heller ikke for meget en turist. Hvilket også kom til udtryk ved de utallige gange jeg blev stoppet og spurgt om vej. Hver gang måtte jeg forsøge på engelsk, at forklare at jeg desværre ikke var fra byen. Desværre! Men hver gang gik jeg videre med en følelse af at være meget "Paris". Tænk at blive taget for at være pariser.
Da jeg sad på græsset i en af parkerne med min frokost og en bog i skødet, hørte jeg pludselig på dansk "Ham har vi set før!" Ville ønske at jeg ikke havde kigget op, men af ren refleks på det danske sprog gjorde jeg det alligevel, og en dansk gruppe af unge der havde siddet i samme kupe i toget fra lufthavnen, gik på stien foran mig. Da de så jeg reagerede, farvede rødmen ansigterne. "Ej, han er dansk!" Jeg smilte bare og kiggede ned i bogen igen. Bliver altid lidt ærgerlig når jeg møder andre danskere på mine rejser. Det river mig ud af det univers jeg skaber mellem byen og mig selv. Universet hvor jeg ér en del af byen og ikke kun gæst.
Gåturen gennem Marias, førte mig rundt i små gader med selvstændige butikker, hyggelige caféer, modeshow i gaden og farvestrålende forretninger med regnbueflag i vinduerne. Marais er Paris’ bøssekvarter, og som det ofte er i de kvarterer, så var der også fuld knald på i Marais. På caféerne sad mænd og kiggede indiskret når jeg gik forbi. I gaden kom mænd gående hånd i hånd, og den lykkelige følelse ved at gå rundt i Paris, blev til ekstra varme ved dét syn. I det hele taget fik den konstante tilstedeværelse af kærlighed, hjertet til at smelte gang på gang. Flere gange skulle jeg tage mig selv i, ikke at komme til at stå og stirre med læber i bevægelse, som var jeg selv med i kysset. Den fuldstændige naturlighed omkring det at vise kærlighed, skabte en romantisk atmosfære i byen, der fik fuglenes kvidren over tagene til at lyde endnu mere fortryllende.
Med Paris i blodet satte jeg mig i solen på en af de mange fortovscaféer, med et iskoldt glas hvidvin. For at hvile fødderne og for en stund at lade byen fare forbi mig. Samtalen med Paris fortsatte i et nu roligere tempo.
Opslag
