Luften var fuld af duften af røgelse, fra de mange ofringer overalt på gaderne, i små templer, foran små stenstatuer og på interimistiske altre. En duft der efterlod en særlig ro i sindet. En ro der omsluttede de fleste mennesker og skabte en helt speciel stemning. En positiv stemning. Religion er allestedsnærværende på Bali og jeg ved ikke om det er hinduismen der gør det. I hvert fald er det et helt andet menneske- og verdenssyn der hersker dér. En følelse af fred og tryghed hænger i luften sammen med røgelsesduften.
Når man kommer fra Danmarks næsten medfødte skepsis og i udpræget grad “mig først”-mentalitet, rammes man virkelig af den enorme forskel. Balineserne er som udgangspunkt imødekommende overfor alle og styret af en “alle-andre-først-så-mig-selv”-mentalitet. Man tror virkelig ikke der findes noget ondt i dem. For dem er åbenlyse tegn på negative eller afstandstagende følelser endda et svaghedstegn. Hvilket forklarer det evige smil der er at finde på deres læber. Smil der for hver time blive mere og mere smittende. Ligeledes gør den fredsommelighed og ro der er over alt hvad de foretager sig.
Allerede efter få timer på øen mærkede jeg den store tankeforskel. Da jeg stadig ikke havde fundet ud af deres valuta der foregår i millioner og hundredetusinder, kom jeg til at betale 300.000 rupiah - indonesisk møntfod - i stedet for 30.000 for nogle læderarmbånd. I danske kroner 150 i stedet for 15 kroner. Sælgeren så godt nok mærkelig ud da jeg lagde sedlerne i hånden på ham og gik. Men det var først da jeg en halv times tid senere stod i en anden forretning, og jeg kom til at kigge ordentlig på sedlerne, at jeg erfarede min fejl. Kæresten sagde jeg bare skulle glemme det. At de penge for længst var tabt. Troede jeg egentlig også selv. Alligevel gik jeg med meget hurtige skridt tilbage for at finde forretningen, og nåede allerede på vejen at forberede mig på diverse scenarier. Da jeg fandt sælgeren og sagde pænt undskyld, men at jeg havde opdaget min dumhed, trak han pengene op af skjortelommen og gav mig dem i hånden med største selvfølge. Der må jeg indrømme at jeg blev mundlam og lidt rørt. Det er hvad der kan kaldes tillid og troværdighed.
Men samme ånd gentog sig gang på gang. Samme fredlige stemning. Lysten til at hjælpe og behage er vildt imponerende. De undskylder når de vil hjælpe en og siger efterfølgende tak for at have fået lov til at hjælpe. En aften på en af de dyrere restauranter sagde tjeneren, da hun havde skænket vinen over en kort snak om vores besøg på Bali, tak og at det havde været en fornøjelse at få lov til at skænke for os. Dén tankegang er gennemgående og så indgroet, at man flere gange bliver pinlig. Over hvordan man selv agerer og tænker nogle gange. Over at den mindste negative tanke overhovedet kan finde vej til en selv.
Derfor tror jeg også det er sundt at møde den slags kulturer. Fordi man bliver mindet om hvordan man selv er overfor andre mennesker. Mindet om hvad et begreb som service også kan indeholde. At det også kan være givende at give andre noget godt. Lade andre tage del i sit positive livssyn, og ikke kun lade de negative tanker udfylde ens udstråling og ageren. At åbenhed og imødekommenhed giver en langt mere behagelig atmosfære, end den mere lukkede danske.
Da vi kom videre til Bangkok blev vi igen mindet om en tankegang, tættere beslægtet den danske. Måske pga. storbyens puls og barske miljøer. Der er ingen tvivl om at thaierne også har et noget mere åbenhjertet og imødekommende sind. Alligevel var stemningen der lidt mere præget af penge og mindre af menneskelige principper. Hensynene var mindre og respekten for andre endnu mindre. En stor kontrast fra det rolige og altid smilende Bali vi kom fra.
Opslag
