tirsdag den 20. marts 2012

Ko Samui, Thailand: Angthong Marine Park.

Allerede tidligt om morgenen stak solen og varmen gjorde huden fugtig. Selv ikke den stille vind fra havet kunne afkøle, men den salte friske luft plantede alligevel en lethed i kroppen. Udsigten ud over det lyseblå hav med de rolige bølgetoppe og silhuetten af Ko Pha Ngan i horisonten mod nord var dragende. En hel dag på vandet var i vente og fødderne trippede for at slippe det silkebløde sand og komme ombord på speedbåden der lå helt inde ved strandkanten.


Som speedbåden efterlod hvidskummende dønninger efter sig, bevægede vi os ud mellem Ko Pha Ngan og Ko Samui. Solen spejlede sig kraftigt i havet og genskinnet forvandlede det ellers klare vand til en mørkeblå farve og øernes skyggesider stod som tågede høje, hvor solen endnu ikke havde nået at tilføje liv til naturens sande farver. Over os var himlen krystal blå og kun enkle små hvide skytotter kæmpede forgæves mod at blive til damp for solen. En storsmilende thai’er kiggede frem under sin store stråhat, imens hans lille jolle vuggede blidt med fiskestangen hængende ud over rælingen. Længere ude lå større fiskebåde i afventende position.


I horisonten dukkede flere og flere skygger op, der voksede som vi nærmede os nationalparken Angthong Marine Park. 42 små og større øer. Vores første stop blev ved nogle af parkens nordligste øer Ko Wao Yai. På afstand dannede de to tæt liggende klippeøer nærmest en port i et ellers fuldstændig åbent hav. Tættere på dannede de to øer en lille rolig bugt mellem sig, hvor der kunne kastes anker og hvor det lave vand gav gode muligheder for snorkling. Farvestrålende fisk i mange forskellige størrelser og former svømmede rundt mellem revets plateauer. Selve revet havde desværre mistet mange af sine farver, men dog bevaret nogle af sine eventyrlige formationer. Store sorte søpindsvin lå i tætte klynger på bunden, med lange sorte pigge vejrende i vandets strømme, der gav indtrykket af store bløde puder.


Tilbage på båden og hurtigt tørre i solen forsatte vi sydpå gennem parken. Et utroligt og smukt landskab dukkede op på havet. En masse klippeøer der lå som kastet ud med løs hånd. Rå klippeøer med urørt natur i grønne plamager. Nogle øer lå helt for sig selv, andre i tætte klynger med små bugter mellem sig. Hele sceneriet med roen og det urørte landskab havde noget hemmelighedsfuldt over sig. Hver gang vi kom forbi én ø eller en stejl klippeside dukkede et nyt sceneri op. Bag nogle øer, kunne skimtes endnu flere og landskabet forandrede sig for øjnene af os for hver meter vi sejlede gennem parken. De mange øers rå og stejle klippesider gav indtryk af at de var skudt op fra havet og ikke blot langsomt havde brudt den blå havoverflade. Vandets hvide skum mod klipperne og klippernes grove formationer vidnede om elementernes kamp. Flere steder havde vandet ædt sig ind i klipperne og skabt små grotter og klippefremspring så store at vi kunne sejle under. Et sted stod en klippe ret op fra havet, men kun en smal hals var efterladt af vandets slid, således at klippen kun fik sin fulde bredde en halv meter over havets overflade. Et utroligt og overnaturligt syn.


Vores næste stop blev en af de større øer Mae Ko. Her var det ikke kun rå klipper, men en lille hvid sandstrand havde presset sig ind mellem klipperne. Store palmetræer gav skygge på stranden med sine store blade i klare grønne farver. Sammen med det hvide sand og det lyseblå vand i skarp kontrast til de mørkegrå rå klippesider. Nogle stejle stiger gav indtryk af at skulle kravle op ad klipperne. En bestigning der gav sved på panden i den bagende middagssol, men synet der ventede på toppen var kræfterne værd. En stor smaragd farvet sø liggende gemt som en af parkens mange hemmeligheder, inde midt på øen omgivet af smukke træer, buske og klipper, der alle spejlede sig i den blanke overflade, der således fik et helt utroligt farvespil i forskellige nuancer af blågrøn. Deroppe fra var der ligeledes en smuk udsigt ud over de nærmeste øer. Et syn der kun bekræftede fornemmelsen af fredfyldt og utroligt område.


På parkens største ø Ko Phaluai lagde vi til ved en større strand. Det hvide fine sand lå i en stor bugt, hvor vegetationen fra bjergene bag stranden nærmest kom krybende ned ad bjergsiderne og flere steder strakte arme ud over stranden og ud i vandet. Nogle lokale fra en nærliggende fiskerlandsby på Ko Phaluai havde fanget fidusen med turister, og gav mulighed for at låne kajakker så vi kunne padle rundt mellem klippeformationerne i bugten. Der var ingen lyde eller brud på naturen. Kun vi var de fremmede elementer i dét sceneri.


Da bjergene begyndte at kaste de første skygger i eftermiddagssolen, begav vi os tilbage mod Samui. Varmen var aftagende og vindene kælede kærligt for huden der havde været i sol og saltvand hele dagen. Solen stod agter ind på cockpittet og skabte sammen med bådens vuggende bevægelser en døsig stemning. Som solen nærmede sig horisonten bag os, forsvandt marine parkens kraftige farver igen i skygger, hvorimod Samuis kyst i horisonten forude stod skarpt i solens stråler.