onsdag den 19. maj 2010

Nepal #3: Den lille barber i Pokhara.

Mørket havde forlængst sænket sig over Pokhara, men livet langs Lake Side Marg, hovedgaden, fortsatte uforstyrret. Restauranter og barer fristede med underholdning og god mad, og de insisterende handlende håbede på en sidste kunde inden natten. Nogle havde dog allerede valgt at lukke ned og slået sengen op i det lille baglokale.

Vi kom forbi en lille mørk butik uden facade hvor et enkelt tyndt stearinlys gav et svagt omrids af hvad der var i rummet. Et stort spejl på den ene væg gav en fornemmelse af et større rum. I åbningen stod en tynd mand med et fint mørkt overskæg og smilte lidt træt efter endnu en lang arbejdsdag. Hans tilbud om en billig barbering kunne vi ikke modstå, og vi blev sat i hver sin bløde barberstol inde i mørket.

Da øjnene først havde vænnet sig til mørket, begyndte den simple indretning at træde frem. Den ene væg var den rå ydermur fra butikken ved siden af, hvor billeder var hængt op for at udsmykke. Billeder der alle lignede noget der havde hængt i europæiske saloner i firserne. På den modsatte side af det tynde aflange rum, hang et langt spejl med en tynd bordplade hvor der kun lige var plads til små lys og lidt remedier til barberingen. Lysets flamme fik en lysende kugle til at svæve i spejlet. Gadens aftagende larm blev lukket ude af et simpelt forhæng, så roen og flammens dragende lys i samspil fyldte rummet med stemning.

Med rolige bevægelser blev kniv og barberskum fundet frem og et ternet stofslag blev lagt om halsen på os. Med professionelle og sirlige bevægelser blev skummet fordelt og arbejdet ind i huden. Bladene blev skiftet i knivene og vi sad med et lille håb om at den sparsomme belysning ikke forringede deres præcision.

Det var ikke tilfældet. Med hurtige præcise bevægelser skrabede knivene over huden, for med et hurtigt tag at tørre kniven af i indersiden af hånden, inden barberingen fortsatte. Mere skum kom på huden og de sidste stubbe blev fjernet. Huden blev sprittet med en sten, der kølende gled rundt på den fugtige hud og creme blev påført med efterfølgende massage i cirklende bevægelser, med lette tryk de helt rigtige steder i ansigtet. Massagen fortsatte til hele overkroppen. Det dæmpede lys, den omsluttende ro og den behagelige massage, samlede sig til to store smil.

Afslappede stod vi efter en lille time igen ude på gaden og mærkede den lune aftenluft mod den friske fornemmelse i den nybarberede hud.