Lausanne, Schweiz #2: Sneboldkamp i bjergene.

Søndag morgen stod jeg op til en udsigt over bjergene, hvor sneen lå hvidt drysset hen over toppene. En udsigt der kunne få mig til at glemme både morgenmad og behovet for egentlig at foretage mig andet resten af dagen. Men med viden om at vi skulle derop efter morgenmaden, kunne jeg alligevel godt bevæge mig væk fra vinduerne.

Jeg havde allerede fået overraskelsen aftenen før efter kort tid i landet. Vi skulle op i bjergene. Op og lege i sne og spise i 3000 meters højde, efter en gondoltur de sidste mange meter. En gondoltur bla. langs stejle bjergsider og over dybe kløfter. Da jeg gik i seng glædede jeg mig til at lege i sneen sammen med mine to små nevøer, som de må glæde sig til juleaften når de går i seng d. 23. december.

Bilen blev pakket, vinterstøvlerne bundet og det varme tøj fundet frem, inden turen gik mod bjergene. Landskabet var som altid imponerende, men da vi begyndte at bevæge os op i bjergene blev det hele kun smukkere. Turen gik ud og ind gennem hårnålesving, med lodrette klippesider på indersiden af bilen og dybe skråninger på den modsatte side, der ikke efterlod meget plads til højdeskræk. Karakteristiske alpehuse i træ lå hist og pist på bjergsiderne, og kunne give enhver lyst til at bosætte sig udenfor enhver civilisation, hvis bare man kunne bo i de omgivelser og med dén udsigt.

Skovene blev tættere men i et sving, som nåede vi en magisk grænse, begyndte der at ligge sne på jorden. Alle konstaterede vi det højlydt med en hvis spænding i stemmerne. Sneen blev der mere af jo højere vi kom op og skyerne blev tættere. Vinden begyndte at vise sig i trætoppene. Noget der udløste en smule nervøsitet.

En nervøsitet der desværre skulle vise sig at have god grund. Da vi endelig nåede frem til hvor gondolen skulle føre os det sidste stykke op, var den lukket pga. for meget blæst. En anelse skuffede måtte vi bare være glade for at vi trods alt ikke var blæst inde oppe på bjerget.

Kulden var dog også til at mærke der hvor vi allerede var nået op og sneen lå i et fint lag på jorden. Selv glemte jeg alt om min egen alder og slap det barnlige sind helt fri. Det samme gjorde drengene og deres far, så hurtigt var der gang i en god sneboldkamp. Mest af alt mellem deres far og mig, til stor begejstring hos drengene når en af os blev ramt. Alle fire løb vi rundt med velformede snebolde i hænderne og kastede når vi ikke selv skulle bukke os for ikke at blive ramt. Grinene var højlydte og fantastiske. Glæden i drengenes øjne var simpelthen hele køreturen værd. Men havde også selv den store optur over at lege rundt i sneen og var mindst lige så overgearet som de små drenge. Den friske luft og duften af sne gik lige i smilehullerne.

Godt nok kom vi ikke helt op i bjergene, men vi nåede at lege med sne. Den første sne for mit vedkommende i år. Ligeså træls og frustrerende sne kan være, ligeså fantastisk og hyggeligt kan det være. Ikke mindst når der er plads til at lade det indre legebarn komme ud.

Lausanne, Schweiz #1: Den smukkeste indflyvning.

Vågnede af den overfladiske søvn flyets små rystelser havde vugget mig ind i. Kiggede ud af vinduet og alle billeder af det grå og triste København jeg forlod halvanden time tidligere, forsvandt nærmest magisk. Den udsigt der viste sig foran mig fik tankerne til at gå i stå og frygten for at komme til at blinke til at vokse.

Det grønne landskab der bugtede sig under mig, mindede mest af alt som et miniput-land, der var rullet ud over det bakkede landskab som et tæppe. Små landsbyer side om side med tætte skove. Grønne marker i forskellige nuancer kun adskilt af streger tegnet med træer, veje og små vandløb. Enlige huse liggende idyllisk mellem grantræer på bakketoppe og bjergsider. Jernbanespor der bugtede sig frem og tilbage gennem landskabet, alt imens hvide tog i saligt tempo, set fra min højde, gled frem over skinnerne. Små slotte som taget ud af en ridderfilm, liggende majestætisk, hævet op på bakker og små bjergetoppe over de omkringliggende byer.-

Men det der for alvor vil mig til at glemme behovet for at trække vejret, var de imponerende bjerge der var skudt op gennem det grønne tæppe. De lysegrønne marker og mørkegrønne skove krøb forsigtigt op for foden af bjergene, indtil kulde og tynd luft tvang dem tilbage. Bjergene lå magtfulde og rå på hele den ene side af flyet. Så langt øjet rakte både frem og bagud. I det klare vejr kunne mange kantede og skarpe toppe ses, som de skød op mellem hinanden. Horisonten fik selv store bjerge til at se små ud. På samme tid imponerende i deres storhed og skræmmende med deres rå og mørke ydre. Øverst på hele bjergkæden, som var der trukket en lige horisontal linje, lå den hvideste sne og glimtede i solen. Kun enkelte steder fik træer og sorte bjergkanter lov til at bryde det hvide tæppe der var drysset ud over de mange bjerge.

Over bjergene åbnede en endeløs klar blå himmel sig. Solen fik frit spillerum og alle de klare farver trådte endnu stærkere frem. Den smukke himmel spejlede sig i Genevesøen der åbnede sig under os. Den enorme spejlblanke overflade omringet af små hyggelige byer med spir og tårne. Hvide sejl gled elegante rundt på søen. En stor færge så lille og ensom ud på den store sø. De store og grove bjerge spejlede sig yndefuldt og roligt i søens overflade, som havde vandet samme dragende effekt som på mig.

Med dét fantastisk billede foran mig og kaptajnens melding om at Geneve kun var få minutter væk, tog lykken et sikkert greb om hjertet. Var i Schweiz. Landet jeg har besøgt flere gange, men hver gang fascineres lige meget af. Der findes ikke mange smukkere steder. Denne gang for at besøge et nyt sted, Lausanne ved Genevesøens bred, men indflyvningen til Geneve skuffede så absolut ikke.

Nevøernes løbende modtagelse i lufthavnen gjorde bare udsigten til nogle dage i landet endnu bedre.

Back to NYC(#5): Hvor hypokondere fødes.

I Danmark skal vi efterhånden have recept for at få et par hovedpinepiller, men ikke alle steder er det sådan. Tværtimod. USA må være paradis for alle med en snert af hypokondri. Om ikke andet skal de fleste nok blive en form for hypokonder efter noget tid i USA. Udbudet af medicin er simpelthen utroligt, det er let tilgængeligt og det er synligt på mange måder.

Medicinreklamer fylder størstedelen af reklameblokkene i tv. I blade og på reklamestandere rundt om i New York. Alle steder er der reklamer for forskellige former for medicin. Ikke mindst ligger der drugstores indenfor få meters radius næsten uanset hvor du er i New York. Medicin er stort set tilgængelig hvor som helst, når som helst.

Men det er virkelig også et slaraffenland at gå ind i f.eks. DuaneReade. Hvad man ikke kan få af medicin dér. Ved at stå og kigge på de mange kulørte pakker, som var det en anden slikbutik, kan man næsten ende med at bilde sig selv ind at man har et behov for netop dén pakke. Og dén! Måske også lige dén der....

Man kan få energipiller i flere forskellige udgaver, og så kan man altid lige købe nogle sovepiller, til at ophæve energipillerne, når man senere skal sove. Influenza- og forkølelsemedicin i et utal af afstøbninger der, kontra meget af det medicin man kan få lov til at købe i Danmark, faktisk virker. Uden tvivl at det er kraftigere. Det kan man mærke. Men når en forkølelse eller influenza begynder at snige sig ind på en, har det størst betydning at en enkelt eller to piller kan slå det tilbage igen. Derfor har jeg også købt influenzamedicin som altid ligger som fast backup i lejligheden. Fordi jeg ikke har tid til at være syg!

Jeg er udemærket klar over at man ikke skal spøge med medicin. Et behov skal være til stede, før det benyttes, men medicin med effekt giver trods alt mere mening end medicin uden. Når man er vant til det danske system er det også bare en sjov oplevelse at gå ind i en drugstore, og se hvad der rent faktisk findes. Det er ret vildt. Der findes noget for stort set alt. Ja, selv tandpastaen har ligefrem en blegningseffekt når det står udenpå pakken.

Men der er vel en grund til at mange af de ting ikke kan fås i Danmark? Ja, men jeg trøster mig ved at produkterne er på hylden i USA. Søgsmålenes land. Hvis det var virkelig farligt tror jeg ikke på det ville kunne findes dér. Men jeg er da også klar over at det ikke er noget man skal lege med. Jeg kan også sagtens se ulemper ved, at medicin er så let tilgængeligt som det er. Nemlig at dem uden den store selvkontrol, nemt kan få skabt et overforbrug af unødvendig medicin.

Men med så mange penge der er i den industri, går der nok noget tid før situationen bliver meget anderledes. Man forstår også godt at der er en modstand mod Obamas sundhedsreform. Der er nok mange mægtige mænd med økonomiske interesser i det modsatte.

Back to NYC(#4): Flere verdener på et sted.

Gik ad den slidte ståltrappe fra perronen og ned til gaden. Trods klar morgen og strålende sol trængte solen ikke igennem til asfalten. Nogle meter over os i hele gadens bredde og et godt stykke foran og bag os, lå et mørkt tag. Det var perronen og sporene til subwayen der var bygget op gennem gaden og efterlod en trist stemning nedenunder. Mørket under broen kastede uhyggelige skygger over affaldsposerne i rendestenene og på de trætte øjne i folks ansigter. Kun de skrappe farver på de små butikkers facader skabte en smule liv.

Da vi drejede væk fra gaden skar solen igen i øjnene på os. Små hyggelige byhuse lå som perler på en snor og en uvant ro herskede i gaderne. Træerne strakte sine grønne grene mod solen og fuglenes sang kunne høres. “Se!” Hev fat i kærestens skulder og kastede et diskret nik i en retning. Kærestens øjne blev store i takt med smilet på hans læber. På den anden side af gaden gik en mand med stort fuldskæg, sort kjortel, stor sort pelshat ovenpå - ikke på - hovedet, små runde briller, hvide knæstrømper og sortpudsede sko. Langs hver kind hang en lang mørk krølle. “Han må da komme fra et eller andet. Begravelse eller fest måske?” Men da vi kom lidt videre gik alle mændene pludselig rundt i samme dragt. Kvinderne i udtryks- og farveløse klædedragter som taget ud af efterkrigstiden og de små drenge i hvide skjorter, sorte veste og små kalotter på hovedet. Også langs deres kinder hang de lange krøller, men den lille kalot afslørede samtidig at resten af hovedet var barberet helt kort.

Vi var kommet til Williamsburg og havnet midt i det ultraortodokse jødiske kvarter. Noget der ikke var muligt at overse. Vi gik ad små beboelsesveje, langs små butikker og forbi synagoger. Overalt var alt skrevet i jiddisch. Butikskilte, reklamer og teksten på siden af de gule skolebusser var alle steder skrevet med de krøllede bogstaver. Ikke én mand vi gik forbi var ikke iført den genkendelige klædedragt. Alle gik de målrettet frem og tilbage på fortovene. Ikke mange ord eller smil blev udvekslet. Tværtimod lignede de alle nogen der havde jødernes historie som tung vægt på deres skuldre. Stilheden var næsten skræmmende, sammenlignet med den larmende morgentravlhed lige over på den anden side af floden. Som om vi var kørt i flere timer væk fra Manhattans puls.

Efter at være gået et godt stykke tid begyndte stilen at ændre sig. Tøjet blev mere afslappet, hudfarven i de forbipasserendes ansigter skiftede mellem mørk og lys. Smilene blev flere og lyde begyndte at afbryde stilheden. De små huse med blomster på trappestenen blev afløst af høje monotone bygninger med lejligheder. På en lille låge sad en kraftig ung mørk kvinde med en slikpind i munden og kiggede livløst på datteren der legede rundt på fortovet.

Industribygninger og kedelige grå facader begyndte at fylde i gadebilledet og en død stilhed, kun afbrudt af hostende forbipasserende lastbiler, omsluttede kvarteret. Alt var udtryksløst og slidt. Men på samme tid fascinerende og fængende. Fordi skiftet var sket så pludseligt. Vi kom forbi åbne autoværksteder med mænd i beskidte kedeldragter og en doven smøg i mundvigen. Diners med plastisk på de røde møbler og fedtet linoleum på de firkantede cafeborde i blankt stål.

Jo længere syd på vi kom jo oftere dukkede nye spændende byggerier op mellem de slidte bygninger. I horisonten foran os, skød en skov af højhuse og lodrette byggepladser op. Endnu en ny verden skød i vejret. Vores lyse hudfarve begyndte at skille sig mere og mere ud i gadebilledet. Højrøstede stemmer og kraftige kropssprog fangede hele tiden øre og øjne.

Vi nåede højhusene og stod midt i Downtown Brooklyn. En bydel i rivende udvikling og en bydel med et helt eventyrligt liv. Der var mennesker overalt! Stemmer, bilers dytten og mekaniske støn fra busser og lastbiler der bremsede og gassede op, fyldte luften mellem de himmelsøgende bygninger. Skilte, blinkende lys og farvestrålende facader fangede øjnene i alle retninger.

Mæt af indtryk og de mange stilskifte, tog vi flugten med subwayen. Fik plads i en fyldt kupé som de eneste hvide og kunne for alvor mærke at vi var kommet udenfor Manhattan, men i takt med stoppene tilbage mod øen, afslørede også passagererne i kupéen at endnu et stilskifte begyndte og langsomt blev vige bukser, store sneakers og slidte caps afløst af stramme jeans, kreative frisurer og selvstændig europæisk inspireret stil. Vi var for alvor på vej tilbage til Manhattan.

Men ville ikke have været oplevelserne i bydelene på den anden side af floden foruden. De er med til at understrege mangfoldigheden og den gensidige respekt og plads folk imellem. Trods religion, nationalitet, hudfarve, seksualitet eller hvad forskelle der andre steder kan spille en rolle. Men netop dét er en af New York store værdier.

Back to NYC(#3): Søndag i Central Park.

De høje bygninger, de glatte glasfacader og mørke skinnede mure skar skarpt gennem himlen der lyste klar og blå højt over os. Solen glimtede i glas og stål overalt omkring os, så uden at kunne se selve solen, var dens tilstedeværelse på himlen tydelig for enhver.

Da vi lidt efter stod midt på Brooklyn Bridge, hvor de høje bygninger ikke længere omringede os, fyldte den klare blå himmel hele udsynet og solen stod skarp på vej mod toppen. Broens utallige stålwirer dannede et enormt spindelvæv i luften omkring os og skabte dragende linjer. Kraner i havnen stod sløret i morgendisen og Frihedsgudindens fakkel stak, i horisonten stolt gennem den lette pude der lå over floderne. Højhusene stod tæt på Manhattan og skabte en imponerende mur langs vandet. Som om de enorme huse truede med at skubbe de forreste i vandet for at få bedre plads.

Broen vrimlede med mennesker, men i parkerne på den anden side i Brooklyn var der ro i parkerne. kun afbrudt af jubelbrøl fra de lokale mænd og drenge der mødtes i parken for at spille en uhøjtidelig fodboldkamp. Små børn legede på græsset imens mødre og barnepiger gennemgik ugens sladder. Selv gik vi under jorden og hoppede på et tog tilbage til Midtown. Destination Central Park.

Med sultne øjne fyldte vi bøtter og poser i madmekkaet under Time Warner Center og gik lidt efter gennem porten til Central Park, hvor også mange andre havde søgt tilflugt i sensommervarmen. Bare overkroppe glinsede svedende i solen og bare tæer nød det bløde græs. Kærestepar lå tæt på tæpper og venner hyggede sig med højlydte smil under de store træer. Selv søgte vi ind mod midten. Dér hvor lyden af storbyen, udenom den store park, bliver stum. Med udsigt ud over de grønne plæner, de store træer og muren af skyskrabere rundt om parken, smed vi sko og sokker, rullede bukserne op og rettede de solbrillebeklædte ansigter mod den strålende sol. Livet kunne ikke blive meget mere skønt!

Trods det enorme liv i parken af motionsløbere, hundeluftere, hestevogne og turister med kort og pegende fingre, var der en ganske særlig ro i parken. Det var som om muren af skyskrabere der stak op i horisonten hele vejen rundt om os, og vidnede om storbyens tilstedeværelse med al sin larm og høje tempo, bare understregede den ro der var blandt træerne.

Da de ømme fødder havde fundet hvile i det bløde græs og solen begyndte at give kinderne en svag rødme, fortsatte turen gennem parken. Mellem rulleskjøteløbere, forbi livemusikanter og som tilskuer til dansegrupper med store drømme, nåede vi til søen med de mange robåde. Sikkert ikke både mange newyorkere har fundet vej til, men da vi nu engang var turister, lagde vi de 12$ for leje af en båd og begav os ud på søen. Roede rundt under store træer og små buede broer. Nød udsynet til nogle af de store gamle etageejendomme og kunne kun drømme om hvordan lejlighederne der oppe under de udsmykkede tagrygge mon så ud. Hvor fantastisk en udsigt de måtte have ud over Central Park. Men ligesom årerne slog bygningernes spejlbilleder i søens blanke overflade i stykker, slog realiteterne vores drømme itu.

Efter nogle timers salighed og fornøjelse i den enorme park, stadig uden at have set en brøkdel af den, vendte vi tilbage til storbyens pulserende liv blandt gule taxaer og bagoverbøjet nakker for at skimte toppen af bygningerne. Men fordi vi nu havde roet på søen og siddet på græsset manglede vi et sidste element, så strøg hurtigt til tops i Empire State Building for at nyde udsigten ud over byen. Endnu et sted i New York, hvor byens lyde ikke kan overvinde de større kræfter. Kun vindens susen i de høje højder afbrød den totale stilhed. Men langt under os fortsatte trafikken og livet, som om der kun var trykket på “mute-knappen”. Også deroppe fra lagde Central Park sig også ned foran os og demonstrede sin storhed og utrolige skønhed.

Back to NYC(#2): Selvtillidsboost.

Dem der kender konceptet bag Abercrombie & Fitch og ikke mindst deres forretning på 5th Avenue, vil nok få mest ud af dette indlæg. Men for dem der ikke kender det, så er A&F et kendt amerikansk mærke, verdenkendt blandt bøsser, grundet deres smukke reklamer med endnu smukkere unge veltrænede fyre. A&F er udemærket klar over dette stærke segment i deres kundegruppe og har derfor heller ikke problemer med at køre på sex i netop den retning. Forretningen på 5th Ave er en stor gennemført flagskibsbutik, hvor man allerede i døren bliver mødt af et par lækre fyre, nogle i bar overkrop med vaskebræt og tandpastasmil til frit skue. Allerede der tænker man om man mon er kommet i “homo-himlen”. Indenfor dunker fed musik ud af højtalerne mellem det mørke interiør. A&F egen parfume hænger i luften og tøjet hænger alle vegne i fire etager, hvor kunder i et stort virvar går ud og ind mellem hinanden. Men det der gør butikken helt unik er de ansatte. Det vrimler med dem for det første! Men de er alle smukke, især fyrene, og mange af dem står bare og danser til musikken og siger “Hey. How are you doing!” til dem der kommer forbi. A&F er berømt, beundret men også udskældt for kun at ansætte smukke mennesker. Små sko siger jeg bare! Det er en butik man nemt kan bruge et par timer i, fordi der sker så meget og fordi helhedsoplevelse er helt i top.

Selvfølgelig skulle vi i A&F-butikken nu vi var derovre igen. Det er lige så obligatorisk som Starbucks og Times Sq. Gerne flere gange på en ferie. Allerede i indgangen var vi alle fire ved at gå ind i en glasdør fordi vi skulle kigge på den bare overkrop i døren. Igen gik musikken lige i årerne på os og de mange smukke fyre fik os flere gange til at glemme at trække vejret. Fire fyre sammen i dén butik er umuligt, så vi gik rundt hver især. Selv gik jeg bare og kiggede på det forskellige tøj, uden rigtig at kigge ordentligt. Kunne ikke rigtig bestemme mig for hvad jeg ville prøve. Af en eller anden grund forvandler tøjet alene ikke en til en af de smukke fyre. Desværre.

Uden at kigge til siden kunne jeg godt fornemme at nogen begyndte at kigge på mig. Vidste ikke om jeg havde noget siddende eller om jeg gjorde noget jeg ikke måtte. Gik lidt videre, men øjnene fulgte efter. Alligevel ville jeg ikke kigge direkte. Nåede dog at fornemme to ternede skjorter, som alle de ansatte bar. Var jeg mistænkt for at stjæle? Den ene, en smuk mørkhåret pige med et clipboard i hånden, kom til sidst over og spurgte om hun kunne hjælpe med noget. “Just looking around...”, fik jeg fremstammet og smilte tilbage til hendes storsmilende mandlige kollega bag hende. -Gosh, han var lækker! - Hun fortsatte “Where are you from?” “Øh, Denmark.” “No, where do you live?” “ØH, Denmark!” Musikken havde måske overdøvet mit første svar.

Men så kom forklaringen på hvorfor de havde fulgt efter mig. De to var managers i forretningen og ville gerne have mig som model for forretningen. Mig! De synes jeg passede helt perfekt ind, men at jeg desværre skulle være amerikansk borger for at arbejde der. WHY WHY WHY! Stemmerne skreg indvendig, samtidig med en hvis rødmen tog plads i mine kinder og et smil på min læber. Måtte beklage og endte i stedet med at blive fulgt af dem gennem forretningen til kassen hvor jeg endte med at købe to skjorter. De fik ekspedienten til at spørge endnu engang. “Are you sure you are from Denmark?” Ja desværre, var jeg ved at tilføje. Men gik fra forretningen med det største smil på læberne og med selvtilliden helt i top. Tænk at A&F(!!) ville have mig som model.

Næste aften var vi alle fire i byen på en af Manhattans kendte dinnerclubs, hvor stemingen var helt i top. Et lækkert måltid blev afløst af stærke drinks og opløftet humør. Den lune sensommeraften hang over os og lækre mænd stod tæt foran den travle bar. Selv stod en ven og jeg og snakkede med en fyr, der faktisk skulle til København om et par uger, da jeg blev prikket på skulderen. En fyr stod med et stort kamera i hånden og spurgte om han måtte tage et billede af mig. Lettere beruset og med en hørelse nedsat af musikken, fangede jeg ikke rigtig hvad han ville og endte vist med at smile til ham og vende fokus tilbage til amerikaneren, der dog bare kiggede på mig med et kæmpe grin “You don’t wanna say no to HIM!” Okay, smilte igen til fotografen, der forklarede lidt tydligere at han tog billeder til en kendt “night-out-in-New-York-blog” og sagde et navn, som tydeligvis var kendt for de amerikanere vi stod og talte med. Og at han gerne ville have lov til at tage nogle billeder af mig til den blog, fordi han syntes jeg havde en flot krop. Lidt efter blev vi blændet af blitz og en god portion flovhed og ydmyghed tog plads i mig, så de vilde poseringer og store smil blev det ikke til. Dog virkede han tilfreds da han viste det lille display på kameraet til de andre.

Men endnu engang kom jeg hjem med selvtilliden helt i top. Og så kan nogen ikke forstå at jeg synes New York er fantastisk. Dér er komplimenter en naturlig ting og ikke mindst at tage imod dem med uden at stolthed.

-Har efter at være returneret til DK snakket med fotografen, der gerne vil prøve at fotografere mig mere seriøst næste gang jeg kommer til NYC....

Back to NYC(#1): Ikke nok at se, skal opleves!

Der er mange kendte lokaliteter og seværdigheder i New York. Steder der SKAL ses når man nu er derovre. Empire State Building, Times Sq., Frihedsgudinden, 5th Ave, Wall st., Central Park for bare at nævne nogle af de steder der helt sikkert trækker mange turister. Selvfølgelig skal mange af de ting også ses, men for virkelig at mærke New York er det ikke nok bare at se de kendte steder. Derimod gælder det om at komme ud og opleve byen. For virkelig at mærke energien i byen. Noget der er mindst lige så vigtigt ved den by.

Følg strømmen, lad dig føre hen hvor du måske ikke lige havde regnet med. Gå ned af de smalle mørke trapper med de mørkegrønne gelændere og bevæg dig rundt i subwayens underjordiske verden. Bland dig med newyorkerne og hop ind i den vogn med allerflest mennesker. Kom tæt på og oplev stemningen dér tidligt om morgenen eller først på aftenen når kontorerne lukker. Tag et stop længere end du skal og gå tilbage af veje du måske ellers ikke havde set.

Gå på gaden og mærk imødekommenheden og gæstfriheden. Den medfødte hjælpsomhed og smilene du møder på store og små gader. Tag snakken med newyorkeren der tilbyder sin hjælp. Måske han eller hun har et endnu bedre tip, end det sted du ikke kan finde på kortet. Tag væk fra Manhattan. Over på den anden side af floderne. Besøg steder som Williamsburg og Brooklyn og oplev den store forskel fra Manhattan. - Et indlæg kommer om netop dét.

Gå en tur i parkerne. Hav tiden til at sæt dig på en bænk, tag forkosten der og oplev hvordan parkerne summer af liv. Tag i Washington Sq Park og mød de mange studerende fra det omkringliggende universitet. Madison Sq Park hvor folk fra de omkringliggende kontorer og forretninger mødes til frokost under de høje træer. Central Park om søndagen hvor en stor del af newyorkerne også nyder den friske luft med forskellige former for sport. Find pladsen for enden af The Mall, hvor rulleskøjteløbere i alle aldre danser ud og ind mellem hinanden. Gå en tur på The High Line og nyd udsigten over Meetpacking og Hudsonfloden. Stedet hvor lokale kærestepar slapper af på på solbænkene i hinandens arme.

Rundt om i byen vrimler det med excentrikere, men lad den danske ånd blive i Kastrup og nyd i stedet det rum der også er til den slags typer i New York. Smil ved synet af dem i stedet for at rulle øjne. Oplev manden der kickbokser træerne og luften i Central Park. Eller pigen der sidder i tylskørt og bare bryster og råber af en optrædende gruppe på den anden side af gaden, fordi de stjæler hendes “kunder”. Manden der danser ned gennem gaden i Soho, men hvor bilerne kører udenom i stedet for at forstyrre. Tossen der står på fortovet og råber og skælder ud på flere personer kun han selv kan se.

Oplev New York! Oplev hvad der ligger bag facaderne der skinner så flot i solen. Gå væk fra de kendte gader og lad byen kom ind under huden. Lad byen føre dig. Den ved bedst hvad der er værd at vise frem. Det er ikke altid det der står i turistbøgerne. Tværtimod.

Boghandlen i Marais

Da jeg trådte ind gennem døren til den lille boghandel i Marais, var det fordi jeg var kommet tilfældigt forbi, og altid nyder at kigge på bøger når jeg rejser. Specielt store fotobøger, kunstbøger og rejsebøger. Der var bøger over det hele, liggende på gulvet i bunker, på store borde og tæt presset sammen i reolerne.

Da jeg begyndte at bladre i bøgerne og samtidig kastede blikke rundt i den imponerende forretning med bøger fra gulv til loft, begyndte nogle billeder fra hukommelsen at blande sig med de nye billeder. Opslugt af de smukke billeder i bøgerne, fortsatte jeg rundt i bøgerne, men stadig ulmede noget i baghovedet som tog mere og mere form.

Billederne i en af fotobøgerne viste kunstneriske sort-hvid-billeder af nøgne mandekroppe, og pludselig trængte tankerne i baghovedet hurtigt frem og forvandlede omgivelserne. Bunkerne af bøger ændrede form, bogryggene rettede ind så linjerne var pænere og solskinnet udenfor blev erstattet af regndråber på markisen. Jeg selv stod som 16-årig, lidt splejset og med en teenagers usikkerhed og bladrede i en stor fotobog.

Bogens sider viste nøgne kroppe, specielt mandekroppe i atletiske positioner med lyset legende over kroppenes kurver, muskler og former. Billederne vækkede nye følelser i mit 16-årige jeg. Følelser der spredte en særlig varme i kroppen og startede en nysgerrighed, der fik fingrene og øjnene til at bladre hurtigere og hurtigere gennem bogens mange billeder. Med generthed og en følelse af at gøre noget forkert, hvilket sikkert farvede mine kinder, slugte jeg billederne, med et hurtigt blik over skulderen ind imellem.

Da jeg endelig forlod forretningen, var det med en nyfunden verden i tankerne og med en nysgerrighed der kun ville have mere. En nysgerrighed og en lyst der sidenhen er blevet udforsket, udfordret og udlevet.

Nu stod jeg igen der i forretningen med en lignende bog i hånden, en mandlig kæreste i hjertet og et afklaret jeg i sindet. Den våde foråsdag dengang i Paris var forlængst skubbet bagud i minderne, men som jeg stod der og tænkte tilbage blev dagen skabt igen, som var det sket dagen før. Mindet skabte smil på mine læber og en hvis form for taknemmelig var efterladt i kroppen, da jeg igen gik ud af den lille boghandel i Marais.

Paris på tomandshånd.

Var afsted med fem piger, så valgte flere gange at gå på egen hånd rundt i Paris. Ikke kun for at undgå for mange vintage- og kvindetøjsforretninger, men også fordi jeg godt kan lide at opleve og indsnuse byen for mig selv. Er vild med at være på tomandshånd med en ny storby.

Da jeg sagde farvel til pigerne og efter få sekunder mærkede friheden, blev jeg ét med byen. Kom ind i tempoet og gik raskt ned ad gaderne. Selvom jeg ikke havde været der i ti år, var det som om jeg vidste hvilken vej jeg skulle. Ellers viste Paris vejen. Hele tiden så jeg kom ind i små gyder bag de mest befærdede gader, stødte ind i skønne detaljer ved byen og fik stemningen ind under huden.

Nogen vil måske synes det er en anelse underligt eller excentrisk at have lyst til at gå rundt alene, men det er dér jeg føler jeg oplever allerbedst. Med ro til at opleve byen og stemningen. Jeg nyder at byen er det eneste selskab, så tiden er styret af en dialog mellem byen og mig. Ikke andres ideer, indblanding eller lyster. Men udelukkende styret af hvor intuitionen og strømmen fører mig og hvad byen vælger at vise mig. Sådan føler jeg at får atmosfæren bedst ind på kroppen.

Når man går alene ligner man heller ikke for meget en turist. Hvilket også kom til udtryk ved de utallige gange jeg blev stoppet og spurgt om vej. Hver gang måtte jeg forsøge på engelsk, at forklare at jeg desværre ikke var fra byen. Desværre! Men hver gang gik jeg videre med en følelse af at være meget "Paris". Tænk at blive taget for at være pariser.

Da jeg sad på græsset i en af parkerne med min frokost og en bog i skødet, hørte jeg pludselig på dansk "Ham har vi set før!" Ville ønske at jeg ikke havde kigget op, men af ren refleks på det danske sprog gjorde jeg det alligevel, og en dansk gruppe af unge der havde siddet i samme kupe i toget fra lufthavnen, gik på stien foran mig. Da de så jeg reagerede, farvede rødmen ansigterne. "Ej, han er dansk!" Jeg smilte bare og kiggede ned i bogen igen. Bliver altid lidt ærgerlig når jeg møder andre danskere på mine rejser. Det river mig ud af det univers jeg skaber mellem byen og mig selv. Universet hvor jeg ér en del af byen og ikke kun gæst.

Gåturen gennem Marias, førte mig rundt i små gader med selvstændige butikker, hyggelige caféer, modeshow i gaden og farvestrålende forretninger med regnbueflag i vinduerne. Marais er Paris’ bøssekvarter, og som det ofte er i de kvarterer, så var der også fuld knald på i Marais. På caféerne sad mænd og kiggede indiskret når jeg gik forbi. I gaden kom mænd gående hånd i hånd, og den lykkelige følelse ved at gå rundt i Paris, blev til ekstra varme ved dét syn. I det hele taget fik den konstante tilstedeværelse af kærlighed, hjertet til at smelte gang på gang. Flere gange skulle jeg tage mig selv i, ikke at komme til at stå og stirre med læber i bevægelse, som var jeg selv med i kysset. Den fuldstændige naturlighed omkring det at vise kærlighed, skabte en romantisk atmosfære i byen, der fik fuglenes kvidren over tagene til at lyde endnu mere fortryllende.

Med Paris i blodet satte jeg mig i solen på en af de mange fortovscaféer, med et iskoldt glas hvidvin. For at hvile fødderne og for en stund at lade byen fare forbi mig. Samtalen med Paris fortsatte i et nu roligere tempo.

Sensommer i Paris.

Pladsen foran Louvre myldrede med liv og kun den store glaspyramide stak op gennem menneskemængden. Biler suste forbi og undgik kun med nød og næppe letsindige turister på vejbanen. Besøg ved den berømte bygning blev foreviget med kameraer overalt på pladsen, hvor positioner blev taget foran smukke baggrunde. Formiddagssolen lagde stadig halvdelen af pladsen i skygge, men stadig så bygningen imponerende ud. Sollyset nåede til gengæld fint den lille Triumfbue, der lyste klart op for enden af pladsen.

Det store smukke parkanlæg foran Louvre var langt mere stille, hvor turister og parisere roligt gik rundt og nød det grønne græs, de farvestrålende blomster og den allerede varme sol fra oven. Den guldbelagte top på Obelisken på Place de La Concorde lyste stærkt i den kraftige sol og selv på afstand gav denne spidse lysende top et nærmest helligt indtryk, så øjnene blev låst af det betagende syn.

Gik ned mod Seinen, hvor roen for alvor gjorde sit indtog. Stilheden fyldte det nedsænkede rum omkring floden, med de små stier og træer langs med floden. Storbyens tilstedeværelse var dog hele tiden en bevidst ved den svage summen fra de travle veje omkring floden. Under en bro stod en saxofonist og tilførte den lune dag endnu flere varme toner. Akustikken under broen gav musikken guddommelig klang og efterlod en helt ubeskrivelig følelse af lykke i kroppen. Flere steder langs vandet sad andre musikanter og spillede. Som om den smukke sensommerdag ikke kunne holde dem fra at dele deres lykke med de forbipasserende.

Solen gav genskin i de små bølgetoppe, prammene der langsomt gled op ad floden, skabte. De friske men lune vinde legede i de grønne blade på træerne, og fik hårene på de bare arme og ben til at kilde let. Satte mig på en bænk i solen og lod bare byen og varmen trænge ind med alle sanser der kunne aktiveres. Nød den smukke arkitektur og de mange fantastiske detaljer på husene langs floden. Morede mig over de handlende ved de utallige mange små træboder langs floden. Smilte og nikkede til andre smilende forbipasserende. Prøvede mit bedste “Bonjour”.

Livet i Paris blev mærket med fuld udblæsning i det levende Marais, hvor gaderne var smalle mellem de små huse og mennesker gik hurtigt ud og ind mellem hinanden, som et skuespil for de siddende ved de mange hyggelige fortovscafeer. Shoppingposerne fyldte godt alle steder, og stilletter på brostenene klikkede næsten i takt med de larmende mælkesteamere på caferne.

Med trætte føder og en duftende kaffe i hånden tog jeg plads på plænen på Place des Vosges. En utrolig smuk park omringet af huse med lange buegange ud mod pladsen, hvor restauranter, gallerier og små butikker har fundet plads. Parken summede af glade stemmer og overalt glimtede smil-blottede tænder i solen. Grupper af studerende der benyttede sig af muligheden af at læse udenfor, enlige der der sad med lukkede øjne og nød solen og forretningsfolk i jakkesæt og bare tæer, der indtog frokosten i solen. Smed selv skoene, fandt min bog frem og nød solen, kaffen, stemningen, og indtrykkene fra de første timer i Paris. Nød det fantastiske åndehul i det ellers travle Paris.

Bali og Bangkok: Eftertanker.

Luften var fuld af duften af røgelse, fra de mange ofringer overalt på gaderne, i små templer, foran små stenstatuer og på interimistiske altre. En duft der efterlod en særlig ro i sindet. En ro der omsluttede de fleste mennesker og skabte en helt speciel stemning. En positiv stemning. Religion er allestedsnærværende på Bali og jeg ved ikke om det er hinduismen der gør det. I hvert fald er det et helt andet menneske- og verdenssyn der hersker dér. En følelse af fred og tryghed hænger i luften sammen med røgelsesduften.

Når man kommer fra Danmarks næsten medfødte skepsis og i udpræget grad “mig først”-mentalitet, rammes man virkelig af den enorme forskel. Balineserne er som udgangspunkt imødekommende overfor alle og styret af en “alle-andre-først-så-mig-selv”-mentalitet. Man tror virkelig ikke der findes noget ondt i dem. For dem er åbenlyse tegn på negative eller afstandstagende følelser endda et svaghedstegn. Hvilket forklarer det evige smil der er at finde på deres læber. Smil der for hver time blive mere og mere smittende. Ligeledes gør den fredsommelighed og ro der er over alt hvad de foretager sig.

Allerede efter få timer på øen mærkede jeg den store tankeforskel. Da jeg stadig ikke havde fundet ud af deres valuta der foregår i millioner og hundredetusinder, kom jeg til at betale 300.000 rupiah - indonesisk møntfod - i stedet for 30.000 for nogle læderarmbånd. I danske kroner 150 i stedet for 15 kroner. Sælgeren så godt nok mærkelig ud da jeg lagde sedlerne i hånden på ham og gik. Men det var først da jeg en halv times tid senere stod i en anden forretning, og jeg kom til at kigge ordentlig på sedlerne, at jeg erfarede min fejl. Kæresten sagde jeg bare skulle glemme det. At de penge for længst var tabt. Troede jeg egentlig også selv. Alligevel gik jeg med meget hurtige skridt tilbage for at finde forretningen, og nåede allerede på vejen at forberede mig på diverse scenarier. Da jeg fandt sælgeren og sagde pænt undskyld, men at jeg havde opdaget min dumhed, trak han pengene op af skjortelommen og gav mig dem i hånden med største selvfølge. Der må jeg indrømme at jeg blev mundlam og lidt rørt. Det er hvad der kan kaldes tillid og troværdighed.

Men samme ånd gentog sig gang på gang. Samme fredlige stemning. Lysten til at hjælpe og behage er vildt imponerende. De undskylder når de vil hjælpe en og siger efterfølgende tak for at have fået lov til at hjælpe. En aften på en af de dyrere restauranter sagde tjeneren, da hun havde skænket vinen over en kort snak om vores besøg på Bali, tak og at det havde været en fornøjelse at få lov til at skænke for os. Dén tankegang er gennemgående og så indgroet, at man flere gange bliver pinlig. Over hvordan man selv agerer og tænker nogle gange. Over at den mindste negative tanke overhovedet kan finde vej til en selv.

Derfor tror jeg også det er sundt at møde den slags kulturer. Fordi man bliver mindet om hvordan man selv er overfor andre mennesker. Mindet om hvad et begreb som service også kan indeholde. At det også kan være givende at give andre noget godt. Lade andre tage del i sit positive livssyn, og ikke kun lade de negative tanker udfylde ens udstråling og ageren. At åbenhed og imødekommenhed giver en langt mere behagelig atmosfære, end den mere lukkede danske.

Da vi kom videre til Bangkok blev vi igen mindet om en tankegang, tættere beslægtet den danske. Måske pga. storbyens puls og barske miljøer. Der er ingen tvivl om at thaierne også har et noget mere åbenhjertet og imødekommende sind. Alligevel var stemningen der lidt mere præget af penge og mindre af menneskelige principper. Hensynene var mindre og respekten for andre endnu mindre. En stor kontrast fra det rolige og altid smilende Bali vi kom fra.

Bangkok #2: En dag med fuld fart.

Foran hovedindgangen til hotellet stod den storsmilende chauffør klar til at fange dagens første kunder. Stolt stod han foran sin Tuktuk, en trehjulet knallert med et forholdsmæssigt stort bagsæde og bliktag. Han spurgte ivrigt hvor vi ville hen, tilbød en pris og bad os stige ombord på hans stolthed. Tuktuk’en startede med et host og den larmende motor satte igang. Munden kørte uafbrudt. “First time in Bangkok?” “What is your program for today?” “Sorry Mister, but may I then tell you about a tailor I know?” Når ivrigheden for at hjælpe og forklare overtog, suste han ind til siden, så han kunne vende sig om i sædet og forklare med kort og andre papirer.

Allerede da vi havde holdt ind til fortovskanten tre gange på 50 meter, tænkte vi at vi da aldrig nåede frem til vores mål. Alligevel kunne vi ikke lade være med at smile og grine over hele oplevelsen. Det var vel også en del af Bangkok. Vi havde i forvejen tænkt os at finde en skrædder, så hvorfor ikke se hvad det var han kunne vise os.

To minutter efter holdt vi foran et kæmpe glasparti og et par dørmænd kom hen for at hjælpe os ud og op til døren. Vores chauffør smilte efter os “I wait here!” Lidt efter væltede vi os rundt i stof- og silkeruller. På befaling fra hver vores skrædder løb assistenter rundt efter den ene rulle efter den anden, fra de mange hylder rundt i hele butikken, hvor stoffet stod tæt side om side. Billeder og modebladet på bordet, blev dækket mere og mere til af stof, og både kæresten og jeg begyndte at se mere og mere rundtosset ud. “Would you like a beer?” “Get the gentlemen a beer!” Blev der råbt efter en af assistenter, og lidt efter sad vi med en tiltrængt kold øl i hånden, og synes pludselig det hele igen virkede overskueligt. Vi blev ført ovenpå hvor endnu en sal med stof og silke i lange baner åbnede sig. Her var mere ro til at snakke om stof og design. Stofferne blev valgt og målebåndene kørte rundt på kroppen af os. Uforståelige notater blev ført ned og en aftale om fittings allerede samme aften blev lavet.

Vores chauffør stod stadig storsmilende efter halvanden time og ventede foran butikken, da vi lettere rundtossede kom ud. To kolde flasker vand lå på bagsædet til os og få sekunder efter var vi igen på farten. Og så var det bare om at holde fast. Med fuld fart kørte vi ud og ind mellem de mange biler og lavede knivskarpe sving ned ad små gyder. “Shortcut! Shortcut!” Varmen og osen fra de mange biler var allerede tyk i luften. Men pludselig var vi der. Ved Chao Phraya River. Den store flod gennem Bangkok. Vi fik vist bådene frem. De hurtige og de langsomme. Vi foretrak en af de hurtige og begyndte at snakke rute og pris med den ivrige sælger. Da det hele var aftalt kom vores chauffør tilbage og trak os lidt til side. Med en finger foran læberne begyndte han hviskende at spørge hvad pris vi havde fået. “No no no, you don’t pay that much. Stay here.” Lidt efter vendte han tilbage og sagde at vi hurtigt skulle komme med til disken, for nu var de andre turister væk. Så fik vi sørme sejlturen billigere. Ekstra drikkepenge blev lagt ind i hånden på den venlige chauffør, da vi sagde pænt farvel.

Lidt efter sad vi bare os to -og en kaptajn- i en båd, susende ned ad floden. Bangkoks skyline åbnede sig på begge sider af os og smukke templer og forgyldte buddhastatuer lå spredt langs flodbredden. På et tidspunkt drejede vores kaptajn ind ad en af de små bifloder, hvor vi for alvor fik lov til at se bagsiden af medaljen. Her lå faldefærdige træskure i vandkanten, en streng lugt der hang i den varme luft og slidte betonbygninger med et hav af små lejligheder. Rotter svømmede rundt i floden, og i ny og næ blev vi mødt af en sejlende sælger, der med båden fuld af varer og et stort smil, sejlede rundt i håb om at nogle af de forbipasserende manglede noget, eller fandt noget de ikke vidste de manglede.

Tilbage på land valgte vi at tage turen på gåben. For lidt vild, men fik så bare set mere end planlagt. Målet var Kao San Road. Gaden især rygsækkerejsende valfarter til. Her var også alt. Små butikker med alt mellem himmel og jord, neonskilte, store reklameskilte og mange mennesker. Bilerne var lukket ude af gaden, men også på Kao San suste de små Tuktuk’s rundt mellem folk.

Da varmen og de trætte fødder til sidst fik os til at trække tilbage mod hotellet, blev vi lokket af mageligheden og de ivrige sælgere udenfor et spa. Trods de daglige massager og andre spabehandlinger på Bali tænkte vi, at vi da også lige skulle prøve rigtig thai-massage. En god time senere stod vi igen på gaden, efter at være blevet brækket og vredet i alle mulige og umulige leder og kanter. Hidtil ukendte muskler og led, fik deres tilstedeværelse demonstreret. Kroppen føltes som gelé og frygten for at benene slet ikke ville kunne holde kroppen oppe, meldte sig for en stund.

For at give kroppen ro ovenpå den omgang og dagens travle program, valgte vi at tilbringe de sidste timer i solen, på hotellets tagterrasse og poolen samme sted. Det luftede mere deroppe, så med fødderne i poolen, en drink i hånden, udsigt ud over Bangkok og ro fra gaderne under os, sad vi og nød livet. Dejligt med et par timer inden vi skulle til fittings hos skrædderen.

Bangkok er en fantastisk by, som jeg helt sikkert skal besøge igen, men der er fuld fart på.

Bangkok #1: Det kulørte Patpong.

“Gud, der er en elefant!” Kæresten sprang et par meter baglæns og mundvigerne kyssede næsten hinanden i nakken i et kæmpe smil. Vi gik på et smalt fortov rundt i natten få timer efter vi var ankommet il Bangkok. Området var Patpong. Bydelen med ekstra meget liv. Efter bare en times tid rundt i den livlige bydel, kunne ikke engang en levende elefant spadserende rundt på fortovet overraske os. I stedet gik vi bare storgrinende videre ned ad den neonoplyste gade.

Inden den mødte elefant havde vi været gennem Patpong Night Market, en bazar opstillet for natten, fyldt med kopivarer, ure, silke, plastik og en masse andet småt skrammel. Alt hvad der kunne blinke og lave lyde, med potentiale for at tiltrække turister med løstsiddende pengesedler, lå på de interimistiske boder. De handlende råbte og forsøgte ivrigt at fange opmærksomheden hos de forbipasserende. Luften var tæt af en blanding af bilos, stanken af urin, sødlig mados fra de mange gadekøkkener og sved fra de mange mennesker samlet i den varme nat. Den høje fugtighed havde allerede efter få minutter givet huden en klam hinde og sveden sad hurtigt glinsende på de mange ansigter. Varmen omsluttede kroppen trykkende, og bare tanken om at det havde været 40 grader om dagen, fik sveden til at springe yderligere frem. Affaldet i de mørke hjørner raslede hvor en lang lyserød hale stak ud. Overalt var der mennesker og tempoet frem mellem de små boder gik langsomt. Et tempo de handlende benyttede sig af, for at uddybe deres farverige tilbud. Men med thailandsk ydmyghed forstod de heldigvis et venligt “nej tak”.

Det var dog ikke kun materielle ting der blev solgt i Patpong. De sælgere der fyldte mest og var mest insisterende, var de mange sælgere der solgte sexshows på en af områdets mange barer. Mænd og kvinder der hviskede “Ping-pong-show” med et kæmpe smil, og refererede derved til de shows hvor pigerne putter boldtennisbolde op i fissen, for at skyde dem ud samme vej. Til dem der finder fornøjelse ved dét. Uanset var den slags show et kæmpe hit rigtig mange steder. En del steder kunne man nå at kaste et blik ind i barerne hvor musikken bragede ud, og se de letpåklædte piger der stod side om side ved hver deres stripperstang, og vuggede til rytmerne. Dem der nåede at fange ens blik sendte flirtende og lokkende blik tilbage.

Andre sælgere stod blot med et lille papskilt i en hul hånd, hvor der var skrevet sex-DVD, der kun blev vist frem i korte øjeblikke. Ja, hvor mærkeligt det end kan virke i et kvarter hvor sex i den grad står øverst på menukortet, hvor størstedelen af neonskiltene indeholder ord som pussy, sex, go-go og boys og letpåklædte lokkeduer står i dørene. Så er det ulovligt med trykt porno i Thailand. Derfor hviskede de dvd-sælgende og kiggede sig over skuldrene inden de åbnede hånden.

Videre i hovedgaderne Patpong 1 og 2, fortsatte stilen med masser af sexshows, sextilbud og sælgende smil blottet for enhver samvittighed. Overalt var der liv og fest i gaderne. Nogle gik nysgerrige rundt, andre rystede forargede på hovederne, enkelte gik målrettet og ugeneret ind gennem de mørke tæpper foran dørene. Størstedelen nød bare stemningen i bydelen. Sad på en af de mange barer og fulgte det store show: Patpong by Night.

Kæresten og jeg gik, efter mødet med elefanten, i en af gaderne specielt rettet mod homoseksuelle. Her manglede der så sandelig heller ikke muligheder for sexshows. Neonskiltene skyggede for hinanden ned gennem den smalle gade, og de mange lys fik det nærmest til at virke som om det igen var dag. Udenfor sad større og mindre (lokke)grupper af thaidrenge, i små uniformer. passende til stedet de arbejdede for. I dørene og på de podier vi kunne nå at kaste et glimt ind på, stod fyrene i minimale speedos, og vi kunne kun gisne om hvilke mænd der sad i stolene og savlede. Her var onanishows, bassiner med nøgne fyre svømmende rundt og ladyboys.

Godt nok har jeg mødt transvestitter og drags herhjemme, men ladyboys er et kapitel for sig. Smukke, virkelig smukke, piger kom svævende over brostenene i sylespidse hæle og mørkt hår der kærtegnede deres bare skuldre i vinden. Ansigterne var uskyldige og silkeagtige med den yndefulde make-up. Blinkene var fanget, indtil vi fik øje på adamsæblet. Så var det overraskelsen der fastholdt blikkene. Selv når vi sad sammen med dem, kunne tvivlen nemt komme dem til gode.

Vi boede i Patpong, hvilket jeg må sige man kun skal gøre hvis man ikke er sart. Men derfor var vi også i Patpong alle tre aftener vi var i Bangkok. Ikke for sex’en, for vi så ikke et eneste show. Ikke engang et af de mere uskyldige cabaret’er der også er i bydelen. Men for stemningen. Jeg blev helt høj af at gå rundt der. Der var så meget liv og glade dage, at det var svært andet end at blive revet med. Nysgerrigheden blev pirret og sexdrivet udfordret. For om man vil være ved det eller ej, så bliver de fleste nok alligevel lidt pirret af al den sex. Ikke så meget de enkelte shows, men den konstante tilstedeværelse af sex. Men også bare det at der skete noget hele tiden, musik i gaderne, smil og glade stemmer, fangede os.

Der skal ikke herske et sekunds tvivl om at jeg ikke bryder mig om, hvad der sikkert ligger til grund for, at mange af de unge piger og drenge udstiller sig på den måde. Da vi på et tidspunkt kunne sidde og kigge ind på en af klubberne og se de mange unge fyre gå rundt med et nummer klistret på deres meget små speedos, skulle der meget lidt fantasi til at forestille sig, hvad de numre skulle til for. Desværre. Dét synes jeg er trist. Ligeledes når en ældre overvægtig hvid mand, selvtilfreds kom gående med en ung thaidreng under armen. Men det hele er nu engang en del af kulturen der. Jeg kan som enkel turist ikke ændre meget ved det. Ved heller ikke om jeg ville. Sørgeligt eller ej. Jeg støtter det bare ikke direkte. I stedet nyder jeg al den øvrige stemning det bringer med sig. Selvom jeg ved det er dybt forkert nogle af de ting der foregår, kan jeg heller ikke lade være med at skubbe det i baggrunden for en stund og bare nyde det enorme liv og den frigjorthed der hersker i Patpong. Et sted jeg helt sikkert gerne vil besøge igen. Ja, det forbudte kan også virke dragende.

Paradiset Bali #6: Monkey Forest.

Allerede inden vi kom helt frem til indgangen til det gamle tempelområde, der nu bliver kaldt Monkey Forest, kunne vi se hvorfor stedet havde fået det navn. I elledninger og på de nærmeste hustage kravlede aber legende rundt. Turisterne stod med store øjne og begejstrede pegefingre, imens indbyggerne i Ubud stort set ikke lod sig mærke af at der løb aber rundt.

Tempelområdet er gammelt og ikke rigtig brugt længere. I stedet har skoven fået lov til at overtage herredømmet. Fortidens mange historier ligger dog stadig gemt i de gamle bygninger, stier, broer og statuer. Træer og buske har brudt murenes ellers robuste ydre. Trapper og statuer ligger gemt under bevoksningen, og med den tynde hinde af grønt mos der er på de mørke lavasten, falder selv de største stenstøtter i ét med naturen. Junglen har for alvor lukket sig over dette hellige sted og mange steder når solen kun at lege i trækronernes blade højt over os. Lianer hænger dovent ned fra træerne og dybe vandløb med klart vand løber over de mørke klipper. Gemt væk i hjørner af området ligger de gamle templer. Stadig flotte og imponerende, og næsten endnu mere mytiske som skoven vokser vildt omkring som en stor hule.

Men det ganske særlige ved Monkey Forest var uden tvivl de mange vilde aber. De var overalt, som om de ligesom junglen havde overtaget templernes magtposition, havde overtaget menneskernes plads. De kastede sig livligt rundt mellem træerne og de nysgerrige af dem kom tæt på turisterne der gik rundt på de gamle flisegange. De turister der havde købt bananer til lejligheden fremkaldte selvsagt størst opmærksomhed og mod hos aberne. Alligevel kunne vi sagtens med lidt tålmodig få dem til at komme helt tæt på, hvorefter de nysgerrigt undersøgte vores hænder. En større abe sprang på et tidspunkt dog videre op på mig og satte sig triumferende på min skulder. Familier passede på deres små unger, der hele tiden blev holdt væk fra turisterne og anden mulig fare. Men ind imellem var vi heldige at få glimt af de små søde væsener.

Det er en god ide at komme om morgenen hvor aberne stadig er meget aktive. Ligeledes at trække lidt væk fra de øvrige turister - som der heller ikke er så mange af om morgenen. Derved kommer man også på opdagelse i det fascinerende område og opdager de mange fantastiske ting der ligger gemt under den tætte bevoksning.

Paradiset Bali #5: Morgentur på stranden.

Solen har skubbet natten til side og de lave stråler glimter varmt i duggen på træer og tage. Disen ligger stadig ganske let over stranden og luften er behagelig lun, på en stadig frisk og opkvikkende måde. Bølgerne virker trods deres højde og store brøl, alligevel rolige og i rytme med resten af stranden, der langsomt er ved at vågne op.

Selvom pulsen er høj og sveden stille bryder frem på den nøgne overkrop, imens de bare fødder hurtigt skiftes til at støde mod sandet, føles løbeturen på en eller anden måde mere som meditation. Fødderne nærmest bare glider over stranden, lige der hvor lavvandet skaber et bredt tyndt vandspejl, så det giver fornemmelsen af at løbe på vandet.

Bali der er ved at stå op, palmer der i den stærke morgensol antager en brændende orange farve på siden mod dagens første stråler og de sidste små hvide vattotter på den klare blå himmel, skaber et eventyrligt spejlbillede i vandspejlet, der kun for en stund brydes når en morgenløber skaber forstyrrende ringe i overfladen.

På stranden sidder mediterende og bedende balinesere, med lukkede øjne og samlede hænder foran brystet. De små farvestrålende ofrepakker med blomster, mad og røgelsespinde ligger flere steder langs stranden, hvor morgenfriske har gennemført dagens første ofring i stilhed.

Et stykke fra land ligger surfere stille på deres boards, som små sorte korkpropper der langsomt sænker og hæver sig med bølgerne. De ligger klar til at fange dagens første store bølger. Flere kommer løbende langs stranden med boardet under armen. Længslen efter at komme ud på bølgerne lyser ganske særligt i deres øjne. Længere ude søger de sidste fiskebåde mod land med nattens fangst, efter hele natten at have ligget samlet på havet som en flydende landsby af lysende lanterne.

Efter fyrre minutter sænker jeg mig selv ned i poolens kølende vand. Med en ganske særlig lykke i kroppen, efter endnu en morgen alene sammen med Bali og den smukke natur. Med sådan en start kan dagen kun blive god. Solen har nu for alvor fat i himlen og temperaturen stiger hurtigt.

Paradiset Bali #4: Luksus og forkælelse.

Da søvnen langsomt har tukket sig ud af øjenkrogene, kæresten kysset godmorgen og loftet i himmelsengen endnu engang beundret, hopper jeg roligt ned fra sengen og trisser over det kølige marmorgulv for at trække de store skodder til side. For derefter at rulle de store glasdøre væk og lukke den friske, men allerede lune, luft ind. Kæresten bliver liggende i sengen og nyder udsynet til Det Indiske Ocean der bruser højlydt mod stranden. Muligt han også nyder synet af min nøgne krop, som jeg bliver stående i døråbningen et kort øjeblik og nyder endnu en morgen med denne fantastiske udsigt.

Selv springer jeg i poolen og lader det friske vand trække den sidste søvn ud af kroppen. Nyder bare morgensolen, det kølige vand mod kroppen, de høje palmer, hvis blade kaster legende skygger på terrassen og de farverige Frangipaniblomster der flyder rundt i poolen. Svømmer hen til kanten, hviler afslappet arme og hage på fliserne og lader mig endnu engang opsluge af synet af de store bølger. Vender mig om og smiler til kæresten der selv ligger med et saligt smil. Uden ord er vi enige om at nyde vores egen private poolvilla på stranden.

Nyde denne luksus. Da jeg endelig tager mig sammen til at kravle op af poolen, står kæresten allerede under bruseren der står frit i det store badeværelse, med marmorfliser på gulve og vægge og det store romerske badekar som centrum i rummet. Den blå himmel kan ses og fuglefløjt høres gennem den store åbning - dog beklædt med myggenet -, mellem væggen og det stråtækte tag, hvis underside står råt sammen med de mørke mahognibjælker i hele villaen.

Kæresten spørger med et lykkeligt smil hvilken spabehandling vi mon skal have i løbet af dagen. Et spørgsmål der straks sender tanker tilbage til de foregående dage med massager, ansigtsbehandling, fodmassage, pedicure, manicure og bodyskrub. Bare et udpluk af de mange lækre muligheder i Seminyak. Inspireret af det rolige balinesiske tempo, bliver vi enige om at vi må se hvad vi vil i løbet af dagen. Men en eller anden form for behandling vil vi have lavet. Nu mulighederne er så gode, som de er på Bali. Der findes de lækreste spa på Bali og i særdeleshed i det mere eksklusive Seminyak. Den enorme velvære der er mulighed for til kroppen, vil simpelthen være synd ikke at benytte sig af. Nogle dage har mageligheden overtaget os så meget, at vi blot har benyttet resortets faciliteter.

Efter en dag i solen, nydt solnedgangen med den brændende himmel og en sidste dukkert i poolen, bliver det tid til at gå ud i natten og nyde en af Seminyaks mange restauranter. En af de hyggelige lokale med autentisk servering under træerne i små baggårde eller en af de lækre designerrestauranter med udsøgte menuer og omgivelser man kun hidtil har drømt sig til? Valget falder på The Breeze på Samaya Resort. Efter en gåtur med de bare tæer i sandet, kan vi allerede på afstand se de runde rislamper der hænger mellem palmerne langs kanten og gynger let i brisen fra havet. Med direkte afgang fra stranden og få meter fra hvor havet slår ind, og op af en lille trappe er vi på The Breeze. De lange hvide duge med små levende svæver nærmest over den grønne græsplæne. Resortet med imponerende poolområde, mørke loungemøbler med hvide puder i små hyggelige grupper på den kæmpe græsplæne bag os og den åbne himmel over os er én ting, der giver en fornemmelse af at være et særligt sted med sans for detaljer og lækker smag. Men noget helt andet, der får alt andet til at virke næsten ligegyldigt, er at sidde på første parket ud til det brusende hav, hvor projektører gemt i beplantningen under os, kaster et særligt lys på det hvide skum der hele tiden bliver kastet frem foran os. Dét syn får os flere gange til at tabe mælet under middagen, for i stedet bare at følge bølgerne som de ruller hen langs stranden med enorme brøl. Brisen fra havet glimter som en let tåge i lampernes rolige skær, men kan ikke mærkes i den lune sommeraften. Kun den let salte duft af havet, rammer som en blød pude. At maden og serveringen ovenikøbet er uovertruffen gør bare aftenen endnu mere fortryllende.

Stemningen fanger os og flere gange sidder vi bare og smiler forelsket til hinanden imens vi lader de store rødvinsglas klire let mod hinanden. Det er umuligt at holde begejstringen og den romantiske følelse omgivelserne efterlader, for os selv. Den lyser tydeligt i øjnene på os begge. Meget tydeligt åbenbart, for pludselig prikker en ung kvinde fra et andet bord, os på vores skuldre. “Give me your camera!” “You guys look so cute. You want to have a picture of this.” “And show me more love!” Smilende og lidt rødmende giver vi hende kameraet og smiler som ønsket. Ramt af en indre lykke af at kærligheden trods alt er så tydelig, at selvom vi ikke viser den bevidst, så kan den stadig fornemmes.

Går hjem i vandkanten, hånd i hånd. Opløftede efter den fantastiske aften. Opløftede af kærlighed. Lægger os trygt i hinandens arme i den store himmelseng. Lytter til havet der stadig bruser, så det lyder som om en orkan raser udenfor. Kun afbrudt af korte, men høje skrig fra flagermusene der flyver rundt i natten. Med de mange lyde, der giver roen frit lejde i kroppen, og de varme hjerter falder vi i søvn efter endnu en dag i vores midlertidige paradis.

Paradiset Bali #3: En verden under havet.

Lod mig dumpe ned i vandet, og straks var det som om ørerne blev slukket, så alle lyde udefra blev kvalt. Til gengæld blev lydene indefra forstærket. Blodets dunken kunne høres og vejrtrækningen gennem snorklen lød som en pumpe, der sad lige ved trommehinden. Svømmefødderne gav med få spark opdrift så jeg igen kom op til overfladen.

Men hurtigt blev opmærksomheden igen rettet mod den verden der åbnede sig under mig. Snorklen kom tilbage i munden og med rolige bevægelser fortsatte turen rundt i overfladen med blikket rettet mod havbunden og koralrevet få meter nede. Begejstringen fik hele tiden lungerne til at trække ekstra luft ind, så det med få spark var muligt at glide længere ned.

Solens stråler skar tydeligt gennem vandet, som regndråber på en sommerhimmel og de små krusninger på overfladen fik lyset til at danse henover havbunden og på den vis fik det farvestrålende rev til at virke endnu mere fortryllende. Farver der næsten ikke er til at forestille sig, være skabt på anden vis end unaturligt, svømmende nu rundt få meter væk, i sammensætninger der virkede endnu mere utrolige, men derved også dragende. Blikket kunne være fanget af en sort- og hvidstribet havslange, der roligt og glidende bevægende sig frem gennem huller og fordybninger, da jeg pludselig så mig selv ligge en en kæmpe svime af små blå- og gulstribet fisk, der uforstyrrede af min tilstedeværelse langsomt gled forbi på alle sider af mig. Lidt efter fulgte en stime af sorte fisk der glimtede i det klare vand.

Pludselig kom en stor grå fisk forbi få meter fra mig, med et skræmmende men dog fascinerende ydre. Begejstringen og lysten til at vise fisken til kæresten, fik mig til at glemme at jeg var under vand, så vandet omkring mig hurtigt blev fyldt med små luftbobler. Alligevel overvandt lysten til at følge fisken behovet for luft, så jeg kunne nyde synet lidt endnu. Det viste sig at være en Barracuda.

Sjovt formede fisk, fisk der svømmede lodret, store og små, langsomme og dem jeg kun nåede at se halefinnen på. Gule, blå, røde, sorte, grønne og hvide. De farver er ikke engang dækkende, men det er svært at finde ord, der kan gøre det troværdigt at der virkelig var dé farver. Stribede, plettede og dem der skiftede farve i lyset. Under alle fiskene skabte tangplanter og koraller et landskab uden sidestykke. Igen i konstant skiftende farver og udformning, men alle med et lige næsten fantasiskabt udseende.

Tilbage på båden, sejlede vi ud til et gammelt skibsvrag, der forlængst havde mistet enhver identitet som skib, og i stedet lignede en bunke udefinerbart skrot, der med tiden havde skabt et kunstigt rev. Her var vi helt alene og vandet var dybere. Kun os to i vandet imens den lille båd og den sovende kaptajn vuggede rundt om ankerkæden, som bølgerne krævede det. Hele tiden var der et skævt blik mod hvor vandet opslugte omgivelserne og bare blev en mørkeblå let tåget masse. Gad vide om der kom noget et sted fra? Noget stort. Samtidig var der også en bevidsthed om at vi var meget alene og derfor også skulle holde øje med hinanden. Kraftige strømme kunne på få sekunder flytte os fra en side af båden til den anden, på et enkelt dyk. Uden egentlig at have mærket det. Fiskene fulgte som os med strømmen, som den bevægede sig rundt i alle retninger.

Men så længe vi var på besøg i denne underjordiske verden, kunne verden ovenover os alligevel ikke stjæle mange tanker. Lydene derfra var forstummede og kun de indre tanker og begejstringer dansede rytmisk med de rolige, men tydelige vejrtrækninger.

Paradiset Bali #2: Fra uroligt vand til tynd luft i bjergene.

Chaufføren Puto sprang storsmilende ud af bilen da vi kom ned ad den store trappe foran hotellet. Kortet blev fundet frem og dagens tur tegnet og forklaret, så vi var en smule forberedt. Plus så vi kunne komme med ønsker. I ren balinesisk ånd kunne alt hvad vi ønskede lade sig gøre. Alligevel valgte vi at lade ham styre dagen, da han vidste hvad der var værd at køre efter.

Første stop på turen blev Tanah Lot eller Templet på Havet. Puto parkerede et stykke fra havet, hvor higen efter turisternes penge desværre havde sat sit præg på omgivelserne. Butikker og boder væltede nærmest oveni hinanden og sælgende prøvede ihærdigt at fange vores interesse. Men som i den balinesiske ånd, accepterede de med et smil når vi sagde nej tak og gik videre. Men heldigvis havde de holdt de distraherende boder dér, så det vi kom ned til ikke var spoleret. For enden af stien og en stor trappe der gik ned gennem to kæmpe stenstøtter, åbnede sig et malerisk syn. Ude i vandet på en høj skarpkantet klippe der stod alene i det hvidt skummende vand, lå et lille tempel i de karakteristiske røde og sorte farver, omgivet af nogle grønne træer, skinnede i solen. Det lå helligt og med en særlig rolig sfære omkring sig på toppen af klippen, imens havet kastede sig uroligt rundt mod de store sorte klipper der dannede hele kysten. Vandet stod i enorme kaskader op i luften når bølgerne kastede sig mod klipperne. Men denne kontrast gjorde blot billedet endnu stærkere.

Hvor klipperne tillod det på land var der bygget yderligere templer og anlagt smukke perfektionistiske haver. Munke gik roligt omkring og trods den salte duft fra havet, spredte duften af røgelse sig i hele området. Bønner var i gang og små klokkers rytmiske ringen, fik en selv til at holde stemmebåndet i ro. Selvsagt var templet på klippen ikke åbent for turister, men den eneste vej derud var også gennem vandet, der med sine voldsomme og utilregnelige bølger skabte et værn om dette hellige sted.

På vejen nordpå på øen, gik turen ad snoede og til tider ret ujævne veje gennem små landsbyer og fantastiske landskaber, der bugtede sig op og ned med terrasser af rismarker så langt øjet rakte. Grønne plateauer med deres skarpe hjørner og bløde puder af risplanter. I markerne gik folk med bøjede rygge og store flade stråflettede hatte til at skærme for den bagende sol. Trods det hårde arbejde, alle med et imødekommende smil når de kiggede op. Kun få steder brød høje slanke palmer det ellers nærmest lineære landskab. Hvor rismarkerne ikke bredte sig i landskabet, var det plantagerne med chili, tomater, majs, kakao, kaffe, kokos, krydderier eller bananer der prægede. En specialitet for hver landsby.

Vejene blev mere og mere snoede som vi bevægede os op i det vulkanske højland. Udsigten over øen blev bedre og bedre. Horisonten flyttede sig hele tiden længere og længere væk. Stadig med flere og flere rismarker og spidse tårne fra templer. Samtidig begyndte skyerne at samle sig om bjergtoppene og himlen over os blev mindre og mindre blå. Bevoksningen blev ligeledes tættere og tættere og træerne højere. Jo højere vi kom op jo mere uklar blev de øvrige bjergtoppe. Vandet fra regnskovene samlede sig i luften og efterlod træer og huse i en dis, der i det gennemtrængende sollys antog en varm grå farve, der kun kun tillod silhuetterne af landskabet af træde frem som sorte blyantstreger i diset. Ligeledes var luften også blevet køligere når vi steg ud af bilen, for at se nærmere på noget Puto livligt fortalte om. I en sø nær toppen af højlandet lå endnu et tempel, Pura Ulun Danau Templet på søen, der i diset fremstod i flot sort silhuet med sine takkede tage.

Derfra gik turen videre op gennem regnskoven på siden af bjerget, med et enkelt stop, hvor en flok aber havde taget plads langs vejkanten og i træerne. Kun modvilligt kom de hen og tog imod de små bananer vi havde i hånden, for hurtigt at flygte til et mere trygt sted at sætte tænderne i maden. Små unger prøvede klodset at kravle rundt i grenene, indtil en ældre kom og greb fat i dem, og med den anden arm kravlede videre op i træet, for at beskytte ungen mod os fremmede.

Lidt efter blev vi igen sat af, hvorefter en smal sti førte os ind gennem regnskoven, ad små broer over vandløb og stejle trapper langs klippesiderne. Skoven lukkede sig over os og efterlod kun få steder plads til at solen kunne trænge igennem. En mild brusen fra vandløbet gennem skoven voksede sig større i takt med jo længere ind vi kom. Pludselig stod vi midt i en åbning hvor vandet væltede ud over siden og videre ned gennem skoven over klipper og sten, hvor skovens høje træer veg til side. Længere inde i klipperne, afslørede GitGit-vandfaldet hvor det kolde vand kom fra, som det væltede ud over klippesiden og fyrre meter ned til plateau, hvor det var muligt at tage et hop i det klare vand.

Trætte og mætte af indtryk gik turen tilbage til hotellet, hvor varmen og den blå himmel igen vendte tilbage. I tide til endnu engang at tage plads ved stranden med duggede glas og nyde den fantastiske solnedgang over Det Indiske Ocean.

Paradiset Bali #1: Massage for sjæl og krop.

Efter 18 timers transport, 15 af dem i fly, ankom vi trætte til hotellet. Men allerede ved de mange imødekommende smil i receptionen blev alle tanker om ømme kroppe, trætte maver og hoveder i søvnunderskud glemt. I stedet var smilene store, som vi blev ført igennem hotellet, med små vandløb med legende guldfisk, forskudte terrasser, blomster og farvestrålende træer. De små stier løb som en smuk labyrint, mellem de små og store tempellignende huse i mørke sten med karakteristiske asiatiske tage i rødt træ. Over små broer og op og ned ad trapper i sten. Små stenstatuer prydede haverne og stierne og efterlod en mytisk stemning mellem de små huse.

For at starte ferien i den afslappede ånd, startede vi begge med en omgang massage i den lille træhytte ved siden poolen opbygget som en oase. Begge lå vi med udsigt til stranden og havet lige udenfor hotellet. Så med lyden af havet, de store bølgers brusen, blomsterdufte og pigernes hænder der minutiøst gennemgik kroppene, faldt vi hurtigt ind i den afslappede balinesiske stemning.

Anspændtheden i kroppen var forsvundet og afløst af total salighed, så trods manglende søvn og mangel på ordentlig mad valgte vi en gåtur på den enorme strand i solnedgangen. Solen malede himlen dyb orange over de store bølger, der kastede sig frem over hinanden, som i en kamp om at skyde de største rygge og lave de højeste brøl når de knækkede. Kampen foregik 20-40 meter fra stranden, hvorefter vandet roligt flød ind over stranden og dannede et bredt soppebasin hele vejen ned ad stranden. I dét bælte kunne vi roligt gå uden at frygte havets enorme kræfter, men kampen mellem sandet og vandet vidnede om, at kræfterne stadig var store selvom vandet kun nåede til anklerne. Konstant blev der skabt nye formationer i sandet og legen mellem de de to elementer tryllebandt øjnene.

Overalt på stranden myldrede det frem med liv i takt med at dagens varme timer langsomt fortrak. Lokale der spillede bold med jubel og store smil, på en primitiv bane tegnet i sandet og to simple træpinde stukket i sanet som mål. Volleybold, lokale mod turisterne. Nogle kom ridende i vandkanten, så det lave vand sprøjtede til siderne. Andre løb blot i bare tæer på det hårde våde sand, og måtte tage ekstra store spring til siden, når havet alligevel vel skød en tunge længere op på stranden end ellers. Kærestepar kom, som vi, gående to og to og så hvordan skyggerne langsomt strakte sig længere og længere henover sandet. Et sted stod en lystfisker med bare ben, korte shorts og vand til over knæene, hvor havet var nogenlunde roligt, med sin lange stang og snøren så langt ude som vind og vand tillod. Venner og familier tog plads på tæpper i store og små grupper langs stranden, og i luften højt over os hang farvestrålende drager, som kun en tynd line i et lille barns hænder sørgede for ikke steg højere til vejrs.

Efter den tur sad lykken og saligheden yderst på huden, så da søvnen endelig fik lov til at tage magt over kroppene, faldt vi hurtigt i dyb søvn i de bløde lagener. Begge med et ganske særligt smil på læberne.

Min amerikanske drøm.

Efter hvert besøg i New York, byen der hver gang har blæst mig bagover, er jeg kommet hjem med tankerne om, hvad det er der fascinerer mig så meget ved byen og det amerikanske folk. Hvad det er der giver drømmene liv, men også hvad det er der forarger og forundrer. Nogle af svarene eller i hvert fald hjælp til svarene fandt jeg i Min amerikanske drøm - på jagt efter stjernerne af Martin Krasnik. En bog jeg ivrigt og opslugt læste igennem første gang, og efterfølgende har genlæst flere af kapitlerne. Røde streger, bjælker efter overstregningstuscher og blyantsnotater bryder nu flere af siderne.

Krasnik rejser i jagten på sandheden bag den amerikanske drøm rundt i USA - hovedsageligt NYC - og interviewer en række amerikanske forfattere. Nogle af de allerstørste. Forsøger at få dem til at give svaret på hvad det er der adskiller USA og de amerikanske folk fra den øvrige verden. Hvad det er de gør anderledes, hvad de gør forkert og hvad det er der giver drømmene ekstra liv under de amerikanske himmelstrøg.

Meningerne i bogen er absolut ikke ens, men hvert enkelt interview fremstår klart og tydeligt i budskabet, så man tager sig selv i konstant at lade sine tanker manipulere. Når ét synspunkt er blevet fremlagt, lader Krasnik en anden stor kulturpersonlighed komme med modargumenterne, så man på fineste vis glemmer alt det man lige sad og nikkede samtykkende til. Men det er netop noget af det der er det fine ved bogen. Den fremlægger tydeligt at svarene ikke er ligetil. USA ér bare anderledes, uden det kan forklares endeligt hvorfor. Men det bliver også klart at det er dét der enten fascinerer eller forarger. At det nogen bliver forarget over er det andre elsker og omvendt. Svarene er ikke endegyldige og det er måske det der giver plads til drømmene.

Når man har været i USA og i særhed NYC, hvor meget af bogen foregår, kan man ikke lade være med hele tiden at sammenligne med egne oplevelser. Se gaderne, lysene, trafikken og stemningen for sig endnu engang. Samtalerne er så levende beskrevet, at man føler man sidder med i de bløde stole. Intellektet er på højt plan, men alligevel trækker excentriciteten og nogle gange vanviddet, samtalerne ned på et underholdende og medrivende niveau. Samtidig med at Krasniks egne fortællinger, tanker og drømme trækker en rød tråd mellem de mange samtaler. En tråd der til sidst efterlader en, for mit vedkommende i hvert fald, med en endnu større amerikansk drøm. Men også en endnu større forståelse af USA og det amerikanske folk.

Derfor vil jeg uden tøven anbefale bogen til alle de der skal på ferie til USA, dem der har været der eller dem der bare har mange forestillinger - fordomme - om USA. Den sætter gang i virkelig mange tanker og giver inspiration til nye syn på Verden, sine medmennesker og livet.

Malta #4: Drager over bugten.

Blæsten kastede bølgerne rundt i Mellieha Bay. Bølgerne forsøgte selv at vise styrke ved, at forvandle bølgetoppene til hvide skumsprøjt, der kastede dråber højt op i vinden når bølgerne blev kastet mod hinanden. Træerne langs kysten holdt stand mod vinden, men grene og blade der sad skævt i forhold til stammen, vidnede om kampen mellem blæsten og de stolte træer. Himlen lod den ellers klare lyse farve, afløse af en mere diset gråblå. Som om en film var trukket over hele udsynet. Klipperne på den anden side af bugten, mistede deres skarpe kanter og rå ydre, og fik i stedet en blød og sløret overflade.

Sandkornene dansede rundt over stranden, i konstant skiftende mønstre. På afstand lignede det næsten hele hudlag blev skrællet af stranden, som en mørk skygge af flygtende sandkorn bevægede sig fremad, over den ellers så glatte overflade. Hvirvelvinde lavede de mest utrolige billeder i sandet og man kunne, hvis øret abstraherede fra vindens susen, næsten høre sandkornene synge, som de gned mod hinanden.

Livet på stranden, ved solsengene og farestrålende parasoller, var trængt væk af den kølige vind fra havet, og i stedet erstattet af en masse kites i forskellige stærke farver, der lå langs stranden og blafrede i vinden. Imellem løb en masse mørke våddragt-klædte mænd rundt med julelys i øjnene. Flere havde allerede taget boardet under fødderne og gled med legende lethed over bølgerne, i fuld fart trukket efter de store kites der fyldte luften over bugten. Som farvefyldte drager i luften, i stærk kontrast til den matte himmel. Smældene når dugene slog mod vinden var gennemtrængende og næsten frygtindgydende.

Kunstfærdige spring blev udført, med afsæt fra ryggen af de store bølger, og højt flyvende løftet af de svævende kites. Jubelråbene overdøvede vinden, når en eller flere havde haft et vellykket hop, eller vinden for alvor fik fat, så skumsprøjtene stod højt på begge sider af boardet.

Selv sad jeg på en trappesten og beundrede, de mange kitesurfere der benyttede sig af, at vejret en enkelt dag var skiftet til deres fordel. Jeg sad med fødderne begravet i det fine sand, men med øjnene på de legende voksne mænd, drømte jeg om at det var et board under mine fødder. At det var mig der mærkede vinden og vandets enorme kræfter. I stedet lod jeg synet, lydene og duften af det salte oprørte vand, hypnotisere mig, så jeg endte med at sidde og kigge ud over havet, uden øje for tiden. Nød for en stund tankernes flugt fra alt andet. Nød frihedsfølelsen der skinnede igen i de blanke kites.

Malta #3: På eventyr i Valletta.

Kæresten og jeg lå ved siden af hinanden, med ryggen mod de brede varme sten omkring Tritonfontænen. Lukkede øjnene og lyttede bare til livet omkring os. Lod solen varme vores kroppe og den dejlige lune sydlandske vind trænge ind i vores næsebor. Hele pladsen omkring den enorme Tritonfontæne er busterminalen i Valetta, Maltas hovedstad. Det hektiske virvar af busser der kører ud og ind mellem hinanden, og de mange mennesker der går og løber på tværs af pladsen hele tiden, skaber et skønt billede af liv.

Midt i den enorme bymur bryder en kæmpe byport, dét der ellers virker så lukket og fjendtligt. Indenfor ligger det 450 år gamle Valletta. Byen vi netop var kommet ud af efter et par timers gåtur. En by bygget af stormestrene, med al deres rigdom og storhed, som stadig ses tydeligt når der slentres igennem de mange små gader.

Alle middelalderbygningerne har små detaljer og udsmykninger, der konstant fanger øjnene. De mange små karnapper sidder tæt, og giver en følelse af at de små gader lukker sig over en. Nogle af gaderne mellem de syv-otte-etagers gamle huse, er så smalle, at sollyset kun i et kort tidsrum midt på dagen, kan nå helt ned til stenene på gaden.

De mange smukke huse, afløses af borge, paladser og kirker, der talrigt pryder den ellers lille by. De vinkelrette gader der ligger tæt og husenes smalle facader, trækker konstant nye detaljer frem for øjnene af en. Byen er bygget på et gammelt bjerg, med vand på tre sider, og er derfor i rigtig mange niveauer. Gaderne er stejle, så fortovene kun er én lang trappe ned til bunden, hvorefter gaden fortætter opad igen på den anden side. Men de mange niveauer gør også, at der overalt i byen er små broer, tunneller, og let svævende gangstier på kryds og tværs af hinanden. Og ofte højt over hinanden. Gaderne krydser hinanden over og under hinanden, så selvom man ved, at man skal være blot et niveau under der hvor man står, skal ud på et større eventyr for at regne vejen ud.

Men netop følelsen af et eventyr og magiske tider, fylder kroppen overalt, som man går rundt i den gamle by. Fordi det hele er så tæt og småt, men alligevel stort og imponerende. Alt ligner noget vi ikke kender til i “vores” verden. Ja, nærmest uvirkeligt. Men som samtidig kun giver fantasierne yderligere fart rundt i de små hyggelige gader. Man forventer til sidst næsten, at der står riddere og festklædte heste, efter det næste hjørne man drejer om. Fordi byen efterlader et indtryk af, at andet ville være mærkeligt.

Da vi rejste os fra fontænen, gik vi igen gennem byens små gader, ned mod vandet, hvor vi beundrede de mange små huse, der var bygget ved foden på ydersiden af den tykke bymur. Skurene lå små, faldefærdige og sølle tæt på bølgernes hvide toppe, som fattigfolk der ikke måtte være med i festen indenfor murene. Dér fandt vi en restaurant med terrasse ud over vandet og med udsigt til de moderne nye byer der skød op hele vejen rundt om den store havn. Trafikken på vandet var livlig med store træskibe og små motorbåde.

Eventyret fortsatte ved bordet, hvor vi kunne se store stimer af fisk der insisterende hoppede rundt i overfladen af vandet, som om de ville have os med. Lidt efter kom en enøjet kat og satte sig lidt fra os, efter duften af vores fiskeretter havde spredt sig i luften omkring os. Det sorte hul ved siden af det ensomme triste øje, var dragende og blikket i det friske øje kæmpede for, at fortælle en historie, der gjorde at vi ikke ville være blevet overraskede, hvis katten var begyndt at tale. Dagens oplevelser og indtryk, efterlod et ønske om at den faktisk åbnede munden og lod ordene flyve ud.