Nepal: Børn med spinkle håb.

Desværre er tiggende børn i Kathmandus gader ikke et sjældent syn. Med løbende næser, store fortabte øjne, uglet hår og møg beskidte går de rundt og tigger i overskuelig afstand fra det tæppe eller papstykke på fortovet, der i mange tilfælde udgør deres hjem og ejendele. Nogle er så godt stillede at de har tøj, dog slidt og beskidt, på kroppen. Andre render rundt med numsen bar under en nusset og hullet t-shirt. Skræmmende mange af dem er ikke mere end et par år gamle. Få heldige af børnene har en mor siddende på tæppet. Ofte med en helt lille nøgen baby på armen, svøbt ind i morens tørklæde. Den lille metalskål foran hende fylder luften med nød og den klingende lyd af mønter der rammer skålens bund, skænket af en forbarmende sjæl, bliver efterfulgt af et taknemmeligt men sagte tak fra kvindens læber.

Ude i kaoset mellem bilerne på vejene, render barfodede børn også rundt og forsøger at tigge fra folk i biler, taxaer og busser. Andre sidder bare langs vejene og hænger. Nogle rækker måske en doven arm ud når en turist kommer forbi, mens andre har givet op og bare bliver hængende. De lidt ældre drenge ligger tit i store klumper sammen med gadens herreløse hunde. Beskidte og ilde lugtende. De der ikke sover sidder ofte med en pose lim for mund og næse, eller pjatter rundt på fortovene.

For nogle uger siden gik jeg rundt i Kathmandu, med mine ene “nevø” i hånden. En lyshåret dreng på næsten seks med stor energi og et barns styrende nysgerrighed. Alle gadens detaljer fangede hans blik, også de tiggende børn på gaden. Forståeligt nok spurgte han hvorfor børnene lå på gaden og sov. Jeg kiggede om på hans forældre bagved os, for at søge for råd. Hvor meget skal man sige til børn? De barske realiteter lå foran ham, hans tvillingebror og deres to-årige lillebror på gaderne i Kathmandu, så klart det vækkede spørgsmål hos dem. Vi slog det hen og sagde vi kunne snakke om det senere. To minutter senere var børnene glemt, til fordel for udbuddet i Thamels små butikker.

Et par dage senere kørte vi mod Nationalparken Chitwan i det sydlige Nepal, og gjorde stop i Kurintar hvor vi kunne komme ned til stranden ved Trisuli floden. På flodbredden fik vi hurtigt følgeskab af tre 9-12 årige drenge, der var svært nysgerrige i specielt vores tre lyshårede drenge. Jeg havde været der ugen før, så vidste at de tre drenge ikke bare var på stranden for at lege, men at de var der fordi de boede der. Nogle kæppe, halm, en rest pressening og et gammelt tæppe dannede i en simpel konstruktion den bioak drengede boede i, lidt længere nede ad flodbredden. De tiggede ikke om noget, men fulgte os nysgerrigt rundt. Da vi gik nøjedes de med at kigge længselsfuldt efter os. Hvis bare vi havde haft noget frugt eller nogle kiks vi kunne give dem.

Denne gang rejste mødet med Nepals barske side, endnu flere spørgsmål. Vi ville ikke snakke om det foran de tre drenge på flodbredden, men lod vores tre drenge få et indtryk, så de havde noget håndgribelige at forholde sig til senere. For snakken kunne og skulle ikke længere undgås.

På vej videre gjorde vi holdt i en lille landsby, hvor en lille pige legede rundt langs landevejen. Legetøjet var en plastikflaske i en snor efter hende. I bilen sad drengene med hver deres nintendo.

Da vi nåede Sauraha i Chitwan var vi alle ude i en lokal Tharu landsby. Simple huse af ler og komøg med halmtage i en lille klynge. På grusvejen mellem husene løb byens børn rundt og legede med store smil og befriende latter. Legetøjet var små stykker reb, små bolde, nøgne cykelhjul eller kæppe. Ældre børn sammen med de mindre børn. Vores tre lyshårede drenge tiltrak igen en masse opmærksomhed og en lille gruppe drenge ville spille bold med dem. Det var fedt at se det mix trods sproglige, kulturelle, baggrundsmæssige og udseendemæssige forskelle forstå og lege med hinanden. Endnu uspolerede sind.

Drengene fik også lov til at komme ind og se et par hjem. Se husene med ét måske to rum med hårde senge. De spartanske køkkener. Hvordan alle i byen hjalp hinanden med at plukke høns, kline huse med frisk blanding af ler, hø og møg, samle halm til dyrene, holde opsyn med okserne og passe børnene. Et simpelt liv holdt sammen af fællesskab.

Samme aften tog vi snakken med de to tvillinger. Deres lillebror sad på deres fars skød og lyttede blot. Spørgsmålene og forundringerne var mange. Det blev til en lang snak om et liv uden forældre, uden et hjem, uden eget værelse, uden mad, uden andet legetøj end det der lige er ved hånden, uden mulighed for “bare” at få det man ønsker. Om at Verden kan vise sig fra mange sider og desværre indeholder langt mere barske realiteter, end dem man som privilegeret europæer møder til hverdag. Ved at bruge eksemplerne fra de foregående dage, kunne drengene sætte billeder på vores snak og de viste en rigtig god forståelse. Snakken rejste flere spørgsmål og kommentarer i dagene efter, der viste at det vi havde snakket om virkelig var kommet under huden på dem og havde startet nogle nye tanker.

Det var en hård snak, men også en befriende og livsbekræftende snak. Det er altid specielt at se Verden gennem et barns øjne og forståelse. Så ligetil og uskyldigt. Det tvang os tre voksne til også at forholde os til de mødte realiteter på en anden måde. Det er så nemt i dag at sige, at Verden nogle gange er et ondt sted men samtidig kun anskue det med halvt åbne øjne. Det er altid hårdt at se når andre har det skidt eller mangler basale ting i livet, men at se børn på gaden uden hjem og familie, går lige i hjertet og kan få halsen til at trække sig sammen. At opfatte det med et barns anskuelse, gjorde det endnu mere rørende og åbnede for alvor igen mine øjne for alle børnene på gaden i Kathmandu. Børn med usle vilkår og med spinkle håb for fremtiden.

Er et par tvillingedrenge på seks så for små til at skulle se sådan noget? For små til at skulle forholde sig til den side af livet? Hvor mange af livets realiteter skal de skånes for og hvornår må de så møde dem? Når jeg så og hørte drengene i dagene efter, hvor meget det fyldte i deres bevidsthed, er jeg ikke i tvivl om at de ikke har taget skade af mødet med nogle af børnene i Nepal. Tværtimod mener jeg de har lært en lektie det ikke er muligt at lære på skolebænken, uanset hvor gammel du er.

Frederik, Sebastian og Christoffer, I er nogle fantastiske drenge, og med de oplevelser jeres forældre giver jer og jeres medfødte nysgerrighed, er jeg ikke i tvivl om at I kun bliver endnu mere fantastiske.

Nepal: Michael lærte Kathmandu at rocke.

Store billboards og utal af avisreklamer havde sørget for stigende spænding, frem til aftenen i går. Det danske band Michael Learns to Rock skulle spille i Kathmandu. Hvem kan ikke huske hits som “The Actor”, “Sleeping Child” og “Someday” fra Danmark i slut-firserne og halvfemserne. De tre fyre fyldte i hvert fald en del blandt mine barn- og ungdoms musikfavoritter. Så da de kom til Kathmandu var der selvfølgelig ikke nogen vej udenom. Barndommens soundtrack skulle genoplives.

Allerede på nogle af mine første dage i Kathmandu i maj sidste år, hørte jeg de velkendte toner fra MLTR og blev glædeligt overrasket. De var stadig store i Nepal, som de også var det i store dele af resten af Asien. De ér stadig store herude. Deres numre dukker gang på gang op i mere eller mindre knitrende udgaver, på diverse mobiltelefoner i gadebilledet. Derfor var henrykkelsen blandt nepaleserne også stor, da det blev annonceret at drengene kom til byen.

Det store grønne område Tundikhel midt i byen blev i løbet af ugen forvandlet til et koncertområde og da vi ankom i aftes sammen med gode danske venner, var området hele vejen rundt om pladsen fyldt med mennesker. Mange uden billetter der forsøgte at få et glimt gennem hegnet. Flere havde taget opstilling på de nærliggende storcentres tage og terrasser for i det mindste at kunne høre lyden. Urealistiske høje billetpriser, gjorde det desværre svært for mange dedikerede nepalesiske fans at få råd til at komme ind på selve pladsen.

Efter det sædvanlige nepalesisk sikkerhedstjek, hvilket vil sige at vi nåede at blive kropsvisiteret syv gange indenfor 100 meter, kom vi ind på pladsen. Jeg var positivt overrasket! Scenen, lys og lyd imponerede og levede ikke om til mine - indrømmet, lave - forventinger til de nepalesiske arrangørers formåen. Inddelingen af pladsens områder efter billetpriser, delte til gengæld publikum op på en rigtig ærgerlig måde der skabte alt for mange tomme områder. Ligeledes var det også tydeligt at se, at billetpriserne desværre havde afskrevet mange fra at deltage. Altid noget at de 3500 - ja, der står 3500 - udstationerede politifolk kunne fylde lidt ud på pladsen.

Men stemningen fejlede ikke noget. Mens vi ventede bragede forskellig popmusik ud af de store højtalere, folk var glade og forventningsfulde og der blev ivrigt taget billeder af hinanden foran scenen. Flere kom over og spurgte nysgerrigt om vi var danskere ligesom MLTR. Bekræftelsen udløste store smil og opstilling til billeder sammen med os.

De første kollektive jubelråb gik gennem publikum, da bandnavnet tonede frem på storskærmen bag scenen. Det næste da røgkanoner gjorde luften omkring scenen tåget og det hidtil største da skygger tegnede sig i tågen. Drengene var på scenen!

Hvor der til MLTR’s tidligere koncerter nok var flest lightere i luften til de stille numre, lyste luften over publikum i går op af hundredvis af små lysende firkanter. Skærmene på de mange mobiltelefoner i luften for at tage billeder og videoer. Som en svævende sky af små lys i den mørke aftenhimmel.

De helt store numre udløste tonedøvende jubelråb fra publikum og der blev sunget ivrigt med fra publikum. Jeg var imponeret over hvor godt nepaleserne omkring os kunne alle teksterne. Ingen tvivl om at de var fans. Der blev sunget med på alle sangene med stor indlevelse. Bare rolig, jeg sang også med på klassikerene. Kunne ikke lade være., Hver gang musikerne talte, blev der svaret i kollektivt brøl. Armene i luften foran scenen svingede fra side til side og vidnede om at festen på scenen, også var nået græsplænen foran. Når de store projektører fra scenen dansede ud over publikum i følgeskab af musikken, kunne vi endnu tydligere se hvilken fest der var i gang.

At se hvordan alle de unge nepalesere festede og havde en fantastisk aften, var næsten en større oplevelse end selve koncerten. Det var en fryd at se dem så glade. Deres øjne lyste af glæde. Det var uden tvivl stort for rigtig mange af dem at være netop dér.

Koncerter som den i aftes er langt fra hverdag i Kathmandu. Det er kun anden gang i nyere tid, hvis ikke nogensinde, et internationalt band spiller en stor koncert her. Sidst var Bryan Adams i februar. Så at overvære dem have den oplevelse og se på deres opførsel hvor stor en aften det var for dem, kunne ikke lade være med at varme om hjertet. Det var begivenhedEN der vil blive snakket om længe. Her i Nepal kommer den slags oplevelser ikke som perler på en snor. Tværtimod. Men i aftes lykkedes det. Michael og Kathmandu rockede sammen.