Den første rejse til Ghana var uden tvivl den største øjenåbner for mig. Turen rundt i Venezuelas vilde natur var min største og smukkeste naturoplevelse, nu stærkt konkurreret af Himalayas dragende tinder. Men den største spirituelle og mentale oplevelse har uden tvivl været den netop overståede rejse til Nepal og hovedstaden Kathmandu.
Historierne hænger som farvestråelende og levende malerier på selv de mest støvede facader. Luften gennem gader og gyder er tyk af en atmosfære der har samlet kræfter i fortiden. Røgelsesrøgen og dens trancelignende følger får den afslappede og salige livsstil til at trænge ind i sindet. Spiritualiteten strømmer ud fra alle små templer, gudebilleder og bedemøller der hele tiden er synlige i gadebilledet. Lyden af messende munke der sender bølger fra trommehinderne ud i resten af kroppen. Sfæren der er omkring de store tempelkomplekser, stupaer og forhistoriske pladser er guddommelig, omsluttende og næsten skræmmende magisk.
Kathmandudalen alene har med hele otte steder på UNESCO’s World Heritage List over kulturelle steder, en af verdens største koncentrationer af kulturarv. En kulturarv der spreder sig i lange arme ud fra de de otte steder til resten af dalen og omslutter hele byen med en særlig stemning. Historien, spiritualiteten og kulturen er allestedsnærværende. Mange steder og bygninger rundt omkring i Kathmandu er blandt de største, ældste og helligste af deres slags i Verden. Af de otte steder nåede jeg at se, opleve og mærke den utrolige stemning ved fem af stederne.
De trehundrede trin op ad den stejle trappe til Swayambhunath - Monkey Temple - fører vejen forbi ivrige gadesælgere, farvestrålende buddhaer, der med en magisk ro sidder med hænderne foldet i skødet og vilde aber der springer rundt i træer og på trapperne. Efter øverste trin åbner det store buddhistiske tempelkompleks sig op foran en med den verdensberømte hvide stupa som centrum. Et af Nepals bedst kendte symboler. Samtidig den mest kraftfulde stupa ifølge verdens buddhister.
Den hvide kalkkuppel ligger ophøjet på sin bakketop, med Buddhas øjne stirrende ud over Kathmandu og dalen. Omringet af gamle tempelbygninger og et uoverskueligt antal af små og større religiøse genstande, bedemøller, olielamper og mindre stupaer - chorten’er. Sang og messen fra mediterende munke siver ud fra templerne og fylder pladsen omkring Swayambhunath.
Et kig indenfor i et af templerne afslører et farvestråelende og dekoreret rum med to rækker af bedende munke siddende på gulvet overfor hinanden. Små lærlinge sidder i et hjørne med lur-lignende horn og skaber melodi til de messende munke. Lydene og de vuggende munke skaber en tranceagtig stemning i det lille rum, der dog med ét stopper og munkene rejser sig og forlader rummet, næsen ubemærket stille.
På den anden side af byen ligger Bodhnath, den 36 meter høje stupa der dermed er en af verdens største. Langs den store hovedvej farer livet forbi. Husene er slidte og skraldet ligger i rendestenene. Men en farvestrålende port med mønstre og symboler i skarpe farver bryder det støvede gadebillede. Bag porten ligger en lys åben plads uden de tætte bygningers normale skygge. I stedet lyser den klare hvide kalk på den enorme stupa midt på pladsen kraftigt i solen.
Farvestrålende buddhistiske bedeflag vejrer i vinden på liner fra toppen af stupaen, som konfetti der hænger overalt i luften over pladsen.
Turen venstre om basen på Bodhnath er knap 105 meter lang og leder forbi bedemøller og buddha-figurer, men alligevel farer øjnene mod den guldbelagte top der står skarp i solen og i stærk kontrast til den blå himmel. Størrelsen af stupaen er uden lige mundlammende.
Lyden af messende munke flyver ud fra store højtalere og fylder den store plads med en fløjlsblød rar stemning. At man ved at gå ind i et af templerne i cirklen af bygninger omkring stupaen, finder ud af at lydene og stemmerne i højtalerne er live fra bedende munke, gør det bare endnu mere tryllebindende. Foran de store åbne døre til templerne står troende og turister samlet. Man kan sagtens gå indenfor, men for mig kommer det til at virke mere uskyldigt og rent ved bare at beskue på afstand. Jeg føler jeg krænker og overskrider nogle grænser ved at vade ind. Nogle turister går ind uden problemer og andre står og laver fagter som for at efterligne de bedende. Noget der kommer til at se mere latterliggørende end respektgivende ud. - i mine øjne.
Syd for Bodhnath ligger Pashupatinath, et af hinduismens vigtigste Shiva-templer. Templet hvor afdødes lig bliver kremeret under den åbne himmel og får deres aske spredt i floden. Stedet er beskrevet tidligere på bloggen, men på samme måde som de andre steder er det et sted hvor historien og kulturen har sat sit tydelige fingeraftryk.
De fleste gamle kongebyer har et Durbar Square, pladsen ved det gamle kongepalads. Som i Patan er pladsen i Kathmandu stor og prangende. Diverse helligdomme, figurer og templer ligger spredt ud over den store plads. Her bor også Kumari, den levende gudinde, som en af de eneste i Verden. En lille pige der gennem mange og ofte brutale prøvelser bliver udpeget til at være hende, den vigtige hindugudinde Taleju Deva er blevet inkarneret i. Ved hendes første menstruation er hun ikke længere ren og forvises derfor fra sin bolig, hvorefter en ny inkarnation søges.
De sidste tre steder på listen vil jeg uden tvivl besøge næste gang jeg kommer til Kathmandu. Placeringen på en liste alene gør selvfølgelig ikke nogle steder mere betydningsfulde end andre, men der ér virkelig en særlig atmosfære omkring de steder. Kathmandu-dalens høje koncentration af kulturarv er allestedsnærværende og pirrer ens nysgerrighed.
En særlig religiøs overbevisning behøver heller ikke for at være til stede for at kunne blive inspireret og imponeret i Nepal. Både buddhisme og hinduisme fungerer sideløbende i en vidunderlig harmoni. Den ene viger ikke for den anden, men derimod har nepaleserne forstået at give begge religioner plads og i stedet fundet ud af at kunne bruge hinandens helligdomme. To så fredfyldte og tolerante religioner i harmoni med hinanden, tilfører landet noget helt særligt. En stemning og en livsfilosofi som mange af verdens øvrige lande uden diskussion kunne lære meget af.
Opslag
