Bali og Bangkok: Eftertanker.

Luften var fuld af duften af røgelse, fra de mange ofringer overalt på gaderne, i små templer, foran små stenstatuer og på interimistiske altre. En duft der efterlod en særlig ro i sindet. En ro der omsluttede de fleste mennesker og skabte en helt speciel stemning. En positiv stemning. Religion er allestedsnærværende på Bali og jeg ved ikke om det er hinduismen der gør det. I hvert fald er det et helt andet menneske- og verdenssyn der hersker dér. En følelse af fred og tryghed hænger i luften sammen med røgelsesduften.

Når man kommer fra Danmarks næsten medfødte skepsis og i udpræget grad “mig først”-mentalitet, rammes man virkelig af den enorme forskel. Balineserne er som udgangspunkt imødekommende overfor alle og styret af en “alle-andre-først-så-mig-selv”-mentalitet. Man tror virkelig ikke der findes noget ondt i dem. For dem er åbenlyse tegn på negative eller afstandstagende følelser endda et svaghedstegn. Hvilket forklarer det evige smil der er at finde på deres læber. Smil der for hver time blive mere og mere smittende. Ligeledes gør den fredsommelighed og ro der er over alt hvad de foretager sig.

Allerede efter få timer på øen mærkede jeg den store tankeforskel. Da jeg stadig ikke havde fundet ud af deres valuta der foregår i millioner og hundredetusinder, kom jeg til at betale 300.000 rupiah - indonesisk møntfod - i stedet for 30.000 for nogle læderarmbånd. I danske kroner 150 i stedet for 15 kroner. Sælgeren så godt nok mærkelig ud da jeg lagde sedlerne i hånden på ham og gik. Men det var først da jeg en halv times tid senere stod i en anden forretning, og jeg kom til at kigge ordentlig på sedlerne, at jeg erfarede min fejl. Kæresten sagde jeg bare skulle glemme det. At de penge for længst var tabt. Troede jeg egentlig også selv. Alligevel gik jeg med meget hurtige skridt tilbage for at finde forretningen, og nåede allerede på vejen at forberede mig på diverse scenarier. Da jeg fandt sælgeren og sagde pænt undskyld, men at jeg havde opdaget min dumhed, trak han pengene op af skjortelommen og gav mig dem i hånden med største selvfølge. Der må jeg indrømme at jeg blev mundlam og lidt rørt. Det er hvad der kan kaldes tillid og troværdighed.

Men samme ånd gentog sig gang på gang. Samme fredlige stemning. Lysten til at hjælpe og behage er vildt imponerende. De undskylder når de vil hjælpe en og siger efterfølgende tak for at have fået lov til at hjælpe. En aften på en af de dyrere restauranter sagde tjeneren, da hun havde skænket vinen over en kort snak om vores besøg på Bali, tak og at det havde været en fornøjelse at få lov til at skænke for os. Dén tankegang er gennemgående og så indgroet, at man flere gange bliver pinlig. Over hvordan man selv agerer og tænker nogle gange. Over at den mindste negative tanke overhovedet kan finde vej til en selv.

Derfor tror jeg også det er sundt at møde den slags kulturer. Fordi man bliver mindet om hvordan man selv er overfor andre mennesker. Mindet om hvad et begreb som service også kan indeholde. At det også kan være givende at give andre noget godt. Lade andre tage del i sit positive livssyn, og ikke kun lade de negative tanker udfylde ens udstråling og ageren. At åbenhed og imødekommenhed giver en langt mere behagelig atmosfære, end den mere lukkede danske.

Da vi kom videre til Bangkok blev vi igen mindet om en tankegang, tættere beslægtet den danske. Måske pga. storbyens puls og barske miljøer. Der er ingen tvivl om at thaierne også har et noget mere åbenhjertet og imødekommende sind. Alligevel var stemningen der lidt mere præget af penge og mindre af menneskelige principper. Hensynene var mindre og respekten for andre endnu mindre. En stor kontrast fra det rolige og altid smilende Bali vi kom fra.

Bangkok #2: En dag med fuld fart.

Foran hovedindgangen til hotellet stod den storsmilende chauffør klar til at fange dagens første kunder. Stolt stod han foran sin Tuktuk, en trehjulet knallert med et forholdsmæssigt stort bagsæde og bliktag. Han spurgte ivrigt hvor vi ville hen, tilbød en pris og bad os stige ombord på hans stolthed. Tuktuk’en startede med et host og den larmende motor satte igang. Munden kørte uafbrudt. “First time in Bangkok?” “What is your program for today?” “Sorry Mister, but may I then tell you about a tailor I know?” Når ivrigheden for at hjælpe og forklare overtog, suste han ind til siden, så han kunne vende sig om i sædet og forklare med kort og andre papirer.

Allerede da vi havde holdt ind til fortovskanten tre gange på 50 meter, tænkte vi at vi da aldrig nåede frem til vores mål. Alligevel kunne vi ikke lade være med at smile og grine over hele oplevelsen. Det var vel også en del af Bangkok. Vi havde i forvejen tænkt os at finde en skrædder, så hvorfor ikke se hvad det var han kunne vise os.

To minutter efter holdt vi foran et kæmpe glasparti og et par dørmænd kom hen for at hjælpe os ud og op til døren. Vores chauffør smilte efter os “I wait here!” Lidt efter væltede vi os rundt i stof- og silkeruller. På befaling fra hver vores skrædder løb assistenter rundt efter den ene rulle efter den anden, fra de mange hylder rundt i hele butikken, hvor stoffet stod tæt side om side. Billeder og modebladet på bordet, blev dækket mere og mere til af stof, og både kæresten og jeg begyndte at se mere og mere rundtosset ud. “Would you like a beer?” “Get the gentlemen a beer!” Blev der råbt efter en af assistenter, og lidt efter sad vi med en tiltrængt kold øl i hånden, og synes pludselig det hele igen virkede overskueligt. Vi blev ført ovenpå hvor endnu en sal med stof og silke i lange baner åbnede sig. Her var mere ro til at snakke om stof og design. Stofferne blev valgt og målebåndene kørte rundt på kroppen af os. Uforståelige notater blev ført ned og en aftale om fittings allerede samme aften blev lavet.

Vores chauffør stod stadig storsmilende efter halvanden time og ventede foran butikken, da vi lettere rundtossede kom ud. To kolde flasker vand lå på bagsædet til os og få sekunder efter var vi igen på farten. Og så var det bare om at holde fast. Med fuld fart kørte vi ud og ind mellem de mange biler og lavede knivskarpe sving ned ad små gyder. “Shortcut! Shortcut!” Varmen og osen fra de mange biler var allerede tyk i luften. Men pludselig var vi der. Ved Chao Phraya River. Den store flod gennem Bangkok. Vi fik vist bådene frem. De hurtige og de langsomme. Vi foretrak en af de hurtige og begyndte at snakke rute og pris med den ivrige sælger. Da det hele var aftalt kom vores chauffør tilbage og trak os lidt til side. Med en finger foran læberne begyndte han hviskende at spørge hvad pris vi havde fået. “No no no, you don’t pay that much. Stay here.” Lidt efter vendte han tilbage og sagde at vi hurtigt skulle komme med til disken, for nu var de andre turister væk. Så fik vi sørme sejlturen billigere. Ekstra drikkepenge blev lagt ind i hånden på den venlige chauffør, da vi sagde pænt farvel.

Lidt efter sad vi bare os to -og en kaptajn- i en båd, susende ned ad floden. Bangkoks skyline åbnede sig på begge sider af os og smukke templer og forgyldte buddhastatuer lå spredt langs flodbredden. På et tidspunkt drejede vores kaptajn ind ad en af de små bifloder, hvor vi for alvor fik lov til at se bagsiden af medaljen. Her lå faldefærdige træskure i vandkanten, en streng lugt der hang i den varme luft og slidte betonbygninger med et hav af små lejligheder. Rotter svømmede rundt i floden, og i ny og næ blev vi mødt af en sejlende sælger, der med båden fuld af varer og et stort smil, sejlede rundt i håb om at nogle af de forbipasserende manglede noget, eller fandt noget de ikke vidste de manglede.

Tilbage på land valgte vi at tage turen på gåben. For lidt vild, men fik så bare set mere end planlagt. Målet var Kao San Road. Gaden især rygsækkerejsende valfarter til. Her var også alt. Små butikker med alt mellem himmel og jord, neonskilte, store reklameskilte og mange mennesker. Bilerne var lukket ude af gaden, men også på Kao San suste de små Tuktuk’s rundt mellem folk.

Da varmen og de trætte fødder til sidst fik os til at trække tilbage mod hotellet, blev vi lokket af mageligheden og de ivrige sælgere udenfor et spa. Trods de daglige massager og andre spabehandlinger på Bali tænkte vi, at vi da også lige skulle prøve rigtig thai-massage. En god time senere stod vi igen på gaden, efter at være blevet brækket og vredet i alle mulige og umulige leder og kanter. Hidtil ukendte muskler og led, fik deres tilstedeværelse demonstreret. Kroppen føltes som gelé og frygten for at benene slet ikke ville kunne holde kroppen oppe, meldte sig for en stund.

For at give kroppen ro ovenpå den omgang og dagens travle program, valgte vi at tilbringe de sidste timer i solen, på hotellets tagterrasse og poolen samme sted. Det luftede mere deroppe, så med fødderne i poolen, en drink i hånden, udsigt ud over Bangkok og ro fra gaderne under os, sad vi og nød livet. Dejligt med et par timer inden vi skulle til fittings hos skrædderen.

Bangkok er en fantastisk by, som jeg helt sikkert skal besøge igen, men der er fuld fart på.

Bangkok #1: Det kulørte Patpong.

“Gud, der er en elefant!” Kæresten sprang et par meter baglæns og mundvigerne kyssede næsten hinanden i nakken i et kæmpe smil. Vi gik på et smalt fortov rundt i natten få timer efter vi var ankommet il Bangkok. Området var Patpong. Bydelen med ekstra meget liv. Efter bare en times tid rundt i den livlige bydel, kunne ikke engang en levende elefant spadserende rundt på fortovet overraske os. I stedet gik vi bare storgrinende videre ned ad den neonoplyste gade.

Inden den mødte elefant havde vi været gennem Patpong Night Market, en bazar opstillet for natten, fyldt med kopivarer, ure, silke, plastik og en masse andet småt skrammel. Alt hvad der kunne blinke og lave lyde, med potentiale for at tiltrække turister med løstsiddende pengesedler, lå på de interimistiske boder. De handlende råbte og forsøgte ivrigt at fange opmærksomheden hos de forbipasserende. Luften var tæt af en blanding af bilos, stanken af urin, sødlig mados fra de mange gadekøkkener og sved fra de mange mennesker samlet i den varme nat. Den høje fugtighed havde allerede efter få minutter givet huden en klam hinde og sveden sad hurtigt glinsende på de mange ansigter. Varmen omsluttede kroppen trykkende, og bare tanken om at det havde været 40 grader om dagen, fik sveden til at springe yderligere frem. Affaldet i de mørke hjørner raslede hvor en lang lyserød hale stak ud. Overalt var der mennesker og tempoet frem mellem de små boder gik langsomt. Et tempo de handlende benyttede sig af, for at uddybe deres farverige tilbud. Men med thailandsk ydmyghed forstod de heldigvis et venligt “nej tak”.

Det var dog ikke kun materielle ting der blev solgt i Patpong. De sælgere der fyldte mest og var mest insisterende, var de mange sælgere der solgte sexshows på en af områdets mange barer. Mænd og kvinder der hviskede “Ping-pong-show” med et kæmpe smil, og refererede derved til de shows hvor pigerne putter boldtennisbolde op i fissen, for at skyde dem ud samme vej. Til dem der finder fornøjelse ved dét. Uanset var den slags show et kæmpe hit rigtig mange steder. En del steder kunne man nå at kaste et blik ind i barerne hvor musikken bragede ud, og se de letpåklædte piger der stod side om side ved hver deres stripperstang, og vuggede til rytmerne. Dem der nåede at fange ens blik sendte flirtende og lokkende blik tilbage.

Andre sælgere stod blot med et lille papskilt i en hul hånd, hvor der var skrevet sex-DVD, der kun blev vist frem i korte øjeblikke. Ja, hvor mærkeligt det end kan virke i et kvarter hvor sex i den grad står øverst på menukortet, hvor størstedelen af neonskiltene indeholder ord som pussy, sex, go-go og boys og letpåklædte lokkeduer står i dørene. Så er det ulovligt med trykt porno i Thailand. Derfor hviskede de dvd-sælgende og kiggede sig over skuldrene inden de åbnede hånden.

Videre i hovedgaderne Patpong 1 og 2, fortsatte stilen med masser af sexshows, sextilbud og sælgende smil blottet for enhver samvittighed. Overalt var der liv og fest i gaderne. Nogle gik nysgerrige rundt, andre rystede forargede på hovederne, enkelte gik målrettet og ugeneret ind gennem de mørke tæpper foran dørene. Størstedelen nød bare stemningen i bydelen. Sad på en af de mange barer og fulgte det store show: Patpong by Night.

Kæresten og jeg gik, efter mødet med elefanten, i en af gaderne specielt rettet mod homoseksuelle. Her manglede der så sandelig heller ikke muligheder for sexshows. Neonskiltene skyggede for hinanden ned gennem den smalle gade, og de mange lys fik det nærmest til at virke som om det igen var dag. Udenfor sad større og mindre (lokke)grupper af thaidrenge, i små uniformer. passende til stedet de arbejdede for. I dørene og på de podier vi kunne nå at kaste et glimt ind på, stod fyrene i minimale speedos, og vi kunne kun gisne om hvilke mænd der sad i stolene og savlede. Her var onanishows, bassiner med nøgne fyre svømmende rundt og ladyboys.

Godt nok har jeg mødt transvestitter og drags herhjemme, men ladyboys er et kapitel for sig. Smukke, virkelig smukke, piger kom svævende over brostenene i sylespidse hæle og mørkt hår der kærtegnede deres bare skuldre i vinden. Ansigterne var uskyldige og silkeagtige med den yndefulde make-up. Blinkene var fanget, indtil vi fik øje på adamsæblet. Så var det overraskelsen der fastholdt blikkene. Selv når vi sad sammen med dem, kunne tvivlen nemt komme dem til gode.

Vi boede i Patpong, hvilket jeg må sige man kun skal gøre hvis man ikke er sart. Men derfor var vi også i Patpong alle tre aftener vi var i Bangkok. Ikke for sex’en, for vi så ikke et eneste show. Ikke engang et af de mere uskyldige cabaret’er der også er i bydelen. Men for stemningen. Jeg blev helt høj af at gå rundt der. Der var så meget liv og glade dage, at det var svært andet end at blive revet med. Nysgerrigheden blev pirret og sexdrivet udfordret. For om man vil være ved det eller ej, så bliver de fleste nok alligevel lidt pirret af al den sex. Ikke så meget de enkelte shows, men den konstante tilstedeværelse af sex. Men også bare det at der skete noget hele tiden, musik i gaderne, smil og glade stemmer, fangede os.

Der skal ikke herske et sekunds tvivl om at jeg ikke bryder mig om, hvad der sikkert ligger til grund for, at mange af de unge piger og drenge udstiller sig på den måde. Da vi på et tidspunkt kunne sidde og kigge ind på en af klubberne og se de mange unge fyre gå rundt med et nummer klistret på deres meget små speedos, skulle der meget lidt fantasi til at forestille sig, hvad de numre skulle til for. Desværre. Dét synes jeg er trist. Ligeledes når en ældre overvægtig hvid mand, selvtilfreds kom gående med en ung thaidreng under armen. Men det hele er nu engang en del af kulturen der. Jeg kan som enkel turist ikke ændre meget ved det. Ved heller ikke om jeg ville. Sørgeligt eller ej. Jeg støtter det bare ikke direkte. I stedet nyder jeg al den øvrige stemning det bringer med sig. Selvom jeg ved det er dybt forkert nogle af de ting der foregår, kan jeg heller ikke lade være med at skubbe det i baggrunden for en stund og bare nyde det enorme liv og den frigjorthed der hersker i Patpong. Et sted jeg helt sikkert gerne vil besøge igen. Ja, det forbudte kan også virke dragende.

Paradiset Bali #6: Monkey Forest.

Allerede inden vi kom helt frem til indgangen til det gamle tempelområde, der nu bliver kaldt Monkey Forest, kunne vi se hvorfor stedet havde fået det navn. I elledninger og på de nærmeste hustage kravlede aber legende rundt. Turisterne stod med store øjne og begejstrede pegefingre, imens indbyggerne i Ubud stort set ikke lod sig mærke af at der løb aber rundt.

Tempelområdet er gammelt og ikke rigtig brugt længere. I stedet har skoven fået lov til at overtage herredømmet. Fortidens mange historier ligger dog stadig gemt i de gamle bygninger, stier, broer og statuer. Træer og buske har brudt murenes ellers robuste ydre. Trapper og statuer ligger gemt under bevoksningen, og med den tynde hinde af grønt mos der er på de mørke lavasten, falder selv de største stenstøtter i ét med naturen. Junglen har for alvor lukket sig over dette hellige sted og mange steder når solen kun at lege i trækronernes blade højt over os. Lianer hænger dovent ned fra træerne og dybe vandløb med klart vand løber over de mørke klipper. Gemt væk i hjørner af området ligger de gamle templer. Stadig flotte og imponerende, og næsten endnu mere mytiske som skoven vokser vildt omkring som en stor hule.

Men det ganske særlige ved Monkey Forest var uden tvivl de mange vilde aber. De var overalt, som om de ligesom junglen havde overtaget templernes magtposition, havde overtaget menneskernes plads. De kastede sig livligt rundt mellem træerne og de nysgerrige af dem kom tæt på turisterne der gik rundt på de gamle flisegange. De turister der havde købt bananer til lejligheden fremkaldte selvsagt størst opmærksomhed og mod hos aberne. Alligevel kunne vi sagtens med lidt tålmodig få dem til at komme helt tæt på, hvorefter de nysgerrigt undersøgte vores hænder. En større abe sprang på et tidspunkt dog videre op på mig og satte sig triumferende på min skulder. Familier passede på deres små unger, der hele tiden blev holdt væk fra turisterne og anden mulig fare. Men ind imellem var vi heldige at få glimt af de små søde væsener.

Det er en god ide at komme om morgenen hvor aberne stadig er meget aktive. Ligeledes at trække lidt væk fra de øvrige turister - som der heller ikke er så mange af om morgenen. Derved kommer man også på opdagelse i det fascinerende område og opdager de mange fantastiske ting der ligger gemt under den tætte bevoksning.

Paradiset Bali #5: Morgentur på stranden.

Solen har skubbet natten til side og de lave stråler glimter varmt i duggen på træer og tage. Disen ligger stadig ganske let over stranden og luften er behagelig lun, på en stadig frisk og opkvikkende måde. Bølgerne virker trods deres højde og store brøl, alligevel rolige og i rytme med resten af stranden, der langsomt er ved at vågne op.

Selvom pulsen er høj og sveden stille bryder frem på den nøgne overkrop, imens de bare fødder hurtigt skiftes til at støde mod sandet, føles løbeturen på en eller anden måde mere som meditation. Fødderne nærmest bare glider over stranden, lige der hvor lavvandet skaber et bredt tyndt vandspejl, så det giver fornemmelsen af at løbe på vandet.

Bali der er ved at stå op, palmer der i den stærke morgensol antager en brændende orange farve på siden mod dagens første stråler og de sidste små hvide vattotter på den klare blå himmel, skaber et eventyrligt spejlbillede i vandspejlet, der kun for en stund brydes når en morgenløber skaber forstyrrende ringe i overfladen.

På stranden sidder mediterende og bedende balinesere, med lukkede øjne og samlede hænder foran brystet. De små farvestrålende ofrepakker med blomster, mad og røgelsespinde ligger flere steder langs stranden, hvor morgenfriske har gennemført dagens første ofring i stilhed.

Et stykke fra land ligger surfere stille på deres boards, som små sorte korkpropper der langsomt sænker og hæver sig med bølgerne. De ligger klar til at fange dagens første store bølger. Flere kommer løbende langs stranden med boardet under armen. Længslen efter at komme ud på bølgerne lyser ganske særligt i deres øjne. Længere ude søger de sidste fiskebåde mod land med nattens fangst, efter hele natten at have ligget samlet på havet som en flydende landsby af lysende lanterne.

Efter fyrre minutter sænker jeg mig selv ned i poolens kølende vand. Med en ganske særlig lykke i kroppen, efter endnu en morgen alene sammen med Bali og den smukke natur. Med sådan en start kan dagen kun blive god. Solen har nu for alvor fat i himlen og temperaturen stiger hurtigt.

Paradiset Bali #4: Luksus og forkælelse.

Da søvnen langsomt har tukket sig ud af øjenkrogene, kæresten kysset godmorgen og loftet i himmelsengen endnu engang beundret, hopper jeg roligt ned fra sengen og trisser over det kølige marmorgulv for at trække de store skodder til side. For derefter at rulle de store glasdøre væk og lukke den friske, men allerede lune, luft ind. Kæresten bliver liggende i sengen og nyder udsynet til Det Indiske Ocean der bruser højlydt mod stranden. Muligt han også nyder synet af min nøgne krop, som jeg bliver stående i døråbningen et kort øjeblik og nyder endnu en morgen med denne fantastiske udsigt.

Selv springer jeg i poolen og lader det friske vand trække den sidste søvn ud af kroppen. Nyder bare morgensolen, det kølige vand mod kroppen, de høje palmer, hvis blade kaster legende skygger på terrassen og de farverige Frangipaniblomster der flyder rundt i poolen. Svømmer hen til kanten, hviler afslappet arme og hage på fliserne og lader mig endnu engang opsluge af synet af de store bølger. Vender mig om og smiler til kæresten der selv ligger med et saligt smil. Uden ord er vi enige om at nyde vores egen private poolvilla på stranden.

Nyde denne luksus. Da jeg endelig tager mig sammen til at kravle op af poolen, står kæresten allerede under bruseren der står frit i det store badeværelse, med marmorfliser på gulve og vægge og det store romerske badekar som centrum i rummet. Den blå himmel kan ses og fuglefløjt høres gennem den store åbning - dog beklædt med myggenet -, mellem væggen og det stråtækte tag, hvis underside står råt sammen med de mørke mahognibjælker i hele villaen.

Kæresten spørger med et lykkeligt smil hvilken spabehandling vi mon skal have i løbet af dagen. Et spørgsmål der straks sender tanker tilbage til de foregående dage med massager, ansigtsbehandling, fodmassage, pedicure, manicure og bodyskrub. Bare et udpluk af de mange lækre muligheder i Seminyak. Inspireret af det rolige balinesiske tempo, bliver vi enige om at vi må se hvad vi vil i løbet af dagen. Men en eller anden form for behandling vil vi have lavet. Nu mulighederne er så gode, som de er på Bali. Der findes de lækreste spa på Bali og i særdeleshed i det mere eksklusive Seminyak. Den enorme velvære der er mulighed for til kroppen, vil simpelthen være synd ikke at benytte sig af. Nogle dage har mageligheden overtaget os så meget, at vi blot har benyttet resortets faciliteter.

Efter en dag i solen, nydt solnedgangen med den brændende himmel og en sidste dukkert i poolen, bliver det tid til at gå ud i natten og nyde en af Seminyaks mange restauranter. En af de hyggelige lokale med autentisk servering under træerne i små baggårde eller en af de lækre designerrestauranter med udsøgte menuer og omgivelser man kun hidtil har drømt sig til? Valget falder på The Breeze på Samaya Resort. Efter en gåtur med de bare tæer i sandet, kan vi allerede på afstand se de runde rislamper der hænger mellem palmerne langs kanten og gynger let i brisen fra havet. Med direkte afgang fra stranden og få meter fra hvor havet slår ind, og op af en lille trappe er vi på The Breeze. De lange hvide duge med små levende svæver nærmest over den grønne græsplæne. Resortet med imponerende poolområde, mørke loungemøbler med hvide puder i små hyggelige grupper på den kæmpe græsplæne bag os og den åbne himmel over os er én ting, der giver en fornemmelse af at være et særligt sted med sans for detaljer og lækker smag. Men noget helt andet, der får alt andet til at virke næsten ligegyldigt, er at sidde på første parket ud til det brusende hav, hvor projektører gemt i beplantningen under os, kaster et særligt lys på det hvide skum der hele tiden bliver kastet frem foran os. Dét syn får os flere gange til at tabe mælet under middagen, for i stedet bare at følge bølgerne som de ruller hen langs stranden med enorme brøl. Brisen fra havet glimter som en let tåge i lampernes rolige skær, men kan ikke mærkes i den lune sommeraften. Kun den let salte duft af havet, rammer som en blød pude. At maden og serveringen ovenikøbet er uovertruffen gør bare aftenen endnu mere fortryllende.

Stemningen fanger os og flere gange sidder vi bare og smiler forelsket til hinanden imens vi lader de store rødvinsglas klire let mod hinanden. Det er umuligt at holde begejstringen og den romantiske følelse omgivelserne efterlader, for os selv. Den lyser tydeligt i øjnene på os begge. Meget tydeligt åbenbart, for pludselig prikker en ung kvinde fra et andet bord, os på vores skuldre. “Give me your camera!” “You guys look so cute. You want to have a picture of this.” “And show me more love!” Smilende og lidt rødmende giver vi hende kameraet og smiler som ønsket. Ramt af en indre lykke af at kærligheden trods alt er så tydelig, at selvom vi ikke viser den bevidst, så kan den stadig fornemmes.

Går hjem i vandkanten, hånd i hånd. Opløftede efter den fantastiske aften. Opløftede af kærlighed. Lægger os trygt i hinandens arme i den store himmelseng. Lytter til havet der stadig bruser, så det lyder som om en orkan raser udenfor. Kun afbrudt af korte, men høje skrig fra flagermusene der flyver rundt i natten. Med de mange lyde, der giver roen frit lejde i kroppen, og de varme hjerter falder vi i søvn efter endnu en dag i vores midlertidige paradis.

Paradiset Bali #3: En verden under havet.

Lod mig dumpe ned i vandet, og straks var det som om ørerne blev slukket, så alle lyde udefra blev kvalt. Til gengæld blev lydene indefra forstærket. Blodets dunken kunne høres og vejrtrækningen gennem snorklen lød som en pumpe, der sad lige ved trommehinden. Svømmefødderne gav med få spark opdrift så jeg igen kom op til overfladen.

Men hurtigt blev opmærksomheden igen rettet mod den verden der åbnede sig under mig. Snorklen kom tilbage i munden og med rolige bevægelser fortsatte turen rundt i overfladen med blikket rettet mod havbunden og koralrevet få meter nede. Begejstringen fik hele tiden lungerne til at trække ekstra luft ind, så det med få spark var muligt at glide længere ned.

Solens stråler skar tydeligt gennem vandet, som regndråber på en sommerhimmel og de små krusninger på overfladen fik lyset til at danse henover havbunden og på den vis fik det farvestrålende rev til at virke endnu mere fortryllende. Farver der næsten ikke er til at forestille sig, være skabt på anden vis end unaturligt, svømmende nu rundt få meter væk, i sammensætninger der virkede endnu mere utrolige, men derved også dragende. Blikket kunne være fanget af en sort- og hvidstribet havslange, der roligt og glidende bevægende sig frem gennem huller og fordybninger, da jeg pludselig så mig selv ligge en en kæmpe svime af små blå- og gulstribet fisk, der uforstyrrede af min tilstedeværelse langsomt gled forbi på alle sider af mig. Lidt efter fulgte en stime af sorte fisk der glimtede i det klare vand.

Pludselig kom en stor grå fisk forbi få meter fra mig, med et skræmmende men dog fascinerende ydre. Begejstringen og lysten til at vise fisken til kæresten, fik mig til at glemme at jeg var under vand, så vandet omkring mig hurtigt blev fyldt med små luftbobler. Alligevel overvandt lysten til at følge fisken behovet for luft, så jeg kunne nyde synet lidt endnu. Det viste sig at være en Barracuda.

Sjovt formede fisk, fisk der svømmede lodret, store og små, langsomme og dem jeg kun nåede at se halefinnen på. Gule, blå, røde, sorte, grønne og hvide. De farver er ikke engang dækkende, men det er svært at finde ord, der kan gøre det troværdigt at der virkelig var dé farver. Stribede, plettede og dem der skiftede farve i lyset. Under alle fiskene skabte tangplanter og koraller et landskab uden sidestykke. Igen i konstant skiftende farver og udformning, men alle med et lige næsten fantasiskabt udseende.

Tilbage på båden, sejlede vi ud til et gammelt skibsvrag, der forlængst havde mistet enhver identitet som skib, og i stedet lignede en bunke udefinerbart skrot, der med tiden havde skabt et kunstigt rev. Her var vi helt alene og vandet var dybere. Kun os to i vandet imens den lille båd og den sovende kaptajn vuggede rundt om ankerkæden, som bølgerne krævede det. Hele tiden var der et skævt blik mod hvor vandet opslugte omgivelserne og bare blev en mørkeblå let tåget masse. Gad vide om der kom noget et sted fra? Noget stort. Samtidig var der også en bevidsthed om at vi var meget alene og derfor også skulle holde øje med hinanden. Kraftige strømme kunne på få sekunder flytte os fra en side af båden til den anden, på et enkelt dyk. Uden egentlig at have mærket det. Fiskene fulgte som os med strømmen, som den bevægede sig rundt i alle retninger.

Men så længe vi var på besøg i denne underjordiske verden, kunne verden ovenover os alligevel ikke stjæle mange tanker. Lydene derfra var forstummede og kun de indre tanker og begejstringer dansede rytmisk med de rolige, men tydelige vejrtrækninger.

Paradiset Bali #2: Fra uroligt vand til tynd luft i bjergene.

Chaufføren Puto sprang storsmilende ud af bilen da vi kom ned ad den store trappe foran hotellet. Kortet blev fundet frem og dagens tur tegnet og forklaret, så vi var en smule forberedt. Plus så vi kunne komme med ønsker. I ren balinesisk ånd kunne alt hvad vi ønskede lade sig gøre. Alligevel valgte vi at lade ham styre dagen, da han vidste hvad der var værd at køre efter.

Første stop på turen blev Tanah Lot eller Templet på Havet. Puto parkerede et stykke fra havet, hvor higen efter turisternes penge desværre havde sat sit præg på omgivelserne. Butikker og boder væltede nærmest oveni hinanden og sælgende prøvede ihærdigt at fange vores interesse. Men som i den balinesiske ånd, accepterede de med et smil når vi sagde nej tak og gik videre. Men heldigvis havde de holdt de distraherende boder dér, så det vi kom ned til ikke var spoleret. For enden af stien og en stor trappe der gik ned gennem to kæmpe stenstøtter, åbnede sig et malerisk syn. Ude i vandet på en høj skarpkantet klippe der stod alene i det hvidt skummende vand, lå et lille tempel i de karakteristiske røde og sorte farver, omgivet af nogle grønne træer, skinnede i solen. Det lå helligt og med en særlig rolig sfære omkring sig på toppen af klippen, imens havet kastede sig uroligt rundt mod de store sorte klipper der dannede hele kysten. Vandet stod i enorme kaskader op i luften når bølgerne kastede sig mod klipperne. Men denne kontrast gjorde blot billedet endnu stærkere.

Hvor klipperne tillod det på land var der bygget yderligere templer og anlagt smukke perfektionistiske haver. Munke gik roligt omkring og trods den salte duft fra havet, spredte duften af røgelse sig i hele området. Bønner var i gang og små klokkers rytmiske ringen, fik en selv til at holde stemmebåndet i ro. Selvsagt var templet på klippen ikke åbent for turister, men den eneste vej derud var også gennem vandet, der med sine voldsomme og utilregnelige bølger skabte et værn om dette hellige sted.

På vejen nordpå på øen, gik turen ad snoede og til tider ret ujævne veje gennem små landsbyer og fantastiske landskaber, der bugtede sig op og ned med terrasser af rismarker så langt øjet rakte. Grønne plateauer med deres skarpe hjørner og bløde puder af risplanter. I markerne gik folk med bøjede rygge og store flade stråflettede hatte til at skærme for den bagende sol. Trods det hårde arbejde, alle med et imødekommende smil når de kiggede op. Kun få steder brød høje slanke palmer det ellers nærmest lineære landskab. Hvor rismarkerne ikke bredte sig i landskabet, var det plantagerne med chili, tomater, majs, kakao, kaffe, kokos, krydderier eller bananer der prægede. En specialitet for hver landsby.

Vejene blev mere og mere snoede som vi bevægede os op i det vulkanske højland. Udsigten over øen blev bedre og bedre. Horisonten flyttede sig hele tiden længere og længere væk. Stadig med flere og flere rismarker og spidse tårne fra templer. Samtidig begyndte skyerne at samle sig om bjergtoppene og himlen over os blev mindre og mindre blå. Bevoksningen blev ligeledes tættere og tættere og træerne højere. Jo højere vi kom op jo mere uklar blev de øvrige bjergtoppe. Vandet fra regnskovene samlede sig i luften og efterlod træer og huse i en dis, der i det gennemtrængende sollys antog en varm grå farve, der kun kun tillod silhuetterne af landskabet af træde frem som sorte blyantstreger i diset. Ligeledes var luften også blevet køligere når vi steg ud af bilen, for at se nærmere på noget Puto livligt fortalte om. I en sø nær toppen af højlandet lå endnu et tempel, Pura Ulun Danau Templet på søen, der i diset fremstod i flot sort silhuet med sine takkede tage.

Derfra gik turen videre op gennem regnskoven på siden af bjerget, med et enkelt stop, hvor en flok aber havde taget plads langs vejkanten og i træerne. Kun modvilligt kom de hen og tog imod de små bananer vi havde i hånden, for hurtigt at flygte til et mere trygt sted at sætte tænderne i maden. Små unger prøvede klodset at kravle rundt i grenene, indtil en ældre kom og greb fat i dem, og med den anden arm kravlede videre op i træet, for at beskytte ungen mod os fremmede.

Lidt efter blev vi igen sat af, hvorefter en smal sti førte os ind gennem regnskoven, ad små broer over vandløb og stejle trapper langs klippesiderne. Skoven lukkede sig over os og efterlod kun få steder plads til at solen kunne trænge igennem. En mild brusen fra vandløbet gennem skoven voksede sig større i takt med jo længere ind vi kom. Pludselig stod vi midt i en åbning hvor vandet væltede ud over siden og videre ned gennem skoven over klipper og sten, hvor skovens høje træer veg til side. Længere inde i klipperne, afslørede GitGit-vandfaldet hvor det kolde vand kom fra, som det væltede ud over klippesiden og fyrre meter ned til plateau, hvor det var muligt at tage et hop i det klare vand.

Trætte og mætte af indtryk gik turen tilbage til hotellet, hvor varmen og den blå himmel igen vendte tilbage. I tide til endnu engang at tage plads ved stranden med duggede glas og nyde den fantastiske solnedgang over Det Indiske Ocean.

Paradiset Bali #1: Massage for sjæl og krop.

Efter 18 timers transport, 15 af dem i fly, ankom vi trætte til hotellet. Men allerede ved de mange imødekommende smil i receptionen blev alle tanker om ømme kroppe, trætte maver og hoveder i søvnunderskud glemt. I stedet var smilene store, som vi blev ført igennem hotellet, med små vandløb med legende guldfisk, forskudte terrasser, blomster og farvestrålende træer. De små stier løb som en smuk labyrint, mellem de små og store tempellignende huse i mørke sten med karakteristiske asiatiske tage i rødt træ. Over små broer og op og ned ad trapper i sten. Små stenstatuer prydede haverne og stierne og efterlod en mytisk stemning mellem de små huse.

For at starte ferien i den afslappede ånd, startede vi begge med en omgang massage i den lille træhytte ved siden poolen opbygget som en oase. Begge lå vi med udsigt til stranden og havet lige udenfor hotellet. Så med lyden af havet, de store bølgers brusen, blomsterdufte og pigernes hænder der minutiøst gennemgik kroppene, faldt vi hurtigt ind i den afslappede balinesiske stemning.

Anspændtheden i kroppen var forsvundet og afløst af total salighed, så trods manglende søvn og mangel på ordentlig mad valgte vi en gåtur på den enorme strand i solnedgangen. Solen malede himlen dyb orange over de store bølger, der kastede sig frem over hinanden, som i en kamp om at skyde de største rygge og lave de højeste brøl når de knækkede. Kampen foregik 20-40 meter fra stranden, hvorefter vandet roligt flød ind over stranden og dannede et bredt soppebasin hele vejen ned ad stranden. I dét bælte kunne vi roligt gå uden at frygte havets enorme kræfter, men kampen mellem sandet og vandet vidnede om, at kræfterne stadig var store selvom vandet kun nåede til anklerne. Konstant blev der skabt nye formationer i sandet og legen mellem de de to elementer tryllebandt øjnene.

Overalt på stranden myldrede det frem med liv i takt med at dagens varme timer langsomt fortrak. Lokale der spillede bold med jubel og store smil, på en primitiv bane tegnet i sandet og to simple træpinde stukket i sanet som mål. Volleybold, lokale mod turisterne. Nogle kom ridende i vandkanten, så det lave vand sprøjtede til siderne. Andre løb blot i bare tæer på det hårde våde sand, og måtte tage ekstra store spring til siden, når havet alligevel vel skød en tunge længere op på stranden end ellers. Kærestepar kom, som vi, gående to og to og så hvordan skyggerne langsomt strakte sig længere og længere henover sandet. Et sted stod en lystfisker med bare ben, korte shorts og vand til over knæene, hvor havet var nogenlunde roligt, med sin lange stang og snøren så langt ude som vind og vand tillod. Venner og familier tog plads på tæpper i store og små grupper langs stranden, og i luften højt over os hang farvestrålende drager, som kun en tynd line i et lille barns hænder sørgede for ikke steg højere til vejrs.

Efter den tur sad lykken og saligheden yderst på huden, så da søvnen endelig fik lov til at tage magt over kroppene, faldt vi hurtigt i dyb søvn i de bløde lagener. Begge med et ganske særligt smil på læberne.