Finland #2: Helsinkis rum.

Jeg gentog mig selv mange gange da vi gik rundt i Helsinki. Blev ved med at kommentere, at der var meget plads og luft i byen. Ikke fordi jeg følte jeg ikke blev hørt, men fordi det virkelig slog mig igen og igen. At der i centrum af Helsinki er så meget lys og en udeblivende følelse af at være lukket inde i en storbys labyrint. Sensommersolen der oplyste den skyfri himmel over byen, udgjorde uden tvivl det bedste tag til byens rum.

Som brede åndehuller ligger de brede boulevarder med sporvognene rullende forbi i midten mellem kørebanerne. Med de karakteristiske hakkende lyde af hjulene mod sporene, pivende bremser og tynde kabler hængende som et spindelvæv over vejene.

Flere steder er parker også blevet en integreret del af de veje man går, så parkerne med farvestrålende blomsterbede er områder man naturligt kommer igennem på sin tur gennem byen. Den botaniske haves træer kaster grenene ud over de høje mure, med de forskellige blades former blinkende i solen. De brostensbelagte gader snor sig ud og ind mellem husene i bymidten. Huse i forskellige stilarter der leder tankerne hen på Københavns ældre hyggelige byhuse og Skt. Peterborgs mere pompøse og imponerende bygninger. Store voluminøse kirker på samme tid opsluger al opmærksomhed og udstråler enorme kræfter i luften omkring dem.

Ned mod havnen åbner byen sig op og omfavner havneindløbet med sine fine bygninger, små markedspladser og åbne promenader. Udenfor havnen ligger mindre øer som grønne totter spredt ud over vandspejlet. Med tæt natur, men en enkel tagryg tittende frem hist og her gav øerne liv. Naturen bliver hilst velkommen helt ind til bymidten, ledt på vej af vandets naturlige kile.

Hvor naturen er det udendørs frirum i byen, er torvehallerne rundt om i byen de indendørs rum hvor naturens rige gaver samles, for at skabe et frirum i den travle hverdag i storbyen. Indendørs markeder i tidligere tiders store rammer, med små boder side om side langs gangene. Duftene er det første der overstrømmer en når man træder ind. En sansekælen blanding af blomster, friske grøntsager, nybagt brød, frisk opskåret kød, salte fisk, ostehandlerens enorme udvalg og tilberedte middagsretter. Dernæst er det lydene der sammen danser rundt i luften i det store overdækkede rum. Handlende der snakker, uimodståelige tilbud der fremføres syngende, glade stemmer, papirsposer der knitrer, klingende bestik i de små torvecafeer og slagterens store knive der hårdt rammer bordets plade når der udskæres kød. Men det indtryk der er det mest overvældende, er uden tvivl de mange smukke farver. Laksen der ligger med sin flotte røde farve i store stykker over isen, blomsterhav i alverdens nuancer hos blomsterbinderen, frugt og grøntsager arrangeret sirligt i store mængder, som var det en kunstinstallation, bagerens lyse og mørke brød i store flettede kurve og blodrødt kød i slagterens diske.

Det er som at træde ind på en middelalderlig markedsplads, hvor man er gået tilbage til traditionelle handelsrytmer, basale behov og høj kvalitet. Det er stemningsfyldt og luften er fuld af glæde og afslappet atmosfære. At handle ind til aftenens middag er ikke længere noget der bare skal overstås, men en sanselig oplevelse og fornøjelse. Af de mange rum i Helsinki var torvehallerne for mig det mest unikke og hvor min begejstring var aller størst.

Finland #1: Mødet med den finske natur.

Landede blødt i en tåge der indhyllede lufthavnen i en hvid pude. Den kølige morgenluft tilførte liv til den trætte krop og de stadig søvnkæmpende øjne. Men sollyset kunne anes bag tågens støvede hinde. Den skulle nok vinde kampen.

Med byens labyrint af motorveje og vejarbejde lagt bag os, forsatte turen fra Vantaa, lufthavnen i Helsinki, i bil mod den lille by Lempaala nord for Helsinki. Finlands største skønhed begyndte at brede sig ud omkring os. Storeslåede tætte skove som et velour tæppe i grønne nuancer bredt ud over det bakkede landskab. Den blide tåge gav landskabet dybde som farverne fortog sig mod horisonten og til sidst efterlod skovene som mørkegrå konturer i den hvide dis.

Hvor skovene ikke stod tæt eller store enge lå klare grønne med ny vaskede græsstrå, fyldte store søer landskabet. Blanke vandspejl omringede små klippeskær og tæt bevoksede øer, med disen hængende lavt over vandet. Træernes spejlinger i vandet fik frataget sine farver og gjorde vandet mørkt langs bredderne. Når solen brændte huller i tågen, skøjtede strålerne hen over vandspejlet i store og små buer.

Da solen fik den sidste morgentåge til at fordampe, og en klar blå himmel gav solen fri udfoldelse, åbnede landskabet sig og flyttede horisonterne endnu længere væk. Søerne fik en hinde af sølv og de grønne træers spejlinger var skarpe og farvefulde.

Da vi nåede Lempaala med træhusene spredt mellem skovens høje træer, var luften lun og skovbundens dufte blandede sig med den friske duft af graner. Med nøgne stammer og tætte toppe stod granerne tæt og fik skovens dybe mørke til at virke uendeligt. Små klare blomsterhoveder tittede frem fra det høje græs i vejkanten og smilte til solen. Fuglesang lød fra skovens trætoppe og gav det imponerende indtryk af smuk natur den fuldendende symfoni.

Udstyret med høje gummistøvler og bare arme, blev køreturen afløst af en gåtur gennem skoven. Mærkede den bløde skovbund give efter under de tykke såler, og friske dugdråber på armene, hvor solen ikke havde kunne trænge igennem og brænde dem væk fra det høje græs og buskenes blade. Gule svampe skød op fra skovbunden, som små og store runde prikker på et mørkt lærred. Vi plukkede vilde hindbær fra buskene, hvor de små røde bær hang tæt. Den friske og søde smag på tungen gav smil på læberne og fik barndomsminder til at danse i sindet.

At komme ud i naturen som storbybeboer er altid en fornøjelse. Mærke de klare farver, den friske luft og duftene, får alle sanser til at sende positive strømninger ud i kroppen. Men at komme ud i den finske natur er virkelig en storslået oplevelse. Den er så omfavnende og smuk. Verdenen udenfor forsvinder sammen med tiden og tankerne renses og løftes op på et lysere plan.