Nepal: 15 grader er koldt og et bjerg under 7 km er ikke et bjerg.

Fra Last Resort ville vennen og jeg på en vandretur i bjergene i Sindhupalchowk. Vi bevægede os først gennem en lille klynge huse, hvor vi trådte igennem gerdernes indhegning og forbi et par køer bundet til en lille hytte i træ. På den anden side af husene gik vi væk den vanelige sti og begav os i stedet af mindre stier op ad bjergsiden. Med skridt styret af det lidt usikre underlag begyndte vi opstigningen fra 1100 meters højde. Stierne gik ud og ind mellem træer og snoede sig frem og tilbage, for at følge hvor det var til at komme frem. Nogle steder krævede høje skridt for at komme op på næste niveau. Andre steder krævede trinene lagt med tilfældige sten, at vi tog små skridt for at holde balancen.

Vores lokale guide Brem, gik forrest og ledte os ad de sikreste stier. Fortalte vidt og bredt om træerne, dyrene og landsbyerne der lå spredt ud over bjergsiderne på den anden side af dalen. Jo længere han første os op, jo mere storslået blev udsigten ug over det utrolige landskab. Bjerge der skød op imellem hinanden og rammede dalene inde. Under os et sted kunne vi se de øverste meter af kløften, med floden løbende i bunden. Bjergsiderne var tæt natur og skiftede i et utal af stærke grønne nuancer. Store vandfald der kastede sig ud fra klippefremspring som salighed i flydende form, og løb videre ned gennem planter og træer og slikkede sig omkring sorte klipper. Rismarkerne lå tæt andre steder og fik bjergene til at lige enorme trapper. Spredt ud mellem rismarkerne lå enkelte huse yderst på bjergsiderne. Bjergenes toppe ragede mod himlen i forskellige højder og selvom de ikke var høje nok til at tilegne sig sne på toppen, var højderne dragende.

Brem stoppede brat og pegede mod nogle trætoppe. To store hvidhovede Langur aber sprang rundt i trætoppene ikke langt fra os. Store og livlige sprang de rundt til de fandt et sted at holde hvil i sikker afstand fra os. Med deres sølvgrå pels, deres karakteristiske hvide hoved med kulsort ansigt, havde de svært ved at gemme sig i de grønne træer. Lokale bønder traskede forbi os med blikke rettet mod jorden og tung last i de store kurve på ryggen, holdt oppe af en rem hen over hovedet. En lille dreng gik med et stort segl i hænderne og vogtede et par geder på skråningen.

Mellem træerne var luften tæt og varmen satte sig som en fugtig hinde på panden. Vennen spurgte til temperaturerne og Brems kommentarer om at de 24-25 grader var “very hot”. Spurgte om det blev koldt om vinteren. Med næsten tænderklaprende stemme fortalte Brem at det blev meget koldt om vinteren. Helt ned til 15 grader! -Nej, der mangler et minus foran. - Med “kulde” ved 15 grader og “very hot” ved 25, kunne vi ikke andet end kigge på hinanden med et sagte grin. Det skulle ikke blive det sidste forundrede grin.

Efter at være kommet fri af trægrænsen, kom vi rundt om et klippehjørne og troede vi var på toppen. Et fladt stykke med en udsigt i tre retninger, så langt øjet rakte henover bjergtoppe efter bjergtoppe. Brem beklagede at vi ikke kunne se bjerge. Vennen og jeg havde allerede rettet blikket mod de sneklædte tinder i horisonten mod nord og spurgte: “Hvad er dé så?” “Er det ikke bjerge?” Med et håndkast fyldt med ligegyldighed svarede han: “De er kun seks-syv kilometer høje.” Og tilføjede lidt efter med lille interesse at de iøvrigt også lå i Kina. Som to turister fra Danmark måtte vi forklare ham at de i den grad var bjerge for os, ligesom “bakkerne” omkring os trods deres to til fem kilometers højde også var bjerge for os. Han grinte som svar.

Fra plateauet hvor vi stod, kunne vi se ind i Kina og ned på den lille by hvor grænsen ind til Tibet ligger. Bag os lå en lille klynge slidte træhuse. Et sted gik et par mænd rundt på et hus’ træspær og var igang med at tække taget på ny, med den utrolige udsigt som bagtæppe. En gruppe børn sad på jorden og fulgte os med nysgerrige øjne. Alle med vildt hår, ansigter farvet af støv og bare fødder med sorte plamager af skidt. Tøjet var laset, hullet og nusset. En af de små piger havde ingen underdel på, så hun sad på den rå jord i bar numse. Der var en snert af modløshed at spore i deres øjnes dybe mørke pupiller. Den knugende fornemmelse, hele billedet af dem siddende på den beskidte jord foran simple huse med farveløse og vindbidte trævægge, skabte i hjertet kunne ikke ignoreres. Heldigvis...

Brem fortalte at de gik i skole 30-45 minutter om dagen. Skolen vi skulle fortsætte opad for at nå. Nemlig til toppen af bjerget. De sidste hundrede meter gik vi med køligere vinde slikkende om de bare arme og ben. Skyerne havde trukket sig tættere sammen og vindene havde frit legerum over den golde jord, hvor kun enkelte træer stak op her og der. Rismarkerne stod turkisgrønne og changerede, som vindene fik planterne til at lege i de sidste solstråler.

Skolen lå på toppen i 2500 meters højde og derfra kunne vi skue ud til alle sider. At sidde ved bordene i klasselokalerne med dén udsigt, må let kunne få koncentrationen til at vandre ud gennem vinduerne. Men bare tanken om at skulle gå til toppen af bjerget for at komme i skole, tog pusten fra os.

Lidt derfra stod en række master med buddhistiske bedeflag i klare farver og vejrede i vindene. Med de mørke skyer, den golde jord og den vidtrækkende udsigt som baggrund, stod de farvestrålende flag endnu skarpere frem og skabte en særlig sfære omkring det buddhistiske tempel.

På vej ned, hvor benene begyndte at beklage sig, mødte vi flere lokale der havde været nede ved den nærmest liggende by for at handle, eller større børn der havde været nede for at gå på skoler med plads til de ældre klassetrin. Hver gang vi gik forbi og hilste med et “Namasté” kunne vi ikke lade være med at tænke på at skulle tage turen op og/eller ned hver dag, for at få hverdagen til at hænge sammen. De 1400 højdemeter vi havde vandret satte sine spor i kroppen.

Men da vi efter ca fire en halv time igen stod nede i camp’en, var det med en dejlig følelse i kroppen. Udsigten havde lagret sig i sindet og de fysiske udfoldelser som en herlig udmattelse i benene.

Nepal: 160 meter.

Flodens brusen fyldte luften i kløften under os da vi ankom til Last Resort i det nordlige Nepal, og skulle gå over den lange gangbro, for at komme til camp’en. Med klart lyseblåt vand bruste floden gennem kløften langt under os, med hvide bølgetoppe, når klipper og store sten bremsede strømmen. De stejle klippesider var dækket af træer og planter, kun brudt af små vandfald der løb ned ad siderne, mellem de grønne planter og mørke klipper. I horisonten i begge ender af kløften skød bjerge op i flere højder og rismarkerne lå som et utal af vandrette linjer på bjergsiderne. Solen skinnede fra en lyseblå skyfri himmel. Hele sceneriet kunne ikke være smukkere.

Da min ven og jeg stod på broen og kiggede ned på floden 160 meter under os, fik vi begge et sug i maven. Både på grund af højden, men også af den utroligt smukke udsigt. For mig kom floden til at virke næsten dragende og jeg fik lyst til at hoppe ud og blive en del af det. Den rene natur, de salige vandfald og den voldsomme flod skabte en følelse af frihed i luften. Jeg kom til at nævne højt at jeg fik lyst til at hoppe ud....

Vennen prikkede lidt til mig og spurgte, om jeg så ikke skulle tage det bungy jump det er muligt at tage fra netop den bro. Da jeg altid har forsvoret at jeg skulle gøre noget så vanvittigt som bungy jump, afviste jeg og ville hellere bare være sammen med ham og vandre i bjergene. Men ét eller andet blev alligevel siddende i kroppen. En lille nysgerrighed eller blot simpel vanvid. Slog det hen, da vi havde andre planer for det korte ophold på Last Resort.

Næste morgen godt igennem omeletten kom camp’ens manager hen og spurgte om vi skulle lave bungy jump. Der var mulighed en halv time senere og igen efter tre timer. Omeletten satte sig med det samme på tværs og hjertet øgede slagene. Vennen derimod sad med stort smil på læberne. Han kender mig. Vi svarede at vi bare skulle slappe af. Appetitten forsvandt dog, maven slog knuder og jeg fortrød det jeg allerede havde spist. Ligeledes fortrød jeg den foregående aftens whiskey’er. Jeg kender også mig selv! Så skulle ikke have mere i maven, hvis jeg skulle ud at springe i elastik lidt efter.

Med tankerne rumsterende i hovedet gik jeg jeg lidt rundt ved siden af mig selv. Beslutningen var inderst inde nok allerede taget, men alligevel skulle jeg lige overbevise den fornuftige del af mine tanker. Men det var som om de eneste tanker der stod klart var: “Du er sindssyg Mikael!”

Til sidst tog vennen heldigvis styringen og gik med mig op til receptionen hvor jeg fik fremstammet at jeg gerne ville tage det tidlige hop. Med rystende fingre skrev jeg under på formularen og lidt efter stod jeg midt i briefingen inden hoppet. Nerverne begyndte at sætte sig som små rystelser i kroppen og alle svedkirtler kom på arbejde.

Tre kvarter efter jeg blev afbrudt midt i min morgenmad stod jeg ude på broen og kiggede igen ned mod dybet. Men denne gang med viden om at jeg skulle hoppe ud fra den højde hvor jeg nu befandt mig. Jeg stod sammen med en canadisk fyr, der med rystende hænder var tydeligt nervøs. Jeg rystede ikke synligt, men er sikker på at indersiden af min krop rystede voldsomt. Adrenalinen pumpede rundt i kroppen og udløste store nervøse grin og små hop på stedet, der et øjeblik efter fik hele hængebroen til at svinge let. Vi blev ved med at kaste lange blikke ud over broens rækværk, og jeg fik hele tiden følelsen af at floden kom nærmere og nærmere. Som blev de 160 meter ned mindre og mindre frygtindgydende. Alligevel var det afstanden der gjorde det overskueligt. Fra en ti-meter vippe er “bunden” meget tæt på. Fra broen var det umuligt at putte afstanden ind i noget perspektiv og forholde sig til den.

Da det blev min tur og jeg blev kaldt frem skyllede en ny bølge af nervøsitet ind over mig. Med rystende ben fik jeg seler og spænder sat om kroppen, men forsøgte at bevare den rolige overflade ved at joke lidt med det hele. Igen begyndte jeg bare at grine. Suset i maven var allerede startet.

Da jeg fik elastikken spændt på anklerne og det var tid til at stå ud på den lille platform på siden af broen slog al normal tankegang fra. Ellers ville jeg ikke kunne have gjort det. På grund af det stramme seletøj omkring anklerne var skridtene små og usikre, da jeg bevægede mig hen til kanten. Et blik ned mod floden gav et sus gennem kroppen og alle fornuftens advarselslamper begyndte at blinke. At stå dér og tænke at jeg lidt efter skulle kaste mig ud virkede surrealistisk og på ingen måde naturligt. En blanding af kvalme, adrenalin, svimmelhed, frygt og et barns glæde julemorgen eksploderede i kroppen på mig. Jeg lod fornuften hænge i luften og stædigheden overtage kroppen. Gik helt hen til kanten, spredte armene ud til siden, instruktøren talte til tre og så sprang jeg ellers bare ud. Vidste at jeg ikke kunne blive stående og overveje. Fornuften måtte vente til jeg igen stod på jorden på bunden af kløften.

De syv sekunders frie fald føltes som uendelig lang tid. Tid hvor floden kun kom nærmere og nærmere med høj fart. Vind suste om kroppen og bjergsiderne på begge sider blev bare til en sløret kulisse. Hovedet var tom for tanker. Jeg faldt bare. Med armene stadig spredt ud til siden fløj jeg gennem luften.

Med et roligt stød blev elastikken strukket ud og jeg begyndte at flyve opad igen. Luften kom tilbage i lungerne og jeg begyndte at grine som jeg fløj op og ned gennem luften. Det var umuligt at regne ud hvad der var op og ned, højre og venstre. Som en hoppebold i en kasse hoppede jeg rundt i luften, og latteren kunne ikke holdes tilbage. Jeg havde gjort det! Jeg overlevede det frie fald. Så var resten bare som en vild rutsjebanetur.

Hængende med benene i vejret og blikket rettet mod den brusende flod under mig, blev jeg langsomt hejst ned og fik udstyret af igen. Med rystende ben tog jeg de første skridt tilbage på jorden. Følelsen af uovervindelighed, stolthed og vild adrenalin overtog kroppen og mit smil truede med at dele ansigtet i to. Et smil der blev siddende resten af dagen.

Tænk at jeg egen fri vilje sprang ud fra 160 meters højde. Det ér sindssygt, men hvor var det også en fantastisk oplevelse. Et sus der kun kan opnåes ved at gøre noget ekstremt. Kan mærke at lysten til at udfordre mig selv og mine grænser kun vokser for hver gang jeg gør noget som presser mig på flere plan. Hvad bliver det næste. Kender mig godt nok til at vide at dette bungy jump nok ikke bliver det sidste jeg finder på....

Billeder: Søren Dyre.

Barcelona #2: Gaudis fantasifulde univers.

Når man siger Barcelona kan man ikke komme udenom Gaudi. Og det bør man heller ikke! Hans fingeraftryk på byen er intet mindre end betagende og imponerende. Sjældent at opleve en by hvor én mand har sat så tydeligt præg på byens udseende. Men det er hans surrealistiske univers der er med til at gøre Barcelona til noget helt særligt. Hans værker dukker op mange steder i byen og får en til at stoppe op hver gang. Fordi tankerne ikke kan nå at konsumere indtrykkene alene ved at gå forbi.

Et af Gaudis absolutte mesterværker er bemærkelsesværdigt nok ikke færdigt. Nemlig La Sagrada Familia - Den Hellige Familie, eller den ufuldendte kirke. Den enorme kirke med de verdenskendte tårne der i spindelvævsagtige, dekorerede og spektakulære former rejser sig mod himlen og afslutter i geometriske og farvestrålende figurer. Da kirken trods sin begyndelse i slutningen af 1800-tallet endnu ikke er færdig, får tårnene desværre ikke lov til at stå alene mod den lyseblå forårshimmel, men skæmmes af et utal af kraner der omkranser kirken.

Dog fik det fortsættende arbejde på kirken ikke oplevelsen af La Sagrada til at blive ødelagt. Efter den store gotiske indgang med næsten skræmmende figurer med skarpe og dæmoniske træk, kom vi ind i et af de mest fantastisk rum jeg nogensinde har befundet mig i. Et kæmpemæssigt kirkerum, med loftet hvilende højt over os på en skov af store kraftige søjler. De mange enorme søjler gav næsten oplevelsen af en labyrint trods al luften i det store rum. De lyse sten, den hvide malling og det særlige lys igennem de store og små vinduer, gav rummet et helt særligt lys, der gav følelsen af at noget større hang i luften mellem gulvet og loftet højt oppe.

Overalt omkring os var der nye detaljer at lade øjnene dvale ved. Vindeltrapper omkranset af de fineste detaljer. Runde former og lyse farver i forskellige nuancer. Imponerende blyindfattede ruder med farvet glas, der med solen bragende igennem lignede et farvefyrværkeri uden sidestykke. Religiøse figurer og uforklarlige skulpturer i skarpe farver. Dekorerede rosetter og religiøse billeder oppe i hvælvingene.

Tribunerne nærmest svævende højt oppe midt på skibets ydervægge, med plads til et-tusind korsangere, fik mig til at ønske at der virkelig stod så mange sangere deroppe. At jeg var eneste gæst i kirken og et eller flere af kirkens orgler sammen med koret ville opføre en koncert kun for mig. Stemningen og det særlige lys i det enorme rum tilsat tanken om et stykke klassisk musik, der ville kærtegne hver en detalje i rummet, fik hårene til at rejse sig på mig. Følelsen af at en orgelkoncert ville få istemmende engle til at flyve rundt i kirkerummet og få søjlerne til at brage gennem taget og rejse sig endnu højere mod himlen, bredte sig i kroppen.

La Sagrada var uden tvivl en stor oplevelse, men også en arkitektonisk oplevelse. Kirken er ikke brugt og fremstår indvendig som et nyt byggeri. Ikke at det gjorde oplevelsen mindre, men tidens tand manglede. Da vi dagen efter stod inde i den gamle katedral i den gotiske bydel af Barcelona, oplevede vi for alvor kontrasten. Der kunne vi stå op kigge op på store stenblokke der -kun- lå i spænd side om side i hvælvingerne højt over os, hvor La Sagrada havde fine pudsede overflader lavet indenfor de sidste par år. Katedralen var fyldt med en atmosfære og en sjæl af historie og bygningsværket virkede bare endnu mere imponerende, ved tanken om at den store bygning er opført for flere hundrede år siden.

Men det er langt fra kun La Sagrada Gaudi skal bemærkes for. Hans skæve univers kunne spottes mange steder i byen. Bygninger hvor fysiske begrænsninger synes ophævet og erstattet af sjove former og kurver, balkoner formet som masker og tage der ledte tankerne på en fantasiverden. Smukt og skræmmende på samme tid. Som at gå rundt i et maleri af den danske kunstner Otto Frello.

Da vi tog metroen ud til Park Güell blev vi for alvor lukket ind i Gaudis forunderlige verden. En park på en bakketop lidt udenfor centrum, med fin udsigt til La Sagrada ragende højt over sine naboer. I forskellige niveauer og snoede stier blev vi ledt ind gennem hans park. Da vi kom til hovedindgangen kunne vi ikke andet end at begynde at grine. Det var som var vi havnet midt i et kagelandskab. Huse uden nogle skarpe kanter, men i stedet med rundinger og skæve buer. Pyntet med mosaikker, farver og hvide tage, som var det brunkage pyntet med glasur og slik. Overalt var der smukke mosaikker, fabeldyr i utrolige farver, søjlegange med snoede søjler i råt materiale og Gaudis velkendte runde og buede former. Forårssolen skinnede igen i de mange kraftige farver og fik parkens træer og blomster til at træde kraftigt frem, i fin symfoni med Gaudis forunderlige univers.

Barcelona og dens megen kreativitet var en fantastisk oplevelse. Gaudis bidrag til oplevelsen, tilførte byen et surrealistisk præg, der gør oplevelsen befriende og smil-fremkaldende. Som at være et sted hvor regler, normer og voksenlivets seriøsitet ikke er altoverskyggende. Næste gang håber jeg kun at få mere tid til at dykke ned i Gaudis værker og forsvinde i de mange utrolige detaljer.

Barcelona #1: De charmerende kontraster.

Forårssolen trængte gennem på Barcelonas store pladser og brede gader, men i byens mange smalle stræder og gyder hang den kølige luft fast i skyggen. Nogle træer stod stadig nøgne, ved siden af eksotiske træer og palmer med grønne blade. Som det kolde Europa der mødte de sydlige himmelstrøg.

Men netop mixet mellem kontrasterne, var noget af det der slog mig mest på gåturene rundt i byen. Ikke så meget i vejret eller naturen der er overalt i byen, selvom de to underbyggede, men derimod kontrasten mellem det nye og det gamle. Byens gamle utrolige bygninger side om side med nye moderne bygninger. Uden at det ene skygger for det andet. Derimod er respekten for både den gamle historie og tidens udvikling bevaret på fineste måde. De gamle bygninger med historierne siddende som et tykt lag på de gamle mursten, de utallige charmerende altaner og helt utrolige kunstneriske detaljer, former og udsmykninger på facaderne. Ved siden af arkitektoniske udfoldelser med plads til nye og kreative tanker, som vidnesbyrd på at fremtiden ligger åben.

Bydele med små smalle brostensbelagte gyder mellem gamle huse, hvor roen får lov til at dominere. Store smukke træporte, der åbner op til små hyggelige gårde eller store majestætiske trapper der går op i husene. Døre og vinduer i mørkt træ der træder smukt frem i kontrast til de sandfarvede huse. Vasketøj der hænger på tværs i mørket mellem de tætte huse. De mest utrolige gadelamper i sort stål og hvide glaskugler der hænger i gaden som lysekroner i en festsal. På murene er der malet små malerier og lavet smukke mosaikker. Et par gader derfra ligger så moderne bygninger med store forretninger og glasfacader. Travlhed og trafik. Som man kender de fleste storbyer. Men overgangen er så elegant og betagende. Som modeforretningen i et stort gammel palæ, der har valgt ikke at ødelægge facadens æstetik med skilte, men i stedet lavet lysshow på store LED-skærme hvælvingen indenfor porten.

Gamle statuer med lokale og nationale helte står tronende på flere pladser, men lidt derfra har Roy Lichtenstein med sin tegneserie-tankegang fået lov til at slå sig løs med en stor skulptur. I det hele taget er kunsten og kreativ tankegang ikke til at komme udenom i Barcelona. Luften emmer af det overalt hvor man kommer rundt. Skulpturer og statuer er at finde i hele byen. Bygningerne er mange af dem i sig selv kunstværker. Gamle som nye. Hvor mange storbyer har ligegyldigt graffiti der ødelægger, er mange af de store metalskodder for Barcelonas butiksvinduer dekoreret med kreative tegninger og malerier. Gadekunstnere i alle afstøbninger står tæt ned langs Ramblaen og underholder dagens publikum. Veje, de mange promenader og gangbroer er alle en fryd for øjet, den måde de falder ind med omgivelserne, uden at forsvinde i selvsamme.

Som Rambla de Mar, broen der krydser havnen uden at forstyrre helheden, men derimod med sin mørke træbelægning og næsten svævende bølgede hvide metalbjælker, båret oppe af glasruder, falder ind i det maritime miljø med perfektion. Bænke og små sidepromenader på broen, hvor folk nyder udsigten over vandet og de skulpturer der nærmest står på havnebassinets vandspejl, giver en afslappet og hyggelig atmosfære. Barcelonas placering ved vandet kan mærkes som en integreret del af byen. Med den salige ro kun havet kan fremkalde.

Langs havnen og gennem byen er der flere åbne pladser og promenader der kun indbyder til liv og udendørsaktiviteter. Som lange årer af liv, luft og natur der strækker sig gennem byen på må og få. Hvor unge som ældre kommer kørende på bycykler, rulleskøjter eller skateboard. Fyre i jakkesæt der foretrækker skateboardet fremfor bilen. Unge der har fået plads inde i byen til at lege og udfolde sig. Parker hvor en far med en bog i den ene hånd skubber datteren på gyngen med den anden og en bedstefar får barnebarnet i den anden ende af vippen til at grine med hele ansigtet.

Med al den kreativitet omkring sig når man går rundt i Barelona er det svært ikke at blive inspireret til positive tanker. Livet i gaderne er smittende med al sin energi og de mange aktiviteter udendørs. At Barcelona samtidig er en by med historie drivende gennem gaderne, træer og palmer i bybilledet og blomster og planter på de fleste altaner, som en masse små svævende haver i byen, gør bare byen endnu mere charmerende og hyggelig at være i.

- Ja, har ikke nævnt Gaudi i dette indlæg, men bare rolig han er ikke glemt. Langt fra.