Landede blødt i en tåge der indhyllede lufthavnen i en hvid pude. Den kølige morgenluft tilførte liv til den trætte krop og de stadig søvnkæmpende øjne. Men sollyset kunne anes bag tågens støvede hinde. Den skulle nok vinde kampen.
Med byens labyrint af motorveje og vejarbejde lagt bag os, forsatte turen fra Vantaa, lufthavnen i Helsinki, i bil mod den lille by Lempaala nord for Helsinki. Finlands største skønhed begyndte at brede sig ud omkring os. Storeslåede tætte skove som et velour tæppe i grønne nuancer bredt ud over det bakkede landskab. Den blide tåge gav landskabet dybde som farverne fortog sig mod horisonten og til sidst efterlod skovene som mørkegrå konturer i den hvide dis.
Hvor skovene ikke stod tæt eller store enge lå klare grønne med ny vaskede græsstrå, fyldte store søer landskabet. Blanke vandspejl omringede små klippeskær og tæt bevoksede øer, med disen hængende lavt over vandet. Træernes spejlinger i vandet fik frataget sine farver og gjorde vandet mørkt langs bredderne. Når solen brændte huller i tågen, skøjtede strålerne hen over vandspejlet i store og små buer.
Da solen fik den sidste morgentåge til at fordampe, og en klar blå himmel gav solen fri udfoldelse, åbnede landskabet sig og flyttede horisonterne endnu længere væk. Søerne fik en hinde af sølv og de grønne træers spejlinger var skarpe og farvefulde.
Da vi nåede Lempaala med træhusene spredt mellem skovens høje træer, var luften lun og skovbundens dufte blandede sig med den friske duft af graner. Med nøgne stammer og tætte toppe stod granerne tæt og fik skovens dybe mørke til at virke uendeligt. Små klare blomsterhoveder tittede frem fra det høje græs i vejkanten og smilte til solen. Fuglesang lød fra skovens trætoppe og gav det imponerende indtryk af smuk natur den fuldendende symfoni.
Udstyret med høje gummistøvler og bare arme, blev køreturen afløst af en gåtur gennem skoven. Mærkede den bløde skovbund give efter under de tykke såler, og friske dugdråber på armene, hvor solen ikke havde kunne trænge igennem og brænde dem væk fra det høje græs og buskenes blade. Gule svampe skød op fra skovbunden, som små og store runde prikker på et mørkt lærred. Vi plukkede vilde hindbær fra buskene, hvor de små røde bær hang tæt. Den friske og søde smag på tungen gav smil på læberne og fik barndomsminder til at danse i sindet.
At komme ud i naturen som storbybeboer er altid en fornøjelse. Mærke de klare farver, den friske luft og duftene, får alle sanser til at sende positive strømninger ud i kroppen. Men at komme ud i den finske natur er virkelig en storslået oplevelse. Den er så omfavnende og smuk. Verdenen udenfor forsvinder sammen med tiden og tankerne renses og løftes op på et lysere plan.
Opslag
