Thailand/Hua Hin #4: Asara Villa and Suite. - Et paradis.

Vi vidste godt hjemmefra, at vi havde booket os ind på et af de finere steder i Hua Hin. Den private poolvilla var bestilt og billederne havde bestemt ikke sat forventningerne ned. Alligevel blev vi positivt overrasket da vi kom frem og vi blev vist rundt. Villaen på i alt 150m2 manglede bestemt ikke noget. Den lå privat med mur omkring og en masse vilde eksotiske planter på alle sider at villaen. En oplyst pool lå som en oase under de store grønne blade. Badeværelset var stort - på størrelse med lejligheden i København - og åbent, med udgang til en lille gård bagved, hvor planterne voksede vildt op omkring en udendørs bruser. Fra soveværelset var der direkte adgang til poolen, der lå op ad skydedørene, som var den det næste rum. Også fra stuen var der gennem de store facadevinduer direkte udsigt til terrassen og poolen, der glimtede i overfladen fra lysene under vand.

Resortet lå lidt udenfor byen så roen og ikke mindst luften var at mærke overalt på det store område. En fornøjelse for sindet og kroppen. En stor lagune med grøn og blomstrende bevoksning var centrum i resortet. Aflange smalle thailandske robåde lå klar til at glide rundt på vendspejlet. Små broer udgjorde stierne tyve centimeter over vandet. Ved den private strand var også den store fælles pool, omgivet af små oaser af solsenge, store udendørs loungesofaer og svævende himmeltsenge bygget op i enorme træstammer. Eksotiske palmer stod spredt på stranden mellem poolen og havet. Bladenes svage raslen mod hinanden hang som svag musik i luften sammen med bølgernes kærtegn af strandkanten. Lidt længere henne ad stranden havde lavvande efterladt fiskernes både på en sandbanke, hvor de aftenen før lå og vuggede i bølgerne et nogle meter fra stranden.

Om morgenen blev der serveret champagne til morgenmaden og alt hvad hjertet kunne begære var muligt at få serveret på den store åbne terrasse i flere etager med udsigt over poolen og havet. Tjenerne smilte alle og ville os kun det bedste. Som størstedelen af de øvrige thai’er var de næsten for søde. Nogle gange fik man næsten følelsen af at vi ville kunne sparke dem over skinnebenet og de ville stadig sige tak. En fantastisk egenskab og et positivt sind som bare skal værdsættes. Men på Asara var de der altid når vi havde brug for dem. Som om behovene var aflæst før de var kommet til os selv. Få gange var det også for meget med al den service. Få minutter efter at have trådt ind i træningsrummet, stod der en ansat fra hotellet “to look after you, sir.” For derefter blot at blive stående afventende med håndklæde og vand, klar til at assistere når de fysiske udfoldelser gav sved på panden.

Om aftenen gjorde roen mørket følgeskab over området. Strategisk placeret lamper fyldte ikke nattehimlen med kunstigt dødt lys, men legede i stedet i bevoksningens blade og blomster, så lyset i stedet lå over resortet med en behagelighed. I den private have ved villaen var det også kun få lamper bag bevoksningen og det blå lys fra poolen der lyste op i natten. At glide ned i vandet på netop den tid af døgnet var helt særligt. Palmernes blade stod som sorte silhuetter som eneste brud mod den dybblå nattehimmel og de eneste lyde i natten var lave skvulp fra vandet i poolen og cikaderne i beplantningen.

Asara var et gennemført sted, med æstetik, ro og al form for forkælelse af sind og krop. Et rent paradis på kysten ved Bangkok Bugten.

Nepal: (Lang) frokost på toppen af Nagarkot.

Turen fra bunden af dalen gik ud og ind langs bjergsiderne og snoede sig fremad i sin stigning mod toppen. Jo tættere vi kom toppen jo skarpere blev hårnålesvingene og jo kraftigere blev stigningerne. Bjerggeder kravlede ubesværet rundt på klippesider de fleste ville betegne som lodrette og ufremkommelige. Dalen med de høje skorstene fra teglværkerne spredt ud over hele landskabet, forsvandt lige så stille under os imens horisonten flyttede sig længere og længere væk og afslørede mere og mere landskab. Afgrunden flere hundrede meter nede ad bjerget var flere gange kun en meter fra bilen og indskød en blanding af frygt og fascination i os. Skovene på bjergene der skød op omkring os fik næsten et velour-agtige udtryk, som trækronerne stod tæt og changerede i utallige grønne nuancer, som solen legede hen over bjergsiderne.

Efter flere gange at have troet at vi nu var tæt på toppen, og til sidst var endt med at gå de sidste meter ad trappe, nåede vi den absolutte top af Nagarkot. I de 2195 meters højde havde vi udsigt ud over hele Kathmandu-dalen og de mange bjerge i området omkring. 360 grader omkring os lå landskabet bare åbent foldet ud og det imponerende syn trængte helt ind under huden.

Efter at have suget den fantastiske udsigt ind kørte vi en smule ned ad bjerget igen for at finde et sted med udsigt, hvor vi kunne finde noget at spise. Et lille hotel på bjergsiden med ubrudt udsyn over dalen og landsbyene langt under os blev vores valg. Vi fik anvist det eneste bord - det eneste - udenfor og travlhed herskede ikke just over stedet. Flere sad på en trappesten og snakkede. Andre var ved at vaske en stor motorcykel. Tjeneren tog imod vores bestilling og forsvandt ud i det der lignede køkkenet - en noget slidt lav tilbygning til det lille hotel. Lidt efter kom han ud igen med en indkøbsseddel i hånden til dem der stod og vaskede motorcyklen. Det værste sæbe blev skyllet af og så sprang de to ellers op på motorcyklen og drønede ud af indkørslen. Imens sad vi og nød udsigten og de lokale øl vi havde fået serveret. Undrede os godt nok over at der ikke rigtig var så meget aktivitet og at tjeneren bare gik lidt rundt på må og få. Han kom ind imellem over og underholdt os og spurgte os til hvad vi dog lavede på de kanter.

Efter noget tid vendte de to på motorcyklen tilbage. Den ene med flere fyldte poser i hænderne. De sprang hurtigt af og smuttede ind i den lave tilbygning, hvorefter lyde fra gryde, skåle og køkkenredskaber begyndte at strømme ud derfra. Kokken var åbenbart en af de to der var smuttet et stykke ned ad bjerget, for at handle ind til vores bestilling. Som tjeneren undskyldte det: “We want it fresh for you.” Vi grinte for os selv og smilte til hinanden da han var gået igen.

Der var ikke alt det gode de ville gøre for os. Maden kom løbende og smagte fantastisk. Og som lovet, utrolig friskt. Dér sad vi nær toppen af Nagarkot på et lille simpelt hotel, med udsigt over den storslået natur, og nød en lækker frokost. Godt nok noget der var planlagt som en hurtig bid mad inden nedturen mod dalen, men som endte med at blive en frokost på flere timer. Men en fantastisk og autentisk oplevelse vi heldigvis bare kunne trække på smilebåndet af og så nyde at vi ikke havde travlt.