tirsdag den 26. juni 2007

En tanke til København. Rejsedagbog #6

Ligger ved poolen med mit nye DANSK-magazine og læser om fantastiske København. En stor del af bladet er én lang ros til København og alt hvad der er at opleve der.
Jeg savner ikke København, når jeg ligger her i 35 graders varme, men er heller ikke ked af at jeg skal hjem igen, for det er virkelig en dejlig by at komme hjem til. Den gode stemning og der herlige liv på ferien her i varmen, kan fortsættes når vi vender hjem og bare skal opleve København. Opleve alle de lækre steder der er beskrevet i bladet.
Jeg forstår til fulde bladets ros af byen. Tak til Uffe og Kim for i et par timer at kunne nyde ferien og samtidig se frem til at komme hjem. For alle de gode oplevelser behøver vi ikke rejse langt for at få. Oplevelser ud over sædvane findes også i Danmark og i København.

Kærlighed i varmen. Rejsedagbog #5

Med udsigt til Middelhavets blå vand, nydes ferien i fulde drag. Det er svært at tage øjnene fra det fascinerende blå. Havet og himlen der sammen danner de smukkeste billeder. Men når mine øjne bliver mætte - hvis de kan det - af de mange smukke indtryk, kan jeg bare vende hovedet til siden og sende et smil til min dejlige kæreste.
Her under de varme himmelstrøg, kan man ikke andet end nyde livet. Nyde kærligheden. Atmosfæren her er lige til ren romantik og hygge. De fantastiske rammer og den rare stemning.
At ligge på stranden. eller ved poolen og bare nyde den afslappede stemning og den salighed der hviler over folk på ferie. Om aftenen sætte sig på en romantisk restaurant og nyde den lækre sydlandske mad imens man sidder og kigger kæresten i øjnene.
Vi har aldrig været sammen - alene - så mange dage før, så det har været rart at være så tæt på hinanden hele tiden. Dele de mange oplevelser og tage del i hinandens begejstring. Vi har ikke vist vores kærlighed helt så offentligt som vi måske kunne. Synes det er svært når vi er i et fremmed land. Vi har gået lidt hånd i hånd, men også fået skeptiske blikke. I stedet har vi holdt det til kærlige blikke og diskret aet hinanden blidt på ryggen. Små tegn vi selv forstår betydningen af. Men man har åbenbart kunne ane kemien. En nordmand spurgte om vi var brødre. Da vi svarede nej, spurgte han lidt efter om vi var et par, for vi virkede meget harmoniske. Så er det måske slet ikke så nødvendigt at skulle vise kærligheden ved fysiske kendetegn, hvis kærligheden i sig selv er synlig.