Søndag morgen stod jeg op til en udsigt over bjergene, hvor sneen lå hvidt drysset hen over toppene. En udsigt der kunne få mig til at glemme både morgenmad og behovet for egentlig at foretage mig andet resten af dagen. Men med viden om at vi skulle derop efter morgenmaden, kunne jeg alligevel godt bevæge mig væk fra vinduerne.
Jeg havde allerede fået overraskelsen aftenen før efter kort tid i landet. Vi skulle op i bjergene. Op og lege i sne og spise i 3000 meters højde, efter en gondoltur de sidste mange meter. En gondoltur bla. langs stejle bjergsider og over dybe kløfter. Da jeg gik i seng glædede jeg mig til at lege i sneen sammen med mine to små nevøer, som de må glæde sig til juleaften når de går i seng d. 23. december.
Bilen blev pakket, vinterstøvlerne bundet og det varme tøj fundet frem, inden turen gik mod bjergene. Landskabet var som altid imponerende, men da vi begyndte at bevæge os op i bjergene blev det hele kun smukkere. Turen gik ud og ind gennem hårnålesving, med lodrette klippesider på indersiden af bilen og dybe skråninger på den modsatte side, der ikke efterlod meget plads til højdeskræk. Karakteristiske alpehuse i træ lå hist og pist på bjergsiderne, og kunne give enhver lyst til at bosætte sig udenfor enhver civilisation, hvis bare man kunne bo i de omgivelser og med dén udsigt.
Skovene blev tættere men i et sving, som nåede vi en magisk grænse, begyndte der at ligge sne på jorden. Alle konstaterede vi det højlydt med en hvis spænding i stemmerne. Sneen blev der mere af jo højere vi kom op og skyerne blev tættere. Vinden begyndte at vise sig i trætoppene. Noget der udløste en smule nervøsitet.
En nervøsitet der desværre skulle vise sig at have god grund. Da vi endelig nåede frem til hvor gondolen skulle føre os det sidste stykke op, var den lukket pga. for meget blæst. En anelse skuffede måtte vi bare være glade for at vi trods alt ikke var blæst inde oppe på bjerget.
Kulden var dog også til at mærke der hvor vi allerede var nået op og sneen lå i et fint lag på jorden. Selv glemte jeg alt om min egen alder og slap det barnlige sind helt fri. Det samme gjorde drengene og deres far, så hurtigt var der gang i en god sneboldkamp. Mest af alt mellem deres far og mig, til stor begejstring hos drengene når en af os blev ramt. Alle fire løb vi rundt med velformede snebolde i hænderne og kastede når vi ikke selv skulle bukke os for ikke at blive ramt. Grinene var højlydte og fantastiske. Glæden i drengenes øjne var simpelthen hele køreturen værd. Men havde også selv den store optur over at lege rundt i sneen og var mindst lige så overgearet som de små drenge. Den friske luft og duften af sne gik lige i smilehullerne.
Godt nok kom vi ikke helt op i bjergene, men vi nåede at lege med sne. Den første sne for mit vedkommende i år. Ligeså træls og frustrerende sne kan være, ligeså fantastisk og hyggeligt kan det være. Ikke mindst når der er plads til at lade det indre legebarn komme ud.
Opslag
