The Big Apple # 4: Inspiration til den store guldmedalje.

Denne gang i NY skulle der opleves nye områder af byen og besøges nye restauranter. Rejsen var hovedsaligt arbejde, så der skulle samles en masse inspiration. Derfor skulle forskellige typer opsøges og de trendy, eksklusive, skæve, hippe og levende steder besøges. Så meget forskelligt som muligt skulle prøves på de få dage. Heldigvis er NY lige stedet til den slags.

Det findes så mange forskellige områder på de relativ få kvadratkilometer på Manhattan. De pæne og eksklusive gader omkring Central Park, det hippe Soho, det kunstneriske Greenwich, det skæve og undergrundsprægede Lower East Side, det rå Meetpacking og det intime Little Italy. For bare at nævne nogle af alle de attraktive områder. Og vi kom rundt de fleste steder. Så meget som de få dage nu tillod. Spurgte fede typer på gaden og professionelle vi mødte i forskellige sammenhænge, om hvor vi skulle gå hen. For at komme hen hvor newyorkerne går, og ikke hvor alle turisterne kommer.

Det bragte os til Asia de Cuba på det pænere Madison Ave. En stor imponerende og eksklusiv restaurant med stort set kun hvidt interiør. Hvide bølgende stoffer fra loft til gulv hvor midten af rummet gik op i begge etager, så gæsterne på anden etage kunne sidde langs gelænderne og kigge ned i resten af det store rum. Rolig loungemusik fyldte luften omkring lange høje borde eller mindre runde borde ved en rund sofa i små hulrum, skabt af tæpper. Maden i imponerende serveringer smagte ovenud fantastisk og fik os til at spise mere end vores maver egentlig tillod.

I Lower East Side, der er mere skummelt og rodet, blev vi anbefalet Essex Bar. En tidligere fabriksbygning der er ombygget til restaurant med højt til loftet. En Amy Winehouse lignende servetrice med kæmpe smil sørgede for os hele aftenen, indtil vi gik videre til The Pianos. En alternativ bar et par gader væk. Udefra så den ikke ud af noget særligt og heller ikke indenfor. Der lugtede lidt af fugt og møblerne var sparsomme og lignede mest af alt noget der var hentet på en genbrugsstation. Dj’en stod bag en ussel pult og en ensom bartender stod bag ølhanerne. Men typerne der kom der var et fantastisk mix af unge mennesker, studerende og yuppies. Alle gav de fanden i hvad moden dikterede, men skabte deres egen. Hver med sin stil. Stemningen var helt i top og der blev danset livligt til dj’ens mix af glemte 80’er og 90’er sange. Alle smilte og var glade. Finanskrise og kold vinter var ikke bekymringer der tyngede. Derimod holdt en åben lyst til at leve livet efter eget ønske, stemningen oppe.

I Little Italy fandt vi den lille italienske cafe L’asso hvor der blev vist Super Bowl Sunday på et til lejligheden interimistisk opstillet tv. Bordene stod tæt og der sad kun unge mennesker. Alle i lækkert tøj og tydeligvis nogen der var noget. Selv når de var sjuskede så det lækkert ud. Et par unge fyre betjente stedet og den åbne pizzaovn i restauranten. Stemningen var personlig og hyggelig og præget af at flere kom der ofte. Det var også i Little Italy vi fandt Southside. Klubben under jorden. - Se første indlæg fra NY.

Det belgiske bageri Le Pain Quotidien i Soho, sørgede for fantastisk morgenmad ved de lange grove træborde foran den åbne pejs. Al den hjemmelavede mad, brød, marmelade, nutella, juice, blødkogte æg, i de omgivelser gav os følelsen af at sidde i et belgisk landkøkken. Et sted vi helt sikkert havde lyst til at blive siddende, med kolde hænder omkring de varme kaffekopper.

I Soho er Mercer altid et sikkert hit til frokost. Lækkert og hipt. Men også i Meetpacking lå rigtig mange attraktive frokostrestauranter, hvor vi kun nåede at prøve én. Nemlig Vento. En hyggelig italiensk restaurant i et vejkryds, der tvinger bygningen ud i en spids af to sammenstødende veje. En spids der også er udnyttet indendørs, hvor der til sidst kun kan nå at stå et enkelte tomandsbord i glaspartiet yderst ude i spidsen.

Men hvor kan man man bare blive ved med at kigge på mennesker overalt i NY. Alle områder byder på deres typer og det er tydeligt at newyorkerne ikke kender til noget med Jantelov eller manglende forståelse for forskellighed - gudskelov - for alle er deres egen type og er ikke bange for at skille sig ud. Og der bliver heller ikke kigget skævt til dem der skiller sig ud. Stilarter bliver udforsket, nye trends bliver skabt og personligheder bliver udtrykt. En ren slikbutik for os, der var ovre for at samle inspiration til vores eget arbejde med mode. Så det er nok ikke sidste gang, byen skal besøges for at få inspiration og måske få et kig ind i hvad trendscenen kan komme til at byde på i Europa i fremtiden.

The Big Apple # 3: Træer og regnbueflag i gaderne.

Et af de hyggeligste i New York er uden tvivl Greenwich Village. Det gamle kunstnerkvarter emmer af hygge og personlighed. Den bohemeagtige atmosfære får en til at slappe af og bare gå rundt og nyde alt det skæve. Træerne i gaderne og den friske luft tilfører yderligere charme til området.

I den ene gade hænger de karakteristiske brandtrapper udenpå de lave bygninger. Lave fordi de fem etager, kommer til at virke som lave landsbyhuse i forhold til det øvrige New York. I den næste gade ligger det ene imponerende hus side om side med det næste, kun med anderledes mursten eller anden malling som tydelig adskillelse mellem de enkelte huse. Store trapper fører op til de romantiske facader der alle steder bliver holdt pænt.

Her findes alverdens specialforretninger, antikvariater og små skæve tøjforretninger har også fundet plads her. Cafeer og konditorier ligger spredt rundt om i gaderne. Bla. det lille konditori Magnolia Bakery der leder tankerne tilbage til bedsteforældrenes barndom, med sine kniplede gardiner i vinduerne, antikke interiør og småblomstrede tapet. Hvis nogen ser SATC, så er det der pigerne køber lyserøde cupcakes. De smager godt, hvis man har en - meget - sød tand.

I området omkring Christopher Street hænger der mange regnbueflag udenfor facaderne og det ikke uden grund. The Village er også kendt for at være New Yorks homoseksuelle område. Men området har også spillet en stor historisk rolle for de homoseksuelle verden over. I juni 1969 startede de homoseksuelle et stort opgør mod politiet og politikerne, med udgangspunkt i baren Stonewall In. En kamp for lige rettigheder, accept, frigørelse og tolerance. Urolighederne varede i flere dage og gav genlyd verden over. Disse uroligheder bliver ofte set som starten på frigørelsen af de homoseksuelle. De mange homo-parader verden over hver sommer er en fejring af netop Christopher Day. Derfor havde stedet også historisk interesse, da jeg gik rundt blandt de mange små huse og forsøgte at fornemme historierne murstenene fortalte.

The Big Apple # 2: En dag i meetpacking.

Vågnede tidligt til endnu en dag med blå himmel. Alligevel havde vejrudsigten forberedt os på at det nok ville være koldere end de første dage, så klædte os heldigvis godt på. For da vi kom ud ramte den kolde vind som en hård knytnæve i ansigtet. Solen strålede stadig og himlen var flot vinterklar, men med omkring minus 10 grader og vind, trængte solens varme på ingen måde igennem. Men med det rigtige tøj var det ikke noget problem.

Efter en hurtig kaffe på Starbucks, fik vi med en arm i vejret en gul taxa ind til siden og kastede os ind. Adressen i Meetpacking District blev hurtigt slynget ud og turen gennem den livlige trafik, stærkt domineret af de mange gule taxaer, startede. Da taxaen stoppede i noget der mest af alt mindede om et industrikvarter, var vi lidt betænklige ved at stige ud. Var det mon her? Adressen var god nok, så vi tog chancen. Området var præget af store bygninger og haller. Udenfor var alle de gamle lastbilramper stadig at se foran bygningerne og det der før havde været store porte. Hele gaden havde en råhed over sig, som vejene og brostenene var stærkt præget af lastbilerne der tidligere havde kørt der og bygningerne præget af slid og hårdt vejr.
Fandt det rigtige husnummer og gik ind i noget der stadig lignede en forladt bygning, men der havde rigtigt nok stået House of Bumble på skiltet udenfor, så vi lod os trygt føre op til ottende sal af elevatoren. Straks da vi trådte ud åbnede et kæmpe receptionsområde sig, med panoramavinduer på begge de to langsider, en cafe og flere lækre loungeområder. Meldte min ankomst og blev lidt efter ført nedenunder hvor endnu et stort lokale med panoramavinduer åbnede sig. Fik plads i en stol helt ud til et af de store vinduer og sad med udsigt ud over store dele af det solbeskinnede West side. Helt fantastisk. Min frisør kom og jeg endte med at blive klippet uden at have set på håret, fordi udsigten konstant bød på nye detaljer der fangede min opmærksomhed.
Tilbage i gadeplan var det tid til at udforske resten af Meetpacking, der er langt mere end den ene gade. Her fandt vi den ene fede forretning efter den anden. Alle liggende i de gamle kødboder, hvilket indretningen bar præg af, men kun gav området endnu mere charme. Store kendte mærker blandede sig med specialforretninger og mindre kendte mærker. Og ikke mindst et hav af interessante restauranter.
Derfor vendte vi også tilbage om aftenen. Men hvad skulle vi vælge? Thai, fransk, italiensk, ja fortsæt selv rejsen rundt i verden. På The Spotted Pig var ventetiden 2 timer - en hverdagsaften! Så valgte i stedet Pastis med sine kendte røde markiser udenfor. Indenfor summede det af liv og straks følte vi os hensat til Paris. Overalt i de store lokaler sad der mennesker ved de små rå træborde der stod tæt. Et hav af tjenere og afryddere løb hurtigt, men stadig med rolig fransk stil, mellem bordene og de mange bestillinger. Overalt herskede travlhed og støjniveauet var højt, men det tilførte kun ekstra til den gode franske stemning. Maden satte kun det definitive punktum på en helt igennem fantastisk dag og aften i Meetpacking District. Det smagte simpelthen himmelsk og slog fuldstændig benene væk under vores små træstole. Trods alt for meget mad, blev vi nødt til at prøve desserterne også og fik noget af det bedste Creme Brulee nogensinde. - Hvortil det skal siges at jeg altid spiser Creme Brulee som dessert hvis restauranterne serverer det, men samtidig er meget kræsen med at det skal være lavet ordentligt før jeg spiser op. Det gjorde jeg på Pastis!

The Big Apple # 1: Fed bytur og forår i New York.

Vågnede med let hovedpine efter nattens bytur. Gik straks da vi var ankommet med taxa aftenen før fra lufthavnen, ud for at finde en club. Først kunne vi ikke rigtig finde noget sted, men da vi så en mindre gruppe unge stående udenfor en sort dør, gik vi han og gav det et forsøg. Stillede os op i køen og slap da også forbi snoren.

Indenfor var bare en lang trappe, der drejede rundt og rundt imens den bare gik nedad. Rytmer fra musikken nåede op til os, men vi vidste stadig ikke hvad det var vi var gået ind til. Men til sidst kom vi ned i en stor natklub under jorden. Det var mørkt kun oplyst af dæmpet belysning langs væggene og lidt kraftigere lys i den ene ende hvor tre hotte bartendere styrede bestillingerne bag baren. Med det samme var det tydeligt, at det ikke var et snusket sted vi var kommet ind. Tværtimod så det hele meget lækkert og eksklusivt ud. Uden at blive pænt og stift, men i stedet på en trendy og undergrundsagtig måde. At der på toiletterne stod alverdens lækre produkter til frit brug rundt om vaskene, og en stod klar med et friskt håndklæde til at tørre hænderne, vidnede bare endnu mere om, at det ikke var hvilket som helst sted vi var havnet. Musikken var et super mix af musik fra de sidste fire årtier.

Men det der for alvor fangede vores opmærksomhed var typerne dér. Det var alle unge og alle så godt ud. Virkelig godt ud. Ikke nødvendigvis modeller, men alle var tjekkede typer med udseendet i orden. Tøjet var alt sammen fedt sat sammen og stilen var god, med virkelig lækker smag som kendetegn hos dem alle. Selv fyrene med skovmandsskjorte og en doven strikhue, så lige så stilede ud som pigerne med løst hår over en enkel lille nederdel, top og den ene imponerende stilet på fødderne efter den anden. Alle smilede og deres kropssprog fortalte at de nød livet. Bare at stå og kigge på alle dem var super inspiration til morgendagens shoppetur.

Fanget af stemningen og alle de fede typer vi faldt i snak med, fik den ikke for lidt på dansegulvet eller foran baren. Den amerikanske imødekommenhed fascinerede os med det samme og gjorde det svært at blive overbevist om at vi burde tage hjem og sove. Da et par borde blevet ryddet for en kendt - ja, jeg kendte ham ikke, men mine veninder gjorde - og hans selskab, festede alle upåagtet videre. Ikke på den snobbede danske jantelovsprægede måde, men med at han skulle have lov til at gå i byen som alle andre, som en selvfølgelighed.

Dog vidnede hovedpinen næste morgen om, at vi nok skulle have taget færre drinks. Men den friske forårsluft og den klare blå himmel over os, da vi kom ud fra vores lille hyggelige hotel i Little Italy, fejede hurtigt alle rester af tømmermænd væk. Solbrillerne blev korrekt placeret og storsmilende gik vi ud for at indtage New York.

Fandt først en lille hektisk diner, hvor en ordentlig brunch skulle forhindre tilbagevendende tømmermænd. Stadig prægede af nattens udskejelser og servetricens overbærende smil, endte vi med at grine hele vejen gennem brunchen til stor underholdning for de øvrige gæster. Dagen startede godt og udgangspunktet for en god shoppedag var lagt.

Jeg forlod efter en times tid de to piger, da jeg shopper bedst alene og også havde svært ved at finde noget i de forretninger de ville i. Da jeg var den eneste der havde været i NY før forklarede jeg dem hurtigt området i Soho, for at give dem en chance, og gik derefter videre til de butikker jeg ville i. Med det samme voksede smilet til dobbelt størrelse hos mig. Hvor var det fedt at være tilbage! Vejret var fantastisk. Solen skinnede og vinden stod stille, så varmen lagde sig mellem de høje bygninger. Neonskiltene blandede sig med de mange øvrige reklameskilte langs Broadway. Ved ristene i fortovet kunne subwayens susen frem og tilbage under fødderne høres. Overalt vrimlede det med mennesker der ligesom mig selv nød det gode vejr. Fantastisk tøj blev vist frem og alle typer gik blandt hinanden.

Stemningen gik lige i blodet på mig og muligheden for virkelig kvalitetstid for mig selv sammen med mit visakort, trak absolut ikke humøret ned. Efterhånden som timerne gik i det lækre Soho begyndte flere og flere firkantede papirsposer at tage plads i hænderne og visekortet at gløde en anelse. Kun med stigende humør til følge. En lille pause på Starbucks med en Grande Café Americano to go, fortsætte turen rundt i de hyggelige gader. Problemet med den alt for varme vinterjakke i det gode vejr, blev hurtigt løst med et besøg i Armani. Med den nye blå vindjakke og et par nyindkøbte Rayban solbriller til at skærme for den strålende forårssol, gik jeg videre med en euforiserende følelse i kroppen. Stemningen, byen, friheden og følelsen af at føle mig hjemme gav det største kick. Glædede mig kun til endnu flere dage i den fantastiske by.

Venezuela # 9: Lyssky forretninger.

Går hen til bilen der holder lidt for sig selv i vejkanten. Banker let på en af de tonede ruder og vender ryggen til som om det ikke er bilen der har fanget min interesse. Da der lidt efter stiger en mørklødet mand ud, hvisker jeg stille “Change dollars” og læser hans øjne. Blikkene bliver kastet over skuldrene og en kurs bliver bliver i hviskende toneleje overgivet. Forhandlingen er startet og når der er nået en enighed, kravler manden tilbage i bilen, og jeg trækker mig igen lidt væk. Lidt efter vender han tilbage og jeg går efter han uden et ord udveksles, til en mørk skygge under en palme eller bag et skur. Sedlerne bladres igennem i hænderne og det aftalte beløb i dollars overrækkes og puttes hurtigt i lommen. En stak krøllede nussede bolivarer rækkes tilbage og der gives pænt hånd, hvorefter vi går hver til sit tilbage i dagslyset.

Hugo Chávez’s øget kontrol med valutavekslingen i Venezuela og begrænset adgang til dollars for venezuelanerne, har udløst et stort sortbørsmarked med dollars, hvor kursen er langt bedre end den officielle kurs. Flere steder bliver man antastet af lokale der tilbyder at veksle til favorable priser. Hvis der ikke lige er en i nærheden, gælder det om at se deres kendetegn. Som f.eks. en enligt parkeret bil med tonede ruder. Nogle butikker tilbyder det når man står med pungen fremme. Priserne er ofte bedre med taxa, på restauranter osv. hvis man tilbyder at betale med dollars i stedet for med bolivarer. Det er dog ulovligt både at handle og købe dollars udenom de officielle vekselkontorer og banker, så derfor får hele scenen ved en sortbørsveksling et meget lyssky præg, og man står hele tiden med en følelse af forståelse for, hvordan de handlende pushere på Vesterbro må have det. Trods sortbørshandlens kriminelle grundlag, er det så omfattende at sortbørskursen er noteret på børsen i i Caracas, på lige fod med den officielle kurs.

Ja, jeg håber selv de kan finde ud af det.... For hvor er det dog besværligt.

Venezuela # 8: Fest på stranden.

3001, 3002, 3003... 3107...3203, 3202, 3201, nøglekortet ind i læseren, men intet sker der. Prøver at tage i døren, men lige lidt sker der. Kigger mig om på gangen med de mange døre og prøver at presse de få ikke alkoholpåvirkede hjerneceller til at koncentrere sig om hvad der er galt. Hov! Forkert etage. Bevæger mig endnu etage op til jeg står foran 3301, og rigtigt nok går døren op i første forsøg. Smider alt tøjet i gangen og går ud under bruseren. Tænder det kolde vand og mærker huden igen ånde og tankerne blive mere klare. Lister nøgen ind i sengen og putter mig ind til kæresten. Lægger armene om ham og falder i søvn med et stort smil på læberne. Lykkelig efter en festlig aften på stranden.

På stranden foran hotellet ligger en større hytte, med palmetag holdt oppe af træstolper rundt om, så det ikke er nødvendigt at sætte vægge op, men i stedet giver indtryk af stadig at være udenfor. Lyset er sparsomt, og det der er, stammer fra nogle få kulørte lamper omkring baren, hvor bartenderen svinger med flaskerne og fylder glassene i høj fart og med store smil. Højtalerne bringer den sydamerikanske stemning frem på dansegulvet med høje latinorytmer. På dansegulvet giver både turister og lokale efter for de eksotiske og erotiske rytmer. Latinamerikanerne nemme at spotte på deres roterende hofter. Både piger og fyre flytter sig smukt og rytmisk til tonerne der går i blodet på selv den mest stivbenede, der heller ikke kan lade være med at rokke lidt på fødderne. Alle smiler og grinene er så høje at de overdøver musikken i ekstra gode øjeblikke.

Den lune aftenluft og de varme kroppe fra de tætte danse, nedkøles behageligt af de saltduftende friske vinde fra havet. Bølgernes brusen ligger som en fjern summen under musikken og minder os bare om at vi holder fest på stranden. Havet glimter i måneskinnet og bølgernes hvide toppe kan i ny og næ skimtes i den ellers mørke nat. Lige under os kan vi se bølgerne glide roligt op på stranden.

Den frie bar hæver bare stemningen yderligere og drinks i alle afstøbninger mixes til stor glæde for os alle. Glas stilles op på stribe og fyldes op med en blanding der også for lov til at løbe ud over baren, hvorefter der sættes en lighter til og stedet for en stund oplyses af et hav af farvestrålende flammer, som slikker sig op ad glassene og på baren. Lige efter gælder det om at tømme glassene i én tår, og ikke ligne en der kan mærke alkoholen brænde ned gennem halsen, men i stedet bare smile og bestille flere drinks der kan hæve det gode humør yderligere. Selvom det nu er svært ikke at være i en ekstase af lykke i de rammer. Med eller uden alkoholens påvirkning.