Da vækkeuret ringede i går morges kl. 4 var det ikke fordi den morgenfriske Mikael hoppede ud af sengen. Ikke mindst fordi jeg lå trygt i kærestens arme og så er kl. 4 altså umenneskeligt tidligt. men op kom jeg da og badet gjorde underværker. Nu var det endelig dagen hvor rejsen gik til Afrika, så spændingen sad i kroppen og smilet var en naturlig del af ansigtet.
Mellemlandingen var i Frankfurt hvor jeg var tabt allerede ved første skridt ud af flyveren. Den lufthavn er stor! Slog koldt vand i blodet og måtte prøve at overskue de mange forskellige info-tavler. Endte dog med at spørge om vej i stedet for. Blev vist hen til en Skyline-bane der kørte mig til en helt anden del af lufthavnen, for at komme til den rigtige gate, men nu var der pludselig ingen (!) info, så varmen meldte sig i kinderne. Hvordan kunne jeg komme tilbage til “sikker” grund? Det viste sig lidt efter at jeg var det rigtige sted og jeg fandt en blød stol i venteområdet. Gisp, så fik jeg da en forsmag på hvordan det ville blive i Ghana. Omkring mig sad stort set kun sorte mennesker, og de gloede alle på den blege - synes ellers jeg havde taget sol hjemmefra - fyr der nu sad blandt dem. Lidt efter spredte panikken sig. Flyet var overbooket, så der skulle sorteres i passagererne. Min billet var dog sikker, men hele scenariet endte med at politiet måtte hjælpe med dem der blev sure og truende.
Nu var den lange flyvetur i vente. 7½ time. Men som det er med rutefly bliver man opvartet i hoved og r…, så turen blev en champagnerus, med masser af bobler når vognen kom forbi. Man kan vel lige så godt benytte sig af fordelene. Hehe. Turen blev egentlig ikke så lang. Hvis ikke jeg spiste eller drak sad jeg med min bog eller sov, så timerne fløj. Føltes ikke meget længere end en tur til Middelhavet.
Det første skridt ud af flyveren på afrikansk jord blev også et møde med varmen. Ramte en mur på 28 grader sidst på aftenen. Efterfølgende kom jeg ind i den noget primitive lufthavn. Verden til forskel fra Kastrup og Frankfurt. Heldigvis havde mine værter sørget for at jeg blev hentet, så da jeg kom ud fra paskontrollen stod en smilende ghaneser klar med min kuffert og guidede mig ud gennem resten af lufthavnen. Inkl. udenom om tolden.
Tilfældigvis ankom en lokal stammehøvding samtidig med mig, så da jeg forlod lufthavnen to meter foran ham + følge blev det med modtagelse fra en kæmpe forsamling der klappede, dansede, spillede trommer til afrikanske toner og maste for at komme tæt på den åndelige. Ja ikke mig altså. Men så oplevede jeg da den afrikanske ånd fra starten.
Nu sidder jeg i solen og nyder varmen. Savner slet ikke kolde Danmark!
Opslag
